Gift mod døden

Vi oplever alle sammen før eller siden, at døden kommer tæt på. Vi har ikke valgt det eller ønsket det, men en dag banker den på.

Ofte er den første nærkontakt med døden, fordi en bedstefar eller en af vores forældre går bort. Herefter bliver der flere gentagne møder med døden, og jo ældre vi bliver, jo hyppigere bliver de. Det sidste møde er med vores egen død.

Mange har svært ved at tale om døden. Den træder os i møde som det ultimative punktum for livet. Også for kristne, som tror på et evigt liv, kan mødet med døden være tungt. De mennesker, vi har mistet eller står overfor at miste, efterlader jo en tom plads og er med deres fravær med til at gøre os fattigere og mere ensomme.

Den sidste fjende

Men døden i sig selv kan også være skræmmende. Den er grum, når den kommer med sin istaphånd og lægger vores og andres liv øde. Derfor taler Ny Testamente om døden som den sidste fjende. Der er ingen dødsromantik i Bibelen. Døden er en tyv, som stjæler livet og vores kære fra os. Den er et fremmedlegeme i Guds skabte verden.

Men døden er ikke det sidste.

Dødens modgift

Der findes en gift mod døden. Den kan ikke hindre, at vi lægges i graven, men den kan oprejse os igen. Denne gift er Jesu opstandelse fra de døde. Påskemorgen er gift for døden. Den dør af det.

Det betyder ikke, at vi undgår savnet og ensomheden, når mennesker, vi elsker, forlader os ved at dø. Det betyder heller ikke, at døden i sig selv lige pludselig bliver smuk, – den er stadig en fjende af livet. Men det betyder, at vi møder døden og dødens smerte med håb. Derfor skriver Paulus til menigheden i Thessalonika, at vi ikke skal sørge som dem, der ikke har noget håb (1 Thess 4,13). Savnet ophæver ikke håbet, ligesom håbet ikke ophæver savnet.

Tvivlen kan dukke op i mødet med døden, – er der virkelig en opstandelse? Da er Jesu opstandelse også vigtig. Vores håb er jo ikke forankret i et ønske om opstandelse og gensyn med de afdøde. Vi tror på en legemlig opstandelse og evigt liv, fordi Jesus virkelig opstod fra de døde. Graven er tom. Jesus lever. Derfor har vi et begrundet håb om opstandelse og evigt liv. Vores håb står og falder med den begivenhed i verdenshistorien. Jesu opstandelse er den knage, som vi kan hænge fast i, når tvivlen vil suge os ind i fortvivlelse.

Et uomgængeligt vilkår

Ingen af os undgår, at vores vej kommer igennem dødens dal. Vi kan ikke springe den over eller finde en genvej udenom. Det er et fællesmenneskeligt vilkår. Men på den anden side er opstandelsen til evigt liv for os selv og alle andre, som går ind i dødens mørke sammen med Jesus Kristus. Derfor triumferer David med ordene: ”Hos Gud Herren er der vej ud af døden” (Sal 68,21).

Det er egentlig mærkeligt, at Jesus ikke får mere opmærksomhed, når hans opstandelse er en så effektiv gift mod døden. Og det er endnu mere mærkeligt, at præster og teologer kan benægte Jesu legemlige opstandelse. For er graven ikke tom, er der ikke noget håb. Så er døden det sidste, – den fysiske og den evige død.

Men nu er graven tom – og derfor lever vi med håb, selv når vi berøres af døden. Det er en stærk grund til at fejre Jesu opstandelse igen i år. Glædelig påske!

 

Artiklen har tidligere været bragt i LMH’s elevforenings blad Båndet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook