”Og så er det, at kameraets øje fanger et papir, der hænger over Lines computer. Et helt almindeligt stykke A4, hvor der står ”Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”. Og det er i al sin enkelhed det mest præcise billede på, hvordan det er at være ung i dag.”
Ovenstående er et citat fra Christian Hjortkjærs bog Utilstrækkelig. Hjortkjær beskriver 3.g’eren Line, der vil gerne gøre tingene ordentligt, og bliver sur på sig selv, hvis hun ved, at hun kan gøre tingene bedre end det, hun har gjort. Af samme grund vil hun gerne have 10 eller 12 ved eksamen – hver gang.
En påbudskultur
Hjortkjærs fremragende bog beskriver det pres som de unge elever, han møder på Silkeborg Højskole, oplever.
Line beskrives forskelligt fra Hjortkjærs egen bedstemor. Hun voksede op i en forbuds- og lydighedskultur. Når bedstemoderen som ung forbrød sig, var det tydeligt, at hun havde gjort det, fordi der var et tydeligt afgrænset felt, hun havde bevæget sig uden for. Et rap over nallerne efterfulgt af et undskyld bragte overtrædelsen ud af verden og bedstemoderen indenfor det acceptable igen.
Den mulighed har Line, ifølge Hjortkjær, ikke. Forbuds- og lydighedskulturen er blevet afskaffet. Nu lever Line i en påbudskultur. Det er hende selv, der har skrevet papiret, der hænger over hendes computer med sit uendeligt krævende påbud. Hvorfor stiller Line disse krav til sig selv, når de helt tydeligt efterlader hende med en massiv følelse af utilstrækkelighed? Hjortkjær er skarp og konkret i sin diagnose. Kulturen omkring Line og alle os andre er fulde af påbud. Reklamer, citater på børnetøj, musikvideoer – hele tiden bombarderes vi med påbud om at være os selv, tro på os selv, skinne som stjerner, leve grænseløst, udleve vores potentiale maksimalt osv.
I bogen Skamfuld graver Hjortkjær lidt dybere. For hvad leder den massive følelse af utilstrækkelighed til? Den leder til en frygt for at blive afsløret. Ikke bare afsløret som en, der mangler tilstrækkelige evner, men afsløret som en, der er forkert. Ikke en, der gør forkerte ting, men er forkert. Uelskelig og uværdig. Igen er Hjortkjær skarp og konkret i sin analyse og viser, hvordan kulturen omkring os gør os skamfulde.
Line og Luther
Hjortkjærs analyse er meget relevant for forkyndelsen af lov og evangelium. Luther og Line har haft vidt forskellige verdensbilleder.
Luther kæmpede i klostercellen for at finde en nådig Gud, der kunne tilgive de konstante overtrædelser af loven. Line har sandsynligvis ikke særligt specifikke forestillinger om en gud, der stiller krav. Hvilken relevans har det så at tale om lov og evangelium?
Hvad stiller vi op, når enten loven som krav udebliver, eller Gud slet ikke er en del af menneskets verdensbillede? Mennesker efterspørger ikke længere, som Luther gjorde det, en nådig Gud. Selv den rest af efterspørgslen, der var i Hjortkjærs bedstemors forbuds- og lydighedskultur, er væk.
Er løsningen at forkynde: Uanset om du erkender det eller ej, er du en synder, der står til ansvar for en almægtig Gud, og derfor har du behov for hans nåde, som tilbydes dig på grund af Jesu sonofferdød?
Den forkyndelse er sand, og det skal forkyndes. Men der er en fare for, at forkyndelsen af lov og evangelium tilegnes teoretisk som følge af skemaprædikener. Første del af prædikenen, loven, fortæller mig, hvad jeg har gjort forkert Anden del, evangeliet, fortæller mig, at Jesus har gjort alt det, jeg ikke selv kan gøre. Dette gentages i prædikener uge efter uge, fordi det er en uhyre vigtig sandhed, som bliver relevant den dag, jeg skal stå for Guds domstol. Her vil jeg blive frikendt, fordi jeg tror på Jesus. Men lige her og nu er det hele på afstand. Syndsforståelsen er teoretisk, og derfor bliver evangelieforståelsen teoretisk.
Utilstrækkelige og skamfulde mennesker
Men der er en anden mulighed. Ligesom Line skriver alle mennesker nemlig selv påbud ind i deres liv. Det bør ikke overraske os, af to grunde.
- Der er spor af Guds væsen i skaberværket (Rom 1,20).
- Mennesker, selv uden Guds åbenbarede lov, bliver deres egen lov (Rom 2,14).
Uanset at mennesker ikke selv har en erkendelse af den Gud, der har skabt verden, og at vi står til ansvar for ham, så lever vi i hans verden. Latent i menneskets unikke gudskabte evner ligger forventninger, der ad forskellige kulturelle og sociale omveje fører til de påbud, der ender med oplevelsen af utilstrækkelighed og skam.
Vi skal tage Lines drøm og kamp alvorligt. Hun stræber højt, og det gør hun ret i. Vi skal også tage hendes nederlag alvorligt. Det har alvorlige konsekvenser, hvis man ikke præsterer i denne verden. En dårlig karakter til eksamen har måske ikke så store konsekvenser, men der vil være ”eksamener” på andre punkter i livet, hvor det vil være en katastrofe ikke at slå til.
Men så skal vi også hjælpe Line videre til at se, hvad Guds planer er, hvad han kræver, og hvad han giver. For Gud har skabt Line til noget langt højere end gode karakterer, og derfor er det langt alvorligere, end hun kan forestille sig, når hun fejler. Gud kræver perfektion på alle områder af livet – noget, som Line aldrig vil kunne opnå. Målet er ikke at få Line til at kæmpe videre. Målet er at få Line til at give op.
I misforstået godhed kan man fristes til at opblande lov og evangelium i mødet med typer som Line. I hvert fald hvis opmuntringen går på: ”du er god nok”, ”lad ikke kravene knække dig”, ”det skal nok gå”, ”Gud elsker dig, som du er.” Det er nemlig ikke evangelieforkyndelse. Det er reduktion af kravene, og det efterlader mennesket kæmpende.
Målet med lovforkyndelsen er nemlig ikke at opildne til kamp, men at dræbe ethvert initiativ til at kæmpe på egen hånd. Hvis Line skal opnå at være tilstrækkelig og uden skam, skal hun opgive at opnå det gennem sine egne gode eksamenskarakterer. Ellers når hun aldrig til det punkt, hvor hun lader Jesu topkarakter stå på hendes eksamensbevis. Hun skal opdage evangeliet: at ved den eneste virkeligt afgørende eksamen har hun, ved troen på Jesus, allerede fået topkarakter.
Langt fra alle kan genkende selvpålagte påbud om topkarakterer ved eksamen. Men indsæt alternativer. Hvert menneske har sine udgaver. Tryghed jages med sygesikring, andre forsikringer og pensionsopsparinger. Respekt og anerkendelse jages med statussymboler, som kan være både materielle, (flot krop, dyrt tøj, mange biler osv.) eller immaterielle (fagligt renommé, følgere på Instagram, anseelse i menigheden osv.) Ultimativ nydelse jages med skiftende partnere, adrenalinudløsende eventyr, sejrsrus osv.
På et tidspunkt vil man opleve, at forsikringerne ikke slår til. Statussymbolerne devalueres. Nydelsen udebliver. Vores egen stræben efter opfyldelsen af vores ultimative drømme viser sig at være (af)guder, der vender sig anklagende mod os selv, vælter ned over os og knuser os. Om ikke før, så ved døden som det ultimative bevis på vores utilstrækkelighed.
Gud har på alle områder, vi mennesker kan drømme om, højere krav, højere planer og større gaver.
Guds lov og evangelium er ikke teori, der først bliver relevant, når jeg skal stå for Guds domstol. Allerede nu gælder Guds lov, og allerede nu kan vi leve i evangeliets virkelighed.
Litteratur:
Hjortkjær, Christian: Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge, Forlaget Klim 2020
Hjortkjær, Christian: Skamfuld – ’Hvorfor det er godt at have skam i livet men fatalt at have for meget, Forlaget Klim 2024
