Et liv i Åndens kraft

Hvad siger Bibelen (ikke) om at leve i Helligåndens kraft og vejledning?

I en globaliseret verden og i et kirkelandskab med stor udveksling mellem forskellige kirkesamfund vil tankerne om, hvordan Helligånden agerer, og hvordan et normalt kristent liv ser ud, ofte gå i forskellige retninger. Mange længes efter at erfare Åndens kraft i deres liv. I mødet med kristne fra andre kirkeretninger, der vægtlægger Åndens direkte tale og vejledning, bliver længslen for nogle en stor tvivl: Lever jeg ikke i Åndens kraft? Er jeg slet ikke kristen?

Af den grund er det vigtigt at reflektere over, hvordan et kristent liv skal se ud. Helligånden er aktiv, og som kristne lever vi vitterligt i Åndens kraft! Men de tanker vi gør os, giver sig udslag i forventninger, skuffelser og glæder i livet.

Derfor må vores refleksioner om, hvordan Helligånden handler, tage udgangspunkt i de bibelske tekster og ikke i vores egne tanker og forventninger.

Min påstand er, at hvis vi tror, vi skal leve et liv på præcis samme måde, som f.eks. Paulus gjorde det i Apostlenes Gerninger, vil det få negative sjælesørgeriske konsekvenser. Paulus’ liv fremstår måske umiddelbart som et stort løfte – men bliver lynhurtigt et krav i livet.

I denne artikel vil jeg derfor reflektere over Apostlenes Gerninger og hvordan vores liv skal se ud i lyset af det, og dernæst vil vi undersøge, hvordan NT generelt taler om et liv i Åndens kraft.

Refleksion

Er eksemplerne på undere, tegn og syner i Apostlenes Gerninger ikke ment til efterfølgelse? Er det ikke meningen, at vi skal leve vores liv på samme måde? Her tror jeg vi skal øve os i at tænke meget bredere om, hvordan Helligånden handler og mere nuanceret om apostlenes liv end når vi læser Apostlenes Gerninger overfladisk. To refleksioner er i den forbindelse vigtige:

Apostlene var noget særligt

For det første var apostlene noget særligt! Når vi læser Bibelen, er det vigtigt at lade de læremæssige skrifter belyse de mere historiske beretninger. Sådan må vi også lade en række andre tekster kaste lys over Apostlenes Gerninger:

”[Frelsen blev] fra først af … forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, alt imens Gud føjede sit vidnesbyrd til ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger og ved tildeling af Helligånden efter sin vilje” (Hebr 2,3-4).

Pointen er: Jesus forkyndte Guds riges gennembrud i denne verden (Mark 1,14-15). Efter hans død og opstandelse stadfæstede apostlene (”dem, som havde hørt ham”) evangeliet om Guds rige, hvortil Gud føjede tegn og undere af mange slags. Det var altså noget, som på en helt særlig måde var apostlenes gerning at udføre.

Disse tegn og undere var blandt andet tegn på, at der var tale om virkelige apostle: ”Tegnene på, at jeg er apostel, er gjort hos jer med al udholdenhed, både ved tegn og undere og mægtige gerninger” (2 Kor 12,12), skriver Paulus f.eks.

Hvis alle kristne til alle tider var i stand til at udføre disse tegn, forsvinder pointen ganske enkelt. Vi skal derfor ikke forvente at leve på samme måde, som apostlene gjorde. Hvis vi forventer det, bliver vi skuffede – og hvis vi trækker det ned over hovedet på andre, er jeg bange for, at de bliver modløse. Sognepræst, Jens Jørgen Rasmussen, skriver balanceret:

”Det kan ikke være tilfældigt, at der mange gange nævnes, at de mange undergerninger skete ved apostlenes hænder, og at det endda siges, at Paulus gjorde usædvanlige undergerninger. Det viser os, at apostlene var redskaber for flere undere end andre kristne (…) På den baggrund har vi ingen ret til i vor tid at forvente den samme mængde af underfulde gerninger som i de tider. Gud har ikke lovet os det. Men at han kan gøre det, hvis han vil, skal der ikke herske tvivl om.”1Jens Jørgen Rasmussen, Mærker du Ånden? s. 59-61

En spænding mellem det forventelige og det ekstraordinære

For det andet levede apostlene med en spænding mellem det forventelige/planerne og det ekstraordinære:

Når man læser i Apostlenes Gerninger kan man få det indtryk, at Paulus hverken planlagde noget eller tænkte sig om, men blot lod sig lede af Helligånden skridt for skridt – hele tiden. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Når vi læser hans breve, får vi ganske udførlige beskrivelser af hans rejseplaner og tanker (f.eks. meget tydeligt i Rom 15,23-26).

Paulus lægger planer. Planerne ændres, og derefter lægger han nye planer. Sådan arbejdede Paulus altså, og så kunne det ske, at Helligånden vejledte ham direkte til noget helt andet. Men det forhindrede ham altså ikke i udgangspunktet i at lægge planer og udføre dem.

Men på en af Paulus’ rejser sker der noget, som lærer os meget om, hvordan vi skal håndtere ”det ekstraordinære”. Paulus er på vej til Jerusalem og befinder sig i Milet, da en profet kommer hen til ham med budskabet: Hvis Paulus rejser til Jerusalem, bliver han ”overgivet i hedningers hænder”. Rejsefølget beder indtrængende Paulus ændre sine planer, men han afviser dem, og de konkluderer ”Herrens vilje ske”. (ApG 21,10-14)

Paulus har altså en plan, men nu kommer der en, der taler et sandt profetisk ord til ham (rejsen til Jerusalem resulterede vitterligt i, at Paulus blev arresteret). Alligevel ændrer han ikke sine planer, men fortsætter rejsen!

Det viser os, at vi ikke skal lade os binde af profetiske ord. De kan meget vel være sande og rigtige. Ofte gør vi da også meget klogt i at overveje, hvad Gud vil sige til os gennem dem. Men vi er ikke bundet på samme måde af dem, som af Bibelens ord.

Rejsefølgets reaktion (”Herrens vilje ske!”) er også tankevækkende. Uanset hvad der sker, er de i Guds hænder. Den tillid kan vi lære meget af.

Samtidig kan Gud selvfølgelig vejlede direkte og spontant. Helligånden kan, hvad han vil! Når det sker, må tage imod med tak! Vi skal bare ikke binde andre til det kald, vi selv har fået.

NT om at leve i Åndens kraft

Refleksionerne over Apostlenes Gerninger viser, at et liv i Helligåndens kraft ikke bare handler om at modtage direkte vejledning fra Helligånden eller at være som Paulus. Men hvad indebærer det så? Vi vil se på tre områder, som NT udfolder:

  • Åndens fokus
  • Åndens frugt
  • Åndens virkninger

Åndens fokus: Jesus

Hvad er Helligåndens største (op)gave? At vejlede dig i dit liv? Nej, det er at pege på Jesus, så mennesker kommer til tro på ham. Jesus siger om Helligånden: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16,14).

Når ordet ”herliggøre” eller ”ophøje” bruges i Johannesevangeliet, knyttes det stort set hver gang til Jesu korsfæstelse (Joh 3,14-15; 12,23-24; 13,31-32).

Helligåndens fornemste opgave er at pege på korset. Det gælder også, når vi oplever, at vi både vil leve efter Guds vilje, samtidig med at vi erfarer, at synden følger med ind i det nye liv. Netop her minder Helligånden igen og igen om evangeliet. Han vil pege på Jesus og minde dig om, at grundlaget for et helligt liv ikke er dine gode gerninger eller din store tro, men Jesu død på korset.

Et liv i Åndens kraft begynder med syndserkendelse og syndsbekendelse. Lad ikke din synd holde dig fra Jesus. Tværtimod. Når du får dårlig samvittighed, så brug det som en anledning til at tale ud med Gud. Gud har nemlig knyttet store løfter til syndsbekendelsen: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Det er et løfte, der holder, fordi det ikke bygger på dit liv eller din succes som kristen, men alene på Guds store kærlighed til dig i Jesus. Det drejer sig ikke om dine nådegaver, din tros intensitet, dit andagtsliv, hvor meget du evangeliserer eller noget som helst i dig selv. Der er kun én ting, der tæller for Gud: Jesus!

Åndens frugt: Hellighed

Det næste aspekt af et liv i Åndens kraft er den frugt, Helligånden skaber i dit liv. NT er langt mere fokuseret på, at vi som kristne skal leve et liv i kærlighed og tjeneste for næsten, end hvilke oplevelser og erfaringer vi får – eller endda hvilke åndsgaver, vi får.

Det betyder ikke, at ”det ekstraordinære” er ligegyldigt, eller at vi ikke må opleve det. Det er bare ikke den primære målestok for, om man lever et åndsfyldt liv. Kaldet til hellighed fylder væsentligt mere i NT end talen om åndsgaverne. Ikke fordi åndsgaver er uvæsentlige, men fordi hellighed er uomgængeligt (2 Pet 1,5; Hebr 12,1-2; Fil 2,12-13).

Når du lever et liv med formål om at ære Kristus og blive mennesker til gavn, når du brændende ønsker at være hellig og ren i alt, hvad du siger, tænker og gør, når du aktivt bestræber dig på at leve i retfærdighed og udøve ret og barmhjertighed, så virker Ånden mægtigt i dig. Det er Gud, der virker i dig!

Den nye vilje til at leve et helligt liv er noget Helligånden skabte i dig, da du blev født på ny (Rom 6). Det afgørende er ikke, om du selv føler dig hellig, eller om du har nådegave til lige præcis den ene eller anden opgave, eller om du kan handle fejlfrit. Det afgørende er, at du tilhører Jesus. Ikke fordi du har levet et syndfrit og perfekt liv, men netop på trods af det! Det giver dig frimodigheden og kraften til at løfte blikket og se din næste.

Åndens gaver: Nådevirkninger

Det sidste aspekt af Åndens kraft er Åndens gaver. Vi kalder dem som regel for ”nådegaverne”. Oversættelsen af det græske ord, som vi på dansk forsøger at gengive med ”nådegave”, har dog nogle mangler. For i NT er det tydeligt, at der er tale om noget dynamisk frem for noget statisk. En hjælp til bedre at forstå hvad NT mener, kan derfor være at kalde det for nådevirkninger.

Dermed flyttes fokus fra den person, der har gaven, til formålet med, at personen har fået den – nemlig at bringe Guds nåde ind i andre menneskers liv.

Det er ikke ligegyldigt, om du har nådegave til den tjeneste, du påtager dig. Ofte begynder det bare ikke med, at du ved, hvilken gave du har, men snarere med, at du ser et behov. Åndens ledelse består ofte i, at han lader os møde mennesker og se opgaver, som vi kan gå ind i. Når det sker, så tag dem frimodigt på dig, og bed derefter om udrustning til at kunne varetage dem.

Jens Jørgen Rasmussen skriver: ”Jeg behøver ikke i hver ny situation at tænke over, hvad der nu er mine nådegaver, men kan koncentrere mine tanker og kræfter om de behov, som viser sig hen ad vejen.”2Mærker du Ånden, s. 41

Det ”almindelige” kristenliv!

Et liv i Åndens kraft er altså et almindeligt kristenliv. Et kristenliv hvor du læser, hører og synger om Jesus, hvor du modtager nadveren og fordyber dig i og takker for hans tilgivelse og nåde. Derefter sætter du alle kræfter ind på at leve et helligt liv for din næste.

I den tjeneste vil Ånden udruste dig skridt for skridt. Sommetider med konkrete virkninger og gaver vi selv får øje på – men altid med konkrete opgaver foran dig!

Sådan ser et liv i Åndens kraft ud. Forekommer det svagt og ordinært?

Måske.

Ikke desto mindre knytter Jesus et vildt løfte til livet i Åndens kraft: ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem” (Joh 14,12).

Hvad vil det sige at gøre større gerninger end Jesus? Det er at handle, leve, vidne, bede og tjene på en sådan måde, at andre mennesker kommer til tro på Jesus.

Det er det største, mest åndsfyldte, du kan medvirke til overhovedet. Hver gang et menneske tager imod ham, er det det største, der overhovedet kan ske. Det er målet med dit liv: at du selv og andre skal blive frelst og få evigt liv. Det er perspektivet, når vi taler om et liv i Åndens kraft!3Se Lars Jensen, Hvad vil du med mit liv, Gud? Om Guds vilje og hvad det vil sige at leve et liv i Helligåndens kraft (Credo, 2020). Artiklen indeholder elementer fra bogens femte kapitel ”Hvad vil det sige at leve i Åndens kraft” (s. 67-83), hvor man kan finde flere overvejelser.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Jens Jørgen Rasmussen, Mærker du Ånden? s. 59-61
2 Mærker du Ånden, s. 41
3 Se Lars Jensen, Hvad vil du med mit liv, Gud? Om Guds vilje og hvad det vil sige at leve et liv i Helligåndens kraft (Credo, 2020). Artiklen indeholder elementer fra bogens femte kapitel ”Hvad vil det sige at leve i Åndens kraft” (s. 67-83), hvor man kan finde flere overvejelser.

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler