Djævelen i Bibelen, Afrika og Danmark

Vi forsager Djævelen

I Danmark er der tradition for, at vi i forbindelse med den apostolske trosbekendelse i gudstjenesten først forsager Djævelen. Det er dog med god grund, at vi ikke siger: ”Vi tror på Djævelen”, men derimod ”Vi forsager Djævelen.” Djævelen er nemlig ikke genstand for kristne menneskers tro og tillid, som Gud er det, men derimod for vores forsagelse og foragt.

Men selvom vores tro altså er rettet mod Gud og ikke mod Djævelen, så er troen på Djævelen som en realitet, dog ikke noget perifert i den kristne tro.

Hvis nogen vil forstå, hvad Anden Verdenskrig drejede sig om, og hvad de allierede styrkers sejr indebar, så er det umuligt uden at kende noget til Hitler og nazismen. På samme måde forstår man kun lidt af, hvad frelsen i Jesus indebærer, hvis ikke man forstår, hvem hans modstander er.

Eller som den kristne forfatter, Poul Hoffmann, ligefremt udtrykte det: ”Hvad vi har at gøre med i historien, er kampen mellem Gud og Djævelen, mellem Kristus og Antikrist, mellem Helligånden og de onde ånder. At tage fejl af dette er at tage fejl af alt.”¹Poul Hoffmann, Babylon det store, Lohse. 1976

Djævelens knusende nederlag

Bibelen beskriver Djævelen, eller Satan, som en personlig og ondskabsfuld åndsmagt, som er Guds og de troendes indædte modstander. Han er en falden engel, som gjorde oprør mod Gud, og fortsætter dette oprør indtil dommens dag, hvor han skal kastes i Helvede. I sit oprør er Satan ikke alene, men har en hær af dæmoner og onde ånder med sig, som er i ledtog med ham.

Bibelen er (næsten) fra først til sidst en beretning om kampen mellem Gud og Satan. I 1 Mos 3 læser vi, hvordan slangen (Satan) frister mennesket til synd. Efter syndefaldet forbander Gud slangen og siger: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3,15). Dette er en profeti om Jesus og hans gerning: Han skal knuse slangens hoved!

Jesu første komme var et knusende angreb på Djævelen og hans rige. ”Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger” (1 Joh 3,8). Jesus blev et menneske og døde på korset og opstod igen, for at tilintetgøre Djævelens gerninger. Gennem sin død og opstandelse vandt Jesus allerede den altafgørende, knusende sejr over Satan. Nu er det blot et spørgsmål om tid, før han ligger knust under vores fødder og alle hans gerninger og alt hans væsen vil være endeligt og totalt tilintetgjort og Paradis genoprettet. Vi venter stadig på, at det skal ske ved Jesu andet komme. Men vi venter i vished om det endelige udfald: ”Fredens Gud vil snart lægge Satan knust under jeres fødder” (Rom 16,20).

Den kamp vi må kæmpe

Denne verden befinder verden sig dog stadig under et åndeligt, satanisk herredømme. Bibelen kalder Djævelen for denne verdens gud (2 Kor 4,4) og siger, at ”hele verden ligger under for den Onde” (1 Joh 5,20). Som Guds børn lever vi derfor så at sige i ”fjendeland”, i en verden under Djævelens herredømme – og han stræber os efter livet. Skal vi overleve åndeligt, må vi gøre, som vi siger: Vi må forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og kæmpe imod ham og hans kumpaner!

Apostlen Paulus beskriver kampen sådan:

”Vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” (Ef 6,10-12).

Der er altså en virkelig åndelig kamp, vi må kæmpe! Kæmper vi den i egen styrke og uden rustning på, så er nederlaget sikkert. Men kæmper vi den iført ”Guds fulde rustning” og ”i Herren og i hans mægtige styrke,” så er sejren sikker! Og da har vi intet at frygte.

Du kan fx gøre det til en vane at begynde hver dag med at slå korsets tegn og minde dig selv om, at du er døbt og tilhører Kristus som din frelser og herre. Derefter kan du sige trosbekendelsen og bede Fadervor. Og bed så om Helligåndens hjælp i kampen mod synden og Djævelen. Så er du godt rustet til dagens kamp.

Djævelens næstbedste trick?

Apostlen Peter sammenligner Djævelen med en løve og advarer os som kristne:

”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen” (1 Pet 5,8-9).

Jeg husker endnu, hvordan jeg som dreng næsten kunne ryste, når jeg på TV kunne se rigtige, farlige løver på jagt efter bytte! Heldigvis kunne jeg bringe mig selv til ro ved tanken om, at løver kun fandtes i Afrika – og ikke i Danmark!

Måske kan vi som kristne i Danmark (og i den vestlige verden i det hele taget) fristes til at tænke, at det er på samme måde med Djævelen: ”Han findes heldigvis ikke i Danmark! Det er kun i Afrika og lignende steder, hvor man hører om mennesker, der er besatte af onde ånder, at han går rundt som en brølende løve på rov. Det er dér, hans territorium er!”

Tænker vi sådan, bliver vi i virkeligheden et alt for let bytte. For så er der jo ingen grund til at være ”årvågne og på vagt” eller til at ”stå Djævelen imod, faste i troen”, som Peter siger. Så er der jo – i praksis – ingen grund til det med at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Det er blevet sagt, at ”Det bedste trick Djævelen nogensinde har fundet på var at overbevise verden om, at han ikke eksisterer.” Hans næstbedste trick er måske at bilde os ind, at han kun findes i Afrika…

Djævelen i Danmark

Det er nok rigtigt, at Djævelen opererer på en anden måde i vores del af verden end fx i Afrika. På en måde som er mere skjult, mindre åbenlys. Men så meget desto mere er der jo grund til at tage de bibelske formaninger om at være på vagt over for ham alvorligt! Netop fordi han i højere grad arbejder i det skjulte her hos.

Når det er sagt, er der dog også noget, der tyder på, at den dæmoniske virkelighed, i takt med afkristningen i vores del af verden, i stigende grad også her i landet kommer mere åbenlyst til udtryk. Det er fx ikke længere ualmindeligt, at mennesker henvender sig til præster eller andre for at få hjælp i forbindelse med åndsbesættelse enten af mennesker eller af huse. (Jeg har selv oplevet at få sådanne henvendelser et par gange.)

Generelt mistænker jeg dog Djævelen for at have det helt fint med at udøve sin indflydelse i al ubemærkethed på en lang række områder. Er der ikke en åndelig, dæmonisk side ved den abortpraksis vi har her i landet? Eller hvad med den hastige ændring i synet på ægteskab, seksualitet og køn, som vi har været vidne til i de senere år? Jeg tvivler på, at Djævelen slet ikke har haft en finger med i spillet, men bare har trillet tommelfingre imens. Og så har jeg endda slet ikke nævnt noget om Djævelens rolle, når det kommer til afhængighed af porno, som er et udbredt og alvorligt problem også blandt kristne.

Djævelens hovedformål

Uanset geografi – om det er i Afrika, i Danmark eller et andet sted – er der én ting Djævelen bruger alle midler på at forhindre. Og det er at mennesker skal blive frelst ved troen på Jesus.

I sin forklaring af lignelsen om sædemanden siger Jesus bl.a.: ”De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og taget ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst” (Luk 8,12). Det er dét, Djævelen overalt sætter alt ind på at forhindre: at mennesker skal komme til tro og blive frelst.

Troen kommer af at høre Guds ord. Derfor forsøger Djævelen først at hindre mennesker i at høre Guds ord. Hvis de alligevel får Guds ord at høre, så forsøger han at hindre ordet i at slå rod i deres hjerter, så troen ikke bliver til. Hvis ordet alligevel bliver til tro i menneskers hjerter, så sætter han alt ind på at ødelægge troen. Luther taler et sted om, at Djævelen har ”næse” for tro og kan lugte den. Og så snart han lugter den, kommer han for at ødelægge den.

Dertil bruger han et bredt arsenal af våben og metoder (jf. udtrykket Djævelens ”snigløb”, på græsk: methodeia, i Ef 6,11). Én af metoderne er at forvrænge forkyndelsen af Guds ord og nedbryde tilliden til Guds ord i menighederne, hvilket han desværre har alt for stor succes med hos os i disse år.

Jeg tænker her ikke alene på den mere eller mindre åbenlyse vranglære, man kan møde mange steder i folkekirken. Men også på en mere udbredt tendens til at stadig flere opgiver at stå fast på klare bibelske sandheder, både på det læremæssige og etiske område, når vores følelser eller fornuft ikke kan forlige sig med det, Bibelen siger.

Derfor er der al god grund til ny besindelse på kampråbet fra Paulus:

”Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord” (Ef 6,13-18).