Hvad tænker du, når du hører ordet kirke? Et sted, du føler dig hjemme? Eller et sted, du kan føle dig udenfor? I denne artikel vil jeg tage livtag med hvordan det kan opleves at være i kirken. Hvordan kirken bør være. Alt det, vi lykkes med – og alt det, vi fejler i. Er der en vej, vi kan finde sammen?
Jeg kan ikke nødvendigvis spejle dine oplevelser, hvis du har slået dig på kirken. Jeg ved ikke – og kan aldrig fuldt ud forstå – hvordan det føles at være dig. Derfor skriver jeg med ambivalens. En spænding mellem at føle mig ukvalificeret og samtidig ønske samtalen. Det er sandt: Jeg er til en vis grad ukvalificeret. Andre har dybere og mere smertefulde erfaringer. Nogle har forladt kirken. Jeg er her stadig. Men måske kan mine ord, følelser og oplevelser være et lille spejl for nogle.
For nylig hørte jeg et oplæg med titlen ”Svigter kirken, hvis den ikke udtaler sig tydeligt?” Et vigtigt spørgsmål. Og først må vi spørge: Hvad mener vi egentlig med ”kirken”? Mener vi folkekirken som institution, medlemmerne, bygningerne – eller noget andet? Jeg vil for nu vælge at definere kirken som de kristne fællesskaber. For det er dér, inklusion og eksklusion opleves i praksis.
Hvordan skal vi forholde os til og møde dem, der er anderledes end os? Det er et idealistisk spørgsmål. Idealer er per definition definitivt uopnåelige, fordi de handler om det perfekte – mens vi er fejlbarlige mennesker. Jesus fra Nazaret måtte befinde sig i det netop optegnede spændingsfelt: et perfekt, fejlfrit menneske, som levede i en realistisk, fejlfuld virkelighed. Derfor betragtes Jesus af kristne som et ideal og eksempel til efterfølgelse. Altså må vi spørge: Hvilken slags kirke ville Jesus ønske?
Hvem var Jesus sammen med?
Jesus kunne man ofte finde blandt de udstødte og marginaliserede. Han var sammen med mennesker med smitsomme sygdomme, med prostituerede og med soldater fra besættelsesmagten. Han diskuterede med religiøse ledere, jævne fiskere, frådende dæmonbesatte og forhadte landsforrædere. Han spiste med dem, rørte ved dem, talte med dem. Han var sammen med dem, der tvivlede eller var i livskrise, dem der svigtede, sårede, udnyttede og forrådte ham. Han var sammen med arrogante, selvretfærdige mennesker. Jesus bød alle velkommen. Og folk spurgte forarget: Hvorfor lader du sådanne mennesker komme så tæt på?
Svaret er enkelt: Jesus kom for at opsøge og frelse det fortabte. For at gøre syge raske. Han er den store læge.
Når jeg læser det, får jeg lyst til kritisk at spørge kirken: Hvorfor ligner vi ham ikke mere? Hvorfor er vi ikke mere til stede, hvor der er nød og smerte? Hvorfor sidder jeg fredag aften med venner i trygge rammer, i stedet for at række ud til hjemløse, misbrugere, ensomme?
Jeg blev for nylig ramt af en historie i Glenn Bechs bog Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. En ung, homoseksuel mand i USA blev brutalt dræbt i en hadforbrydelse. Ved hans begravelse mødte den lokale menighed op med et skilt: “God hates fags”. De indrykkede en dødsannonce for ham med ordene: “Endelig, han hørte til i helvede.”
Det sker nok ikke i Danmark. Men i en mildere form oplever mange, at det er svært at være i kirken og have en anden seksualitet. Mennesker føler sig forkerte – ikke set, ikke rummet, ikke elsket.
Evangeliet er udfordrende. At hævde, at en fattig tømrer vender op og ned på alting ved at dø på et kors, er forargeligt. Bibelen konfronterer os med sandhed – også dér, hvor det gør ondt. Men spørgsmålet må være: Er det Jesus, folk slår sig på? Eller er det os? Hvis det er os, så må vi gøre noget. Vi skal hjælpe mennesker hen til Jesus, ikke forhindre dem. Vi må ikke dræbe andres evangeliske glæde over Jesus, men glæde os sammen med dem, i stedet for først at være rummelige, når de ligner os selv.
En kirke, der bærer
Kirken skal ikke være et helgenkatalog. Den skal være et hospital for brudte mennesker. En af kristendommens væsentligste pointer er, at den hjemløse, den psykotiske, den pædofile, bankdirektøren og morderen har lige stor værdi. Vi har ikke mandat til at se ned på nogen.
Vi må gerne have holdninger og teologi. Vi må tro, at nogle tolkninger er mere sande end andre. Ikke alle livsvalg er lige sunde eller gode. Men vi må også kunne rumme forskellighed. Vi må elske mennesker – også når vi er uenige, også når vi ikke forstår dem. Ubetinget kærlighed rækker helt derud, hvor alt føles håbløst.
Gud er ukontrollerbar. Vi kan ikke helt forstå ham. Verden er ukontrollerbar og kaotisk, fremtiden er usikker. Måske derfor prøver vi at skabe sammenhold og mening i kaosset igennem vores snævre, kirkelige normer. Men strømliningen kan blive kvælende, for vi er ikke skabt til at være ens. Drenge behøver ikke kunne lide at spille fodbold, og piger behøver ikke gå op i makeup. Vi må øve os i at værdsætte vores kompleksitet og forskellighed. Kristne behøver ikke kunne lide at diskutere teologi, eller sidde stille og lytte til en prædiken. Alligevel oplever mange af os, at vi ikke passer ind. Vi tvivler måske på, om vi har en stærk nok tro. Om vi tror “rigtigt”. Vi kan tænke: Vil nogen overhovedet opdage, hvis jeg bliver væk? Skammen sniger sig ind: Er jeg god nok? Er jeg kristen nok?
Hvad kan kirken tilbyde?
Midt i verdens og vores eget kaos har vi brug for kirken. Da jeg selv stod midt i en troskrise, havde jeg ikke brug for svar – men for nærvær. Et fællesskab, der turde bære mig, lytte og vise kærlighed. Men ofte bliver vi bange for andres tvivl. Vi forsøger at give svar, bibelvers, løsninger. Som om tvivl er en fejl, der skal fikses. Men det, vi måske mest har brug for, er at føle os set, hørt og båret.
Har du tænkt over, hvor provokerende radikalt evangeliet er? At Gud skabte, elsker og døde for hvert eneste menneske, du nogensinde møder? Jeg glemmer aldrig et brev, en frustreret mand med pædofil seksualitet skrev – Kære kirke, hvad med mig? Jeg blev både begejstret og frustreret på samme tid. Begejstret over potentialet. Hvilket andet verdenssyn kan tilbyde svaret: Du er og vil altid være velkommen hos os? Vi vil følges med dig, lytte til dig og se dig. Du er elsket. Du kæmper, men du behøver ikke være alene. Min frustration var: Er det kirkens svar?
Vi må turde tale om rigtigt og forkert. Men vi må også turde tilbyde tilgivelse og håb. Til den ufrivilligt gravide, der har fået eller overvejer at få en abort. Til den, der tvivler. Til den, der kæmper. Til dig. Til mig.
Jesus sagde: ”De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv rører de dem ikke med en finger.” (Matt 23,4)
Vi må spørge os selv: Peger vi fingre, sætter krav til andre, vi ikke selv kan leve op til, bagtaler vi og ekskluderer hinanden? Måske fordi vi er bange for, hvad andre ville pege fingre ad mod os selv.
Jesus gjorde det modsatte af at lægge byrder på andre. Han så, vi kæmpede og var ved at slide os op for at leve op til vores egen, andres og Guds krav. At vi lægger byrder på hinanden, og kæmper for at være gode nok. Og så valgte Jesus at bære byrderne for os.
Når vi som kirke svigter, handler det ikke kun om, hvad vi gør af forkerte ting – det handler om, hvad vi ikke tilbyder mennesker: Tilgivelse. Jesus har sagt: ”Den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.” Jeg øver mig i ikke at være så bange for skyld. Skyld kan vi komme af med. Bibelens Gud kan tilgive både hvide løgne, had, selvretfærdighed, hårdhjertethed, ekskludering og drab.
Hvordan kan jeg vide, om han gør det? Jo, fordi Gud selv hang på et kors for min skyld. Løsningen på vores skyldfølelse er ikke et opmuntrende ord om, at vi aldrig har gjort noget forkert. For det ved vi godt, vi har. Men vores skyld er ikke definerende eller definitiv, og vi kan ligge den et sted. For hvis der findes en Gud, og denne Gud er Jesus, er der et håb for alle om, at Gud stadig virker og tilgiver. Lad os ydmygt følge i hans fodspor!
