Drop troldspejlet – dyrk samspillet! – Om kvinders rolle i hjem, samfund og menighed

Jeg har helt ærligt haft det svært med at skulle skrive denne artikel om: ”Kvindens rolle i hjem, samfund og menighed” ud fra en synsvinkel, der matcher Bibelens ord herom. Ikke fordi jeg ikke ønsker og bestræber mig på at leve i overensstemmelse hermed, men fordi jeg ikke synes, jeg selv lykkes specielt godt med det, og fordi emnet opfattes som kontroversielt – også i vores del af Kirken.

Ikke desto mindre har jeg sagt ja til udfordringen i håbet om, at nogle af de kvindelige læsere kan blive opmuntret til at se det positive i Bibelens ord til og om kvinden. Så, dette indlæg er fra kvinde-på-vej til kvinde-på-vej – på lægmandsniveau …

Artiklens fokus er på det skisma, vi som kristne gifte kvinder kan opleve mellem på den ene side at være ligestillet med mændene i det danske samfund i dag, og på den anden side at forsøge at udleve den tidsløse rolle, som Gud har tænkt for kvinden.

Kvindekampens sejre og nederlag

I år1skrevet i 2015 er det 100 år siden, kvinder i Danmark fik valgret. Der er blevet skrevet en hel del om dette jubilæum. Ud fra en 2015-tankegang er det vildt at læse om, hvor lidt værdi man før i tiden har tillagt kvinden. Det virker provokerende på mig, at mine oldemødre ikke havde mulighed for at stemme eller tage en videregående uddannelse på et universitet, hvis de da ellers havde evnerne og økonomien. Meget er sket siden da. Kvindebevægelsen har haft sin berettigelse. Der har været store skævheder, der skulle rettes op på.

Den helt nødvendige opkvalificering af kvindens værd og kampen for ligestilling har dog også haft mange kedelige følger for vores samfund. Jeg er f.eks. ikke stolt af, at vi ligger absolut i toppen af lande, hvor små børn tilbringer flest timer i daginstitutioner, eller af de omkring 15.000 aborter, der hvert år bliver foretaget i Danmark. Såkaldt ligestilling kan have for høj en pris, og spørgsmålet er, om vi virkelig opnår frihed ad den vej?

Kvindekampen har positivt bevirket, at vi som danske kvinder har fantastiske muligheder for bl.a. uddannelse, børnepasning og job. Muligheder, som kvinder i mange andre dele af verden misunder os.

Jeg har nydt godt af disse muligheder. Har taget en lang videregående uddannelse, har fået tre skønne børn og gjort brug af daginstitutioner i et – for os – acceptabelt omfang, har et spændende arbejde, hvor jeg får lov at udnytte mine evner og udvikle mig. I samfundets øjne er jeg – og vi som kvinder – langt på vej ligestillet med mændene.

Skismaet

At jeg så – samtidig med denne status som samfundsmæssigt ”ligestillet” – vælger at forsøge at indrette mit liv i overensstemmelse med det, jeg opfatter som Guds ordning for kvinden, må for udenforstående virke som et stort skisma: ”Hvordan kan du som en fornuftig kvinde, kvik i pæren, i et moderne samfund, tage den slags kvindeundertrykkende Bibel-citater seriøst”?

Jeg oplever også selv skismaet. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at den er en udfordring, vi som kristne kvinder må arbejde med, hvis vi gerne vil tage Guds ord seriøst.

I løbet af mit snart 43-årige liv har jeg ikke i udbredt grad delt frustrationer og udfordringer på dette område med mine kristne veninder eller menighedsfæller. På et tidspunkt ledte jeg dog en gruppe for kvinder, hvor vi sammen læste en bog om emnet og diskuterede ud fra den. Det var rigtigt godt. Og det kan jeg varmt anbefale. Jeg tror, vi har brug for at udfordre og opmuntre hinanden på dette område i stedet for at gå og kæmpe egne små kampe.

Kristendom og kvindeundertrykkelse?

Et par folkeskoleelever havde givet sig i kast med en projektopgave om ”kvindeundertrykkelse” og manglede nogle oplysninger. De skrev derfor til www.religion.dk for at spørge om, hvad det var ved kristendommen, der gjorde, at kvinder blev andenrangsborgere i samfundet, eller om det overhovedet var det, der påvirkede os? Det er positivt, at de trods alt lod den mulighed stå åben, at det muligvis ikke var kristendommen, der gjorde kvinder til ”andenrangsborgere”. Men, når det er sagt, er selve spørgsmålet fra unge på 15-16 år et udtryk for en tendens i samfundet: at kristendom og kvindeundertrykkelse rimer på hinanden.

Kristendom rimer ikke på kvindeundertrykkelse

Jeg tror, eleverne blev overraskede over det svar, de fik. Sagen er jo, at i Romerriget, hvor kristendommen opstod, var kvinderne i vid udstrækning andenrangsborgere, men det kristne budskab gjorde op med kvindens ringe rolle. Et af de stærkeste vidnesbyrd om det er, at det er kvinder, der får lov at være de første opstandelsesvidner. Det er dem, der fortæller de nedslåede disciple verdens bedste nyhed – det som kristendommen står og falder med.

Mon det var tilfældigt, at Gud betroede netop kvinder denne opgave? Næppe. For mig at se falder det i god tråd med Bibelens positive syn på kvindekønnet, som Paulus f.eks. udtrykker sådan: ”Her kommer det ikke an på […] at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, …” (Gal 3,28). Ikke noget om andenrangsborgere eller hierarki; over for Gud har de to køn fuldstændig samme værdi.

Mennesket, mand og kvinde, er skabt i Guds billede: ”I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,27). Pointen hermed er, at ingen af kønnene i sig selv kan vise, hvem Gud er. Vi kan ikke undvære hinanden. Kun tilsammen udgør vi hele billedet af Gud.

Det er det grundlæggende. Fundamentet. Det er i lyset af disse ord, vi skal forstå andre mere kontroversielle ord fra Bibelen om kvindens rolle. Det virker ikke, som om der er mange uden for Kirken, der kender til eller bider mærke i disse grundlæggende ord om kvindens værdi. I hvert fald er det ikke dem, der bliver fokuseret på.

Derfor er det en udbredt opfattelse i vores samfund, at kristendom i sin ”fundamentalistiske” variant er kvindeundertrykkende. For de eneste ord, man rigtigt kender til, er nogle Paulus-ord om, at ”manden er kvindens hoved”, og at han forbyder kvinder at være præster.

Tidsåndens forvrængende troldspejl

Jeg tror, vi som kristne kvinder kan blive påvirket af det og komme til at fokusere på ”det lille kontroversielle billede” i stedet for ”det store grundlæggende billede”. Vi kan komme til at glemme, at det store billede er det grundlæggende, og at det lille billede kun er en del af det store billede. Gør vi det, er det let at blive utilfreds og opleve Bibelens ord som begrænsende og kvindeundertrykkende.

Når det sker, skyldes det, at vi påvirkede af tidsånden kommer til at se Guds ord gennem et slags troldspejl. Et troldspejl, der ligesom det forheksede spejl i H. C. Andersens eventyr om ”Snedronningen” forvrænger det, man ser på, og gør det grimt. Og i det lys er Guds ord om kvinderollen begrænsende, mandschauvinistisk og helt utidssvarende.

Men, det er jo ikke sådan, Gud er. Det er ikke det billede af Gud, jeg får i Bibelen. Så, hvis Paulus’ ord om, at ”manden er kvindens hoved”, ikke skal forstås som en blankocheck til kvindeundertrykkelse, hvordan skal det så forstås?

Jeg slog mig meget på dette ord i starten af vores ægteskab. Betød det, at min mand potentielt kunne bestemme alt? At min mening ikke var nær så vigtig som hans? Hvordan kunne jeg i mit ægteskab vise over for Gud og min mand, at jeg respekterede disse ord, når jeg havde det så svært med dem? Jeg ville prøve at efterleve dem, for det var Guds ord, som jeg var overbevist om også gjaldt for mig i 1990’erne.

Hvis jeg var i ondt lune og fyldt af mistillid, kunne jeg kun se på disse ord gennem troldspejlet. Det gav ikke min mand nogen muligheder for at udfylde hans gudgivne rolle på en god måde. Og så blev det en ond spiral. Der skete det, at jeg fokuserede ensidigt på det lille kontroversielle billede.

Jeg bøjer mig for Guds visdom

I løbet af vores 22 år lange ægteskab synes jeg, at jeg er kommet frem til en meget mere positiv forståelse af disse ord. Det betyder ikke, at jeg er færdiguddannet – bare spørg min mand (!) – men jeg forstår mere af den visdom, der ligger bag ordene. Og det, jeg ikke forstår, lever jeg egentligt meget godt med. For, hvis jeg lille menneske kunne forstå Gud fuldt ud, ville Gud ikke være Gud. Og på det her område ved Gud noget, jeg ikke ved.

Når jeg ikke bliver forstyrret af troldspejlet, forsøger jeg for min del at udleve den kvinderolle, jeg tror, Gud har tænkt, ved f.eks. at respektere de beslutninger, vi har talt os frem til; at lytte til det, min mand siger; at vise i aktiv handling, f.eks. over for børnene, at jeg bakker op om ham som far og leder af familien; at jeg er loyal over for ham – over for børnene og over for venner og familie.

Det svarer jo til, at en arbejdsplads trives bedst, når der er en god leder. En leder, der lytter indgående til medarbejdernes ønsker, går i dialog, og dernæst træffer beslutninger. Jeg synes, det er en god ordning, Gud har lavet. Jeg prøver at respektere den i ord og handling. Det lykkes nogle gange, men tit fejler jeg og må bede om tilgivelse.

Begrænsninger for kvinden i menigheden?

Guds ordning for fordelingen af tjenester mellem kvinder og mænd i menigheden er helt i tråd med rollefordelingen i ægteskabet.

Jeg ved ikke, hvorfor Gud har valgt, at det er mandekønnet, der skal varetage nogle tilsyneladende mere betydningsfulde opgaver end kvinden i menigheden. Jeg ved, at det ikke skyldes, kvinder er mindre værd end manden. For det ville stride mod fundamentet, det grundlæggende store billede. Igen. Jeg bøjer mig for Guds visdom. Helt ærligt lever jeg fint med denne tjenestedeling i menigheden. Selv er jeg med i en menighed, hvor kvinder har mange forskellige betydningsfulde opgaver. Jeg oplever ingen kvindeundertrykkelse overhovedet.

Samspillets skønhed

Gud har givet forskellige roller til kvinden og manden. Og det er fuldkomment og smukt. Han kunne have forordnet det sådan, at både mænd og kvinder kunne føde børn og lede menigheder. Det ville virkelig være ”lige” – og kedeligt. Der er nemlig skønhed i forskellighed.

Skønheden kan ligesom i musik opstå i samspillet. Et samspil, hvor de udøvende musikere i respekt for komponistens intention og forlæg udfylder rollerne med at være henholdsvis melodibærende og akkompagnerende afhængigt af hvor, man er i værket.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 skrevet i 2015

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook
Andre BUDSKABET artikler: