Missionsudfordringen frem mod Jesu genkomst

Missionshistorien vidner med al tydelighed om, hvordan Guds ords gennemslagskraft er en realitet med verdensomspændende dimensioner. Det begyndte med Jesu udsendelse af den lille flok apostle ca. år 30. I dag anslås, at en ud af hver ti personer i verden er bekendende kristne.

Udfordringen er stadig enorm, men sandsynligheden for at gøre evangeliet tilgængelig for hele verdens befolkning er indenfor overskuelig rækkevidde.

Alle folkeslag skal høre evangeliet

At Guds frelse i Jesus har global rækkevidde, kommer klart frem i Guds løfte til Abraham om, at alle folkeslag skal velsignes gennem ham (1 Mos 12,3). Missionens globale perspektiv er allertydeligst udtrykt i Jesu sendelse af sine disciple, som vi får det beskrevet i de fire evangelier. Fra det tidspunkt bliver mission til ikke-jøder et reelt og praktisk anliggende.

Geografisk set gælder Jesu sendelse hele verden. Den etnografiske rækkevidde er alle folkeslag. Fokus på alle folkeslag er fastholdt gennem hele bibelen og gennem al historisk tid. Det sidste er måske klarest udtrykt i Mat 24,14: ”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.” I lyset af Jesu genkomst er opgaven med at bringe evangeliet til alle folkeslag et påtrængende anliggende; et anliggende som fortsætter lige indtil det afgørende tidspunkt, når alle folkeslag skal stå til regnskab overfor Jesus.

Guds ord har båret rig frugt

Procentvis har den kristne andel af verdens befolkning været svagt faldende siden 2. verdenskrig til ca. 32,6 % i dag. Men med den store befolkningstilvækst betyder det alligevel en kraftig stigning i antal kristne. Mens der er nedgang af kristne i Europa og Nordamerika pågår en kraftig vækst på den sydlige halvkugle. I det følgende forsøger jeg at give et groft overblik over udbredelsen af evangelikal kristendom. 1”Evangelikal” anvendes om protestantiske kristne, der fastholder bibelen som eneste autoritet for kristen tro og liv, nødvendigheden af omvendelse og frelse ved tro på Jesus Kristus, nødvendigheden af evangeliets forkyndelse og mission, samt nødvendigheden af at tilhøre et fællesskab af Kristus-troende.

Henover det seneste årti er det begyndt at gå op for kristne på den nordlige halvkugle, at verden så at sige er vendt på hovedet. Tyngden af kristne befinder sig i dag i Afrika, Sydamerika og Asien. For evangelikal kristendom skete tyngdeskiftet fra nord til syd henover 1980’erne. Det var en vækstperiode under stor modstand og forfølgelse for mange nye kristne i Kina, Sydøstasien og Afrika. En periode hvor også danske missionsselskaber – herunder Luthersk Missionsforening – oplevede massiv tilvækst i samarbejdskirkerne.

Missionærer og missionsfolk som har støttet og fulgt missionsarbejdet i den periode fik tydelig erfaring af, at arbejdet med udbredelsen af evangeliet er rigt velsignet af Gud, og at medarbejderskab i Guds mission er et stort privilegium. Til eksempel bestod menigheden i Galta i Sydvest Etiopien i 1984 af ca. 20 voksne medlemmer. De oplevede hård modstand. Nogle uger før vores familie i 1987 forlod Galta, sagde en funktionær fra kommunistpartiet hånligt: ”Folkene her forlader din kirke og din kristendom, når du er rejst.” Mit svar var: ”Jeg rejser, men Jesus bliver her hos sin kirke.” I dag samles ca. 500 mennesker hver søndag i bare den ene menighed. Guds velsignelse har været overvældende og får glæden til at vælde frem.

Det missionsarbejde, missionssindede kristne fra nord har bidraget med i syd, har båret rig frugt. Først og fremmest fordi Jesus har lovet at dødsrigets porte ikke skal få magt over den kirke han vil bygge (Mat 16,18). Dernæst fordi målsatte kristne henover det 20. århundrede har bragt evangeliet til folkegrupper og områder, hvor det ikke var hørt tidligere. Samvirket mellem Guds Ånd og kvinders og mænds vidnesbyrd har i Afrika ført til en 40-foldig vækst af kristne siden år 1900. I 1949 var der ca. 5 mil. kristne i Kina. I dag skønnes antallet til 45-60 mil. År 1900 var der ca. en kvart million evangelikale kristne i Syd- og Mellemamerika. I dag er tallet over 60 mil. Gennem 30 år fra 1960 til 1990 voksede kirken udenfor Vesten fem gange hurtigere end kirken i Vesten. Vi oplever med andre ord, for første gang i historien, at troen på Jesus er blevet en global realitet med tilstedeværelsen af et kristent vidnesbyrd i alle verdens lande.

Vedholdende oversættelsesarbejde og bibelspredning har givet hen ved 95 % af verdens befolkning adgang til at læse Det Nye Testamente på deres modersmål. Ca. 99 % af verdens befolkning anslås at have adgang til at høre et kristent radioprogram på et sprog de forstår. Vor tids udbredelse af TV og Internet er et åbent vindue til at sprede evangeliet.

Vor tids missionsudfordring

Næsten en tredjedel af verdens 6,5 milliarder mennesker lever alligevel stadig udenfor rækkevidden af en kirke, og anslået 1,6 milliarder har aldrig hørt om Jesus eller om kristendom overhovedet. Så store tal er vanskelige at forholde sig til. Det er enklere at forholde sig til ca. 12.000 etnisk-lingvistiske folkegrupper, og at ca. en fjerdedel aldrig eller kun i mindre grad har været i berøring med evangeliet. Ifølge 2005 rapporten fra International Mission Board i USA var der 645 folkegrupper med en befolkning over 100.000 som ikke havde en langtidsforpligtiget menighedsplantende missionsindsats. Det tilsvarende tal for folkegrupper med en befolkning under 100.000 var ca. 2.700.

I Syd- og Centralamerika er der ca. 300 folkegrupper, der endnu er uden eller næsten uden evangeliet. De er alle indenfor rækkevidde af menighedsplantende mission i meget nær fremtid.

De seneste opgørelser fra Afrika taler om ca. 1.000 folkegrupper som er uden kontakt med evangeliet. Det drejer sig hovedsagelig om folkegrupper i Nordafrika, Vestafrika og på Afrikas Horn. Indenfor de to sidstnævnte områder er der en del folkegrupper, som kan nås via menighedsplantning fra nærtboende folkegrupper.

Med kun 0,5 % kristne af en befolkning på 120 mil. udgør japanerne den største af verdens mindst nåede folkegrupper. Trods en langvarig missionsindsats udgør Japan fortsat en stor missionsstrategisk udfordring. Det samme kan siges om Indien. Ifølge lederen af Mission Frontiers Fellowship, Ralph Winter, går Indiens tusindtallige missionærstyrke nemlig i overvejende grad uden om de folkerige grupper, som lever adskilte i landets kastesystem, for i stedet at gå til stammefolk og kasteløse folkegrupper. Trods ca. 13.000 indere i tværkulturel mission – hovedsagelig i Indien – er Indien stadig det land i verden med flest folkegrupper, der er uberørt af menighedsplantende missionsarbejde (jf. faktaboks).

Mission i en folkegruppe kan aldrig erklæres fuldført før Jesus kommer igen. Alligevel er det nødvendigt at missionærer afslutter en indsats et sted for at påbegynde en indsats hvor evangeliet ikke er hørt før. I missionsstrategisk sammenhæng har man i nogle årtier talt om ”nåede” og ”unåede” folkegrupper. Begge begreber lægger op til skarpe og uhåndterlige afgrænsninger. I Strategi for Luthersk Missionsforenings Internationale Arbejde anvendes eksempelvis udtryk som ”LM har som et væsentligt mål at forkynde evangeliet blandt folkegrupper, hvor det ikke tidligere er hørt” og ”… hvor ingen eller meget få er kristne”. Projekt Joshua definerer ”unåede” og ”mindst nåede” folkegrupper under et, som ”en gruppe hvori der ikke er noget stedegent fællesskab af troende kristne med tilstrækkelig antal og ressourcer til at evangelisere den pågældende folkegruppe.” I det følgende anvender jeg udtrykket ”mindst nåede”.

Det forhold at adskillige etniske folkegrupper indadtil er så socialt og kulturelt skarpt opdelte, at det er nødvendigt med separat menighedsplantning, gør at Projekt Joshua opererer med næsten 16.000 folkegrupper. 6.417 vurderes at tilhøre kategorien ”mindst nåede” folkegrupper. De fleste af disse folkegrupper findes i 38 lande, hvor mindre end halvdelen af befolkningen nogensinde har hørt evangeliet. Det drejer sig om lande i Centralasien, Sydøstasien, Nordafrika, Afrikas Horn og i lande ved Den persiske Bugt; lande som Kina, Indien, Afghanistan, Pakistan, Aserbajdsjan, Kirgisistan, Turkmenistan, Usbekistan, Cambodja, Laos, Algeriet, Marokko, Senegal, Djibouti, Somalia, Somaliland, Iran, Irak m.fl.

Det anslås at næsten 5.000 ”mindst nåede” folkegrupper befinder sig indenfor det såkaldte ”10/40-vindue” mellem 10. og 40. nordlige breddegrad fra det vestlige Nordafrika østover til Kina. Området har verdens største befolkningstæthed, og er kendt for gentagne naturkatastrofer og for høj grad af fattigdom, social nød, etnisk og religiøst had og krig. Dominansen af verdens store religioner, hinduisme, islam og buddhisme er en markant barriere for evangelisk vidnesbyrd. En mindst ligeså stor barriere for evangeliet er den høje grad af analfabetisme og manglen på bibler på folkenes egne sprog. Der er bibeloversættelse i gang på ca. 1.600 sprog. Andre 2.500 har behov for at få Bibelen oversat, så de kan finde solid basis i evangeliet og bringe det videre blandt deres eget folk.

Missionsressourcerne er mangedoblet

Udfordringerne blandt ”10/40 vinduets” folkegrupper – herunder jøderne – er dette århundredes største missionsudfordring. Det kræver en tålmodig og pilgrimsmærket missionærstyrke. Der er brug for alsidigt udrustede missionærer og fagfolk. I Vesten – især i Europa – opleves en hurtig nedgang i antallet af missionærer. Det vækker til eftertanke og udfordrer til at vi på ny finder glæde i evangeliets nyskabende kraft til frelse.

Samlet set giver evangeliets nedslag stor grund til tak og glæde. For det første betyder den kraftige vækst i syd, at kirker og menigheder dér er nye baser med potentiale til at bidrage til udsendelse af en samlet missionærstyrke på verdensplan – større end nogensinde før i historien. Kristi Lutherske Kirke i Nigeria arbejder målrettet for at oprette egen missionæruddannelse. Mekane Yesus kirken i Etiopien etablerede eget missionsselskab i januar i år. Sydamerikanske lande som Brasilien og Colombia sender missionærer til lande i både Afrika og nabolande i Sydamerika. Igennem flere årtier har kristne fra bl.a. Filippinerne, Indien og Pakistan været til stede som gæstearbejdere i lande i Mellemøsten. For nylig fortalte en pakistansk kristen, hvordan han havde været med til at etablere to menigheder i Saudi Arabien og to i Afghanistan.

Siden begyndelsen af 1990’erne er kinesiske kristne blevet tændt for visionen ”Back to Jerusalem”. Mange kristne kinesere har slået sig ned som forretningsfolk i muslimske lande i Centralasien og Mellemøsten. Inspireret af den kinesiske vision har Nigeria Evangelical Mission Association taget ”Vision 50-15” til sig. Målet er at sprede 50.000 missionærer tværs over Nordafrika for at bringe evangeliet tilbage til Jerusalem indenfor de næste 15 år. Nigeria har allerede gennem mange år været blandt verdens store missionærsendende lande; i dag med hen ved 5000 missionærer, heraf ca. 1000 i arbejde udenfor Afrika. Næst efter USA er Sydkorea det land som sender flest missionærer. I 2006 var 14.086 sydkoreanere udsendt til 180 lande. Netværket Gospel for Asia støtter i dag i nærheden af 13.000 indiske kristne i tværkulturel mission; størsteparten i Indien.

Det voksende antal missionærer i syd er potentiale til at nå ud med evangeliet i langt hurtigere tempo end tidligere. Den voksende missionærstyrke findes i dag blandt folkegrupper som både geografisk og kulturelt er tæt på de mindst nåede folkegrupper. Det er fra de kristne vækstområder i syd at vi i dag oplever en øget migration til nord. Blandt migranterne findes mange kristne, som ser det som deres opgave at sprede evangeliet både blandt medmigranter og blandt værtslandenes majoritetsbefolkninger. I flere migrantkirker her i landet er der et ønske om at bringe fornyelse med ny glæde i evangeliet og det kristne fællesskab til vantro og nominelt kristne danskere. Nogle af de hurtigst voksende menigheder i Europa i dag er migrantmenigheder ledet af afrikanere og asiatere.

Tænk stort, bed og prioriter

I syd bryder mennesker i tusindvis med hinduisme, islam, buddhisme og traditionel religion for at følge Jesus efter i tro og tjeneste. Jesu kald til tro og efterfølgelse har ligeså klar adresse til os i den ”gamle kristenhed”. Men trygheden i materialismen, det store fokus på selvrealisering og forblommede tanker om frelse uden at evangeliet forkyndes er medvirkende årsager til at kristne i nord mister fokus og nød for mennesker og folkegrupper, der ikke har evangeliets vidnesbyrd hos sig. Svigt i missionærtilgang er en af følgevirkningerne.

Alle folkeslag skal høre evangeliet før Jesu genkomst. Hvad er udfordringen for os? Det er afgørende, at vi tænker stort. At vi tænker stort om Gud som høstens herre, og om Guds magt til at samle sin store missionshøst af alle folkegrupper, stammer og tungemål i tilbedelse af Gud og Lammet (Åb 7,9-10). Dernæst er det afgørende, at vi følger Jesus, så vi ser ”de hvide høstmarker” – folk, der har brug for at møde Jesus. Vi må tilbage til bønnen, til fortroligheden med at bede Gud om at kalde og sende vidner ud med evangeliet til mennesker i åndelig og menneskelig håbløshed. Bønnen til ham som styrer med folkegrupperne må blive den livsnerve, hvorigennem vi finder glæde og frimodighed til at følge hans kald, prioriteringer og løfter for det liv og de ressourcer han har betroet os.

Det indebærer villighed til at dele evangeliet med andre her hvor vi er, villighed til at bryde op og leve år af vore liv sammen med folk et andet sted i verden, så de kan høre evangeliet, eller villighed til at give af vor økonomiske rigdom for at gøre det muligt, at andre kan bære evangeliet videre ud. Det indebærer også villigheden til større samspil mellem de økonomiske ressourcer i nord og den større tilgængelige missionærstyrke i syd; fx som støtte til syd-syd mission.

LM’s nylige åbning for ansættelse af missionærer med udenlandsk baggrund bør ikke kun ses som mulighed til øget missionærrekruttering. Men nok så væsentligt: missionærer fra syd har færre kulturelle og historiske kløfter at krydse og bærer på mindre politisk bagage end missionærer fra nord – især i forhold til muslimske folkegrupper i Mellemøsten, Nordafrika og Asien. Hermed følger også en stor udfordring til at gøre noget ved en af verdensmissionens mest slående ubalancer. Mens omkring 410.000 missionærer arbejder blandt folkegrupper, der i overvejende grad er kristne eller er i stand til at sprede evangeliet blandt deres egne, så arbejder kun ca. 10.000 af den globale missionærstyrke blandt verdens mindst nåede folkegrupper. Vi ved det. Vi ved også, at de kun hører evangeliet, ved at nogen går på Guds løfter for at dele evangeliet med dem.

Nogle af artiklens kilder, hvor der kan findes mere information:

www.joshuaproject.net; www.misjon.info; www.missionfrontiers.org; www.momentum-mag.org

Patrick Johnstone o.a., Operation World, Gabriel Resources 2001, 6. udgave.

Strategidokumentet for LMs Internationale Arbejde kan rekvireres fra LM’s sekretariat, Industrivænget 40 i Hillerød eller hentes fra http://www.dlm.dk/dok/

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet. (NB: Artiklens tal er ikke opdateret! Derfor kan der være sket forandringer i dem.)

Fodnoter:

1. ”Evangelikal” anvendes om protestantiske kristne, der fastholder bibelen som eneste autoritet for kristen tro og liv, nødvendigheden af omvendelse og frelse ved tro på Jesus Kristus, nødvendigheden af evangeliets forkyndelse og mission, samt nødvendigheden af at tilhøre et fællesskab af Kristus-troende.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler