Fristelse. For nogle er det noget så simpelt som at række ud efter det stykke chokolade, man havde lovet sig selv at undgå – for andre handler det om svære, tunge moralske kampe. ”Lad dig friste!” siges der i mange reklamer. Underforstået: hvis vi giver efter, vil vi blive lykkeligere mennesker.
Fristelser kan både opleves som negative eller positive. De er en naturlig del af det at være menneske – og en udfordring og prøvelse for troen.
Fristelsen og synden
I 1991 udkom Stephen Kings bog Needful Things, som foregår i en lille by i Maine, USA. En ny tilflytter kommer til byen og åbner en butik, som har alt, hjertet kan begære. Han virker som en helt almindelig rar gammel mand, men bag det ydre gemmer der sig noget ondt. Byens indbyggere kommer én efter en, og finder lige det, de hver især mangler. Tingene bliver solgt for småpenge – bare indbyggerne lover at gøre nogle små ting for manden. Det begynder i det små med drillerier. Men hen ad vejen bliver de presset til at gøre mere og mere grove ting mod hinanden. Til sidst får mørket helt overtaget byen.
Sådan er fristelsen, når vi giver efter for den. Jakob skriver i sit brev: ”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død” (Jak 1,14-15).
Manden fra Stephen Kings fortælling er en frister, men han er ikke den, der gør, at indbyggerne synder – det gør de selv. Det samme med os. Fristelsen er som sådan ikke problemet, men det er det, at vi giver efter for den.
Første gang vi møder fristelsen i Bibelen, er i Edens have. Det er tydeligt, at fristelsen ikke er noget, Gud kom med. Det var Guds fjende, Djævelen, der i skikkelse af en slange fristede de første mennesker. Det er dog værd at bemærke, at noget gik forud for fristelsen, nemlig muligheden for, at fristelsen overhovedet kunne ske. Gud kunne sagtens have hindret Adam og Eva i at spise af træet, men det gjorde han ikke. I stedet plantede han træet til kundskab om godt og ondt midt i haven. Hvorfor? Fordi han elskede menneskene. I sin kærlighed gav han dem en fri vilje. De kunne vælge at være tro eller give efter for fristelsen. Resten er historie.
Fristelsens udspring
Luther skriver i sin store katekismus: ”Vore fristelser er tre slags: kødets, verdens og Djævelens.”1Martin Luther, Den store katekismus, Credo Forlag 1996, s. 140
Kødet
Fristelsen kommer indefra. Sådan var det ikke for de første mennesker, men sådan er det for os, som er født efter syndefaldet.
Jesus siger: ”For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed” (Mark 7,21-22).
Vores eget indre arbejder imod os. Det var Davids indre seksuelle begær, som fik ham til at synde med Batseba (2 Sam 11). Og det var Ananias’ og Safiras griskhed, som ledte dem til at lyve for Helligånden (ApG 5,1-11).
Kristendommen har altid prædiket om, at man skal tøjle kødet – og ikke give efter for fristelsen. Dette har i mange år influeret mentaliteten i det kristne vesten, men det er ikke længere tilfældet. I dag skal man ikke tøjle kødet, men give efter for dets begæringer. Man skal ikke undertrykke lyster, men lade dem komme ud af skabet. Det handler ikke om, hvad vi er skabt som, men hvordan vi skaber os selv.
I det traditionelle samfund var identiteten knyttet an til ens slægt. I det moderne samfund skiftede identiteten fra primært at være knyttet an til familien til at blive bundet op på ens profession. I det postmoderne samfund er identiteten ikke længere givet udefra, men indefra. Det er hverken familien eller professionen, der fortæller, hvem du er. Identitet er det, du føler dig som.
Verden
”Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden” (2 Tim 4,10). Man fornemmer Paulus’ smerte, når han skriver sådan. Demas havde været en skattet medarbejder. Vi hører ham omtalt sammen med både Lukas og Markus (Kol 4,14 og Filem 24). Men kærligheden til verden drog ham bort fra Paulus.
”For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.” Sådan skriver Paulus til Timotheus (1 Tim 6,10). Det koster at være en kristen. Det koster, at man tøjler kødet og kæmper imod de syndige lyster. Og det koster afsavn og bevidst afstandtagen til at lade penge og magt styre ens liv. Jakob skriver i sit brev, at ”venskab med verden er fjendskab med Gud” (Jak 4,4).
Djævelen
Luther skriver om den særlige djævelske fristelse: ”Endelig kommer nu Djævelen, der hidser op og puster til ilden, hvor han kan komme afsted med det. Men især er han optaget af det, som angår samvittigheden og de åndelige ting, idet han tilskynder os til at tage det let med Guds ord og gerninger og foragte dem.”2Ibid.
Den djævelske fristelse handler specifikt om det, der har med troen at gøre. Det være sig samvittigheden, at man føler sig så ussel og syndig, at man ikke vil give rum for evangeliet. Eller modsat, at man mener sig så god og from, at man ikke har brug for evangeliet. Det drejer sig naturligvis også om læren. Apostlen Johannes skriver et sted: ”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden” (1 Joh 4,1).
Hvor har Djævelen dog vundet meget indpas i den kristne kirke. Han leder os til at tro, at troen ikke er nok til frelse. Han får fokus vendt væk fra det kommende Paradis til gudsrigets frembrud her og nu. Der forkyndes, at Gud altid vil helbrede – og hvis helbredelsen udebliver, skyldes det manglende tro hos den bedende eller den syge. Djævelen bilder os ind, at Guds nærvær er lig med de følelser, som opstår, når vi er sammen med andre kristne, synger kristne sange eller går ude i naturen og mediterer. Og det virker så rigtigt – fordi det føles så autentisk. Satan bilder os ind, at vores varme følelser er lig med Helligånden. Der er intet i vejen med, at man føler glæde og begejstring. Det er godt – og det en velsignelse. Men det er ikke Helligånden. Det er vores reaktion på stimuli.
Kampen mod fristelserne er ikke en kamp for overlevelse. Overlevelsen har Jesus allerede sørget for. Luther sagde noget i retning af, at den gamle Adam er druknet – men idioten kan stadigvæk svømme. Vi skal kæmpe imod fristelsen, fordi vi allerede er frelst fra synden.
Frelsen afhænger af Jesus alene
Fristelse er en uundgåelig del af livet, en kraft, der udfordrer og afslører vores syndighed. Uanset om fristelsen stammer fra vores indre, verden eller Djævelen, skal vi kæmpe imod den. Ikke for vores frelses skyld, men fordi vi allerede er frelst.
Ved Helligåndens hjælp kan vi vælge det gode over det onde. Og selv når det ikke lykkes, går han med os og trøster os med evangeliet. Fristelsen er ikke kun en prøvelse, men en mulighed for åndelig vækst – en anledning til at styrke troen, selv i svaghed. Kampen mod fristelser afgør ikke frelsen. Frelsen afhænger alene af det, Jesus gjorde på Golgata. Men i fristelsen påmindes vi om Åndens styrke – og når vi falder, om evangeliets kraft.
Der er en stor visdom i Jakobs ord: “I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed” (Jak 1,3). Og en vidunderlig trøst fra Johannes: “Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder …” (1 Joh 2,1-2).
Artiklen er fra Budskabet 01-2025 og er en del af temaet ”Kampen mod fristelsen”. Flere artikler i samme tema:
