Med jævne mellemrum ser vi det: Mennesker med rødder i den evangelisk-lutherske missionsbevægelse i Danmark drages mod karismatiske fællesskaber. Det gælder også tilfælde, hvor teologien er ukendt og måske endda tvivlsom, eller hvor det menneskelige miljø viser sig at være usundt aktivistisk. Det bør vække til eftertanke – ikke først og fremmest som kritik af dem, der søger andre steder hen, for de gør det ofte af en grund, men som en anledning til selvransagelse. Søger de noget, som de ikke oplever at finde hos os?
Kirkehistorien lærer os, at vranglære sjældent opstår i et vakuum. Den opstår ofte som en overreaktion på en reel mangel. Når noget væsentligt er blevet forsømt eller underbelyst i kirkens liv, opstår der bevægelser, som – på godt og ondt – forsøger at genoprette balancen. Derfor er spørgsmålet ikke kun, hvad der er galt med usund karismatik, men også: Hvad er det rigtige, den peger på, som vi måske har været for tilbageholdende med?
Længslen efter erfaring
En oplagt faktor er længslen efter at erfare Gud. I mange lutherske sammenhænge har der været en stærk vægt på det objektive: Ordet, sakramenterne og den sunde lære. Det er i sig selv en styrke og en nødvendighed. Troen hviler ikke på skiftende følelser, men på Guds løfter i bibelen. Men hvis denne vægt står alene, kan det efterlade et tomrum til den subjektive erfaring.
Mennesker længes ikke kun efter at høre om Gud – de længes efter at mærke og føle ham. Når vidnesbyrd om Guds nærvær, bønnesvar, helbredelse og Åndens virke fylder meget lidt i vores fællesskaber, kan man opleve, at troen er sand, men fjern. Karismatiske miljøer tilbyder ofte det modsatte: en umiddelbar erfaring af Guds nærvær, stærke følelser, konkrete fortællinger om indgriben i hverdagen. Og jeg vil gerne indrømme det selv, jeg savner noget af det hos os i Luthersk Mission.
Har vi i LM et sprog og en praksis, der i tilstrækkelig grad giver plads til den erfaring, uden at vi mister forankringen i evangeliet? For Det Nye Testamente taler ikke kun om troens indhold, men også om dens mærkbare virkelighed i menneskers liv: “Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden” (Rom 5,5). Det er ikke kun en lære – det er en erfaring.
Derfor havde vi også et seminar på LM’s landsmøde 2024, om erfaringen af de karismatiske gaver. Jeg blev spurgt om at undervise om de karismatiske gaver, men er glad for at det i stedet blev et interview med tre personer om deres erfaringer. Seminaret gav stor tilslutning og mundede ud i et online netværk, som har mødtes cirka fire gange årligt siden. Vi kalder det Profetisk Samtaleforum. Det er åbent for alle, og vi håber på at lade det vokse væk fra online samvær til et regionalt fysisk samtaleforum, hvor bøn og de karismatiske gaver kan drøftes, udleves og erfares. På den måde håber vi på at finde et fælles sprog i forhold til de karismatiske nådegaver.
Tavshed om Åndens gaver
I klassisk luthersk teologi bekender vi troen på Helligånden og hans virke. Men i praksis er det ofte som om, Ånden først og fremmest forbindes med troens begyndelse – ikke med dens fortsatte liv og udfoldelse. Det ender ofte med et underskud af den bibelske karismatik. Og det er på trods af, at ”nådegaver i funktion” er LM’s fjerde kerneværdi. Vi ved, at ikke så få i LM fungerer med de karismatiske gaver, men også at de ofte går meget stille med deres praksis – måske så stille, at for få opdager dem.
Paulus taler i 1 Kor 12–14 om Åndens gaver som noget, der gives til opbyggelse af menigheden. Det handler ikke om spektakulære oplevelser for deres egen skyld, men om konkret tjeneste: visdom, kundskab, tro, helbredelse, profeti, tungetale og tydning. Hvor meget får disse tekster reelt lov til at forme vores forventning og praksis?
Hvis vi – måske af frygt for misbrug – i praksis tier om disse sider af det kristne liv, kan det skabe en oplevelse af, at noget mangler. Så bliver det ikke mærkeligt, at nogle søger hen, hvor der i det mindste tales åbent om Åndens virke, også selv om det sker på en måde, der ikke altid er sund eller bibelsk afbalanceret.
Her er udfordringen ikke at kopiere karismatiske former ukritisk, men at genopdage en bibelsk, luthersk forståelse af Åndens gaver. En forståelse, hvor Ånden altid peger på Kristus, og hvor gaverne tjener evangeliet – ikke omvendt.
Fællesskabets intensitet
Karismatiske miljøer er ofte kendetegnet ved stærke fællesskaber. Der er nærhed, engagement, forventning og en oplevelse af, at det, der sker, er vigtigt. Man er ikke bare deltager – man er med i noget, der opleves levende og betydningsfuldt.
LM har en stærk tradition for fællesskab, men der kan være en fare for, at det bliver for forudsigeligt eller formelt. Hvis møderne følger samme mønster uge efter uge uden en tydelig forventning til, at Gud faktisk handler her og nu, kan det opleves som mindre levende. Jeg mindes møderækkerne i min ungdom som noget særligt intenst. Dels det stærke i at lytte til forkyndelsen af Guds ord hver aften, og dels det at være kontinuerligt sammen i det kristne fællesskab. Formen var også lidt anderledes end normalt – med vidnesbyrd, sang og altid kaffe. Jeg er stor tilhænger af, at møderækkerne får en renæssance, for de er omspundet af en slags forventning. Her mødes mennesker ikke kun om det velkendte, men også med en åbenhed for, at Gud gør noget nyt i vores liv gennem flere dages fordybelse og intenst fællesskab.
Plads til det hele menneske
En fjerde dimension handler om, hvordan vi møder det hele menneske. Karismatiske bevægelser er ofte gode til at tage menneskers behov alvorligt – både de åndelige, følelsesmæssige og kropslige. Der bedes for syge, tales om indre heling og gives plads til følelser.
I en luthersk sammenhæng kan der nogle gange være en større tilbageholdenhed. Troen formidles primært gennem ordet, og det giver en styrke og en klarhed. Men hvis det ikke suppleres af en praksis, hvor mennesker også oplever at blive set og mødt i deres konkrete livssituation, kan det opleves som utilstrækkeligt. Det betyder ikke, at vi ukritisk skal adoptere alle former for helbredelsestjeneste eller sjælesorgspraksis. Men det betyder, at vi må spørge os selv, om vi i tilstrækkelig grad lever det ud, som også ligger i vores egen tradition: at evangeliet gælder hele mennesket.
Vejen frem med Kristus i centrum
Hvis vi skal lære af alt dette, handler det ikke om at blive “mere karismatiske” i en overfladisk forstand. Vi må heller ikke lade frygten for misbrug føre til, at vi forsømmer det gode. I stedet handler det om at blive mere bibelske – også dér, hvor det udfordrer vores vaner.
Det kunne indebære:
- At vi udvikler et sprog for erfaringen af Gud, som er forankret i Skriften.
- At vi underviser mere åbent og nuanceret om Helligånden og hans funktion.
- At vi styrker fællesskaber, hvor der er både tryghed og forventning.
- At vi giver større plads til bøn – også forbøn for konkrete behov.
- At vi tør leve med en større spændvidde i det kristne liv, uden at miste centrum i Kristus.
Til sidst må det understreges: Det, der kendetegner en sund kristen spiritualitet, er ikke styrken i oplevelserne, men retningen i dem. Helligånden herliggør Kristus (Joh 16,14). Hvor Åndens gaver bruges til at ophøje mennesker, skabe afhængighed eller flytte fokus væk fra evangeliet, er vi på afveje. Men hvor Ånden får lov til at virke i overensstemmelse med Guds ord, opbygges menigheden, og mennesker føres ind i en dybere tillid til Jesus. Det gælder både, når Ånden virker med de karismatiske nådegaver og med afsløringen af synd. Sidstnævnte er ikke uvæsentligt, for det er ofte ad anfægtelsens vej, vi gennem Åndens ledelse ser frem mod Jesus.
Måske er det netop her, vores opgave ligger i LM: ikke at vælge mellem ord og Ånd, mellem lære og liv, men at holde dem sammen. At være et sted, hvor evangeliet både forkyndes klart og erfares levende. Hvor Kristus er centrum – og hvor hans Ånd får lov til at virke til gavn for mennesker og ære Gud.
Hvis vi tør gå den vej, kan det være, at færre vil opleve behovet for at søge andre steder hen. Ikke fordi vi har alt, men fordi det, vi har, får lov til at fylde mere.
