De sidste fire vers i Matthæusevangeliet kaldes missionsbefalingen:
Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28,16-20)
I den tekst beskrives det, hvordan disciplene møder den opstande Jesus, som sender dem ud i verden. Ordet ”mission” betyder netop sendelse.
Jesu befaling til sine disciple er total, universel og fuldstændig. Jesus har al magt, disciplene skal gå til alle folkeslag, de skal lære at holde alt, hvad han har befalet og han er med dem alle dage.
Vi skal se nærmere på indholdet af Jesu befaling under tre overskrifter:
- Missionens grundlag
- Missionens opgave
- Missionens kraft
Missionens grundlag – Jesus har al magt!
Matt 28,16-20 er afslutningen og en slags konklusion på Matthæusevangeliet. Af alle de forskellige beretninger om, hvordan Jesus viste sig for sine disciple i de 40 dage efter opstandelsen, har Matthæus valgt denne til sit evangelium. Her trækkes der linjer tilbage til alle dele af Matthæusevangeliet, og det bliver helt tydeligt, hvad de forudgående kapitler handlede om, og hvad resultatet er.
Dette er en tronbestigelse. Jesus har gennem hele evangeliet kaldt sig selv menneskesønnen, og træder her frem som den ophøjede menneskesøn fra Daniels bog:
”Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde.” (Dan 7,14)
Den længe ventede konge indtager omsider tronen. Det er en kulmination. Kongen sætter sig på tronen efter et langt drama. Derfor er det her også en passende afslutning på Matthæusevangeliet. Fortællingen har nået sit mål.
Matthæusevangeliet, og de andre evangelier for den sags skyld, er fortællingen om, hvordan Gud i Kristus bliver konge. Jesus begynder med at forkynde, at Himmeriget er kommet nær. Det vil sige, at Himmelens rige, det rige hvor Guds vilje sker fuldt ud, er på vej til at sætte sig igennem på jorden. Alt hvad Jesus gør og siger, er demonstrationer på, hvad det vil sige, når Guds vilje sætter sig igennem på jorden. Han helbreder syge, uddriver dæmoner, han taler om barmhjertighed, kærlighed til Gud og mennesker ja, endda om at elske sine fjender.
Det er den forståelse, der kommer til udtryk i Fadervor, hvor Jesus har lært sine disciple at bede: ”Komme dit rige, ske din vilje som himlen således også på jorden.” (Matt 6,10)
Bønnen, ”Komme dit rige”, og bønnen om Guds vilje på jorden står parallelt. Når Jesus derfor siger, at han har al magt i himlen og på jorden, så betyder det, at Guds rige er kommet, og at Gud regerer her og nu.
Men har Jesus virkelig al magt? Og hvis han har det, hvordan kommer den magt så til udtryk? Måske kan det hjælpe os at se på, hvilken type magt Jesus ikke ønskede at have. I begyndelsen af Matthæusevangeliet kan vi læse om, hvordan Djævlen tilbyder Jesus magten over hele jorden, hvis bare han vil bøje sig ned og tilbede ham (Matt 4,9). Men Jesus afviser djævelen.
For Jesus var ikke kommet for at herske over mennesker med rå, brutal magt, men for at befri mennesker fra et tyranni.
Jesus vidste, at de reelle magthavere på jorden, ikke er jordiske konger hvor tyranniske og undertrykkende de end måtte være. Han var kommet for at besejre selve ondskaben i verden – syndens, dødens og djævlens magt.
Magter der adskiller os fra Gud, og adskiller os fra hinanden. Magter, der grundlæggende kun ønsker fjendskab og splittelse og gør os ensomme fordi løgnen, mistroen, misundelsen, vreden og egoismen skaber afstand og fjendskab mellem os (Matt 15,19). På grund af dette står mennesket som en skyldner overfor Gud med en ubetalelig gæld (Matt 6,12; 16,26; 18,23-35).
De magter kunne Jesus kun overvinde på en måde. Det var ved at dø på korset for menneskers skyld og skaffe tilgivelse (Matt 20,28). Der besejrede han ondskaben. Der skaffede han forsoning, så adskillelsen mellem Gud og mennesker kunne overvindes.
På korset besejrede Jesus djævelen og forsonede Gud med mennesker, og ved at opstå fra de døde viste han, at han også har magt over døden. Opstandelsen er beviset på Jesu kongemagt.
Jesu magt er altså ikke en politisk magt. Og den forandring, Jesus vil bringe til verden, sker ikke igennem et politisk program, men ved Helligåndens kraft og hjerternes forvandling. Det er ikke en forandring, der kommer udefra, men indefra. Det sker ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved Guds Ånd. Og Jesu magt kommer til udtryk der hvor mennesker kommer til tro på ham, og får del i hans sejr og det nye liv han bringer.
Det betyder ikke, at kirken dermed ikke har en stemme i den offentlige debat. Når kirkens Herre har al magt i himmel og på jord, så er troen ikke kun en privat sag, men den vedrører alt i vores tilværelse, men det hele begynder med hjerternes forvandling.
Derfor sender Jesus som Konge ikke soldater ud for at implementere sit herredømme. Han sender missionærer. Alle folkeslagene skal blive Jesu disciple. Det var disciplenes opgave, og det er kirkens opgave i dag.
Missionens opgave – alle folkeslag og alt hvad Jesus har befalet
Disciplenes opgave kommer på baggrund af Jesu kongemagt. Det er klart, når Jesus siger ’gå derfor’ (Matt 28,19) og sender dem ud i verden.
Dette er anden gang i Matthæusevangeliet, at Jesus sender sine disciple ud. I Matt 10 sender Jesus dem også ud, men på det tidspunkt kun ’til de fortabte får af Israels hus’ (Matt 10,6). Der er altså sket en udvidelse af sendelsen fra Israel til hele verden.
Dette er et vigtigt tema i Matthæusevangeliet, hvor sammenhængen med GT, løfterne til Israel og Jesu eksklusive mission til Israel (Matt 15,25) som Davids søn (Matt 1,1) bliver fremhævet. Samtidig er Jesus også Abrahams søn (Matt 1,1) og løftet til Abraham var netop et om velsignelse til alle jordens slægter (1 Mos 12,3). Undervejs i evangeliet er der ikke-Israelitter, der fremstår som eksempler på en stor tro, begyndende med de vise mænd, og nu er punktet nået hvor frelsen uforbeholdent kan rækkes til alle jordens folkeslag. Mødestedet i folkeslagenes Galilæa (Matt 4,15) understøtter missionen til alle folkeslag.
I den græske tekst er der kun et af Jesu ord i hans befaling, der står i bydeform. Det er det ord, der på dansk kan oversættes med to ord: gør disciple.
De øvrige handlinger disciplene skal foretage sig – gå, døbe, lære – er knyttet til den opgave.
At være en discipel er at være en elev eller lærling, men der ligger noget mere i det end det vi forbinder med at gå i skole. En discipel er kaldet til at efterligne sin mester. At være en discipel af Jesus, er en god beskrivelse af det at være en kristen. Vi er alle i lære i hos Jesus, mens vi følger ham på vores vandring i verden. Man bliver en discipel gennem dåb og oplæring.
Det første led i discipelskabet, dåben, er indgangen til kristenlivet. Dåben er afgørende fordi dåben betegner det unikke, der ligger i at være Jesu discipel. Jesus koblede dåben til sin egen død (Matt 3,15), og noget af meningen med dåben er, at vi gennem vandet er blevet begravet med Jesus og opstår sammen med ham. Vi får dermed del i hans sejr!
Samtidigt betoner Jesus her, at det er en dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dåben er en offentlig, fysisk og synlig måde, hvorpå et menneske bliver mærket med den treenige Guds navn. Ligesom vores eget navn betegner hvem vi er, så er Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, navnet på den levende Gud, som betegner den fælles familie og identitet, som alle de døbte har del i som Guds børn.
Det andet led i discipelskabet er oplæring i at holde alt det, Jesus har befalet. Den her formulering er vigtig. Det er ikke længere moseloven, men Jesu bud, der er gældende (Matt 5,17-48). Formuleringen sender os tilbage i evangeliet, så vi må læse det en gang til, for at undersøge, hvad det nu var, Jesus havde befalet.
Og måske er det netop pointen. Vi skal igen og igen se på Jesus, og det liv han levede. Vi må forundres, fascineres og lade vores egne liv forme af det og afspejle det.
Det betyder først og fremmest, at vi elsker Gud, og elsker vores næste og alt det, der flyder ud fra det bud i vores ansvar for naturen og vores engagement for at skabe retfærdighed og fred i verden.
Samtidigt er det en enorm opgave. At lære mennesker at holde alt det, som Jesus har befalet. Det er jo noget vi aldrig selv bliver færdige med. Vi kommer ofte til kort overfor Jesu bud. Derfor er det også vigtigt at huske, at Jesus også er den der gik i døden for os og siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11,28).
Missionens løfte – alle dage indtil verdens ende.
Måske sidder du og tænker: Jeg er absolut ikke i stand til at være i mission. Jeg ikke engang sikker på min egen tro. Nytter det overhovedet noget? Er der overhovedet nogen der vil høre?
Her er det vigtigt at se, hvem det er, Jesus sender, og hvilke løfter han giver til dem, han sender. Han sender de 11 disciple. Og her er antallet vigtigt. For var der er ikke 12? At de nu kun er 11, minder os om de smertelige begivenheder, der er gået forud. Judas havde forrådt Jesus, og de havde alle sammen svigtet Jesus da det gjaldt og Jesus var gået alene ind i lidelsen og døden (Matt 26,56).
Det er altså en brudt discipelflok, der står foran Jesus her. Det er yderligere understreget af at nogle tvivlede. En tvivl, der nok primært drejer sig om deres egen tilstrækkelighed og værdighed, overfor Jesus, som de har svigtet.
Det er altså ikke superkristne, vi har med at gøre her. Det er ikke elitestyrker, men tvivlende og usikre disciple. Og Jesus efterlader dem ikke bare med en befaling om hvad de skal gøre.
Den befaling, disciplene får, er omkranset af to løfter. For det første har Jesus allerede al magt i himlen og på jorden, og det er derfor, de er udsendt. For det andet styrker han dem i opgaven ved at være med alle dage indtil verdens ende.
Det løfte gik de første disciple på. I år 25 havde ingen hørt om Jesus udenfor den lille by, Nazaret, i Galilæa. Bare 25 år senere var der optøjer i Rom på grund of Jesus. Budskabet kom omsider også til os her i Danmark, og vi er blevet Jesu disciple, som han sender ud med de samme løfter og den samme befaling, som han sendte de samme disciple med.
Vi er udsendt af en mægtig konge, og han vil være med os alle dage indtil verdens ende – den dag hvor Guds vilje endegyldigt skal sætte sig igennem på jorden. Vi kan hvile i det løfte og gå på det!
