Hvorfor skal du gå til gudstjeneste? Det er fristende at svare: Fordi det står i Bibelen!
Men så nemt er det dog ikke. I Bibelen finder vi strengt taget intet påbud om, at kristne skal samles om søndagen for at fejre gudstjeneste. Hvis vi læser i Apostlenes Gerninger, kan vi faktisk se, at de første kristne nærmere fejrede gudstjeneste hver dag: ”De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen…” (ApG 2,46a). Desuden var de første kristne jøder, og derfor var ikke søndag men lørdag den ugedag, hvor de naturligt ville gøre noget særligt ud af at samles til ”gudstjeneste”. Denne dag var sabbat, hviledagen. Den dag hvilede Gud efter skabelsen, og derfor havde Guds folk i årtusinder også hvilet om lørdagen, og samlet sig om Guds ord. Men mod slutningen af det første århundrede blev det praksis i den kristne kirke, at samles til skriftlæsning, prædiken, lovsang og nadver om søndagen, for det var på denne dag, at vores Herre og frelser var opstået fra graven.
Ovenstående betyder ikke, at Bibelen intet har at sige. Langt fra! Faktisk er Bibelen propfyldt med gode grunde til at komme ud af sengen søndag morgen og få sig slæbt til gudstjeneste.
Guds arbejdsmetode
I Bibelen er der ét tema, som mere end noget andet går igen fra start til slut: fællesskab. Og det er ikke så underligt, for Gud er selv i sit inderste væsen et fællesskab: den hellige treenighed. Derfor ser vi også, at da mennesket bliver skabt i Guds billede, bliver det skabt til fællesskab: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18). Efter syndefaldet, hvor mennesket mister fællesskabet med Gud, iværksætter Gud sin frelsesplan for at bringe mennesket tilbage til fællesskabet, og rygraden i denne frelsesplan er udvælgelsen af et folk. Ikke udvælgelse af individer spredt ud over kloden, men udvælgelse af et folk i livsfællesskab med hinanden: Israel.
Når vi kommer til klimaks i frelseshistorien, da Gud blev menneske i Jesus Kristus, ser vi, at Jesus udvælger et fællesskab af apostle, til at følge sig og siden blive grundstenen for kirken. Efter Jesu død og opstandelse giver Jesus apostlene en sidste kollektiv besked: ”I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.” (Luk 24,48).
Gud er fællesskab i sit væsen, mennesket er skabt til fællesskab, og når Gud arbejder i verden, så gør han det primært gennem fællesskaber. Derfor må vi som individuelle kristne øve os i at træde ind i Guds arbejdsmetode og se værdien i fællesskabet, det kristne fællesskab. At være en del af det kristne fællesskab, er at være en del af Guds frelsesplan. Ja, mere end det: det er at få del i selve Guds væsen.
Det fællesskab finder ikke kun sit udtryk i søndagsgudstjenesten, men gennem det meste af kirkens historie har fællesskabet på denne dag været en absolut hjørnesten.
Næring for troen
Centrum for den kristne gudstjeneste er Guds ord. Sådan er det, fordi det er ved Guds ord, at troen bliver skabt og opretholdt i os: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” (Rom 10,17). Ved at være en del af gudstjenestens fællesskab, giver vi altså Gud mulighed for at møde os med den kraft, der skaber troen i vores døde hjerter.
Gennem ordet får vi fællesskabet med Gud. Det sker gennem tekstlæsninger, prædikener, vidnesbyrd, sange/salmer osv. Men det sker også gennem det, vi kalder for ”sakramenterne”: dåb og nadver. I dåb og nadver kommer Gud selv til os i de fysiske elementer: vand, brød og vin. Paulus siger om nadveren: ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” (1 Kor 10,16. Min understregning)
Hvorfor skal du gå til gudstjeneste? Det skal du, for at give Gud de bedste muligheder for at møde dig med sit ord og dermed opretholde troen i dig, så du bliver holdt fast som hans barn. Selvfølgelig kan man godt blive fastholdt i troen uden at være med i et kristent fællesskab – men det er ikke let. Hvis du strander på en øde ø med intet andet end kokosmælk, krabbekød og en Bibel, så kan Gud godt fastholde dig i troen. Selv uden en Bibel kan han finde en vej. Men under normale omstændigheder er det i mødet med Guds ord i det kristne fællesskab, at vi skal finde næring til troen, så vi kan blive bevaret hos Jesus.
Lovprisning
Ved gudstjenesten bruger vi tid på at tilbede Gud. Vi lovsynger ham for den, han er. Ved at gøre det, vender vi vores opmærksomhed væk fra os selv og hen på Gud, og gør ham til centrum. Og det er afgørende! Ét af syndefaldets dybeste konsekvenser var nemlig, at vi mennesker gik fra at have Gud som centrum for vores eksistens til at sætte os selv i centrum. Med kirkefaderen Augustins ord blev vi ”indkrogede i os selv” (incurvatus in se), og når det er sket, vil vi uundgåeligt se Gud som et middel i stedet for et mål. Gud bliver én, jeg kan bruge for at få noget. Når vi tager imod Jesus som vores frelser, sker der dog det forunderlige, at vi igen bliver ”rettet ud”. Når Ånden bor i hjertet, vil den kristne igen begynde at søge Gud for den, han er, og ikke for, hvad han kan give. Det er frelsens virkelighed!
Den virkelighed kan vi praktisere ved gudstjenesten, når vi ”enigt, med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader” (Rom 15,6). I lovprisningen af Gud kan vi få lov at glemme os selv og i stedet fortabe os i Ham, som er selve meningen med livet.
Der er musik og sang i mange andre af verdens religioner, men det at synge sammen, er noget særligt for den kristne kirke. I kirken er der ikke bare sang men fællessang. Vi kan også lovprise Gud i sang for os selv, men det er først, når vi synger sammen med vores brødre og søstre at lovprisningen løftes op til det, den er tænkt til.
At underordne sig
Hvis enhver kristen var sin egen kirke, så kunne alle få det, som de ville have det. Andre mennesker er jo ofte så besværlige med alle deres meninger og forskellig smag. Ikke mindst mellem unge og gamle kan det ofte være svært at finde fælles fodslag i kirken. Men hvis vi synes, der kan være langt mellem os i dag, så er det intet imod, hvordan det var i den første kirke! For dengang var det sådan, at når en hel husstand vendte om til Jesus, så skulle både slave og herre pludselig mødes til gudstjenesten som ligemænd. I kirken var de brødre!
Én af hensigterne med det kristne fællesskab er, at vi skal lære at underordne os. Især når der er tale om mennesker, vi i et verdsligt perspektiv kunne fristes til at føle os hævet over. I Ef 5,21 siger Paulus nogle ord, som ofte er blevet brugt om forholdet mellem mand og kvinde, men som egentlig er talt til hele menigheden: ”I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus”. At underordne sig kan lyde negativt, men i virkeligheden er det blot en øvelse i at efterligne Jesus, der i sin tjeneste på Jorden underordnede sig sin Himmelske fader (Matt 26,39; Joh 6,38; Hebr 5,8).
At være kristen er at give Gud den plads i mit liv, som tilkommer ham – at underordne mig under ham og hans gode vilje. Men på grund af synden i mig er mit naturlige instinkt at gøre det modsatte: at hævde mig selv og mine egne længsler. I det kristne fællesskab og ved gudstjenesten får vi mulighed for uge efter uge at øve os i at leve sådan, som Gud ønsker det: at vi underordner os hinanden og ”kappes om at vise hinanden agtelse.” (Rom 12,10b). I Rom 14 taler Paulus f.eks. indgående om, hvordan vi i menigheden ikke med vold og magt skal gennemtrumfe vores egen dagsorden og kæpheste, men i stedet give plads til hinanden i al vores forskellighed.
Ja, det er besværligt at være sammen med andre kristne, og det vil aldrig blive præcis, som vi personligt foretrækker det. Men det er netop meningen! For vores frelses skyld er det en vigtig lektie for enhver kristen, at vi ”skal (…) være klædt i ydmyghed over for hinanden” (1 Pet 5,5b).
