(Redaktionens note: Artiklen er skrevet dengang, man stadig ofte gav kontanter)
Da den sammenkrøllede seddel diskret gled over kanten og ned i kollektkurven, stod dens giver endnu engang tilbage med blandede følelser. Egentlig havde hun slet ikke lyst til at slippe sedlen. Der var sådan set nok at bruge den til. På den anden side havde hun nu også den rare fornemmelse af at have været i hvert fald lidt god. Et hurtigt sideblik havde forvisset hende om, at sedlen var en af de største i kurven. ”Man kunne næsten ønske, at der var nogen, der vidste… men nej, selvfølgelig, man skal jo være beskeden. Nå, Gud har i hvert fald set det.”
En tredje tanke plejede også at blande sig i koret: ”Faktisk er det jo et privilegium at være med til at støtte det arbejde som jeg har fået så meget godt fra. Jeg har jo siddet her og set Jesus. Det kan jeg i hvert fald ikke måle i seddelstørrelse.” Hun havde af og til ønsket at kunne give helhjertet og uselvisk uden at have koret af indvendinger i baggrunden — bare en gang imellem — men tankerne var ikke sådan at komme fri af.
Stærkere kræfter
At kunne give penge væk er ikke noget, der uden videre ligger naturligt for os. Hvis vi skal være ærlige, så må vi indrømme, at ganske stærke kræfter i os helst vil beholde pengene for os selv. Der skal endnu stærkere kræfter til, for at få os til at give væk af vores sammensparede midler til humanitært eller kristent arbejde. En af de kræfter, der kan få os til at give penge væk, er vores dårlige samvittighed. Det har nødhjælps-organisationerne for længst fundet ud af at udnytte, når det gælder om at samle ind til verdens nødlidende.
En anden kraft er den, Bibelen nævner, når den taler om giver-tjeneste. I Bibelen fokuseres der nemlig ikke på dårlig samvittighed i talen om givertjeneste — tværtimod bliver giver-tjenesten gentagende gange kædet sammen med glæde over at kunne give — og velsignelsen ved at gøre det. Tyngdepunktet ligger på giverglæden — og hvad er så det?
Modtagerglæde
Giverglæden og villigheden til at ofre har sit udspring i modtagerglæde. Modtagerglæde opstår, når Gud fører os derhen, hvor vi ikke har mere — absolut intet — at sige til vores eget forsvar over for Guds retfærdighed, men alligevel får lov til at høre, at Gud selv erklærer os fri for hans fordømmelse. Så fødes glæden og taknemligheden i os i en dyb undren over Guds kærlighed og nåde mod os. Giverglæde begynder med nåde.
Sådan gik det for Zakæus, da han mødte Jesus. Før havde han været villig til at ofre endog sit folks goodwill for at blive rig, men efter mødet med Jesus havde hans surt sammensparede penge ikke længere samme søde klang. Udenforstående kunne tro, at han havde mistet sin sunde fornuft, når han nu gav store summer væk. Det havde han nu ikke, men han havde mødt én, der havde sat hans liv i perspektiv.
At få den nåde at kunne give væk
Paulus skriver i to forunderlige kapitler til korintherne om at give penge (2 Kor 8-9). Han fortæller den økonomisk stærkere korinthermenighed om en helt særlig nåde, Gud har vist de fattige menigheder i Makedonien. Og nej — det drejer sig ikke om et ekstraordinært tilskud fra Tipstjenesten til makedonernes slunkne kirkekasse. Den særlige nåde består i, at de fattige kristnes overstrømmende glæde over frelsen har givet sig udslag i stor gavmildhed over for andre kristne, der var i stor nød. Makedonerne har fået den nåde at kunne give væk efter evne, nogle endda over evne, for — som Paulus udtrykker det: ”… de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os.” (2 Kor 8,5).
Makedonerne var ikke rige, men alligevel lyder det på Paulus, som om de fik samlet en efter forholdene betydelig sum sammen. Hvordan kunne det lade sig gøre? Jesus siger i Matt 6,21 ”… hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.” Skatten gør noget ved vores hjerte. Den tiltrækker det og forandrer noget i det. Makedonernes skat var ikke pengene men derimod den frelse, de havde fået. Derfor kunne de også med deres hjerte prioritere deres økonomiske midler til gavn for andre.
For makedonerne blev det en nåde at få lov at give lidt igen af det, de havde fået i frelsen. De kunne ikke betale Gud, for nåde er i ordets bedste forstand gratis, men de kunne hjælpe deres medkristne. De fik den nåde at kunne give væk – de fik del i den velsignelse, Gud havde knyttet til givertjeneste.
Jeg åbner himlens vinduer
I Bibelen kædes givertjeneste og velsignelse sammen. De nævnes næsten i samme åndedrag: ”Giv, så skal der gives jer” (Luk 6,38), ”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger hørskarers Herre” (Mal 3,10). Der er det særlige ved at give af glæden over frelsen, at vi kommer til at opleve en håndgribelig glæde over at give væk og bruge vores penge på noget, der peget ud over os selv.
Hvis vi går tilbage til makedonernes og korinthernes økonomiske gave, så viser Paulus, hvordan deres hjælp bliver til velsignelse på flere måder:
- Den afhjælper en konkret nød (hos de kristne i Jerusalem).
- Den er med til at fremkalde tak og lovprisning til Gud hos dem, de hjælper (2 Kor 9,12)
- Den er med til at styrke kærligheden imellem de kristen (2 Kor 9,14)
- De har selv oplevet den nåde at kunne række ud over deres egne behov (hvilket er et af de bedste midler mod havesyge).
- De oplever at have det, de har brug for, på trods af deres økonomiske ofre (2 Kor 9,8-12)
Giverglæden er ikke smertefri
Givertjeneste er en tjeneste for Gud til gavn for vores næste. Det betyder ikke, at det altid er let at give – for besynderligt nok er giverglæden ikke smertefri. Er skal jævnligt kæmpes kampe med det gamle menneske for at prioritere givertjenesten, og trangen til at have sig selv som førsteprioritet er som regel særdeles levende.
Gud har ikke lovet, at vores givertjeneste ikke kommer til at gøre ondt. At ofte betyder at give, så det kan mærkes – og så bliver vi mere afhængige af Gud og mindre afhængige af at have en solid bankkonto. Vi kan få lov til at opleve, at glæden ved at give til Guds riges arbejde er større end det gamle menneskes smerte ved at give. Også her gælder det om at leve et liv i tilgivelse og modtage nåde for hver dag – det giver grobund for ny giverglæde på trods af de blandede følelser
Artiklen er oprindeligt udgivet i DBI-Posten nr. 4 2003.
