Gud elsker ikke kun glansbilledet af mig

Citatet er fra bogen Elsket nok – til at tale sandt (ProRex 2010). Den pløjer dybt i gudsbilleder, selvbilleder og det at leve i visheden om, at jeg virkelig er elsket, og at Gud altid vil mig det godt.

Det er ikke en boganmeldelse, som du sidder med her. Det er mere en efterrefleksion, efter at jeg har læst bogen, som Gunni Bjørsted, der er præst i Det Danske Missionsforbund, har skrevet.

Lad det være sagt med det samme: Gunni Bjørsted er rundet af en anden teologisk tradition end mig. Mange steder i bogen ville jeg gerne, at der blev sagt noget mere eller noget andet også! Flere steder er jeg direkte uenig i nogle af hans teologiske konklusioner, og jeg mangler ofte noget klarhed i forhold til nogle af de væsentlige dogmatiske fundamenter. ¹Eksempler på punkter, hvor jeg er uenig eller mangler klarhed:

1. a) Den bibelske dynamik mellem lov og evangelium er uklar – lovens stemme står svagt.
2. b) Gudsbilledet står for ensidigt. Guds hellighed, vrede, nidkærhed og retfærdighedskarakter står svagt.
3. c) Det kristne menneskes to naturer (det nye og det gamle menneske) – det kristne liv som en dødsensalvorlig kampplads mellem de to naturer – står meget svagt.
4. d) Det står ret uklart, om GB giver plads for en fuldtonende forkyndelse af de to udgange – Himmel eller Helvede.

Men for den, som gerne vil grave dybt i det at forstå og tilegne sig Guds dybe kærlighed til ganske almindelige syndere som os, er der virkelig meget godt at hente til livet, til troen og til det at turde være det menneske, som jeg er i mit liv; og ikke som jeg ofte kan føle og synes, at jeg burde være.

Gud er god – ubetinget god

Jeg vil gerne lægge ud med et citat fra Gunni Bjørsteds (GB) intro til bogen:

”Bogens kerne er budskabet om, at Gud er god. Når den kendsgerning fordunkles eller forvrænges, bliver vort indre fyldt med truende og kolde karikaturbilleder af Gud, vores evne til at se klart sløres, og alle øvrige temaer i vort liv forvrænges til karikaturer. Hvis Gud ikke er god, giver det ingen mening at opmuntre til at være ærlig over for ham og frimodigt fortælle ham, hvad der er i vores hjerte … Vort Gudsbillede præger alle andre billeder i vort liv – ikke mindst vort selvbillede, men også vort syn på andre” (s.17f).

Gud er god – i alt, hvad han er og gør; ubetinget god. Det vigtigste, vi ved om ham, er, at ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8). Gud har ikke bare en veludviklet evne til at praktisere kærlighed og at elske; nej Gud er kærlighedens væsen og ophav. Gud er kærlig og elskende i alt, hvad han er og gør i al fortid, nutid og fremtid.

Den store, vigtige pointe er, at jeg, som kristen, virkelig er elsket nok af Gud til at kunne vove at tale sandt om alt i hele mit liv og se mit liv i øjnene, som det er. Gud elsker os så højt, at det har afgørende værdi for ham, hvad vi gemmer indvendigt – uanset, hvad det er.

Livsøvelsen er for en kristen – siger GB: ”Resten af livet at øve sig i at lade hjertet og munden være på samme hold” (s.9). Altså:

– At turde vedkende mig, hvordan jeg er og har det – og sætte ord på det over for Gud, mig selv og mennesker omkring mig.

– At stole så meget på, at Gud virkelig vil mig og elsker mig, at det går an at være ”gennemsigtig” i Guds og selverkendelsens lys og være den, jeg er, så jeg ikke behøver være angst for at træde frem for Gud med hele mig.

Kærligheden er ikke grundløs

GB siger, at der er ”en verden til forskel på, om Guds kærlighed er betingelsesløs, eller om den er grundløs” (s.27). Pointen er, at Guds kærlighed til mig – som det (syndige) menneske jeg er, virkelig er betingelsesløs: ²Jeg er blevet dybt berørt af GB’s skarpe analyser af, hvad der så let går galt for os, når vi netop ikke vover at synke helt ned i Guds fulde, virkelige kærlighed til os som de mennesker, vi er på godt og ondt. Når vi f.eks. føler os ængstelige for at træde frem for Gud, fordi vi underkender vores egen værdi og ’holdbarhed’ i Guds øjne og dermed også underkender, at Gud virkelig er betingelsesløs i sin kærlige og nådige modtagelse af os. Det er en kærlighed, som jeg må have lov til at ’synke ned i’ og have vished om.

Men Guds kærlighed er bestemt ikke dermed grundløs: ”På grund af, at vi er (er til!), elsker han os. Han vil ikke sætte os op mod os selv, jage os ud af vores identitet og få os til at flygte fra vort jeg” (s.28).

Det er vigtigt: Gud elsker mig ikke grundløst – uden grund. Gud elsker mig, fordi han har skabt mig. Gud elsker mig, fordi jeg er skabt ud af hans kærlighed til netop mig, sådan som jeg er skabt. Guds kærlighed er jeg altid i – bare ved og netop ved at være skabt af Gud.

Aldrig væk fra Guds kærlighed

GB gør her op med tanken om, at Gud kun kan finde ud af at elske os ’på trods’; at Gud kun kan elske os, når han får lov til kun at se os ’i Kristus’ – og ikke ’i os selv’. Pointen er, at Gud virkelig elsker ethvert menneske – og ikke uden grund. For Gud ser ind bag ved – ser sit umistelige (men ofte bortkomne) unikke menneske, som han fuldt ud står ved, at han har skabt. GB siger: ”Vi skal ikke godkendes og ansættes til at være hans; vi er skabt til det” (s.27).

Og endnu mere skarpt: Gud praktiserer ikke ”en ensidig på-trods-af kærlighed: ’Du er ganske vist ikke elskværdig, men jeg elsker dig!’” (s.27).

Og han fortsætter: ”En sådan kærlighed er ikke med til at myndiggøre os, få os til at rejse hovedet og give ægte respons til kærlighedens afsender. I stedet bliver vi jeg-løse modtagere af ’almisse-kærlighed’, der blot har at være grænseløst taknemmelige og huske, at det er helt ubegrundet, vi er ’elsket’; at ganske vist får vi lov at kaldes Guds børn, men det er egentlig en fejl!” (s.27).

Pointen er: Det er ikke en fejl. Vi syndere er i vores udgangspunktet faldet væk fra fællesskabet med Gud og er under dommen og vreden. Men – vi er aldrig faldet ud af Guds kærlighed. Vi er altid værd at elske. GB henviser til, at særligt historien om Thomas, der møder Jesus (Joh 20,24ff), viser, hvordan Jesus møder os med kærlighed midt i vores virkelighed og ser på os med nådige øjne, hvorved han skaber ærlighed og tillid i os:”Fordi han kommer til os, kan vi også komme til os selv og komme til ham med os selv. At vende sig til Jesus er ikke at vende sig bort fra sig selv, men at komme til ham med sig selv. Hvordan skulle der ellers blive en relation ud af det?” (s.57).

Der er formuleringer i ovenstående, som ikke er helt dækkende, for det at falde til ro i Jesu nåde og kærlighed er jo netop også faktisk at få lov til virkelig at vende mig bort fra mig selv og min egen syndige naturs magt til at kunne skille mig fra Gud. Men GB’s formuleringer er spidsformuleringer, og de er værd at standse op ved. Mine yderligere betænkeligheder i forhold til nogle af GB’s teologiske refleksioner i ovenstående citater er nævnt i en note. ³Jeg savner, at GB samtidig med ovenstående citater ville være mere klar i mælet om, hvor fortabte vi virkelig er i os selv – som ’indkrogede i os selv’, bortkomne syndere. Jeg ville ønske, at han ville væve de vigtige skabelsesteologiske tanker mere ind i bibelens klare tale om, at vi – uden Kristus og uden troen på ham – virkelig er faldet helt væk fra fællesskabet med Gud, og at vores gudbilledlighed på grund af syndefaldet er så beskadiget og forvrænget, at vi netop ikke vil Gud – ikke vil hans kærlighed – ikke vil hans nåde. Og der er også brug for en vigtig replik til GB’s melding om, at Gud ikke praktiserer en ensidig på-trods-af-kærlighed. For det er jo virkelig en vigtig, bibelsk pointe, at Gud elsker mig – på trods af mit syndige liv og mit ugudelige hjerte; Gud elsker mig – midt i, at jeg reelt ikke har noget at byde på åndeligt set.

Væk med glansbilledet

Måske har vi i vores stærke ”missionske” tradition særligt brug for lige at blive mindet om noget vigtigt om Guds blik på os: At blive mindet om, at det ikke er en ”fejl”, at Gud virkelig kan og vil elske os; at vi har en sand og ægte værdi for Gud, som de mennesker vi er? Jeg tror, at nogen af os gerne lige må få påmindelsen om:

• At Guds kærlighed til os altid er der først; også når det er dommens og vredens røst, som lyder ind i vores liv. For vi er virkelig noget. Vi er noget værd ”i os selv”, fordi vi er skabt af Gud.
• At Gud altid har et kærligt og nådigt blik på os; netop også når han lader loven knuse os helt, og når Gud gør sin ”fremmede gerning” hos os ved at sætte os åndeligt skakmat.

Her vil jeg gerne trække endnu en passage ind af GB, som jeg er vældig glad for:

”Hans nåde er, at han ikke lader vores synd afholde ham fra at elske os lige så ubetinget, som hvis vi var syndfrie. Det er ikke en glansbilledudgave af os, Gud elsker, men os i den sammenfiltrede blanding af værdifuldhed, skønhed, resurser og skrammer, ondskab og destruktivt potentiale, som vi udgør. Han ved, hvad vi drømmer om og længes efter. Han ved, hvad vi frygter, og hvad vi undertiden pønser på af ondt. I vores relation med ham er det vigtigt at følges med ham ind bag glansbilledet. Så længe, vi ikke har delt andet end glansbilledet, er vi ikke trygge ved og har ingen erfaringer af, at hans kærlighed til os er, som vi virkelig er. Vi vil fortsat tænke: ”Hvad nu, hvis han opdager …?” Det er en kronisk utryghed at befinde sig i, som uundgåeligt forårsager afstandtagen fra vores side. Men det gode budskab er, at alt i os er ”opdaget”, kendt og gennemskuet ” (s.30f).

Ovenstående kan jeg sige helt amen til! Det går ikke an, at jeg som kristen er bange for at tage hele mit liv helt med ind i min dialog med Jesus. Jesus vil jo rigtig gerne forholde sig til hele mit liv, som det er. Jeg inviteres netop til at tage mit spændingsfyldte liv som på én gang en total synder og en total retfærdig med ind foran Jesus – hele tiden (Rom 7,14-25-virkeligheden!).

– Tænk, hvis vi skulle havne dér, hvor det ikke går helt an at komme med alle vores destruktive følelser og tanker, vores egoistiske behov, vores mange fejlslutninger og forkerte valg, vores smertelige nederlag i hårde kampe med synd osv.

– Tænk, hvis det var sådan, at jeg af Gud var henvist til at skulle bede om tilgivelse for, at jeg er den, jeg er – hele tiden; bede om tilgivelse for, at jeg bare grundlæggende er forkert og ubrugelig. Så ville jeg aldrig kunne komme dér til, hvor jeg kan falde til ro i, at jeg er helt villet af Gud, som den jeg er skabt til at være, og som den, der er totalt ’renset i Jesu blod’.

Lykkeligvis er det sådan, at Gud ikke underkender min ret og pligt til at være den, jeg er – som Guds nådebarn, sammenfiltret med Jesus i hans fulde frelse. Tilgivelse har jeg brug for, når jeg har gjort noget konkret forkert i mit liv, når der er noget, jeg har gjort, ikke gjort, sagt, tænkt, som er forkert og konkret synd. Jeg skal ikke have tilgivelse for at være den, jeg er. ⁴Det går ikke an, at jeg går og føler mig totalt uværdig og taler mig selv ned som ’forkvaklet og ubrugelig synder’, som hele tiden tænker og udtrykker mig selvudslettende: ’Selv er jeg intet – Jesus mit alt’. Havner vi dér, bliver det aldrig helt til et tillidsfuldt møde med Gud for os. Det bliver aldrig helt til en fuldgyldig oplevelse af, at Gud reelt vil mig og helt rummer mig. Det bliver aldrig til en sand og tryg hvile – hos Jesus. Det er med andre ord den ’virkelige frihed i Kristus’, som er på spil.

Tilbage til mig selv ’i Kristus’

Forkyndere og sjælesørgere må være meget på vagt her. Det går ikke an at forkynde friheden i Kristus sådan, at friheden handler om at ”komme helt af med mig selv” og ”komme helt væk fra mig selv”. Den ægte frihed i Kristus er den frihed, som gør mig fri af alle fordærvsmagternes ret og magt til at skille mig fra Gud. Fri af syndens, dødens, djævelens og lovens magt til at skille mig fra Gud og Guds nåde (Rom 6-8). Den frihed skal vi forkynde!

Det handler ikke om at ”komme af med mig selv”. Nej, det handler om at havne med mig selv i Kristus og hans fulde nåde og retfærdiggørelse af mig. Gunni Bjørsted får de sidste ord:

– ”Han (Jesus) elsker os som dem, vi er”.

– ”Han (Jesus) elsker os til at være dem, vi er skabt i hans eget billede til at være” (s.90).

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.