Nåden – et vedvarende behov

Der er tale om en indholdsfyldt tilsigelse af nåde. At det er en tilsigelse og altså ikke bare en hilsen eller et ønske, ligger i formen: ”Nåde være med jer …!” Nåde fra Gud, vores skaber. Med andre ord: Nåden i Jesus er dit og mit grundlæggende livsbehov.

At vokse ud af nåden

Det er mange enige om i teorien, men måske ikke i praksis. Jeg håber, jeg tager fejl; men det er mit indtryk, at man i mange kristne sammenhænge ikke reelt giver nåden den plads i forkyndelse, undervisning og fællessang, som den har i Guds ord. Det er, som om Guds nåde er nødvendig i begyndelsen af kristenlivet; men derefter gælder det om, at vi ”kommer videre” som kristne. Og så flyttes fokus til alt det, vi skal være og gøre som kristne, til Guds-relationen som fænomen, til how-to-do-it-teknikker og andet. Man vokser ud af nåden i stedet for at vokse i nåden.

Her rører vi vist ved et klassisk problem for alle kristne til alle tider. Tænk på galaterne! Langsomt og umærkeligt gled de bort fra nåden. Gik det sådan for dem, som af Paulus selv havde fået Jesus malet for øje som den korsfæstede – det er ordet om nåden! – så kan det også gå sådan for os. At man begynder ”i Ånden,” det vil sige: i nåden, men man ender ”i kødelighed,” det vil sige: falder ud af nåden (Gal 3,3; 5,5).

Vi finder det uværdigt eller for dårligt, hvis vi har brug for at få tilsagt nåden i samme grad som i begyndelsen af vores kristenliv – eller i endnu højere grad.

At bygge på nåden i mit eget hjerte

C. O. Rosenius er inde på den samme problematik, blot i en lidt anden udformning, i sin sang På nåden i Guds hjerte. Han beskriver, hvordan han en periode stolede på ”nåden i mit hjerte”. Dermed mente han den gode stemning i hans eget sind, som han ind imellem oplevede i livet med Jesus. Så længe han kunne fastholde denne stemning, havde han det godt med Gud. Men når stemningen forsvandt på grund af en følelse af mangel på ydmyghed eller andet, så meldte uroen sig. Sådan blev det ved, indtil Gud lærte ham at bygge sit Guds-forhold på nåden i Guds hjerte. Det vil sige: på den forsoning, der er sket i Gud, ved at Jesus døde på korset for vores synder.

At vokse i nåden

Her er vi inde ved noget afgørende. Som allerede nævnt, er nåden i Jesus alle kristnes grundlæggende livsbehov. Og det gælder livet igennem – hver dag, ja, hvert eneste sekund! Der er kun ét grundlag, hvorpå vi kan eksistere som kristne. Det er på den nåde, som Jesus har vundet os ved sit offer på korset.

Vi må aldrig vokse ud af denne nåde. Derimod skal vi vokse i nåden. Det fremgår også af Jesu ord: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer.” Og: ”Bliv i min kærlighed” (Joh 15,4.9).

Ja, i virkeligheden er det sådan, at vi – hvis vi vokser en sund, åndelig vækst – oplever et stadigt større behov for nåden i Jesus, som tiden går.

Det lyder mærkeligt. Kan det virkelig være rigtigt? Er der ikke snarere tale om et forkrøblet kristenliv, når man oplever det sådan?

Nej. Det er, når du oplever et stadigt større behov for nåden i Jesus, at der er tale om en sund, åndelig vækst, en sand helliggørelse, som sætter sande, åndelige frugter i form af kærlighed, glæde, fred osv. (jf. Gal 5,22). En åndelig vækst, der ikke bare er optaget af facadepolering – at undgå ydre, synlige synder, som er forbundet med skam – men som også tager kampen op imod indre, skjulte synder.

Dermed er sund, åndelig vækst også kendetegnet ved både et større behov for nåde og et stadigt stærkere fokus på Jesus og det, han har gjort og er for os. Det fremgår også af Peters indledning til et af sine breve: ”Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål i erkendelsen af Gud og Jesus, vores Herre.” (2 Pet 1,3) – Og i brevets sidste vers: ”Voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus” (2 Pet 3,18). Her er vejen frem for enhver kristen. Jesus skal blive større; du skal blive mindre (jf. Joh 3,30).

Stadigt større behov for nåden

Hvordan kan det være, at du, når du vokser en sand, åndelig vækst, oplever et stadigt større behov for nåde og dermed også et stadig stærkere fokus på Jesus?

Det er, fordi du er den, du er!

Du har noget i dig, som i Ny Testamente kaldes for ”kødet.” I en salme kaldes det ”fordærvelsens afgrund” (SOS 111). Det er et skrækkeligt udtryk, men ikke desto mindre meget rammende. For ”kødet” rummer et indædt fjendskab mod vores Gud og skaber (Rom 8,7). En uendelig selviskhed og syndighed.

Dette ”kød” findes i os alle. Sådan er du og jeg ”på bunden.” Derfor er det rigtigt, hvad Luther har sagt, at hvis Gud viste os hele syndefordærvet på én gang, så ville vi dåne af rædsel og dø på stedet.

Det er denne grufulde virkelighed, der afdækkes mere og mere i livet med Jesus. Jo nærmere vi lever Jesus, jo mere afsløres syndigheden i os.

Det kommer vist bag på mange kristne; men sådan er det. Som en erfaren bibellærer engang udtrykte det: ”Det gamle menneske bliver ikke mere medgørligt med årene, tværtimod

Det, vi her har været inde på, kan vi også iagttage i apostlen Paulus’ liv. Han skriver på et tidspunkt: ”Jeg er den ringeste af apostlene” (1 Kor 15,9). Senere skriver han: ”Jeg er den ringeste af alle de hellige” (Ef 3,8). Og hen mod slutningen af sit liv skriver han, at han er den største af alle syndere (1 Tim 1,15). Sådan skriver han, fordi han oplever sin åndelige udvikling sådan i virkeligheden.

Vil det sige, at Paulus blev mere og mere umulig at omgås? Nej, tværtimod. Han levede selv det liv, han formanede sine medkristne til at leve. Når han for eksempel formanede de kristne i Thessalonika til at ”gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag” (1 Thess 4,1), var det en opmuntring til at efterligne ham selv (jf 2 Thess 3,7ff). Men midt i denne åndelige vækst, så han mere og mere af dimensionerne af sin egen syndighed.

En nødvendig kamp og lidelse

Det er bestemt ikke rart at gøre disse erfaringer i livet med Jesus. Du oplever det både skammeligt og for dårligt, at du stadig på ny må erkende, at du slet intet syndfrit har at vise frem hverken for Gud eller mennesker. Derimod må du vedgå en masse æresyge, hovmod og griskhed. Skulderklappene gjorde dig måske indbildsk, så du faldt. Dermed er drømmen om at kunne fremvise et eksemplarisk kristenliv gået i vasken.

Hvor gerne ville du ikke fries fra det, der tvinger dig på knæ i bøn om Guds nåde! Hvor gerne ville du ikke have noget at være stolt af hos dig selv over for Gud! – Men var det lykkedes for dig, var du ikke blevet bevaret i nåden! For du kan ikke være stolt i dig selv i forhold til Gud og samtidig leve i og af Guds nåde.

Paulus oplevede noget ekstremt svært i sit liv. Gud gav ham ”en torn i kødet” – ”en engel fra Satan” til at slå ham i ansigtet. I tre omgange bad han om, at dette måtte blive taget fra ham. Men Gud sagde nej.

– Hvorfor gjorde han det? Fordi Paulus skulle undgå at blive hovmodig ”af de overmåde store åbenbaringer”, han havde oplevet. Og så måtte Gud altså bruge noget ufatteligt modbydeligt. Måske var det erindringen om, at han på forfærdeligste vis havde forfulgt Guds kirke og satset alt på at skade Jesu navn. Det er i hvert fald noget, han nævner nogle gange. Det var noget modbydeligt, ja. Men det tjente et vigtigt formål: Han blev fastholdt i nåden som en levende virkelighed – helt til det sidste, hvor han skrev: ”Jeg lever … i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20).

Den mand, som Gud i enestående grad brugte som sit redskab, havde intet andet at fortrøste sig til end Guds nåde: ”Min nåde er dig nok!” (2 Kor 12,9).

Intet er vigtigere end at undgå hovmodets forbandelse og blive bevaret i nåden. For i den frelste skare hjemme hos Gud kommer alene de med, som er rene i ”Lammets blod” (Åb 7,14).

Derfor er det også nødvendigt, at vi erkender stadig mere af vores uendelige syndighed og behov for nåde. Sådan – og kun sådan – når Gud sin bestemmelse med os: At vi bliver ”til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn” (Ef 1,6). Det er livets dybeste mening og mål. Der findes ikke noget større og rigere!

Det havde Lina Sandell forstået. Derfor bad hun: