Der er mange, som mener, at billedet af Gud som en der dømmer og straffer os mennesker, er hjerteløst og grusomt. En sådan opfattelse er ude af takt med vores oplyste forståelse af Gud som kærlighedens Gud, hævdes det. Men det modsatte er tilfældet. Vi får et billede af Gud, som ikke bare er fejlagtig, men som også gør hans kærlighed meget mindre imponerende, hvis vi lukker øjnene for at Gud er dommens Gud.
Kærlighed i praksis
En Gud som uanfægtet kunne sidde og se på at menneskene ødelagde både sig selv og skaberværket, ville være en fjern og virkelig grusom Gud. Men Gud stiller sig ikke ligegyldig overfor menneskenes gøren og laden. Han er ikke så højt hævet over livet på jorden, at han ikke lader sig påvirke. Det vi mennesker gør, går dybt ind på ham. Han er så stærkt engageret i det som sker på jorden, at han har investeret det mest kostbare han har, sin egen Søn, som han sendte for at dø for vore synder. Guds kærlighed er ikke bare fine ord eller et klik på like-tasten. Det er en kærlighed, som rører på sig, og som engagerer sig. Denne kærlighed viger ikke tilbage for at vise sig som “tough love”.
Både Det gamle og Det nye testamente gør det derfor tydeligt, at Gud opdrager ligesom en far opdrager sine børn. Han holder sig ikke følelsesløst på afstand, som en uansvarlig babysitter ville gjort. Han blander sig. Som en kærlig far gør. “For Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af.” (Hebr 12,6)
Paulus forklarer korintherne, at deres synd (i forbindelse med nadveren) har ført Guds dom over dem.
For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til. Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen. (1 Kor 11,29-30)
Når Gud straffer os på denne måde, er det smertefuldt, men det er alligevel til det bedste for os. Gud straffer for at lede os til omvendelse og frelse (jf. 1 Kor 5,5; 2 Kor 7,10). “Men når vi dømmes af Herren, opdrages vi, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden”, fortsætter Paulus i 1 Kor 11,32. Når Gud dømmer os i dette liv, er det for at spare os for en dom, som er endnu værre.
At blive overladt til sig selv
Den værste form for Guds dom er derfor, at Gud undlader at gribe ind og lader os have fred i vores synder. Det er dette, Paulus beskriver i Romerbrevets første kapitel. Der forklarer apostlen at Gud dømmer menneskene ved at overlade dem til deres egne synder.
Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder (Rom 1,28-29)
Vi behøver ikke tvivle på at Gud fortsat er aktiv, og at han dømmer menneskene på jorden. Synd bringer Guds dom, både i denne verden og i den kommende. Men der findes en alvorlig misforståelse, som vi må vogte os for. Vi kan ikke drage slutninger den modsatte vej. Når vi ser, at ulykker sker, kan vi ikke konkludere, at dette var et udtryk for Guds dom, og vi kan slet ikke gå ud fra, at de som oplever katastrofer, har gjort sig specielt fortjent til Guds straf. Vi kender Gud sådan, som han har åbenbaret sig i Bibelen, men vi forstår ikke alt han gør, og vi ved ikke hvilke grunde, han har, for at tillade alt det, som sker i verden. Derfor advarer Jesus os mod at tro, at bestemte lidelser er et udtryk for Guds dom.
Er sygdom, ulykke og lidelse udtryk for Guds straf?
Jesu disciple regnede med, at sygdom og lidelse var et direkte resultat af individuelle synder. Da de mødte en mand, som var født blind, regnede de det som sikkert, at dette var en straf for synd. Det de ikke kunne forstå, var om det var manden selv eller forældrene, som havde syndet. Straffen var jo kommet før han var født. Så de henvendte sig til Jesus, for at få sagen opklaret. Men Jesus afviste hele deres tankegang.
“Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham”, svarede Jesus i Joh 9,3. Disciplene måtte ikke tro, at et menneskes lidelse nødvendigvis skyldtes Guds straf over synd. Vi må ikke bilde os ind, at vi har det samme overblik som Gud, så vi kan se hvilke sammenhænge, der måtte være mellem synder og lidelser. Nogen ganger findes der ingen direkte sammenhæng i det hele taget.
Ved en anden anledning var der nogen, som fortalte Jesus om en massakre, som var blevet udført under Pontius Pilatus’ kommando.
»Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. (Luk 13,2-3)
“Hjælp i rette tid”
Ingen bør lægge sten til byrden for dem som lider ved at sige, at det er Guds straf, som rammer dem. Vi bør hellere søge Guds tilgivelse for vores egne synder og vise medfølelse med dem, som har det svært. Og vi kan trøste os selv og hinanden med, at Jesus, vores Gud og frelser, ikke forholder sig uberørt og bare ser på.
For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. (Hebr 4,15-16)
Det Gud viser os ved at sende sin Søn til vores verden, er, at han ikke er en følelsesløs dommer, som holder sig på afstand og nyder at se på, at straffen bliver udmålt. Menneskenes ulykke smerter ham så meget, at han sender sin egen Søn for at bøde på den. Guds Søn er verdens dommer, men han er også en dommer, som har taget verdens dom på sig selv. Kristus har vist os, hvor alvorlig han tager vores synder, ved selv at lide for dem.
Guds ord gør det klart for os, at der er “ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud,” (Rom 3,22-23) Vi er alle i samme båd og fortjener Guds dom i samme mål. Ingen af os har nogen grund til at gøre os til dommere over andre ved at sige, at de, i modsætning til os, har fortjent den straf, de får. Vi bør hellere minde hinanden om, at vi alle står fordømt af Gud, hvis vi ikke får hans tilgivelse. For os alle er der til syvende og sidst bare én ting som gælder, nemlig at Jesus “er en soning for vore synder, ja, ikke bare for vore, men for hele verdens synd.” (1. Joh 2,2).
Artiklen er tidligere blevet bragt på foross.no