Det Nye Testamente – Hvorfor lige de bøger?

I denne artikel skal vi se på de 27 bøger, der findes i Ny Testamente, og stille spørgsmålet om, hvorfor vi har de 27 bøger i Ny Testamente, som vi har?

Hvis man slår op på første side i Bibelen, står der: ”Bibelen – Den Hellige Skrifts kanoniske Bøger.” Denne betegnelse dækker over de 66 bøger, der er samlet i den kristne bibel. Bøgerne identificeres som hellige og kanoniske. Ordet kanon betyder målestok eller rettesnor. Kanon indikerer at bøgerne i Bibelen er en målestok, og i overført betydning norm for, hvad der er sand kristendom.

Hvorfor er lige netop de bøger autoritative for den kristne tro og ikke andre?

Vi kan begynde med at afvise en populær teori. Den går ud på, at det grundlæggende var kejser Konstantin den Store, der sammen med nogle magtfulde biskopper bestemte hvilke skrifter, der skulle være autoritative, da han blev kejser i Romerriget og indførte kristendommen som statsreligion. Konstantins motivation var at skabe en ensartet kristendom, der indtil da ellers havde mange dybt forskellige udtryk. Dannelsen af Ny Testamentes kanon bliver dermed beskrevet som en politisk beslutning og et redskab for en magthaver til at tæmme kristendommen og slå ned på udgaver, der lå udenfor, da et ensartet samfund med én religion er nemmere at regere. Denne beskrivelse af forløbet er dog langt fra den historiske virkelighed. Ikke desto mindre er det en udbredt teori, som især er blevet udbredt af Dan Browns Da Vinci Mysteriet.

Det historiske forløb, der ledte til en endelig formulering af hvilke bøger, der udgjorde det Nye Testamentes kanon, handler ikke om at nogen skabte, autoriserede eller afgjorde, hvad der var kanon. Bevægelsen er modsat. De bøger, der blev inkluderet, var allerede i praksis regnet som autoritative og formuleringen af kanon i form af en nedskrevet liste, udtrykte bare det, der allerede var anerkendt som autoritativt i kirken som helhed. Vi vil nu se nærmere på det historiske forløb.

Fra Jesus til det Ny Testamente

Selvom Jesus ikke selv skrev noget ned, så var kristendommen fra begyndelsen en skriftreligion. De første kristne overtog i første omgang Gammel Testamente som autoritative skrifter. De regnede det Gamle Testamente som Guds ord.  Det ses tydeligt i Ny Testamente, hvor forfatterne gang på gang henviser til Gammel Testamente som ’skriften’, og begrunder troen på Jesus som Guds søn, den lovede frelser, med henvisning til Gammel Testamente. Det var i lyset af Gammel Testamente, at de første kristne forklarede, hvad der var sket i verden gennem Jesu liv, død og opstandelse.

Vi ser dog allerede i Nye Testamente, som er de tidligste kristne skrifter, der findes, at den tidlige kirke begynder at regne de bøger vi har i Ny Testamente på linje med Gammel Testamente. Det ses i 1 Tim 5,18 (62-63 e.Kr.), hvor Paulus sandsynligvis citerer fra Lukasevangeliet (Luk 10,7), og giver det samme status som et citat fra Gammel Testamente (5 Mos 25,4):

For Skriften siger:
“Du må ikke binde munden på en okse, der tærsker,”
og: “En arbejder er sin løn værd.”

Et andet eksempel er i 2 Peter 3,16 (64-65 e.Kr.), hvor Peter identificerer Paulus’ breve med ’skriften’, som er en teknisk betegnelse for Gammel Testamente som autoritativt skrift. Denne udvikling kan også ses hos de tidlige kirkefædre, der betegner bøgerne fra Ny Testamente som autoritative og som ’Skriften’:

Det tidlige skrift Didaké refererer til Matthæusevangeliet, der anvendes som en autoritativ tekst. Ignatius (omkring 110 e.Kr.) refererer til Paulus’ breve, til breve fra apostlene generelt og til evangelierne som autoritative tekster. Polykarp citerer fra Efeserbrevet i sit brev til Filipperne (omkring 110 e.Kr.), Polyk. 12,1b:

Jeg siger kun, hvad der siges i disse skrifter: “Vær blot vrede, men synd ikke.”
Og: “Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.”

Her citerer Polykarp fra Ef 4,26, der er et skrift, som tilhører “de hellige skrifter” (Polyk. 12,1a). 1Citeret fra Torben Kjær, Introduktion til Ny Testamente, Kolon, Fredericia 2015, s. 239-240

Dette viser, at der i praksis er skrifter, der er kanon allerede fra år 62 e.Kr.

Det første kendte forsøg på at formulere en kanon, blev dog hurtigt forkastet af kirken. Listen blev nemlig formuleret af Markion, en leder fra Lilleasien, der omkring midten af 100-tallet kom til Rom. Markion var kraftigt påvirket af en religiøs strømning, der var anti-jødisk og betragtede den gammeltestamentlige Gud, som en ond og hævngerrig Gud. I modsætning til det, var den Gud Jesus havde åbenbaret en mild, kærlig og barmhjertig Gud. Markion forkastede derfor Gammel Testamente, og rensede Ny Testamente for det han betragtede som forvanskninger. Han endte med en stærkt redigeret udgave af Lukasevangeliet og ti breve af Paulus.

Markions liste skal nok ses som en reaktion på noget, der allerede var til stede i menighederne. Han tog således udgangspunkt i det, der allerede var accepteret, men insisterede på at forkaste dele af det. Det gik kirken ikke med til, og Markion blev udskilt fra kirken. Men netop Markions forsøg på at danne en liste, gjorde det tydeligt for kirken, at der var behov for en formulering af, hvad der er kanon.

Den næste liste af bøger, vi kender til, er Muratoris kanon, opkaldt efter italieneren Ludovico Antonio Muratori, der fandt den. Denne kanon stammer sandsynligvis fra den sidste del af 100-tallet. Den første del af listen er gået tabt, så den begynder med Lukasevangeliet, men referer til det som det tredje evangelium og Johannes som det fjerde. Det må derfor antages, at Matthæusevangeliet og Markusevangeliet var det først og det andet. Ud over evangelierne indeholder den Apostlenes Gerninger, tretten breve af Paulus, to breve af Johannes, Judas brev og Johannes’ Åbenbaring. I tillæg til det indeholder den også nogle skrifter, som ikke blev en del af den endelige kanon. Det gælder for eksempel Peters Apokalypse, som forfatteren dog noterer, at der er debat om.

Muratoris kanon indeholder 22 af de 27 bøger, der siden skulle blive det Nye Testamente, og selvom den også indeholdt andre skrifter, så fremstår der en kerne af bøger, som kirken bredt er enige om. Ved slutningen af det andet århundrede var 20 bøger fra Ny Testamente bredt anerkendt som autoritative. Det var de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, Paulus breve, 1 Peter og 1 Johannes. Dette billede bekræftes af brugen af skrifterne hos kirkefædrene, som citerer flittigt fra de skrifter, der skulle blive en del Ny Testamente og i særdeleshed fra de 20 nævnt ovenfor. Der citeres stort set ikke fra skrifter, der ikke er del af Ny Testamente. Den faktiske brug bekræfter dermed den kanon vi har i dag, længe før den blev endeligt formuleret.

Ud over den etablerede kerne var der dog stadig debat om de øvrige syv bøger. Ligeledes var der diskussioner om andre bøger, som ikke er en del af Ny Testamente i dag, skulle anerkendes som autoritative. Det drejer sig især om Peters Apokalypse og Hermas Hyrden, men også andre. Debatten om disse bøger skulle fortsætte frem til sidste halvdel af 300-tallet, hvor Athanasius, der var biskop i Alexandria, som den første i år 367 nævner de 27 bøger i Ny Testamente, som autoritative i den østlige del af kirken. Siden skulle et kirkemøde i Kartago i 397 bekræfte dette synspunkt for den vestlige del.

Kriterier for udvælgelsen

Kirken anvendte tre kriterier i den endelige diskussion af, hvilke bøger der skulle anerkendes som en del af kanon. Disse blev primært brugt i vurderingen af de omdiskuterede skrifter, men den tidligst accepterede kerne i kanon er også i overensstemmelse med kriterierne. Disse kriterier stammer ikke fra et møde, hvor man har siddet og besluttet kanon, men er en sammenfatning af den måde, hvorpå kirkefædrene i forskellige sammenhænge argumenterer.

Apostolsk oprindelse

Det kriterie, der oftest nævnes, er, om et skrift er apostolsk. Det betød, at et skrift skulle være skrevet af en apostel, eller være sanktioneret af en apostel. Dette skyldes at de tolv apostle var kaldet direkte af Jesus selv til at være hans vidner (Apg. 1,8), og Jesus havde givet dem autoritet (Mk 3,14-15; Matt 10,20).

De fleste bøger i Ny Testamente er skrevet af apostle, mens Markusevangeliet associeres med Peter og Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger med Paulus. Et skrift som Hermas hyrden blev sorteret fra på det grundlag, og det samme gjorde en række skrifter, der udgav sig for at være apostolske, uden at være det. Det drejer sig for eksempel om Thomasevangeliet, Peters evangelium og Peters apokalypse. I den forstand var kirkefædrene også på vagt overfor misbrug af dette kriterie.

