Min far yndede at fortælle denne gamle vittighed med jævne mellemrum. Men lad os bare bruge den som anledning til at reflektere lidt over ordlyden i ægteskabsløftet: “Vil du elske og ære hende i medgang og modgang i hvad lykke, Gud den Almægtige vil tilskikke jer?”
Formuleringen i medgang og modgang er en typisk bibelsk formulering, hvor man med to kontrastord beskriver hele livets sammensatte virkelighed.
Når der i Bibelen står, at Gud er lykkes og ulykkes skaber (f.eks. Es 45,7), så kaster det et perspektiv over nogle konkrete begivenheder på profetens tid. Men pointen er at betone, at Gud er den, som skaber og virker alt. Det er det, der også siges med de kendte ord i vielsesritualet. Et menneskes og et ægtepars fremtid består ikke af tilfældigheder, men af guddommelige “tilskikkelser”.
Der sker ret forstået ikke noget, som Gud ikke vil, og som han ikke har virket, og som ikke er en del af hans hensigt og plan.
Paradokset i Guds virke
Dermed har jeg sagt noget sandt om Guds virke. Samtidig har jeg ikke sagt noget udtømmende. Skal vi forstå det bibelske helhedsbillede, må ovennævnte formuleringer sammenholdes med andre udsagn i Bibelen. Ellers gør vi Gud til den endeligt ansvarlige for synd og ondskab i verden.
Efter at have forkyndt Guds dom over Israel og folkene over deres synd og ondskab, siger Herren: “Hvorfor vil I dø, Israels hus? Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal I leve!” (Ez 18,31-32). Gud vil ikke det onde. Det fremgår også af de ti bud og af bønnen i fadervor: Ske din vilje!
Paradokset er: Alt, hvad der sker, er dybest set et udtryk for Guds vilje og virke. Og samtidig vil Gud ikke synd, død og ondskab! Flere steder i Bibelen står den slags formuleringer side om side. I Klagesangene 3,38 står der: “Udgår ulykke og lykke ikke af den Højestes mund?” Og i 3,33: “Det er ikke af hjertet, han mishandler og kuer mennesker.”
Det velsignede paradoks har altså mindst to sider:
1) Gud er god, og hans evige væsen er, at han vil os det godt. Synd og ondskab strider mod hans vilje.
2) I syndefaldets verden møder vi Guds vilje og virke både gennem lykke og ulykke, og intet kan ske imod Guds almægtige vilje og virke. Uanset hvad der sker os, så vil Gud os det bare godt, selv når det, vi oplever, er ondt og gør ondt. Vi er altid i hans hånd og varetægt, selv på ulykkens og fortvivlelsens dag. Modgang er en del af hans tilskikkelse.
Tankemæssigt kan vi aldrig forstå Guds virke i syndefaldets verden, og Bibelen beskriver den kun ved hjælp af paradokser. Men troen kan lære at hvile i Guds forsyn, selv når fortegnet er gråd og klage. Jeg er ikke i en blind skæbnes vold. Jeg er ikke i tilfældighedernes vold eller i de astrologiske stjernetegns vold. Jeg er i Guds hånd.
I den svenske version af Pontoppidans forklaringer til Luthers lille Katekismus spørges der: “Hvad bør vi tænke om de ulykker, som rammer mennesker her i verden? Svar: De ulykker, som træffer mennesker, bør vi aldrig anse for at være tilfældige eller en blind, ubevægelig skæbnes værk, men er sendt (tilskikket) af Gud for syndens skyld for at straffe, værne og vække de ugudelige og prøve de gudfrygtige og styrke deres håb, kærlighed og tiltro til Gud.”
Bibelsk perspektiv – tre hovedlinjer
Det betyder, at vi må fastholde en række bibelske sandheder, hovedlinjer, på samme tid:
1) Gud virker alt – og alligevel tillades det onde
En række bibelske salmer betoner, at Gud er den almægtige skaber og opretholder, som virker alt i naturen og i den skabte verden. Han er også den evige konge, som hersker og regerer i menneskets brogede verden, og han lader alt forme sig efter sin plan og sit virke.
Samtidig spiller fjenderne en stor rolle i Salmernes bog. Fjenderne gør oprør mod Gud og mod Guds salvede konge. Salmisten møder dem i form af de politiske fjender af Israel og af de gudløse i Israel, der har kastet pagtstroskaben over bord. Han kan også møde fjender i sit eget indre og må erkende, at der i hvert eneste menneske er en iboende trang til gudsoprør.
De to bibelske sandheder står side om side, uden at de tankemæssigt hænger sammen. Gud er den, som virker alt og hersker over alt. Samtidig er fjenderne der med deres destruktive gudsoprør.
I det lange løb og i evighedens perspektiv vil Gud nedkæmpe alle fjender, og allerede her i tiden er gudløshed og ondskab inddraget i Guds uransagelige styre af historien og verden. Engang skal den gudfrygtige forstå det, som her og nu er en gåde. Men her og nu ser det ikke ud til at hænge sammen.
2) Den menneskelige erfaring får mund og mæle
Salmernes bog beskriver ikke blot de to sider af Guds virke i verden (at han virker alt og at han tillader fjenderne at hærge). Men også troens kamp og troens protest mod disse vilkår beskrives. Spørgsmålet formuleres igen og igen: Hvorfor skal den gudfrygtige lide og rammes af sygdom, krig og ulykker, mens den gudløse slipper?
I praksis betyder det, at alle tankemæssige og følelsesmæssige indvendinger mod Guds virke får mund og mæle i de bibelske salmer. Hele registeret af smerte, tvivl, oprør og protest får spalteplads. Salmisten ved et eller andet sted godt, at Gud altid har retten på sin side. Han ved, at Gud har en overordnet og skjult plan, som han engang vil bringe for dagen. Men her og nu fatter han ikke en brik af Guds virke. Og smerten, gråden og protesten bliver omsat til ord og til klage.
3) Gud har en skjult og god hensigt med alt det, der sker
Når Gud er god, og når det er Gud, der virker alt, så er essensen af Guds virke, at Gud i sin suverænitet kan bruge alt, inklusive lidelse, modgang og død, til at fremme sin plan og gode vilje. Josef udtrykker det i samtalen med sine brødre: “I tænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode” (1 Mos 50,20).
Det er også essensen af Salme 23, hvor der tales om mørkets dal og om fjender, der forfølger, men hvor summen er, at “godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever.” Eller i Salme 73, hvor Asaf efter at have kæmpet voldsomt mod alt det i sit liv, som han ikke forstår, konkluderer, at i lyset af Guds virke er den egentlige lykke at leve Gud nær, om så krop og hjerte forgår.
Gud har en overordnet hensigt med alt det, der sker. Hensigten er at lede den gudløse til omvendelse (Luk 13,1-3) og at forme og opdrage den troende til at vende sig mod de egentlige og varige værdier (Hebr 12,4-13).
På den onde dag er det troens ret og privilegium at sætte ord på sorg og klage i bøn til Gud, og samtidig i åbenbaringens lys at flytte fokus fra sig selv til Guds perspektiv. Mest dristig formulerer Paulus det måske, når han siger, at “alting virker sammen til gode for den, som elsker Gud” (Rom 8,28).
Tre ting at sige til det lidende menneske
Intet menneske slipper for modgang og lidelse. Det kan være sygdom, dødsfald, knuste drømme om ægteskab og familie, barnløshed, samarbejdsproblemer i menigheden eller på arbejdspladsen. Hos nogle er det åbenlyst og offentligt, at de har deres kampe og kriser. Hos andre er det mere skjult.
Hvad siger vi til hinanden, når vi rammes af sygdom, død eller voldsomme livskriser?
For det første vil jeg understrege, at Bibelen giver plads til at sætte ord på klage og alt det, vi ikke forstår. Her har ikke mindst Salmernes bog i 3000 år været en kilde til trøst og hjælp for den lidende. David og de andre salmedigtere er uhyre frimodige i det, de vover at sige til Gud. Sorg, tvivl, smerte, protest – alt dette bliver omsat til ord og klage, henvendt til Gud: Gud, hvor var du, da den onde dag ramte mig? Har du glemt mig, Gud? Hvorfor sover du, herre?
NT føjer et perspektiv til dette. Det understreger, at Jesus selv blev fortrolig med modgang, lidelse og sygdom og død. Jesus blev i ét og alt som sine brødre: “For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes” (Hebr 2,18).
Denne del af Bibelens udsagn er meget betonet i vores tid: Vi må have lov at skælde ud på Gud, for det gøres der i de bibelske salmer. Jesus er den medlidende, som altid står på offerets side, siger man.
Efter mit skøn er det et vigtigt bibelsk anliggende at give plads til klage, sorg og tvivl i mødet med tilværelsens brutalitet. Problemet er, at denne side er blevet rendyrket i den moderne teologi på en måde, så det er alt, hvad man har at sige til det lidende menneske. Gud bliver i så fald en terapeut, som er god til at lytte, som synes, det er synd for os, og som er solidarisk med os i nød og ulykke.
Det andet, vi skal sige til hinanden, er, at når vi har talt ud med Gud om vores nød og smerte, så har Gud noget at sige til os. Gud ønsker, at vi skal lytte til hans ord og løfte og det guddommelige perspektiv, som det giver os.
Vi er ikke i tilfældighedernes vold, ikke i skæbnens vold, og vi har ikke arvet en dårlig karma fra tidligere liv. Vi er – også på nødens dag – i Guds hånd, og der sker os ikke noget, som ikke er en del af hans guddommelige virke.
Selv om vi ikke forstår, hvorfor det ene eller andet skulle ske, kan troen hvile i, at Gud i sin almagt styrer alt, og at selv ulykkens dag kommer fra Gud og er undergivet hans almægtige virke. En kristen må bære sit kors. Dermed menes, at vi må acceptere, at Gud lægger lidelser, modgang og ulykker på os – for derigennem at fremme sin evige plan og vilje med os.
Det tredje, vi må minde hinanden om i mødet med lidelse og ulykke, er, at alting samvirker til gode for den, som elsker Gud. Vi kan ikke fra vores menneskelige vinkel svare på, hvorfor ulykkens dag kommer. Men vi kan nå dertil, at vi kan tro og hvile i det, vi ikke kan se, men som Guds ord og løfte taler om: at Gud kan vende ondt til godt og fremme sin gode vilje gennem det, der i vores øjne er ondt og gør ondt.
På kort sigt er det umuligt at se noget som helst positivt formål med det, Gud gør ved os. Men på lang sigt kan et Guds barn nå til – ikke at forstå, hvorfor ulykken kommer, men dog – at erfare, at Gud kan vende det smertefulde til noget frugtbart og godt. Først evighedens klarhed gør denne erfaring entydig. Men troen kan allerede nu hvile i Guds ord og løfte.
Udfordring til sjælesorgen i dag
De to sidstnævnte punkter er på mange måder blevet fremmede for forkyndelse og sjælesorg, ikke blot i moderne teologi, men langt ind i vores egne rækker. Jeg blev selv opmærksom på det gennem en række salmer i Den Danske Salmebog, hvor den del af Guds ord får mund og mæle.
I en række kernesalmer af Luther, Gerhard, Kingo, Brorson og Lina Sandell sættes der med stor dristighed ord på Guds forsyn og hjælp og underfulde måde at styre og lede sine børn. “Han, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød barnlille kaldt,” synger vi f.eks. med Luther og Grundtvig (DDS 108).
Lad mig give én dristig smagsprøve fra en julesalme af Brorson (DDS 109, v.6):
Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge;
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydesfest
for glæde har at bringe.
I sjælesorgen skal vi trække på alle tre ovennævnte punkter. Når et menneske rammes af voldsomme ulykker, skal vi sammen med de efterladte og lidende sætte ord på nød og klage og det, vi ikke forstår. På længere sigt skal vi inddrage de to andre punkter, hvor vi i medvandring og samtale flytter fokus fra sorguniverset til Guds skjulte forsyn og hjælp, sådan at troen har et fokus og et hvilepunkt.
Som Lina Sandell dristigt siger det (DDS 49, v.5):
Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.
Artiklen er oprindeligt udgivet i Magasinet Budskabet.
