– Hey, hva’ så?
– Hey; jeg er i gang med at skrive en artikel om efterfølgelse. Jeg skal have udlagt en bibeltekst. Har du tid til at hjælpe lidt?
– Selvfølgelig. Så må vi hellere læse teksten grundigt:
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.
Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.
Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!”
– Sådan!
– Ja, Jesus pakker ikke tingene ind i vat! Jeg foreslår, at du laver tre afsnit. Det letter læsningen. Først kan du skrive noget om ordet hader. Det er ofte det, folk støder sig på. Derefter bør du skrive noget om de billeder, der gives i teksten, dvs. ”byggeplanlægningen” og “kongen i krig”. Til sidst bør du sige noget om “saltets kraft”.
Jesus før alt andet
– God idé. Hvad tænker du egentlig om det der med, at man skal hade sin familie? Det lyder da ikke særlig kristent.
– Grunden er vel, at vi bruger ordet hader anderledes end Jesus. Altså som et udtryk for, at man har en stærk modvilje mod nogen. At man foragter eller afskyr dem. Jeg tror mere, det er en tilspidset formulering, hvor det betyder at elske mindre eller – i sidste ende – forkaste. Så bliver pointen, at vi ikke må lade nogen menneskelige forhold stå over vores følgeskab med Jesus.
– Ja OK, jeg tror, jeg forstår. Ellers giver det jo heller ikke mening, når han siger, at vi ”skal elske vores næste som os selv”.
– Nej, præcis. Derfor er det også vigtigt at huske på, at viljen og lysten til at elske andre og til at elske Gud, kommer først, når man ser, at man er sat fri – gennem det, Jesus gjorde på korset. Det er derfor, prioriteringen af ham er vigtig.
– Hmm… Det giver god mening, men hvad så med det med at tage sit kors op? Er det ikke Jesus, der bærer korset?
– Jo, det er det. Men Jesus har også sagt, at den, der bekender hans navn offentligt, kan forvente at møde hån, lidelse og forfølgelse. Altså den spot, der følger med at tro på ham: “at bære korset”. Har du forresten tænkt over, at de kristnes lidelser nævnes i 26 af NT’s 27 bøger?
– Næ; og jeg synes ikke selv, jeg oplever så megen forfølgelse.
– Det kender jeg godt. Jeg tror, vi for det første må overveje, om vi bekender hans navn offentligt. Måske undgår vi forfølgelse, fordi vi ikke vil kendes ved ham! For det andet må vi også glæde os over, at vi lever i et land, hvor der pt. ikke er direkte forfølgelse forbundet med discipelskab. Det må vi prise Gud for.
– Men; kan man ikke bare tro? De der ikke-attraktive konsekvenser er da ikke nemme at ”sælge” til læserne.
– Har du overvejet at indlede din artikel med et citat af Bonhoeffer? Han har skrevet en ret god bog om efterfølgelse. Noget om, at tro og efterfølgelse hører uløseligt sammen.
– God idé. Det er altid godt at kunne drysse lidt citater ud …
Omkostningerne
– Jo, jo, men lad os gå videre med anden del, for det svarer måske på dit spørgsmål. Begge billeder i teksten viser, at man må overveje omkostningerne ved at følge Jesus, så man ikke giver op på halvvejen. Han har ikke skjult noget, men åbent fortalt, at den her verden hader os, ligesom den hader ham.
– Ja, det er egentlig ikke så svært at forstå. Det er jo ikke særligt kryptiske formuleringer, Jesus bruger. Men hvordan med praksis?
– Jeg tror, det handler om, at hvis vi har valget mellem at bekende Jesu navn og dermed modtage hån og spot, eller holde vores mund og have det komfortabelt, så skal vi vælge bekendelsen. Ikke fordi vi er masochister, men fordi den virkelige glæde og frihed er der, hvor vi har fællesskab med Jesus.
– Men glemmer du så ikke nåden? Skal vi nu til at fortjene frelsen gennem efterfølgelsen?
– Overhovedet ikke! Nu er det vist tid til et citat af Rosenius. Han har faktisk skrevet nogle ret gode ting, selvom det kan virke lidt støvet.
– Jeg kender ham godt. Jeg er jo teologistuderende …
– Tja, men det betyder ikke nødvendigvis, at du kender de forfattere og teologer, som faktisk peger på Jesus! Nå, men et sted skriver han: “Vi skal leve for ham, ja, han vil leve i os. En kristen er ikke længere sin egen herre. Han er købt dyrt. Han tilhører ham, som købte ham. Spørger vi ham, hvad han vil, at vi skal gøre, svarer han: ‘De gerninger, som jeg gør, skal I også gøre. Forkynd evangeliet, helbred syge, tag jer af de fattige. Det, I har gjort imod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig’. Kristi kærlighed tvinger os.” 1Carl Oluf Rosenius: Vejledning til Fred, s.64
– Godt sagt. Det er jo et overrumplende evangelium – og et kald til efterfølgelse!
– Ja, præcis. I det daglige kan man heller ikke adskille tingene. Jeg hviler i, at hans nåde er nok; ellers var det jo ikke nåde! Og det er netop brændstof til efterfølgelsen. Vi følger ikke efter Kristus, for at han skal kunne li’ os bare en lille smule mere. Nej, vi følger efter Kristus, fordi han har sat vores hjerte fri – til at tjene i taknemmelighed.
Saltet mister kraft
– Men, hvad så med den sidste del omkring det med saltet: Kan jeg miste min kraft på trods af friheden i Jesus?
– Jesus siger selv, at når et menneske kommer til tro på ham, så er det salt i denne verden (Matt 5,13-16), men vi må ikke lade jordiske forhold komme i vejen for efterfølgelsen.
– Hvad kunne det konkret være?
– Ja, jeg tænker på materialisme, penge, succes, karriere, popularitet, tryghed, hygge, ligegyldighed, frygt for det forkerte osv.
– Hygge?
– Ja, hygge. Sofakristendom. At vi fristes til at tro, at vi ikke har overskud til at være noget for andre. At vi har brug for endnu en hjemmeaften.
– Jamen, man kan da have brug for at hvile sig.
– Selvfølgelig. Men, tror du ikke også, at vi har brug for at tage Jesus på ordet, når han siger “det er saligere at give end at få”? Der er så mange helt konkrete udfordringer til næstekærlighed, gavmildhed og gæstfrihed, som vi ”glemmer” under falsk tryghed og dansk hygge.
– Du har nok ret. Vi er jo også blevet lovet, at vi vil få alt det, vi giver, tusindfold igen.
– Ja, jeg synes, du bør udfordre folk på at åbne deres hjem én dag om ugen for fremmede. For at skubbe til ‘komforten’. De fleste vil opdage, at det at tage på eventyr med Jesus giver nye bede- og takkeemner, større glæde og en dybere Kristus-længsel.
– Men, hvis man nu ikke bryder sig om sine naboer eller kolleger, så bliver det godt nok en udfordring.
– Ja, men det er jo derfor, at nåden er så afgørende. Når jeg ved, at Gud kender mig fuldt ud, men alligevel gik i døden for at have fællesskab med mig, så tager det toppen af min forfængelighed. Elsker man de mennesker, man ikke bryder sig om, på trods af mange negative følelser, så vil man med tiden se sig forandret af Kristi kærlighed.
– Wow. Det prøver jeg at skrive i min artikel, og så må vi se, hvad folk siger.
– Fint. Men husk nu: det er nemmere at skrive en artikel om efterfølgelse end at være en efterfølger!
En discipel-bøn
Du kan gøre denne bøn af Søren Kierkegaard til din egen. Det kan måske give dig mod til at følge ham, der har købt dig fri, og som er med dig alle dage, indtil verdens ende:
“Herre Jesus Christus, ikke kom Du til Verden for at lade Dig tjene, og altsaa heller ikke for at lade Dig beundre eller i den Forstaand tilbede. Selv var Du Veien og Livet – og Du har kun forlangt “efterfølgere”. Saa opvække Du os da, hvis vi ere slumrede ind i denne Bedaarelse, frels os fra denne Vildfarelse, at ville beundre eller tilbedende beundre Dig, istedetfor at ville følge Dig efter og ligne dig.” 2 Søren Kierkegaard: Indøvelse i Christendom, s.217 (se hertil Matt 16,24)
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
