Forbønshandling for syge

Helbredelsesmøder – ”kom og bliv helbredt” – ”søg forbøn for din sygdom” – det er ord og sætninger, som vi finder mange steder i vores tid. Men er det overhovedet noget, vi skal beskæftige os med som kristne i dag?

Var det ikke noget, som kun hørte den første menighed til? Nej, Gud har givet os både lov og ret til at bede for dem, der er syge. Men at vi så kan være optaget af dette på en usund måde, det er noget andet.

Hvad er bøn for syge?

Jeg mener, vi i Bibelen finder tre ”former” for forbøn for syge. Den ene er der, hvor et menneske er udrustet med nådegave til at helbrede. Den anden er der, hvor vi beder for en person i vores ”almindelige” bøn.

Den tredje praksis er omtalt i Jakobs Brev 5,13-16:

”Lider nogen blandt jer ondt, skal han bede; er nogen glad, skal han synge lovsange; er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem. Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er”.

Den vigtige samtale og sjælesorg

Det er den sidste form for forbøn for syge, vi skal fokusere på her. Selve handlingen vender jeg tilbage til, for der er noget, der er meget vigtigt for mig personligt, og det er samtalen med den syge inden selve salvningen og forbønshandlingen. For det er uendelig vigtigt, at der ikke lægges nye byrder på den syge, men at den syge i stedet bliver løst fra spørgsmål som: ”Er jeg god nok? Tror jeg nu også nok? Hvis jeg ikke bliver rask, er det så, fordi Gud ikke elsker mig?”

For i det øjeblik, jeg forkynder, at alle kan blive raske, og at alle vil blive raske, så lægger jeg nogle store byrder på den syge. For hvis ikke den syge bliver rask, så er der altså noget i vejen med den syge, vedkommende tror ikke nok, vedkommende er ikke elsket af Gud. Hvis man sidder tilbage med den opfattelse efter en forbønshandling, da er den jo slet ikke blevet til hjælp, opmuntring og trøst, men til en ny byrde, som den syge må bære.

Men en forbønshandling drejer sig ikke om det. Det drejer sig derimod om at henvise til det, der står i Esajas’ Bog 53,4: ”Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar”.

Baggrunden for al helbredelse er, at Jesus har taget vores sygdomme, og han har båret vores lidelser. Grunden ligger ikke hos den syge eller dennes tro, stor eller lille. Grunden ligger i det, Jesus har gjort for os. Grunden ligger heller ikke hos mig, der foretager handlingen, min bøn eller min tro, men grunden ligger i det, Jesus har fortjent til os. Det er noget af det vigtigste for mig at få sagt både i forkyndelsen om helbredelse og i samtaler med syge.

I den sjælesørgeriske samtale kan der også indgå en bekendelse af konkret synd, hvorefter syndernes forladelse tilsiges den syge under håndspålæggelse: ”På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse”.

Denne samtale foregår som regel mellem den syge og den, der skal salve. Men der kan forekomme situationer, hvor den syge ikke er i stand til det, og der er det i mellem de pårørende og den, der salver.

Forslag til forløb

Efter denne samtale samles de, der skal være med til selve salvningen. Den, der skal salve den syge, leder dette samvær. Det kan foregå på følgende måde:

  1. Velkomst og kort introduktion
  2. Salme: ”Dristig nu, mit bange hjerte” (Åndelige Sange og Salmer nr. 323)
  3. Kort bøn
  4. Skriftlæsning ved så mange, som ønsker at være med
  5. Salvning med olie. Den syge salves på panden eller på det sted, hvor sygdommen giver sig udslag med ordene: ”Efter Guds ord og løfte salver jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”
  6. Under håndspålæggelse bedes der for den syge
  7. Fællesbøn ved så mange, som vil være med
  8. Velsignelse under håndspålæggelse
  9. Sang
  10. nadver

Hvem kan foretage denne handling? I Jakobs Brev siges der, at den syge skal tilkalde menighedens ældste. Dermed siges det også, at det ikke er noget, vi bare skal eksperimentere med for sjov. Det må være dem, der har fået ansvar i menigheden, der foretager denne handling. Det hænger også sammen med den sjælesørgeriske samtale, der er en del af handlingen.

Forbønshandling – hvorfor og hvornår?

Mange har spurgt mig om, hvor syg man skal være? Kan man kun foretage denne forbønshandling, når et menneske er dødssygt? Det siger Jakobs Brev ikke noget om, men jeg mener ikke, vi skal gøre det ved enhver forkølelse. Men der står heller ikke noget om, at et menneske skal være dødssygt, inden handlingen kan foretages.

Jeg mener, vi kan gøre det, når der er tale om en kronisk lidelse. Men selvfølgelig også, når et menneske har en sygdom, der ser ud til at føre til døden. Jeg har både oplevet, at mennesker er blevet helbredt for deres sygdom, men også, at andre har fået frimodighed til at leve med deres sygdom, fordi de efter handlingen vidste, at nu var det lagt i Guds hånd, og han lover i sit ord at tage sig af det.

Men er der da nogen forskel på at blive salvet og bedt for og så det at bede ”almindeligt” derhjemme om at blive helbredt? Hvorfor kan jeg ikke ”bare” bede om at blive rask, sådan helt almindeligt?

Det kan vi også, og det skal vi også! Men Gud har i Jakobs Brev givet os et særligt løfte til denne handling, og det må vi gøre brug af. Vi skal og må ikke tro, at der er forskel på fra Guds side at opfylde den bøn, der bliver bedt i det stille i hjemmet, og så den bøn, der bliver bedt ved salvning og håndspålæggelse. For Gud er der ingen forskel, men jeg tror, at nogle gange ønsker Gud, at vi konkret skal gøre brug af de løfter, som han på en særlig måde har givet os i sit ord.

Det gælder, når han kalder os til nadveren, når han kalder os til skriftemålet, for at vi derigennem konkret får tilsagt Jesus og hans tilgivelse ind over vores liv. Det gælder også, når vi er syge, at vi da må gøre brug af det løfte og den konkrete handling, som Jakob skriver om. Nogle gange tror jeg, at Gud vil, vi skal gå denne troens vej – ikke for hans skyld, men for vores egen skyld.

Til sidst vil jeg viderebringe et vidnesbyrd fra en, som netop stillede ovenstående spørgsmål. Hun kom til sygesalvning og fortalte efterfølgende: ”Det, at Gud helbredte mig gennem denne handling, var egentlig kun en tilgift. Velsignelsen, jeg erfarede den aften, var langt det største”.

Han, som gav os løftet, er trofast (Hebr.10,23).

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook