I sin bog Utilstrækkelig beskriver teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær, hvordan den nuværende ungdomsgeneration er tynget af følelsen af utilstrækkelighed. I den forbindelse skriver han blandt andet: ”Min påstand er ikke, at det er hverken sværere eller lettere at være ung i dag, men at det er anderledes svært”.1Hjortkjær, 2020, s.11
Noget lignende kan man sige om dem, der er lidt ældre, nemlig den nuværende forældregeneration. Der er nemlig en udbredt udfordring, som tidligere generationer ikke på samme måde har måttet slås med. En udfordring, som rører ved forældrenes grundlæggende syn på sig selv og deres børn. Det er en alvorlig udfordring, men det er også en udfordring, der kan gøres noget ved. Udfordringen kan beskrive med ét ord: ”forældredeterminisme”.
Hvad er forældredeterminisme?
Den 9. januar i år lavede forældre-instragrammeren Rikke Højer, som med over ti tusind følgere poster under profilnavnet boernetanker, et opslag, som på mange måder er rammende for den nuværende generation af småbørnsforældre.2instagram.com/p/CnNaXI_MZn4/
Opslaget består af seks slides med tekst. På den første står der ”Som mor skal jeg bare lige …”. Herefter følger på de næste fem slides en liste med opgaver, hun skal udføre i løbet af en enkelt morgen. I alt er der 85 opgaver. Listen starter sådan her: ”Tjekke ind i alles humør, når vi står op”, ”svare på syv spørgsmål, inden jeg tisser”, ”planlægge den næste halve time i mit hoved”, ”huske biblioteksbøgerne inden torsdag”, ”lave tre madpakker”.
På nær den allerførste opgave har de her nævnte eksempler alle primært med noget praktisk at gøre. Men fortsætter man ned gennem listen, vil man opdage udsagn som: ”ikke glemme at involvere børnene”, ”forsøge at forstå to følelsesudbrud”, ”forsøge at rumme tre forskellige behov”, ”lade den ældste være andet end den ældste”, ”huske, at relationer ikke vokser af sig selv”, ”evaluere min egen indsats”, ”slå mig selv i hovedet og gøre noget ved det”.
Hvad kendetegner udsagn som disse? De handler ikke først og fremmest om praktiske opgaver, men om opdragelse, barnets udvikling og ikke mindst forælderens rolle i dette.
Tidligere forældregenerationer har uden tvivl også tænkt over deres børns udvikling og set kritisk på deres egen rolle som forældre. Men den nuværende generation af forældre er i langt højere grad eksponeret for andres råd og påstande i form af populærvidenskabelig litteratur, blogs og sociale medier. Både uddannede fageksperter og almindelige forældre deler råd, metoder, teorier, erfaringer og tanker om forældreskabet med det formål at optimere det, så børnene på både kort og lang sigt kommer til at trives så godt som muligt. Vi skal med andre ord som forældre være den bedste udgave af os selv, for at vores børn må blive den bedste udgave af sig selv.
I sin bog Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid beskriver Sara Alfort, hvordan rigtig meget i vores tids syn på børn, opdragelse og forældreskab begyndte at give mening for hende, da hun første gang stiftede bekendtskab med begrebet ”forældredeterminisme”.3Alfort, 2018, s.12
Forældredeterminisme er ikke en fastformuleret opdragelsesskole, man kan bekende sig til. Men det er en ofte usagt tankegang, som gennemsyrer alt fra børneopdragelse i privaten til den offentlige debat og familiepolitik.4Ibid. s.10-11 Alfort definerer bl.a. forældredeterminisme således: ”Forældredeterminisme er stemmen i dit øre, der siger dig, at det, du gør – eller ikke gør – som forælder, i et 1:1-forhold former børnenes udvikling, intelligens, sociale kompetencer, fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet og kommende bidrag som demokratiske borgere”.5Ibid. s.10
Det er udmattende at skulle leve op til egne og andres idealer, hvis alt skal lykkes på alle parametre. Det er et problem for forældrene, men det er også et problem for børnene. For man bliver ikke en bedre mor eller far af at være helt eller delvist udbrændt.
Børn lærer af deres forældre. Hvis forældrene altid skal være den bedste udgave af sig selv, risikerer børnene at tro, at de også skal være det. Den tragiske ironi er til at tage og føle på, hvis netop de forældre, som slider sig selv allermest, for at deres børn skal være og blive mentalt sunde og velafbalancerede, bliver dem, der lærer deres børn at blive det modsatte. Troen på forældredeterminismen risikerer at blive en selvopfyldende profeti, men med negativt fortegn, hvor de hårdtarbejdende forældre giver deres egen uholdbare adfærd og tankegang videre.
Forældredeterminisme hos kristne forældre
Som kristne lever vi ikke i et vakuum. Derfor truer tendensen til forældredeterministisk tænkning også os, der mere end noget andet ønsker at give vores børn en levende relation til Jesus med fra deres barndomshjem. Mange af os bruger tid og opmærksomhed på at følge eksperter og influencere på Instagram, som deler råd, vejledning og tanker om opdragelse. Vi lytter til podcasts om forældreskab, opdragelse, og vi kan som alle andre forældre komme i tvivl, om vi gør det godt nok, eller få oplevelsen af, at det ikke lykkes for os.
Alle forældre oplever, at der er noget afgørende på spil, når de opdrager deres børn. Men som kristne oplever vi det måske endnu stærkere. For sat på spidsen er vores opgave ikke blot at hjælpe vores børn til at blive livsduelige, men til en dag at forlade livet med Jesus i hånden. Vores børn skal ikke bare blive klar til at møde livet, men til at møde døden.
Det er ikke en ny problematik, at kristne forældre frygter, at deres barn fravælger troen. Der er heller ikke noget nyt i den smerte det kan være at opleve det ske. Men risikoen for en overdreven selvbebrejdelse er større, hvis man tænker forældredeterministisk. Måske melder tanken sig, at det er min skyld, at mit barn har forladt troen.
En anden frygt, mange kristne forældre kan have, er, om vi risikerer at udsætte vores børn for negativ social kontrol. For hvordan rammer jeg den rette balance mellem tydelighed og frihed? Denne tvivl kan være ekstra svær at være i, hvis man er fanget i en forældredeterministisk tankegang. Og hvis man bliver styret af frygt for at gøre noget forkert, gør det næppe balancegangen lettere at ramme.
I den modsatte grøft er risikoen for, at de mange nye og intensiverede krav til forældrerollen kan tage så meget fokus og tid fra forældrene, at de åndelige værdier og den tro, de egentlig ønsker at præge med, nedprioriteres eller helt forsømmes. Dermed er der en risiko for, at det åndelige glider i baggrunden, så de gode intentioner i praksis bliver til en sekularisering.
Evangeliet til de overbelastede forældre
Hvad har vi brug for, når vi oplever at komme til kort som forældre?
Vi har brug for at høre, hvem Gud er, og hvad han har gjort, og vi har brug for at tale med hinanden.
Der er tre sider ved Gud, som kan give os frimodighed i det, der er vanskeligt – også som forældre. Det betyder ikke, at man bare kan tage Jesus-pillen, og så bliver alting nemt. Det betyder heller ikke, at vi skal tage let på vores ansvar. Men der er noget uden for os selv, vi kan hvile i, når vi kommer til kort, og det kan gøre en verden til forskel.
For det første er Gud nådig!
I dag møder man ofte den påstand, at mennesker ikke længere spørger efter en nådig Gud. Men måske er det netop en nådig Gud, vi bevidst eller ubevidst sukker efter som forældre. Måske sidder der flere kristne forældre, end man lige tror, og har brug for at høre det kristne kernebudskab om tilgivelse talt ind i netop forældrerollen, hvor mange oplever at komme til kort i større eller mindre grad. Og måske sidder der flere forældre, som i dag ikke, på nær måske en julegudstjeneste om året og en begravelse, dåb eller konfirmation i ny og næ, har kontakt til kirken, men oplever det samme behov – blot mere ubevidst.
Nåden må forkyndes og få lov at fylde i praksis for både børn og voksne. Jeg rammer forbi skiven gang på gang over for mine børn, men der er en Gud, som ikke bare siger pyt, men som tilgiver og lover, at min synd én gang for alle er båret af Jesus. Dét ældgamle men evigt aktuelle budskab er en modgift mod forældredeterminismen.
For det andet er Gud almægtig!
Forældredeterminismen bærer flere løgne i sig. En af de alvorligste er, at den får os til at tro, at vi er guder. Derfor har vi brug for at få det modsatte at vide. Vi mennesker kan intet gøre, som Gud ikke kan ændre på.
Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid. Tænk, hvis ”alt står i Guds faderhånd”, som Grundtvig formulerede det i 1856.6DDS nr. 375 I Jobs bog, den bog i Bibelen, som allertydeligst skildrer menneskets møde med kaos, tab og afmagt, optræder den samme påstand:
”Alle menneskers liv har han i sin hånd,
alt levendes livsånde”7Jobs Bog 12,10
Det er med andre ord ikke først og fremmest forælderen, der har barnets liv i sin hånd, men den almægtige Gud. I Den etiske fordring hævder Løgstrup, at ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Men det er vel at mærke kun noget af barnets liv, forælderen holder i sin hånd. Pointen fra Jobs bog, som Grundtvig synger med på, er, at det enkelte menneskes liv i ultimativ forstand kun er i hænderne på én, og det er den almægtige Gud. Det er hans hånd, du selv står i, når du har ansvar for et barn.
For det tredje er Gud alvidende!
Hvis du er forælder, blev du det ikke ved en tilfældighed. Gud lod det ske med fuld viden om, hvem du er, og hvordan du ville klare det. Og måske lod Gud os netop få ansvaret for børn, for at vi selv skulle blive endnu mere afhængige af vores egen far.
Tænk, hvis vi kan fremelske ærlige fællesskaber og samtaler i hjem, kirker, skoler og vennegrupper, hvor vi som forældre kan lade maskerne falde, så vi ikke tror, at det altid lykkes bedre for de andre end for os. Tænk, hvis vi sammen kan vise hinanden evangeliet for de slidte og uperfekte forældre: at Gud er nådig, almægtig og alvidende. Tænk, hvis vi kan give netop det videre til vores børn og unge. Det vil gavne dem mere end alverdens selvoptimering.
Litteraturliste
Akselvoll, Marie Ørskov (2022). Det grænseløse forældreskab. Dansk Psykologisk Forlag
Alfort, Sara (2018). Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid. Zetland
Hjortkjær, Christian (2020). Utilstrækkelig. Klim
