Er vi virkelig fri fra loven? En indføring i og kritik af Det Nye Paulusperspektiv

I den nytestamentlige frontforskning står det såkaldt nye paulusperspektiv (NPP) ikke nær så stærkt, som det har gjort. Men på mere populært niveau er det netop i disse år på sit måske allerhøjeste.

Desuden er der store ting på spil, idet NPP står i modsætning til den centrale reformatoriske forståelse af retfærdiggørelsen. I sidste ende gælder det spørgsmålet, om vi frelses ved tro uden gerninger. Derfor er det relevant her at give en forenklet og komprimeret introduktion til NPP fokuseret omkring forståelsen af retfærdiggørelseslæren.

Hvad går det ud på?

NPP er flere ting. Værd at nævne er, at selvom der findes ”fromme” og fyldige undtagelser, så ser de fleste repræsentanter for NPP Paulus som en ivrig missionær med først og fremmest pragmatiske anliggender. Og hans teologiske tanker ses som efterrationaliseringer i forhold til disse i forskellige konkrete missionssituationer, med hvad det indebærer af selvmodsigelser eller i hvert fald begrænset sammenhæng. Paulus’ breve er produkter af sociologiske dynamikker, ikke kompleks og genial tænkning, endsige da åbenbaring.

Brevene ses bl.a. derfor som så situationsbestemte, at det ofte betragtes som metodisk forbudt at inddrage materiale fra ét Paulusbrev til fortolkningen af et andet (mens man ironisk nok rask væk importerer masser af ikke-paulinsk materiale fra forskellige skrifter af forskellige forfattere fra forskellige grupper i forskellige genrer til fortolkningen af Paulus). Disse tankegange er ikke nye, men for langt den største del af NPP er det en del af det metodiske forudsætningsgrundlag, som hører med til en beskrivelse af det.

Men NPP er først og fremmest et nyt perspektiv på jødedommen på Paulus’ tid, og dermed bliver det et nyt perspektiv på, hvad han mener, når han siger, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved loven eller lovgerningerne.

I 1977 udkom E.P. Sanders’ bog Paul and Palestinian Judaism, hvori han argumenterede for den forståelse af jødedommen, som kom til at danne baggrund for det nye paulusperspektiv. Ultrakort sagt er fællesnævneren i den nye forståelse, at frelseslæren i den jødedom, som Paulus kom fra og stod overfor, var en ganske anden end den lære om frelse ved gode gerninger og et højt moralsk niveau, som størstedelen af Paulusforskningen tidligere så for sig.

I stedet kunne man betegne jødedommen på Paulus’ tid som ”pagtsnomisme”: Man kommer indenfor i gruppen af frelste mennesker ved Guds nåde ved at blive født ind i det folk, som Gud i sin nåde har udvalgt og stiftet pagt med. Og man vedligeholder sin væren indenfor ved i taknemmelighed mod Guds nåde at overholde loven i den forstand, at man ikke klart sætter sig udenfor pagten med Israel. Kort sagt kommer man indenfor i den frelsende pagt af nåde og bliver inde ved gerninger, og i jødedommen er disse gerninger ikke først og fremmest moralske, men jødiske. Sagt på en anden måde bliver man frelst ved at være og vedblive med at være jøde.

Når Paulus skriver, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved loven eller lovgerninger, skal loven og lovgerningerne derfor ikke (eller i hvert fald kun i meget sekundær grad) forstås som moralske betegnelser, så betydningen er, at vi ikke bliver frelst ved gode gerninger. For det var der ifølge det nye perspektiv på jødedommen ikke nogen, der mente. I stedet skal loven og lovgerningerne forstås som etniske betegnelser, så betydningen er, at vi ikke bliver frelst ved at være eller blive jøder.

Paulus’ lære om retfærdiggørelsen ved tro på Kristus er altså ikke et budskab om, at vi bliver frelst på trods af vores moralske syndighed, men om, at vi ikke behøver at blive jøder med alt, det indebærer i form af omskærelse, sabbatslove, madlove osv., for at blive frelst. Det reformatoriske fortolkningsparadigme er altså ifølge NPP’s fortalere simpelthen forkert. Dette er blevet sagt ret så eksplicit, selvom nogle repræsentanter er blevet mindre klare og sikre i mælet om det i løbet af de seneste års diskussion.

Hvis NPP har ret i sin centrale tese om retfærdiggørelseslæren, må vi netop som bibeltro korrigere det reformatoriske paradigmes forståelse af den. Hvis der imod den reformatoriske forståelse bedst forklarer teksterne, må vi forkaste NPP’s centrale tese om retfærdiggørelseslæren. Intet mindre end dette er på spil i denne diskussion.

Er det kun skidt?

Det er ingen hemmelighed, at denne artikels forfatter mener, at det nye perspektiv tager alvorligt fejl på en række centrale punkter. Alligevel hører mindst et par positive aspekter med til billedet.

For det første har NPP med rette korrigeret beskrivelser af det første århundredes jødiske teologi som rå gerningsretfærdighed uden nåde. Og NPP har ledt til en intensivering i studierne af de tilgængelige primærkilder, der først og fremmest har vist, hvor umuligt det er, at skære alle de forskellige teologier over én kam.

For det andet har NPP bragt aspekter af Paulus’ teologi, som tidligere var underspillet eller overset, frem i lyset. Ikke mindst gælder dette de etniske aspekter, der ikke alene virkeligt er langt mere tilstede, end det tidligere har været indset, men som også har stort aktuelt teologisk relevans-potentiale – ikke mindst i vores multietniske samfund.

Alligevel mener jeg, at NPP’s problemer er større end det reformatoriske paradigmes, og at det tager fejl i dets tese om, at den reformatoriske forståelse af Paulus’ retfærdiggørelseslære er forkert. Jeg vil pege på, hvad der blot er eksempler fra fire problemfelter, til belysning af dette.

1) Det metodiske problemfelt

Når man fortolker Paulus’ breve, får det afgørende betydning, hvad man forventer at finde. Hvis man på forhånd betragter Paulus som en pragmatiker med begrænset sans for logisk konsistens, for hvem teologi blot fungerer som efterrationaliseret legitimering af ens praksis, er man ikke tilbøjelig til at tænke særligt længe, dybt og tålmodigt for at finde en sammenhæng, logik eller konsistens, men tenderer i stedet til relativt hurtigt at konkludere, at Paulus’ tanker ikke hænger sammen.

Hvis man derimod går ud fra, at man har med en genial, dyb og samvittighedsfuld teolog eller ligefrem åbenbaringsformidler at gøre, som skriver om ret så komplekse ting, så vil man arbejde og grave dybt og tålmodigt for at forstå Paulus’ logik og forvente, at det ene brev af Paulus midt i sin situationsbestemthed kan hjælpe med at fortolke det andet.

I betragtning af den modtagelse og behandling Paulus’ breve har fået i kirken på trods af modstandere, og i betragtning af hans kolossale kreativitet for slet ikke at tale om hans budskabs forhold til uærlighed mener jeg, at den sidstnævnte tilgang er mest historisk sandsynlig. Det er også min erfaring som forsker, at Paulus hænger sammen. Ikke alt er let at forstå, og meget kræver tålmodigt og stædigt studie; men det er ingen undskyldning for at fordreje tingene (jf. 2 Pet 3,15-16).

Og i jo højere grad man forsøger at læse Paulus som en dygtig teolog, jo vanskeligere bliver NPP’s centrale teser om retfærdiggørelseslæren at fastholde overfor teksterne.

2) Det teologi-historiske problemfelt

NPP bygger delvist på en mangelfuld teologihistorisk forståelse. Argumentationen går ofte sådan her: ”I jødedommen kom nåden før gerningerne; derfor er jødedommen nærmest god reformatorisk teologi og har intet med gerningsretfærdighed at gøre. Når Luther så Paulus’ modstandere som gerningsretfærdige var det fordi han anakronistisk indlæste sin egen samtids katolicisme i den jødedom, som Paulus stod overfor. En sådan gerningsretfærdig jødedom fandtes imidlertid så at sige ikke, og derfor må vi forstå Paulus’ modstandere i retfærdiggørelsesteksterne anderledes”.

Der er to alvorlige problemer her:

1) Hvis Luther indlæste sin samtidige katolicisme i jødedommen, og hvis denne var pagtsnomistisk, så ville Luther, som bl.a. M.A. Seifrid har påpeget, komme tættere på en rigtig forståelse, end han ellers ville have gjort, fordi den samtidige katolicisme netop var ”pagtsnomistisk”: Man kom indenfor i den frelsende kirke ved Guds nåde i dåben, og man blev indenfor ved at gøre det så godt man kunne. Retfærdiggørelsen var et samarbejde mellem Guds nåde, der kom først, og menneskets respons. Hvis altså jødedommen var pagtsnomistisk, så passer den middelalderlige katolicisme som fod i hose med den.

2) Spørgsmålet om retfærdiggørelsen handler for reformatorerne om, hvad mennesket på dommens dag kan holde op foran Gud som dets retfærdighed. Det handler altså ikke bare om, hvordan frelsen ”begynder”, hvordan man kommer indenfor i gruppen af frelste; ej heller om, hvordan man bliver der, men om hvordan eller på grundlag af hvad man kommer ”endegyldigt indenfor” på den nye jord. Og deres svar, sådan som de forstår Paulus, er: ved og på grundlag af Kristi fuldbragte værk alene. Og dette ”alene” bliver ødelagt og Kristi retfærdighed pr. definition omdannet til gerningsretfærdighed ved selv det mindste påståede bidrag til retfærdigheden fra mennesket. ”Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen”, som Paulus skrev (Gal 5,9).

Derfor er den modstander, som reformatorerne så Paulus som stående overfor, overhovedet ikke forsvundet ved, at man betragter jødedommen som ”pagtsnomisme”. Tværtimod.

3) Den samtidige jødedoms problemfelt

Som bl.a. D.A. Carson har peget på, er der imidlertid efterhånden stillet så store spørgsmålstegn ved holdbarheden af ”pagtsnomisme” som en samlet forståelse af jødedommen på Paulus’ tid, at den er vanskeligt at opretholde. I ikke så få tekster kommer man indenfor ved gerninger. I rigtigt mange bliver man indenfor ved et lydighedsniveau, der er relativt højt, og derfor stiller ret så mærkbare krav til gerningerne, hvis den endelige frelse skal opnås, såvel som der er tekster, i hvilke menneskets gerninger er instrumentale i opnåelsen af et godt udfald af den endelige dom. Alle disse konstruktioner passer med den gerningsretfærdighed, som Paulus ifølge det reformatoriske paradigme står overfor, men de passer ikke godt med definitionen på pagtsnomisme.

4) Paulus’ breves teologis problemfelt

Hvis NPP’s centrale påstand om retfærdiggørelseslæren skal holde, bliver den synd, som vi bliver retfærdiggjort på trods af, nødt til eksklusivt eller i hvert fald primært at bestå i, at vi ikke er jøder eller lever efter jødiske forskrifter. Synden skal altså være ”etnisk” i stedet for ”moralsk”. Men dette lader sig ikke gøre i teksterne. Synden i Rom 3,21-26 er udfoldet i 1,18-3,20 og handler ikke primært og slet ikke eksklusivt om omskærelse, sabbatslove og madforskrifter. Den er ret så ”moralsk”. Retfærdiggørelsen er en retfærdiggørelse af ”den ugudelige”, og involverer tilgivelse for fx hor og mord (4,4-8).

Retfærdiggørelseslæren fremprovokerer endvidere flere steder helt umiddelbart det spørgsmål, om vi så bare kan synde løs (Rom 3,8. 5,19-6,2). Dette kan ikke forklares, hvis retfærdiggørelsen ved tro på Kristus uden ”lov” og uden ”(lov-)gerninger” blot skal forstås som medlemskab i pagtsfolket på trods af, at man ikke er jøde. Det kan kun forklares, hvis der er tale om frelse på trods af radikal moralsk syndighed, og hvis ingen form for lovlydighed kræves for eller bidrager til retfærdiggørelsen.

Konklusion

Dette var nogle ganske få eksempler på forhold, som gør, at jeg mener, at NPP tager fejl, og at den rigtige forståelse af retfærdiggørelseslæren hos Paulus ligger inden for det reformatoriske paradigme.

For de mere nysgerrige eller på anden måde interesserede vil D.A. Carsons adskillige foredrag om emnet, der let findes på internettet, være et godt begyndelsessted.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

 

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook