I C.S. Lewis’ Løven, heksen og garderobeskabet bliver løven Aslans ligheder med Jesus måske tydeligst, da han frivilligt dør på stenbordet. Baggrunden er, at drengen Edmund har forrådt Aslan, og ifølge en stor trolddom fra tidernes morgen kan den hvide heks (skurken) med rette slå en forræder ihjel. Overraskende tilbyder Aslan sit eget liv i stedet for Edmunds. På stenbordet dræber den hvide heks derfor løven, dog uvidende om en endnu større trolddom fra tidernes morgen, som Aslan snedigt udnytter. Ifølge den vil døden besejres, hvis en, som ikke er forræder, dør i en forræders sted. Ganske rigtigt kommer løven til live igen, og kampen om Narnia genoptages.
Trods lighederne mellem Aslan og Jesus, må vi hellere lade detaljen om trolddommen fra tidernes morgen forblive inde i Narnias eget univers. For selvom det antydes, at trolddommen er indstiftet af ”kejseren” (måske sammenlignelig med Gud), synes trolddommen nærmest at fungere som en slags naturlov, alle som én er underlagt.
At Gud frelser mennesker på grund af Jesu død og opstandelse, skyldes ikke et smuthul i universelle, ældgamle love – heller ikke nogle, Gud selv har etableret. Da Jesus døde og opstod, udmanøvrerede han ikke med juridisk akrobatik nogle intergalaktiske konventioner.
Nej, Gud sætter så at sige selv spillepladen. Frelsen i Jesus var fra evighed Guds egen plan. Det var intet smuthul, ingen plan B. Jesu kors og død var planlagt og villet fra evighed.
I denne artikel skal vi se, hvordan korset og opstandelsen er centrum i hele Guds frelseshistorie, og hvordan alle dele på den frelseshistoriske tidslinje fra evigheden før skabelsen til evigheden efter nyskabelsen skal ses i lyset af korset og opstandelsen. Vi vil lave fire nedslag på tidslinjen.
Før skabelsen
Det første og længste nedslag bliver i de for forstanden ufattelige evighedernes evigheder før skabelsen.
I Efeserbrevet 1,4-6 skriver Paulus, at allerede før verden blev grundlagt, blev vi på grund af Guds egen kærlighed udvalgt i Kristus til at stå hellige og uden fejl for Gud. Han forudbestemte os til barnekår hos sig ved Kristus.
Frelsen i Jesus var altså ikke nogen plan B eller en udnyttelse af et smuthul i en kosmisk grundlov. Det var planen fra evighed. Og fra evighed er vi, der tilhører Kristus, udvalgt til netop at tilhøre Kristus.
Den udvælgelse kunne og ville Gud foretage, fordi det også blev planlagt, at Jesus skulle komme til jorden for at dø og opstå. Vi kan lave et tankeeksperiment: Hvis ikke også Jesu død og opstandelse var planlagt og senere gennemført, ville udvælgelsen være nyttesløs.
Det er altså ikke sådan, at Gud besluttede sig for at udvælge til frelse, for først efter skabelsen at finde ud af, hvordan frelsen skulle tilvejebringes. Sommetider kan man sætte sig et mål uden at have vejen derhen helt på plads, men det var ikke tilfældet i evigheden før skabelsen: Gud udvalgte os til frelse, og han planlagde præcis, hvordan den frelse skulle tilvejebringes.
Dermed hænger ”tiden” før skabelsen sammen med korset og opstandelsen. Guds udvælgelse er uløseligt forbundet med Jesu død og opstandelse i Jerusalem omkring år 30 e.Kr.
Læren om udvælgelsen kan være følelsesmæssigt svær at forholde sig til. At de, der frelses, er udvalgt fra evighed, og de, der går fortabt, gør det grundet deres egen modstand mod Gud. Det er et paradoks, som vores menneskelige logik kan have svært ved at begribe. I luthersk tradition er lærepunktet dog italesat som en trøst og et fantastisk evangelium.1Se fx Konkordieformlen artikel XI. Der er ikke nogen synd, jeg har begået eller kommer til at begå, som overrasker Gud. Der kommer ingen nederlag, svigt og forsømmelser, Gud ikke fra evighed har udvalgt mig til at få tilgivelse for.
På Gamle Testamentes tid
Næste stop på tidslinjen bliver GTs tid. Også den del af den frelseshistoriske tidslinje leder frem mod korset og opstandelsen og skal ses i lyset heraf.
Igen kan vi bruge en sammenligning fra Narniauniverset. En bibelunderviser spurgte engang mit teologihold, hvem hovedpersonen i Narnia er. ”Aslan,” svarede vi naturligvis. ”Nej, da,” udbrød han med et glimt i øjet, ”Aslan er kun med 2 % af tiden. Han kan da ikke være hovedpersonen.” I vores lettere forvirring forklarede han sin pointe: Det er Aslans betydning for fortællingens plot og sammenhæng, der gør ham til hovedpersonen. Ikke hvor mange procent af fortællingen, han er direkte involveret i. På samme måde skal vi i GT finde ”hovedpersonen” ved at spørge: Hvad – eller hvem – skal vi pille ud af GT for at hele GT’s sammenhæng kollapser? Svaret er Messias.
Efterhånden som GT skrider frem, bliver det klarere, at der skal komme en skikkelse, der skal genoprette verden og genoprette menneskets forhold til Gud. En skikkelse i Abrahams slægt, der skal bringe velsignelse til alle jordens slægter (1 Mos 12,2-3).
Vi kan gentage tankeeksperimentet fra før: Hvis ikke denne skikkelse kom til jorden, ville GT forblive uopfyldt. Også i GT drev Gud hele historien frem mod Jesus, hans død og opstandelse. Korset og opstandelsen er det lys, som GT skal ses i.
Adopteret af Gud
Lad os spole tiden på den frelseshistoriske tidslinje frem til tiden mellem Jesu første og andet komme for at se på korsets og opstandelsens altafgørende betydning for os som kristne.
Vi er Guds børn, fordi vi ved troen tilhører Kristus. I ham erklærer Gud os retfærdige for hans skyld. Det, Jesus gjorde på korset, tilregnes os. I ham er vi også oprejst til et nyt liv. Vi er genfødt i Kristus, lever i ham og har fået Guds Ånd, som helliggør os. At Gud giver os disse gaver, skyldes Jesu død og opstandelse.
Vi kan afprøve tankeeksperimentet igen: Var Jesus ikke død, blev vi ikke erklæret retfærdige i ham. Var Jesus ikke opstået, var vi stadig døde i vores synder, og der vil ingen genopstandelse være (1 Kor 15,13-19).
Korset og opstandelsen er dermed ikke blot centrum på frelseshistoriens tidslinje. Det er også centrum, selve livsbetingelsen, for vores liv som kristne.
I evighed på den nye jord
Det sidste nedslag på den frelseshistoriske tidslinje er evigheden efter Jesu genkomst, dommen og nyskabelsen. Skaberværket er nyskabt og fællesskabet med Gud for altid genoprettet. De frelste skal i evighed leve i glæde over og tilbedelse af Gud.
At dette kommer til at ske, skyldes Jesu død og opstandelse. Havde Jesus ikke båret Guds vrede i vores sted, ville den nye jord være tom. Var Jesus ikke opstået fra de døde, ville ingen nogensinde opstå til evigt liv.
Derudover spiller Jesu død og opstandelse også en rolle i tilbedelsen af Gud – direkte såvel som indirekte. Gud skal tilbedes for hans frelsesplan. Det er den direkte rolle. Men Gud skal også i det hele taget tilbedes for den, han er: en hellig, retfærdig, kærlig, god, almægtig Gud. Og det sted, hvor Guds væsen ultimativt blev demonstreret, var netop i Jesu død og opstandelse. Det er den indirekte rolle.
Og hvad så?
Korset og opstandelsen er altså centrum i Guds frelsesplan, og alle dele af den frelseshistoriske tidslinje skal ses i lyset af Jesu død og opstandelse.
Eliminerer det, vi har set på, enhver bekymring om klimaets nedtur eller stormagternes raslen med sablerne? Skaber det på magisk vis nyt håb, når man fornemmer et etisk skred i Danmark, eller når mistrivslen synes at vokse? Ikke nødvendigvis. Men korset og opstandelsen kan give et håb, et anker for sjælen, på en helt anden skala. En klippe, vi ikke blot står på nu, men kan have fødderne solidt plantet på for evigt.
Dette er den anden artikel i en serie på fire om, hvad det betyder, at Gud er historiens Herre, og hvordan denne sandhed kan give os frimodighed i en utryg verden.
Første artikel: Bibelens historieforståelse
Anden artikel: Livshjælpen fra Bibelen ikke-opbyggelige beretninger
Fodnoter:
| ↑1 | Se fx Konkordieformlen artikel XI. |
|---|
