Ifølge World Happiness Report er danskerne nogle af verdens lykkeligste mennesker på grund af den frihed, sociale støtte og høje tillid vi har til hinanden og til samfundet. Særligt har gode, nære sociale relationer stor indflydelse på vores lykke. Men vores relationer kan gå i stykker. Og det kan hverken velfærd eller frihed reparere.
Så hvor mange elementer skal der til, før jeg kan svare fuldtonet ”ja” på spørgsmålet ”er du lykkelig?”
Men jo, jeg er lykkelig for at bo i Danmark! For nylig så jeg en serie, Familier som vores, hvor plottet er, at Danmark ophører med at eksistere som nation på grund af klimaskabte oversvømmelser. Alle danskere skulle finde et nyt land at bosætte sig i. Og jeg tænkte: ”Gys, hvis det skete, hvor ville jeg så bo?”. Jeg kunne ikke komme i tanke om et eneste land, jeg ville bryde mig om at bo i – der var noget i vejen med dem alle sammen…
Jeg er dybt taknemmelig over at bo i et rigt, fredeligt og demokratisk land med stor mellemmenneskelig tillid. Men betyder det, at hele mit liv er lykkeligt? Er taknemmelighed det samme som lykke?
Lykken er lunefuld og glæden kort
Lykke er måske, som Jørgen Ry og Preben Kaas synger det i deres sjove sang fra 1964, afhængig af vores livsfaser? Det lille barn er lykkelig over den første bæ i potten, den modne mand over villa, Volvo og vovse. Lykke er måske bare små oplevelser af fryd og glæde? Som det også lyder i en anden, gammel sang: ”Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?”
Jeg går ikke rundt i en konstant lykkerus og er uforbeholdent glad. Der er altid et eller andet, jeg er utilfreds med, et eller andet at brokke sig over. Men jo, jeg har da følt glimt af lykkerus, fx da jeg var nyforelsket. Havde du spurgt mig i 1994-95 om jeg var lykkelig, ville svaret have været et ubetinget ja!
Blev vores ægteskab så, som vi havde håbet på og drømt om? Nej. To syndere som os, sammen 24/7 i mere end 30 år, har slidt på lykkefølelsen.
Nogle gange siger vi til hinanden: ”Tænk, at du stadig er her. Du er ikke løbet skrigende bort!” Jeg svarer: ”Hvor skulle jeg løbe hen? Du er jo den eneste, der kan holde mig ud!”. Og han svarer: ”Jeg magter ikke at starte forfra med en ny kone!” Vi er så forskellige på mange planer. Men troen på Jesus har holdt os sammen og har bundet os tættere og tættere sammen, som tiden er gået. Vi er bevidste om, hvor meget Jesus har tilgivet os hver især, og derfor har vi en tilgivende adfærd overfor hinanden.
Jeg er dybt taknemmelig over at have en overbærende ægtefælle, der har det samme livssyn som mig, som tror og lever i samme bevidsthed om at være i Guds hænder, både i medvind og modvind. Er det det samme som at være lykkelig?
Man skal ikke sammenligne sig med andre
Måske skal man vende spørgsmålet om? Har jeg mødt ulykke i mit liv? Nej, i forhold til hvad jeg ser og hører blandt familie og bekendte, er jeg blevet forskånet for meget. Ingen handicap eller svære diagnoser i kernefamilien. Jeg har ikke oplevet, at mine børn har begået kriminalitet, selvmord eller blev taget fra mig i en naturkatastrofe. Vi har aldrig sultet og aldrig manglet tag over hovedet. Så jeg kan ikke tale med om at have oplevet ulykke eller sorg af store dimensioner.
En ven, der for nylig har mistet sin ægtefælle til kræft, sagde til mig, da jeg tudede over, at min far var død: ”Du har trods alt Peter!” Ja, det er sandt. At blive forældreløs som 58-årig er intet imod at blive enke i samme alder.
Men man skal ikke sammenligne sig med andre. Hverken i lykke eller ulykke. Sådan sagde en gammel, vis veninde til mig, da jeg gengav ordvekslingen for hende. Og det også sandt. For den sorg, den enkelte af os oplever, når ulykke, uretfærdighed eller andres synder rammer os, er reel og gør ondt her og nu. Og så må vi godt tude, rase og klage … og når vi er kommet os, kan vi eventuelt tage op i helikopteren. Og da vil mange af os kunne sige, at det var ”peanuts” i det store perspektiv!
Fællesskabet med Jesus er en konstant lykke
Mit liv har været præget af afmagt. Utilstrækkelighed. Angst og bekymring. Mismod og fortrydelse. Lange perioder med arbejdsløshed. Mange relationer har jeg ødelagt. Men jeg har (de seneste 40 år) altid gået til Jesus med det. Klaget til ham. Raset hos ham. Tudet hos ham. Nogle gange har jeg endda bebrejdet ham: Hvorfor Gud?
Og han har altid svaret mig. Enten via et bibelord. Eller en tanke. Eller en konkret hændelse. Jeg har fået mange tegn på Guds godhed! Og min taknemmelighed over syndernes forladelse og håbet om en evighed UDEN synd og ulykke har sjældent været påvirket af min aktuelle sindsstemning, men har kun vokset sig større, jo flere sorger og glæder jeg har delt med Jesus.
Så ja – jeg kan faktisk ærligt sige, at jeg er lykkelig, i en tilpasset version af ordbogens definition: ”En følelse af dyb glæde over og stor tilfredshed taknemmelighed med den (livs)situation, man befinder sig i.”
Uanset om vores liv byder på små eller store sorger og ulykker, er Gud den samme. Han vil vise os den trøst og godhed, som vi hver især har brug for – til rette tid. Fællesskabet med ham er den primære grund til, at jeg kan anerkende mærkatet ”lykkelig” over mit liv. Og engang, når jeg skal se ham, som han er, skal jeg opleve en uudsigelig jubel og glæde! Da skal jeg puste ud efter en tur i trøsterummet og derefter være glad i en evighed!
