Hvilke løfter har Jesus opfyldt?
For de fleste jøder har det været svært at se, at han har opfyldt noget som helst. I bogen “A Rabbi Talks with Jesus” påpeger den kendte jødiske forsker, Jacob Neusner, en vigtig grund til dette: Jesu etik er præget af en markant individualisme. Ifølge Neusner fortæller han os ikke, hvordan verden kan blive et bedre sted at leve.
Uanset hvad man måtte mene om, hvad man skal gøre med Jesu bud om at vende den anden kind til (Matt 5,39), er det ikke en tekst, man kan lægge til grund for udøvelse af samfundets politimyndighed. Og netop dette mangler i Jesu forkyndelse, ifølge Neusner. Han giver os ikke nogen måde at organisere samfundet på. Hans vision er strengt individualistisk, ikke samfundsetisk.
Politiske løfter
Men hele Guds frelsesplan, som vi lærer at kende i Det Gamle Testamente, handler om, at Gud har udvalgt et folk, israelitterne. Og han giver dette folk sine love, et sæt love, der udgør en fuldt udviklet samfundsorden og et system for, hvordan det gode samfund skal realiseres.
Men Jesus bringer ikke en opfyldelse af dette system.
Når vi læser Det Gamles Testamentes profetier i deres egen historiske sammenhæng, bliver det tydeligt, hvor politiske Guds løfter er. Prototypen for det helt centrale løfte om Messias var kong David. Messias kaldes endda Davids søn (Matt 9,27). David var Israels øverste politiske leder, og forventningen om en ny David leder naturligt tankerne hen imod en lignende magthaver.
Salmisten omtaler hans kongescepter som “retfærdighedens scepter” (Sal 45,7). Han adskiller sig fra andre herskere, fordi han styrer riget på en retfærdig måde. Nøjagtig det, vi ønsker os af vores politiske ledere. “Han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse… retfærdighed er bæltet om hans lænder, troskab bæltet om hans hofter” (Es 11,4-5).
I Det Nye Testamente bliver Jesus fremstillet som den, der bringer Guds plan med Israel til sin opfyldelse. Han lover sine tolv disciple, at de skal dømme over Israels tolv stammer (Luk 22,30), og antyder dermed, at en fuldbyrdelse af dette Guds folk er ved at tage form.
Han spiser påskemåltidet med sine disciple og gør det til et måltid, der ikke længere handler om udgangen fra Egypten, men om hans eget offer (Luk 22,14-20). På den måde konstituerer han Guds folk på ny.
Han opfordrer jøderne til at rive “dette tempel ned, og jeg vil opbygge det igen på tre dage” (Joh 2,19). Som det fremgår af Johannesevangeliet, sætter han sig selv i templets sted (Joh 2,21), som manifestationen af Guds nærvær i Guds eget folk.
Det er nærliggende at spørge med Neusner: Hvor finder vi denne opfyldelse? Hvad er der blevet af det samfund, som Gud skabte, da han udvalgte israelitterne? Hvor finder vi opfyldelsen af den politiske størrelse, som Gud skabte, da han gav folket frihed fra slaveriet i Egypten, konstituerede dem som et fællesskab gennem et fælles måltid, førte dem til et land, der skulle være deres for evigt, gav dem en guddommelig forfatning, indsatte deres øverste politiske leder og etablerede sin egen bolig midt iblandt dem?
Hemmelighed og åbenbaring
Svaret er ikke umiddelbart klart, men Det Nye Testamente insisterer på, at alle disse løfter er blevet opfyldt i Jesus Kristus. For at dette skal give mening, er det dog nødvendigt at sige lidt mere.
Opfyldelsen er så overraskende, at begrebsparret “løfte-opfyldelse” må suppleres med et andet sæt begreber, nemlig “hemmelighed-åbenbaring”. Paulus forklarer, at budskabet om Kristus er en hemmelighed, der er blevet åbenbaret for ham (Ef 3,2-3).
Dette princip illustreres bedst af Det Nye Testamente selv. I Åbenbaringsbogen ser Johannes en bogrulle, som ingen kan åbne, hvilket gør ham dybt ulykkelig, indtil han får at vide, at “Løven af Judas stamme… kan åbne bogen og dens syv segl” (Åb 5,5).
Nu forventer vi at møde en repræsentant for dyrenes konge, den mægtige løve, et passende symbol på verdensherskeren, der er ved at blive introduceret.
Men når denne løve åbenbarer sig, ser apostlen imidlertid et lam (Åb 5,6). Den store, stærke løve, der blev annonceret, viser sig at være et svagt og ynkeligt lille lam. Et byttedyr og et dyr, der i Bibelen associeres med offer og død.
Løven er det gammeltestamentlige symbol på Messias (1. Mos 49,9-10), mens lammet er det nytestamentlige (Joh 1,29). Synet, som apostlen Johannes fik at se, indeholder derfor forklaringen på forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente.
Løfterne og profetierne malede et billede af en konge, en mægtig løve. Når hemmeligheden åbenbares i Det Nye Testamente, viser det sig imidlertid, at løven er et lam, kongen er en tjener, verdensherskeren er et offer. Guds Messias bringer frelse til verden, ikke ved magt, men gennem tilsyneladende nederlag, ved at dø på et kors (jf. 1. Kor 1,18-25).
Den gammeltestamentlige sammenhæng vil derfor altid være ufuldstændig, når vi forsøger at forstå den guddommelige hensigt med løfterne. Hvad Det Gamle Testamente har givet os, er en hemmelighed, en besked, der er skjult, og som er umulig (ikke kun vanskelig) at fatte. Det er en besked, der kræver en åbenbaring for at blive forstået.
Hele Det Gamle Testamente peger på Kristus
Denne åbenbaring viser os, at Kristus ikke kun er forudsagt et par steder i Det Gamle Testamente, men at han gennemsyrer alle skrifterne. “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” (Luk 24,32) bekendte Emmaus-vandrerne, efter at Jesus “begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne” (Luk 24,27).
Når Kristus omtales i alle skrifterne, skyldes det, at han er centrum for Skriften. Alt, hvad Skriften har at sige, peger på ham.
Apostlene forstod efterhånden, at alt, hvad Bibelen siger om, hvordan Gud åbenbarer sig, handler om Kristus. Derfor fandt de Kristus i bibelvers, der tilsyneladende ikke handlede om ham, men om Gud selv.
Fordi de vidste, at Jesus var den evige Gud, der åbenbarede sig for menneskerne, kunne de også læse gammeltestamentlige ord om Gud, som om det handlede om Jesus. Paulus citerede f.eks. Joels profeti, “enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Joel 3,5), og anvendte den på Jesus (Rom 10,13).
Apostlene forstod også, at det Ordsprogene havde at sige om Guds visdom, faktisk fortalte os noget om Jesus. Ordsprogene forklarer, at visdommen var fra evighed og var ved Guds side, da han skabte verden (Ordspr 8,23.30). Den, der opfylder dette, er Jesus, som apostlen Johannes omtaler som Ordet, han, der “var i begyndelsen hos Gud,” ja, som selv “var Gud,” og ved hvem “alt blev til” (Joh 1,1-3).
På denne baggrund kunne også reformatorerne senere hen forklare, hvordan vi finder Kristus i Det Gamle Testamente. Hvor Guds nåde er, der er Kristus, fastholdt de.
Opfyldelsen af loven
Denne forståelse af forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente har naturligt nok også konsekvenser for vores forståelse af loven.
Jesus gør det klart, at han ikke er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Han er ikke kommet for at ødelægge, men for at opfylde (Matt 5,17).
Igen er der tale om en meget overraskende opfyldelse. Så overraskende, at den stadig er egnet til at skabe forundring. Når vi i dag taler om en kristens forhold til loven, handler det mest om, hvilke bud vi ikke behøver at bekymre os om.
Jesus havde en helt anden tilgang. Han tog udgangspunkt i buddet om, at du ikke må begå drab, men han tog det til et helt andet niveau: “Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild” (Matt 5,22).
Jesus kom for at loven skulle blive opfyldt på en helt anden måde end tidligere forestillet. Det var slet ikke nok at opfylde lovens bogstav og adlyde buddet i det ydre. Lovens opfyldelse måtte komme indefra, fra hjertet. Det hjalp ikke meget at afholde sig fra mord, hvis man havde vrede i sit hjerte.
For Kristus bringer en helt ny virkelighed. Han bringer opfyldelsen af Jeremias’ profeti, løftet om en ny pagt, en pagt, hvor Herren siger til dem: “Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk” (Jer 31,33).
Kraften i kærlighed
Nu skal Guds lov blive opfyldt indefra, ikke blot udefra. Det er det, Paulus henviser til, når han fortæller korintherne, at “Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har besluttet, at når én er død for alle, så er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem” (2 Kor 5,14-15). Kristi kærlighed, som han viste, da han døde for vores synder, fungerer som en tvingende kraft, der radikalt transformerer vores liv.
Det handler ikke om en ydre form for tvang, en kraft, der ved trussel om straf og løfte om belønning kan tvinge sin vilje igennem. Kristi kraft er af en radikalt anderledes karakter.
Det er den kraft, han viste, da han gjorde sig selv til alles tjener (Matt 20,28).
Det er den kraft, han viste, da han villigt gik vejen til korset og frivilligt gav sit liv (Joh 10,18).
Det er den kraft, han viste, da han ofrede sig for alle vores synder, så han kunne give os livet.
Denne kraft tvinger os, forklarer Paulus, for mødet med Jesu kærlighed er så overvældende, at vores liv aldrig mere kan være det samme; det er totalt forvandlet. Vi lever ikke længere for os selv, men for ham, der døde og opstod for os. Kristus helbreder os fra grundskaden i vores liv, egoismen, og gør os i stand til at leve på en helt anden måde. Vi lever ikke længere for os selv, men for Jesus.
Så bliver loven opfyldt. Ikke som i den gamle pagt, hvor loven blev opfyldt med hånden. Nu bliver den opfyldt med hjertet. Nu udspringer gode gerninger fra et forvandlet hjerte, et hjerte, der har fået Kristi kærlighed som sin rettesnor.
En opfyldelse af loven, der ikke er baseret på belønning og straf, er ikke en opfyldelse af loven, der er baseret på en bestemt samfundsstruktur, som Neusner ganske rigtigt har påpeget. Derfor er heller ikke de samfundsrelaterede aspekter af Moseloven direkte relevante for Guds børn i dag, sådan som Jesus viser, når han afviser anvendelsen af loven om stening af dem, der er grebet i ægteskabsbrud (Joh 8,2-11).
Paulus gør det også klart, at rituelle forskrifter som helligdage (Rom 14,5; Kol 2,16) og madforskrifter (Rom 14,20) ikke har nogen bindende gyldighed for Guds børn. Selv jødernes pagtstegn, omskærelsen, har ikke længere nogen værdi. “For i Kristus Jesus betyder det hverken noget at være omskåret eller ej, men tro, der er virksom i kærlighed” (Gal 5,6).
Kristus har bragt noget større og bedre med sig, sådan som Hebræerbrevet gang på gang understreger (f.eks. 8,6; 11,40). Han har ført Gud så tæt på os, at vi nu kan træde frem for ham når som helst. Vi kan frit og uden frygt fortælle ham, hvad end vi måtte have på hjerte (4,16; 10,22). Hans kærlighed er udgydt i vores hjerter (Rom 5,5), og vores hjerter er forvandlet for evigt.
