Der var et menneske.
Sådan indleder evangelisten Johannes beretningen om Jesu samtale med rådsherren Nikodemus (Joh 3,1). For mig er det en ikonisk bemærkning, som jeg tror, vi bør lægge meget mærke til.
Vi tilhører den del af kirken, der ønsker at tage Guds ord alvorligt og følge den bibelske etik, også når den er politisk ukorrekt og bringer os i mindretal.
Og den position må vi bede Gud om at give os både mod og visdom til at holde fast i – og ikke mindst bevare os i tilliden til, at Gud er Gud, og at han vil os det godt. At følge Guds ord er livets vej.
Men når vi ønsker at tage Guds ord for pålydende og følge det og samtidig ofte er i mindretal med vores synspunkt, indebærer det en risiko: Vi kan blive ufølsomme i mødet med mennesker, der forsvarer en dogmatik og/eller etik, som vi ikke finder bibelsk forsvarlig, eller måske endda åbenlyst lever i modstrid med Guds ord.
Midt i vores iver efter at stå på fast grund risikerer vi at glemme, at det er mennesker af kød og blod, vi står over for. Og det er et meget dårligt udgangspunkt. Vores formål er jo ikke at sikre os selv en god samvittighed ved at tale klart, men derimod at få mennesker i tale med det resultat, at vi sammen kan bøje os for Guds vejledning.
Tro mod Bibelen og kærlig mod mennesket
Der er mange områder, hvor det bibelske budskab bliver løbet over ende i samfundet og dermed også står i fare for at blive undermineret i den kristne menighed.
På det etiske område er det fx den klassiske forståelse af ægteskabet som et livsvarigt forhold mellem en mand og en kvinde, der er udfordret af skilsmisser, det kønsneutrale ægteskab og hele LGBT+-opfattelsen, og oveni kommer woke-tænkningen med dens flydende kønsbegreb.
På det dogmatiske område er det fx læren om den dobbelte udgang og tjenestedelingsspørgsmålet, der er stærkt vigende forståelse for. Og det gælder ikke kun uden for den kristne menighed, men også indenfor.
Hvordan skal vi som menighed navigere både sandt og sundt i alt dette? – Sandt, så vi holder fast i den bibelske lære og etik, og sundt, så vi ser vores medmennesker i øjnene. Eller som Paulus formulerer det: være ”sandheden tro i kærlighed” (Ef 4,15).
Det svære er jo netop at fastholde både sandheden og kærligheden. Og der er i høj grad udfordringer begge veje.
Hvad stiller vi op i praksis?
Umiddelbart skulle man jo ikke tro, at det skulle være så svært at holde fast i det helbibelske budskab for en bevægelse, der som en af sine kerneværdier har ”troværdig bibel”.
Men det er slet ikke nogen let sag at holde fast i bibelske sandheder, som modsiges alle vegne omkring en.
Vi er udsat for en massiv påvirkning, og som kristne mennesker hverken kan eller skal vi ”gå i kloster” og isolere os fra omverdenen. Men vi er jo også påvirkelige. Vi fristes til at holde vores mund, og inderst inden fristes vi til at spørge, om det virkelig giver mening at følge Guds ord. Og allerdybest handler det om, at selve vores tillid til Gud bliver angrebet.
Få konkrete emner på bordet
Vi må være bedre til at tage de konkrete emner op i forkyndelse og undervisning. Her hviler der et stort ansvar på menighedsledelser og prædikanter – og ikke mindst i frimenighederne.
Efter at det ugentlige møde er ændret til en gudstjeneste, er det min vurdering, at den bibelske undervisning generelt er kommet til at stå svagere. Men det gælder også i nogen grad i de klassiske LM-kredse med møder i missionshuset.
Der må gøres en indsats for at få genindført en mere systematisk undervisning. Og den må foregå i en form, hvor der også er mulighed for dialog, så underviseren ikke bare taler hen over hovedet på forsamlingen. Der er alt for lang tid imellem, at de kontroversielle emner finder vej til talerstolene.
Behovet er ekstra stort i teen- og ungdomsarbejdet. Der er adgang til meget god undervisning, fx på hjemmesiderne lmu.dk, adamogeva.dk og tilliv.dk, men det er nødvendigt, at den også kommer frem i det direkte møde med unge, hvor der kan følges op med samtale.
Forældre må på banen
Det bibelske fundament lægges dog primært i familierne.
Men her bliver de svære spørgsmål let tabuiseret, og forældrene udliciterer dem til det kristne børnearbejde og måske friskolerne. Det er forståeligt, at forældrene finder det svært at tage de svære emner op, måske fordi de selv finder dem svære. Så her er der noget, forældrene bevidst må vælge at prioritere.
Det er dog ikke afgørende, at børnene oplever, at deres forældre har svar på alle spørgsmål, men vigtigt, at de oplever, at forældrene har en holdning. Og her findes der også gode hjælpemidler, fx familieandagtsbøgerne Grav dybt og Søg højt af Birgitte Kjær.
Stå ved det upopulære
Endnu en væsentlig arena finder vi i det offentlige rum. Det er fristende at gå i flyverskjul, når de offentlige debatter raser, og vores synspunkter er så politisk ukorrekte, som tilfældet er.
Men som det er blevet sagt før: Tabuisering og tavshed omkring en sag er det første skridt til at tabe den.
Det kræver meget af de ledere, der her stiller sig forrest, og de har brug for meget opbakning og forbøn.
Jesus som forbillede
Men hvordan holder vi så fast i sandheden på en sund måde, så vi ser vores medmennesker i øjnene og ikke bare bliver følelseskolde dogmatiske opslagsværker?
Jeg tror, Mikael Wandt Laursen har en vigtig pointe, når han i bogen Tro, kirke og homoseksualitet skriver om det grundlæggende behov for at møde sit medmenneske og lytte til det. ”Det er let at have markante holdninger om en modpart, men sværere, når det er et medmenneske,” skriver han for eksempel.
Og så er vi tilbage ved indledningen til Jesu møde med Nikodemus: Der var et menneske.
Med Jesus som forbillede er vi som kristne kaldet til at møde mennesker – også mennesker, der lever i synd – med kærlighed og omsorg. Og hertil hører også viljen til at lytte til deres anderledes holdninger og kampe. Det er sværere, end man skulle tro, men det er at bære Jesu sindelag med sig.
Den evangelikale teolog, filosof og apologet Francis Schaeffer (1912-1984) skal have sagt, at hvis han kun har en time sammen med en person, vil han bruge de første 55 minutter på at stille spørgsmål og derefter på den baggrund dele sandheden med vedkommende i de sidste fem.
Jeg synes nok, proportionerne er noget overdrevne, men jeg forstår hans pointe. Når jeg tænker tilbage på de relativt få samtaler, jeg har haft med mennesker, der levede i åben modstrid med Bibelens etik, er jeg ikke i tvivl om, at jeg burde have været mere spørgende og lyttende. Her er et anliggende, som vi må tage til os.
Men samtidig må vi også slå fast, at prisen for kærligheden og den lyttende empati ikke må blive, at vi mister sandheden!
Når Wandt Laursen i sin bog kalder det første kapitel for ”Lyttende ører fremfor færdige svar”, er det naturligvis en spidsformulering. Men taget for pålydende går han for vidt. For der behøver netop ikke være nogen modsætning mellem ”lyttende ører” og ”færdige svar” – vel at mærke, hvis vi med ”færdige svar” mener Bibelens svar.
”Lyttende ører før færdige svar” er en mere præcis formulering, som i sig selv kan være vanskelig nok at efterleve.
Det er altså ikke nok kun at lytte. Vi må også vove at tale som Guds ord i disse situationer. Det kræver indlevelse, men først og fremmest mod at gå ind i de samtaler.
Tæt på – med rank ryg og bøjede knæ
Forud for svære samtaler har jeg ofte hentet hjælp i et råd, jeg for mange år siden fik af tidligere Tanzania-missionær Villy Vestergaard Olsen. Han fortalte, at når han skulle lære sine tanzaniske medarbejdere om god løfteteknik, gav han dem denne instruktion: Gå tæt på byrden, ret ryggen og bøj knæene.
I overført betydning i forhold til den svære samtale betyder det: Gå tæt på byrden, altså tag opgaven på dig i stedet for at snige dig udenom. Opsøg den person, det handler om. Ret ryggen, altså gør det klart, at du ønsker at hjælpe ved at række Guds ord videre og derfor ikke behøver at skamme dig ved det, du gør. Tværtimod er du Guds sendebud og dermed på livets side. Bøj knæene, altså læg hele sagen og de personer, den omfatter, i Guds hånd.
Det sidste er det vigtigste. Bønnen er afgørende for det gode udkomme af de svære etiske samtaler. For det er Guds Ånd, der må bøje hjerterne.
I disse samtaler er det også for alle parters skyld godt at følge Jesu anvisninger i Matthæusevangeliet 18,15ff og sørge for at være to til samtalen. Tilsvarende er det også godt at tilbyde den, man skal tale med, at tage en bisidder med.
I øvrigt er en af grundene til, at vi har det så svært med den slags samtaler nok, at vi i vores tid har svært ved at acceptere, at afkald og lidelse hører med til livet med Jesus. Hvis vores ideal mere eller mindre er det problemfrie liv, er det svært at give og svært at modtage de formaninger, der rummer et afkald.
Opgør med uopgjort synd
I yderste tilfælde kan det blive aktuelt at gribe til kirketugt.
Det afgørende formål med kirketugt er at hjælpe mennesker tilbage på livets vej, at kalde mennesker, der lever i åbenlys synd eller vranglære, til omvendelse. Ofte vil kirketugten udmøntes ved at udelukke personen fra at deltage i nadveren.
Det er forståeligt nok et meget sårbart emne, og kirketugt er svær at praktisere – alene af den grund, at vi jo alle kender syndens magt i vores liv. Desuden viser erfaringen, at kirketugt i praksis langt oftere fører til, at vedkommende forlader menigheden i stedet for at omvende sig.
Kirketugt er et redskab, der primært må anvendes over for medlemmer af menigheden for at søge at forhindre, at de lever i uopgjort synd. Men mange steder i det kirkelige landskab er kirketugten afskaffet eller reduceret til alene at omfatte en formaning. Og det er en afsvækkelse af Bibelens lære.
Men hvad stiller vi så op, når der kommer mennesker med i vores menighed, som lever i synd? Det er der ikke noget let svar på, men mit råd vil være, at man her skal være meget langmodig.
Overordnet set er kirketugt et middel for folk indefra, der er på vej ud, og ikke for mennesker, der er på vej ind. I forhold til de sidstnævnte må vi i stedet prioritere undervisning og samtale og give dem den nødvendige tid til, at Gud kan virke i hjerterne.
Kan mennesker, der fx bor sammen uden at være gift, deltage i menighedens nadver? Her skal man være forsigtig med faste svar.
Mit svar vil være, at hvis medlemmer af menigheden flytter sammen, må menighedens ledelse tage den svære samtale og handle relativt hurtigt. Hvis det er mennesker, der er på vej ind i menigheden, må vi give længere – men ikke ubegrænset – tid.
Helt generelt vil vi også kunne hjælpe os selv ved at have en nadverformaning, der specifikt siger, at nadveren ikke er for mennesker, der ønsker at forblive i uopgjort synd.
Ofte indleder vi nadveren ved at sige, at den for alle, der er døbt og ønsker at høre Jesus til – eller noget lignende. Det er gode ord, men med passende mellemrum kunne de jo godt suppleres med en formaning rettet mod den, der ikke vil omvende sig fra sin synd (den ubodfærdige).
Altså: Der var et menneske … Vi skal tale sandhed, og vi skal gøre det i kærlighed. Ligesom Gud taler til os alle!
Artiklen er fra Budskabet og indgår i temaet ”Mennesket mellem meninger, magt og Messias” i nr. 1 2023 – sammen med flg. artikler:
