Er Gud den samme i GT og NT?

I 1917 brugte den tyske forsker Rudolf Otto ordet numinøs om gudsbilledet i GT. Den primitive gudsforestiling hos israelitterne var udtryk for en oplevelse af, at Gud var farlig og dybt fascinerende på samme tid. Sådan lidt uberegnelig og tiltrækkende på samme tid…

Da jeg gik i gymnasiet læste vi en del tekster fra GT i Religion B. Her blev vi introduceret til et begrebsapparat og en læsning af GT, som er dominerende i Danmark, og som groft sagt følger én linje: I GT er Gud farlig, utilregnelig og vred, mens han i NT bliver fremstillet som kærlig, omsorgsfuld og som Jesu far. Spørgsmålet er, i hvor høj grad det billede er sandt?… Vi fornemmer nok, at vi ikke burde tænke det…

Alligevel fristes man til at spørge: Er Gud den samme i GT og NT?

For når vi som kristne skimmer vores bibel igennem, synes der jo at være noget om det. I GT vælter det ud med direkte eksekverede straffe, eksildomme og meget mere. Hvem af os kan ikke genkende tanken, når vi pludselig støder på tekster, der taler om at jorden åbner sig under 3000 israelitter, en mand dør på stedet for at røre båren med pagtens ark, og når vi et øjeblik reflekterer over hvad Noa-beretningen egentlig siger? I NT sker der ganske enkelt ikke helt så meget. Tilsyneladende. Så kan Gud virkelig være den samme, når det ser så forskelligt ud?

Er Gud ukærlig?

Og hvis vi går på klingen af, hvad man egentlig kan tillade sig at spørge om som from kristen: Er Gud ikke ret ukærlig i GT – modsat det vi læser i NT?

For at få skovlen under problematikken, tror jeg, vi er nødt til at tænke flere aspekter med. Hvis vi kun anskuer det ud fra én vinkel, bliver det nemt firkantet, og kommer til at underkende nogle af de aspekter som faktisk er(!) rigtige i det jeg lærte i gymnasiet. Derfor vil jeg reflektere over to ting:
1) Først frelseshistorien som en fremadskridende åbenbaring, hvor Jesu komme ses som et centrum og et frelses-historiske klimaks, der forandrer alt. 2) Dernæst vores egen kulturs tilbøjelighed til at negligere store dele af det bibelske vidnesbyrd.

1) Frelseshistorien

For at starte fra en ende af: så er det jo ganske enkelt rigtigt, at antalsmæssigt berettes der langt flere steder i GT om Guds dom og menneskers umiddelbare død. Hvorimod det kun er to steder, hvor det sker ganske åbenlyst i NT. Henholdsvis ApG 5 (Ananias og Safira) og ApG 12,22-23 (Herodes Agrippas død). Så kritikerne har jo ret. Det virker voldsommere i GT.

Frelseshistorisk set, sker der en udvikling op igennem bibelen, hvor flere og flere aspekter af hvem Gud er, og hvordan han handler, bliver åbenbaret. I 1 Mos får vi kun et glimt af løfterne om Guds genoprettelse af sit skaberværk i hans ord til slangen og dernæst løftet til Abraham. I 2 Mos ser vi et glimt i talen om offerlammet, ligesom Yom Kippur i 3 Mos giver endnu et hint.

Vi kunne blive ved.

Pointen er, at alle disse glimt først får deres klarhed og endelige forklaring i Jesus Kristus. Det er det, der er pointen i Hebræerbrevets indledende ord: ” Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede” (Hebr 1,1-3)

Det forklarer ikke alt. Men det er alligevel vigtigt, at Jesus er den samme Gud, som i GT virker til at handle uforståeligt. Og det er den Jesus, der græder over Jerusalems kommende ulykke (Luk 19,41-42). Jesus er den Gud, der i Jeremias bog profeterede dom over – og bragte dommen over – Jerusalem ved det første eksil til Babylon. Han græd over selvsamme bys kommende dom.

Guds kærlighed er den samme og uforanderlig!

Hebræerbrevets forfatter skriver til slut i sit brev, at ” Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. ” (Hebr. 13,8). Det er en bibelsk utrolig vigtig pointe at gribe om. Samtidig er Guds vrede den samme som i GT. Vi ser det særlig stærkt i Jesu taler om fortabelsen (og Jesus er den i NT der taler mest om fortabelsen), og i nogle vers i åbenbaringen ser vi, at på dommens dag skal nogle råbe: ” Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. ” (Åb 6,16).

2) Nutidens misforståelse: at tiden er vigtigere end evigheden

Og her kommer vi til pointe to om vores kulturelle samtids bagage: I vores egen tid, har vi på mange måder glemt evighedsperspektivet. Det er naturligvis en påstand med modifikationer – men jeg mener, at den bliver bekræftet, når vi reagerer med så stor heftighed imod GT´s beskrivelser af Guds straffedomme, hvorimod NT´s langt mere markante tale om evig straf og lidelse ikke i samme grad rammer os. Er der andre forklaringer, end at vi glemmer Guds perspektiv og evighedens lys over tilværelsen?

Talen om Guds kærlighed bliver på mange måder intensiveret i NT, i mødet med Kristus – men det vreden og dommen intensiveres også. Klimakset i Guds åbenbaring af sig selv ser vi på Golgata. Her tordner Guds vrede mod Jesus Kristus, og viser dermed den selvsamme Guds uendelige kærlighed, fordi vreden burde have ramt os. I stedet bærer Gud den selv. Kærligheden og vreden ser vi i højeste potens på korset.

Gud vil menneskers frelse

Gud er den samme igennem hele bibelen – og hele bibelen tjener det formål, at den skal åbenbare hvem Gud er – både i sin vrede og kærlighed. De voldsomme fortællinger i GT viser os, hvad der ret beset burde ske med os alle sammen, hvis ikke Jesus havde givet sit liv for os på korset. Når Gud ikke dræber mennesker i dag, skyldes det, at han holder sin vrede tilbage og venter til dommens dag, ” fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. ” (2 Pet 3,9).

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i en lidt kortere version i bladet Ordet&Israel.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler