Paulus’ brev til Filemon er en sjov størrelse. Der er ingen systematisk gennemgang af troslærestof. Heller ingen irettesættelse af en eller anden menigheds genvordigheder. I stedet er brevet kun på et enkelt kapitel. Det er personligt adresseret til Filemon og virker i det hele taget ret indforstået.
Alligevel kan vi lære meget af dette lille brev. Ved at kigge på Onesimos og den rejse han har været på, som glimtvis nævnes i brevet, toner et stærkt vidnesbyrd om Jesus og evangeliet frem.
For at komme tæt på dette vidnesbyrd, tager vi med Onesimos ud på hans rejse. Derfor pakker vi rygsækken, snører vandrestøvlerne, træder ind i tidsmaskinen (ja, sådan en har vi!) og tager turen til Kolossæ cirka år 60. Resten af artiklen giver tre uddrag fra rejsedagbogen.
Dag 1 – flugten fra Kolossæ
Tidsrejsen bringer os til en stor by med et pulserende liv i Romerriget. Her er gadesælgere, et afgudstempel, fornemme folk og dyr uden snor. Spændende. Som de vesterlændinge fra fremtiden vi er, bemærker vi særligt de mange slaver. ”Hvad?” tænker vi chokeret. Dernæst slår det os hvad vi skal sige, hvis nu Filemon – ham den kristne – også har slaver. En akavet situation lurer.
Vi slår op i rejseguiden til Romerriget for at læse hvad det dog er for en ugerning med de slaver. Selvom det ikke ender med at få os til at blive fortalere for slaveri, ånder vi en smule lettet op. Det med slaver er ikke helt så slemt som vi tænkte i første omgang. Det er ikke alle slaver, der får pisk, sover på sten og lever af vand og brød. Mange slaver har det faktisk ganske okay. De lærer en masse ting, får meget ansvar og nogle tjener endda lidt penge. Hvis ham Filemon har slaver, må vi antage, at de bliver behandlet godt.
Så langt så godt. Filemon må opsøges og Onesimos identificeres. Det første går rimeligt ligetil. Filemon har nemlig en menighed i sit hus (Filemon 2), så ved at spørge efter byens kristne, finder vi frem til Filemon. Men så møder vi et problem. Onesimos, som er Filemons slave, er væk (Filemon 12; 15-16). Årsagen forbliver ukendt, men stukket af er han, og Filemon er i vildrede. Det samme er vi selv, for det er Onesimos, vi leder efter.
Dog tegner konturerne af et vidnesbyrd sig allerede nu. Til aftenandagten ved bålet fortæller en af de medrejsende, at ligesom Onesimos er stukket af fra sin (formentligt) gode ejer Filemon, sådan er mennesket også ”stukket af” fra Gud. Og ligesom Onesimos tilsyneladende har gjort en uret overfor Filemon (Filemon 18), har vi mennesker med sikkerhed gjort uret overfor Gud. Vi er i udgangspunktet i en situation, hvor vi har vendt Gud ryggen, har forladt ham og gået vores egne veje. Vi er syndere, der fravalgte fællesskabet med Gud og valgte os selv i stedet.
Dag 2 – dumper ind i Paulus i Rom
Hvordan leder man efter en bortløben slave i det store Romerrige? Jo, man tager selvfølgelig til Rom. Ligesom en ung person med skuespillerdrømme vil tage til Los Angeles eller New York for at søge lykken, tager en slave selvfølgelig til den romerske hovedstad. Nu vi er her, kan vi passende tage et smut forbi Paulus, som vi har læst og hørt temmelig meget om. Sikke noget at kunne fortælle præsten, når vi rejser frem i tiden igen til det 21. århundrede!
Paulus er i husarrest, men efter at have bestukket vagterne med chokoladebarer fra fremtiden, lukkes vi ind og ser apostlen. Han er i fuld gang med en samtale og ænser knap nok vores tilstedeværelse. Som fluer på væggen får vi derfor lov til at betragte manden og lytte til samtalen. Selvfølgelig handler det om Jesus. Paulus er ved at fortælle evangeliet til en ung mand, der lytter nysgerrigt.
Det står efterhånden klart for os, at den unge mand ikke selv er kristen. Men han lytter mere og mere intenst til Paulus og til sidst er det som om, at et slør går fra hans øjne og han forstår evangeliet. Han bliver frelst.
Stort, tænker vi, og får lidt våde øjne. Efter noget tids stilhed træder vi frimodigt frem og hilser på de to mænd. ”Goddaw,” siger vi og præsenterer os som kristne tidsrejsende fra en fjern fremtid. ”Vær hilset,” siger Paulus. Han lægger faderligt en hånd på den unge mands skulder og glad siger han: ”Jeg er Paulus, og dette er Onesimos, mit barn, som jeg lige har fået i mit fangenskab.”
Indtrykkene har hobet sig op, spørgsmålene bliver flere og flere og kæberne må vi samle op fra gulvet i dette indholdsmættede, fantastiske og surrealistiske øjeblik. Hvad laver Onesimos hos Paulus? Hvad betyder det, at Paulus har fået ham som barn? Og hvad skal der så nu ske med denne bortløbne slave?
Da det bliver aften, sætter vi os ovenpå og har ordet frit. Onesimos lægger ud og fortæller, at han opsøgte Paulus, fordi Filemon hjemmefra havde fortalt om apostlen. Der var noget ved evangeliet og det kristne, som trak i Onesimos. Han vidste, at han havde gjort noget forkert ved at stikke af fra Filemon, som egentlig behandlede ham ganske godt. Vi fornemmer også, at Onesimos har forbrudt sig mod Filemon på en eller anden måde – måske ved at stjæle fra kassen (Filemon 18). Onesimos kommer dog ikke nærmere ind på det.
Efter Onesimos’ stærke vidnesbyrd tager Paulus ordet. Der bliver nervøse trækninger hos en af de rejsende, som sidder i vindueskarmen, og rejselederen giver tegn til, at hun hellere må sætte sig ned på gulvet.
”Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Troen kommer af det, der høres.” Sådan indleder Paulus sin andagt (med længde som en hel prædiken) om hvad der netop er sket med Onesimos. Andagten handler om, hvordan mennesker (i dette tilfælde Onesimos) kan komme til tro på Jesus. Det sker netop ved, at man hører om Jesus. Eller sagt på en anden måde: Man bliver kristen, når Ånden åbenbarer for hjertet, hvad man ejer i Jesus, som en bibelunderviser cirka 1900 år senere skulle udtrykke det. Troen fødes ikke ved omvendelsens anstrengelse, ved syndsbekendelsens intensitet eller de gode gerningers styrke. Man hører sig til tro. Troen kommer af det, der høres, og troen bevares af det, der høres. Og det, der høres, betyder her evangeliet om Jesus.
Paulus afslutter sin andagt: ”På den måde blev Onesimos mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab (Filemon 10). Fordi han kom til tro ved det evangelium, jeg lagde røst til.”
Dag 30 – Kolossæ tur/retur
Ugerne går, og vi bliver i Rom hos Paulus. Tiden bliver blandt andet brugt på sightseeing – lidt federe end om 2000 år. Men vi er også sammen med Paulus og Onesimos, der nu fungerer som hjælper for apostlen. Han er med til at fortælle andre om Jesus og evangeliet (Filemon 11; 13).
Snart skal vi rejse hjem igen. Den sidste dag står vi op ved hanegal, gnider søvnen ud af øjnene og får et tvivlsomt måltid morgenmad serveret af en gut, der hedder Epafras. Timotheus spiser også med.
Apostlen er allerede oppe og er i fuld gang med at diktere endnu et brev. ”Arbejdsnarkoman,” tænker vi, mens vi sluger vællingen. En af rejsedeltagerne smuglæser, hvad brevet handler om. Som en af de sjældne teologer, der faktisk har holdt sine sprogkundskaber ved lige, kan han nemlig græsk. ”Det ser ud til at Onesimos skal sendes tilbage til Filemon sammen med dette brev,” hvisker han til os andre. ”Paulus beder nemlig Filemon om at tage godt imod Onesimos. Han skriver endda, at skulle Onesimos skylde Filemon noget, vil Paulus betale.” (Filemon 17; 19)
Efter morgenmaden siger vi farvel til folkene i Paulus’ husarrest. Aristark og Lukas står og vinker. Det sidste vi ser på vores rejse er, at Onesimos får stukket brevet i hånden, slynger sin bylt om på ryggen og drager ud ad døren med kursen mod Kolossæ.
Selv stiger vi ind i tidsmaskinen og lytter til den sidste andagt på rejsen. Den handler om to ting. For det første må der gøres op med synden, når man tror på Jesus. Det er noget, der gælder for alle kristne. Onesimos måtte tilbage til sin ejer og gøre op med sin uret. For det andet er det et stort vidnesbyrd, at Paulus vil betale for det, Onesimos eventuelt skylder Filemon. Vi mennesker har også én, der vil betale for os overfor ham, som vi har syndet imod. Som der står i Kolossenserbrevet 2,14: Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.
Hør også denne prædiken over Filemons brev holdt af Svend Aage Jacobsen.
