Igennem tiden har jeg mødt tre typiske reaktioner på kristne troslæresætninger – det man kalder ’dogmer’: Anerkendelse, ligegyldighed eller ren foragt. Når kristne hævder, at ’Gud er kærlighed’, kan selv en ateist som regel se det smukke i. Andre dogmer mødes som regel med mere ligegyldighed. Forsøg at forklare nadverteologien for en, der ikke er kristen, og de fleste vil blot være et stort spørgsmålstegn… Når vi derimod nærmer os emnet for denne artikel stiller de fleste sig ikke ligegyldige. Tværtimod kalder den på protest!
Voldsomme bibelske tekster
De bibelske tekster er nemlig voldsom læsning. Om dommens dag, siger Jesus:
Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene […] Og de [til venstre] skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv. (Matt 25,31-32+46)
Tekster som denne er blevet læst og fortolket gennem hele kirkens historien som en central bagside af selve evangeliet: Evangeliet handler om Jesu frelse – men frelse er netop frelse fra noget – nemlig fortabelsen, der er Guds dom over alt det onde; herunder menneskets ondskab. Den formentlig hyppigst citerede præsentation af evangeliet, der ofte kaldes ’den lille bibel’ er, hvor Jesus siger: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. ” (Joh 3,16). Frelsen har altså en negativ bagside…
Bekendelserne
De bibelske tekster er tydelige, og derfor har kirken da også altid bekendt troen på fortabelsens virkelighed. Det lutherske bekendelsesskrift Den Augsburgske Bekendelse artikel 17 formulerer læren sådan:
Ligeledes lærer de, at Kristus vil åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, at han vil opvække alle døde, give de fromme og udvalgte evigt liv og evindelig glæde, men fordømme de ugudelige og djævlene til uophørlig pine.
Og det er ikke en reformatorisk opfindelse. I Oldkirken bekendte man i den athanasianske trosbekendelse følgende:
Ved hans komme skal alle mennesker legemligt opstå og aflægge regnskab for deres gerninger, og de, der har gjort det gode, skal gå ind til det evige liv, og de, der har gjort det onde, til den evige ild.
Tanken om fortabelsen – helvede – kalder på en reaktion. Selvom man måske ikke selv tror på fortabelsen, er det for mange en uhyrlig tanke, at andre mennesker kan tro på det. Det er en umoralsk forestilling. Hvem kan tro på den slags i dag? Man mærker blandt kristne også en underliggende flovhed eller skamfuldhed ved læren om fortabelsen. Uvilkårligt får mange velmenende kristne – selvom de faktisk tror på fortabelsen – behov for at lægge afstand til den. Det er fristende som prædikant eller i samtale med andre mumlende at sænke stemmen, og sige, at man da sandt for dyden også synes det er for galt, men når det nu står der…
Andre nøjes ikke med stiltiende afstand eller fortielse; i mange kirker og blandt mange teologer, er der da også blevet arbejdet hårdt for at omtolke fortabelsens virkelighed. Og selvom det er oplagt at forstå disse forsøg psykologisk – at tanken om fortabelsen er ubærlig og det letteste derfor er omtolkningen – skal der ikke herske tvivl om oprigtigheden i deres forsøg. Gode intentioner alene gør dog ingen bibeltro, da det er troskaben mod selve teksterne, der må afgøre hvorvidt kirken skal acceptere en indvending eller ej. Og her er det, at forsøgene kommer til kort.
De to hyppigste forsøg er
1) forestillingen om alles frelse (universalisme)
2) fortabelsen som ophør af eksistens (kaldt konditionalisme, dvs. ´betinget udødelighed´).
Alles frelse
Adskillige teologer har i moderne tid forsøgt sig med alternative forståelser af de bibelske tekster: Fortabelse skal blot forstås som mangel på næstekærlighed. Fortabelse er erfaringen af helvede; alt det onde tilværelsen byder på. Alt sammen fortolket som dennesidige fænomener. Ofte kobles omtolkningen sammen med en tanke om, at alle i sidste ende bliver frelst, uanset om de har hørt om Jesus og omvendt sig til ham eller ej.
I oldkirken stod kirkefaderen Origenes – der senere blev kætterdømt ved et kirkemøde – for et kompliceret og græsk influeret syn, hvor han argumenterede for en form for renselse i en længere periode, hvorefter alle skabninger, selv Djævelen, ville blive forenet med Gud i evighed. Moderne fortalere for alles frelse har ofte et mere simpelt argument: Guds kærlighed vil aldrig dømme nogen til fortabelse, og ethvert menneske vil derfor få del i frelsen. I de fleste tilfælde er det bibelkritiske teologer der forfægter synspunktet, og mange regner derfor ganske enkelt ikke med, at Matthæus f.eks. er autoritativ, eller også mener de blot, at datidens synspunkter skal opdateres, fordi vi i dag er kommet længere end de var dengang.
Udover at invitere til total subjektivitet, er denne tilgang arrogant i min optik: Tror vi virkelig, at vi altid er så meget klogere nu om stunder? Egentlige forsøg på faktisk at tolke teksterne – og ikke bare afvise dem – kræver samtidig en række fortolkningsmæssige krumspring, som ikke holder, hvilket kan forklare de bibelkritiske greb, hvor teksterne ganske enkelt ignoreres. Hvis det samlede bibelske billede skal tages alvorligt, kommer man ikke udenom, at der er en dom.
Ophør af eksistens
En del teologer afviser da netop også tanken om alles evige frelse, fordi det er umuligt at forene med bibelteksterne. I stedet argumenterer de for, at karakteren af fortabelsen skal forstås anderledes. Når der i Bibelen tales om en evig straf, skal det ikke forstås som evig tid (varighed) men som evige konsekvenser.
Fortalerne argumenterer for, at tanken om en udødelig sjæl ikke er nogen bibelsk tanke (særligt ikke i GT), men stammer fra græsk-hellenistisk filosofi. I det bibelske verdensbillede har kun Gud udødelighed i sig selv og det er ham, der aktivt opretholder livet og eksistensen hos mennesker. Det evige liv er en gave fra Gud, som gives de troende, hvorfor døden forstået som ikke-eksistens er den naturlige konsekvens af at afvise Guds nåde. De bibelske tekster, som kirken traditionelt har forstået som udtryk for evig straf, skal derfor forstås anderledes. I den forstand bliver der tale om en ’mildere’ fortabelseslære end den traditionelle. Tankegangen vinder i disse år meget medvind og tilslutning i tidligere konservative kirkesammenhænge både internationalt og i Danmark.
Igen må vi dog afvise den forståelse. Selvom det er sandt, at tanken om evigheden ikke er stærkt til stede i GT, findes den dog enkelte steder (Dan 12,2-3). At der kun skulle være tale om en ren græsk tanke er også tvivlsomt, da vi genfinder tanken om evig fortabelse i flere jødiske tekster fra før Nye Testamente. Det afgørende er dog, at teksterne i NT selv taler imod. Når Jesus i Matt 25 – citeret indledningsvist i denne artikel – taler om verdensdommen, stiller han det evige liv og den evige straf op som modsætninger. Afviser vi den evige straf, må vi derfor spørge, hvorfor vi så kan tale om et evigt liv, hvis tolkningen af sådan en tekst skal være konsekvent? En tekst som Åb 14,11, siger også umisforståeligt at fortabelsen er i ”evighedernes evigheder, og de [fortabte] har ingen hvile, hverken dag eller nat”. Bekendelsesskrifternes formuleringer er baseret på og har dækning i de bibelske tekster.
Bibelsk lære om fortabelsen
Men hvordan kan man så leve med tanken om fortabelsen? Det skal jeg ikke kunne svare på, på vegne af den enkelte, men jeg tror, det er godt at notere sig følgende fire bibelske pointer:
- Vi synes måske det er svært at leve med, men det var Gud, der i Kristus faktisk døde for at forhindre fortabelsen! Fortabelsen er frygtelig – men Gud har gjort alt hvad der stod i sin magt, for at fortabelsen kan undgås for mennesker. Korset er et stort vidnesbyrd om, at vi mennesker ikke er mere kærlige end Gud – selvom vi ofte bilder os ind at vi er det…
- Tanken om fortabelsen vil være en byrde for den, der tror. Men Jesus viser med sit liv, at fortabelsen samtidig er en byrde, han bærer. Der står om Jerusalem, at da “han kom nærmere og så byen, græd han over den…” (Luk 19,41). Vi hverken kan eller skal rumme og græde over alle fortabte mennesker i verden. Men Jesus gør det. Det er den virkelighed, vi må orientere os ud fra. Han bærer byrden, og derfor behøver vi ikke gøre det på samme måde.
- Dommen er Guds – og Gud er god! De to foregående pointer understreger, at vi ikke kan afgøre, hvem der går fortabt; det ved kun Gud. Men så må vi også holde os til det, vi ved om Gud: Han er kun god, kun kærlig og kun retfærdig! Det betyder også, at ingen bliver dømt uretfærdigt. Som kristne kan vi derfor ikke kalde dommen uretfærdig: det er lige netop, hvad den ikke er! Dommens dag er Guds dom over alt ondt, for at genskabe en ny og god verden.
- Vi har intet løfte i Bibelen om, at alle mennesker vil blive frelst på dommens dag, eller evt. senere. Hvis mennesker skal blive frelst, må de tage imod evangeliet på denne side af døden. Alvoren er, at forestillingen om alles frelse er en løgn (selvom intentionen er en ærlig sag) – men hvis vi lever som om, det er sandt (mod bedre vidende) er en katastrofe… Hvis vi ved, at mennesker har brug for at høre evangeliet for at blive frelst, så har vi også et kald til at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple.