Ret Lære

Det andet kriterie er ret lære. Dette kriterie kaldes også for troens regel. Det betyder, at et skrifts indhold skal stemme med det, som regnes for normativt i kirken. Ret lære var vigtigt fra begyndelsen af kristendommens frembrud. Det fremgår for eksempel af Gal 1,8-9; Kol 2,8f.; 1 Tim 6,3ff. og en lang række andre passager i pastoralbrevene, 1 og 2 Johannes osv.

Almen brug

De tredje kriterie var, om et dokument var bredt accepteret og brugt i kirkerne overalt. For eksempel argumenter kirkefaderen Hieronimus for, at uanset hvem der har skrevet Hebræerbrevet, så bør det regnes for autoritativt, da det er i overensstemmelse med troen og almindeligt brugt i kirkerne. Det opfylder således to af kriterierne. En årsag til at det kom med, var dog også, at mange mente, at det var skrevet af Paulus.

Med disse kriterier nåde kirken samlet frem til en fælles konklusion om skrifterne i Ny Testamente.

Opsummering: Det Nye Testamente er selvbekræftende

Selvom det først er fra slutningen af 300-tallet, vi har de endelige lister med de 27 bøger fra Ny Testamente, så er dette ikke udtryk for, at bøgernes autoritet først blev anerkendt på det tidspunkt. Det er blot først der, at det blev officielt formuleret.

Vidnesbyrd tilbage til Ny Testamente selv, omkring år 60 efter Kristus, viser, at det Nye Testamentes skrifter ansås som autoritative. Dertil kommer, at ved slutningen af 100-tallet er der allerede bred enighed om store dele af kanon. Igennem hele denne proces er det vigtigt at påpege, at der ikke fandtes nogen overordnet kirkelig eller politisk autoritet, der kunne diktere beslutninger på tværs af en kirke, som var meget spredt geografisk. De 27 bøger blev ikke desto mindre bredt anerkendt overalt.

Det faktum, at stort set hele kirken anerkendte de samme bøger som kanoniske, er bemærkelsesværdigt, når man husker, at det resultat ikke var forudsigeligt. Det eneste, de forskellige kirker kunne gøre, var, at fremlægge deres egne erfaringer med bøgerne, og dele den viden de end måtte have vedrørende deres oprindelse og karakter. Når man overvejer de forskellige kulturelle baggrunde og synspunkter, hvad angår centrale punkter i kristendommen, der var iblandt kirkerne, så peger den fælles enighed om, hvilke bøger der hørte med til det Nye Testamente på, at den endelige beslutning ikke udelukkende var en menneskelige afgørelse.

Samlet set indikerer kanondannelsen i den tidlige kirke, at de bøger vi har i Ny Testamente ikke blev kanon, men allerede var kanon, fra det tidspunkt de blev skrevet. Autoriteten tillægges ikke skriftet udefra, men skriftet er autoritativt i sig selv, fordi det er Guds ord, og det blev derfor brugt autoritativ og bredt i kirken uden nogen anden autoritet skulle diktere det.

Dette er også sådan kirkefædrene formulerer sig (i tillæg til de nævnte kriterier ovenfor), når de skulle argumentere for, at et skrift var autoritativt. For eksempel skriver Klemens af Alexandria, i forbindelse med at han citerer fra Matthæusevangeliet og Filipperbrevet, sådan om, hvordan man skelner Guds ord fra menneskeord: ”Der er ingen, der vil blive så imponeret over ord fra nogen af helgenerne, som han bliver over ord fra Herren selv.” Dermed identificerer han Matthæusevangeliet og Filipperbrevet med Guds ord.

Alt i alt peger det altså på, at bøgerne i Ny Testamente er der, fordi Gud selv har givet kirken disse skrifter. I kraft af deres selvbekræftende autoritet som Gud ord, blev de modtaget og anerkendt af kirken under Helligåndens vejledning, og til sidt anerkendt for det de allerede var, nemlig kanon, normen for sand kristendom.

Læs mere:

https://www.michaeljkruger.com/the-complete-series-ten-basic-facts-about-the-nt-canon-that-every-christian-should-memorize/

Eriksen, Henrik Nymann, Hvem skabte Bibelen? – Da kirken fik sin kanon,  LogosMedia, Hillerød 2011

Fodnoter:   [ + ]

1. Citeret fra Torben Kjær, Introduktion til Ny Testamente, Kolon, Fredericia 2015, s. 239-240

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler