Hos Luther var arven fra oldkirkens bønstraditioner levende. Som munk var han vokset op med dem. Oldkirkens bedetider blev videreført i klostrene. Det var en del af munkelivet at skulle bede tidebønnerne, altså bønnerne til de bestemte tider. Også de katolske sognepræster skulle bede tidebønnerne, og i katolsk tradition var det længe skik, at menigheden i hvert fald var med til morgenbønnen, Laudes, eller især aftenbønnen, Completoriet, i kirken.
Luther bad meget. Melanchthon skriver, at der ikke gik en dag, uden at Luther tilbragte mindst tre timer i bøn. Selv sagde Luther: ”Virkelig at bede er hårdt arbejde, tungere end både prædiken og sjælesorg” og et andet sted: ”Vores bøn er det værktøj, som Gud bruger for at gennemføre sine planer, ligesom han lader far og mor hjælpe til, når han skaber nyt liv.”
En enkelt måde at bede på
Luther skrev efter ønske fra sin barber et lille skrift om bøn i 1535: En enkelt måde at bede på.1Skriftet kan læses på dansk her Barberen ville gerne have en enkel og overskuelig vejledning til, hvordan man bedst holder andagt og beder til Gud. I det følgende citeres nogle af Luthers udsagn i dette skrift:
”Kære ven, jeg giver dig det så godt, som jeg formår, og sådan som jeg selv bærer mig ad, når jeg beder. Vor Gud og Herre give dig og enhver at kunne gøre det bedre. Amen.”
Luther ville ikke være noget forbillede for, hvordan man skal bede. Han var nok også bange for, at hans status skulle føre til, at hans ord blev opfattet som en ny lov for mennesker. Derfor var det kun et forslag.
”For det første. Når jeg føler, at jeg ved andre opgaver eller tanker er blevet kold og uoplagt til at bede (sådan som kødet og Djævelen altid søger at hindre bønnen), tager jeg min lille bønnebog frem og skynder mig ind på mit værelse. Eller jeg går ind i kirken til dem, der er samlet dér, hvis det passer med tidspunktet. Jeg begynder så for mig selv mundtlig at fremsige De Ti Bud, Trosbekendelsen og derefter nogle af Kristi ord, Paulus eller Salmerne, hvis jeg har tid. Ganske som børnene gør.”
Det lader til, at Luther har fortsat den kirkelige tradition med at bede i kirken sammen med andre, hvis det passede. Han er så gået ind i Stadtkirche i Wittenberg og har sat sig på bænken blandt andre og bedt sine bønner selv. Sådan som man ser det i katolske kirker i udlandet, når man som turist kigger indenfor – der sidder gerne få eller mange rundt omkring og beder deres egne stille bønner. Men hvis der var bryllup eller begravelse i kirken, måtte Luther bede derhjemme – sådan kan man tolke hans ord. Eller også mente han, at hvis han følte trang til at bede, og det netop var tid for en af kirkens tidebønner, så deltog han i den. Hvis det var på andre tidspunkter, bad han for sig selv.
”Derfor er det godt, at man tidlig om morgenen lader bønnen være den første, og om aftenen den sidste ting.”
At bede regelmæssigt
Denne tale om faste bedetider leder tankerne hen på oldkirkelig bønspraksis.
”Man skal tage sig alvorlig i agt for disse falske og bedrageriske tanker, der siger: Vent lidt, om en times tid vil jeg bede. Jeg må først have det eller det fra hånden. Med sådanne tanker kommer man fra bønnen ind i opgaverne, der sådan fastholder og indfanger en, så der ikke bliver nogen bøn den dag. Ganske vist kan der findes nogle gerninger, der er lige så gode eller bedre end bøn, særlig når der er nød på færde. Det er derfor, man tilskriver Hieronymus ordene: Alle de troendes gerninger er bøn. Og et ordsprog lyder: Den, der arbejder trofast, beder dobbelt.”
Man mærker her til sidst den lutherske kaldsetik. Luther forestillede sig et skrækbillede af en verdensfjern munk, der var så optaget af sine bedetider og andagtsøvelser, at han glemte den praktiske hjælp, folk trængte til. Overfor det vidste Luther, at der var opgaver, der var vigtigere end bøn – og dem måtte man så tage sig af. Man svigtede ikke bønnen ved at trøste det syge barn – det at gøre gode gerninger var også bøn. Konklusionen må være: Det var vigtigt for Luther at have faste bedevaner, men vanerne må ikke skygge for de nødvendige opgaver i kald og stand.
Bøn som pligt
Luther taler om bønnen som en pligt i Den store Katekismus:
”Men før vi gennemgår Fadervor stykke for stykke, er det allervigtigste, at vi formaner og tilskynder folk til at bede, ligesom Kristus og apostlene har gjort. Det er nemlig udgangspunktet, at man er klar over, at vi ifølge Guds bud er skyldige at bede. For under det andet bud, ‘du må ikke misbruge Guds navn’, har vi hørt, at der kræves, at man skal prise det hellige navn og påkalde det eller bede. For at påkalde er ikke andet end at bede. Og det er befalet strengt og alvorligt. Det er lige så nødvendigt som de andre bud om ikke at have andre guder, ikke at slå ihjel, ikke at stjæle osv. Derfor må ingen tro, at det er lige meget, om man beder eller ej.”
Luther begrundede altså bønnen – ikke i Jesu løfter – men i de ti bud, som han netop havde udlagt i katekismen. Bønnen var ligesom Guds bud en ren pligt for kristne. Det nyttede ikke med diverse undskyldninger:
”Mange overfladiske mennesker lever i den indbildning og tanke: Hvorfor skulle jeg bede. Det er ikke til at vide, om Gud bryder sig om eller vil høre min bøn?”
og:
”Og de bruger det påskud, at da vi forkaster falske og hykleriske bønner, så lærer vi, at man ikke skal eller må bede. Det er ganske vist sandt, at det, man hidtil har foregivet skulle være bøn, og som man har afplapret og skrålet i kirken, ikke har været nogen virkelig bøn.”
Reformatorerne havde en polemik mod bøn som vane, men det skulle man ikke bruge som påskud til at sige, at bøn er unødvendig eller skadelig, eller at faste bønner var en uskik:
”Sådan ydre ting kan vel være en øvelse for små børn, skoleelever og almindelige mennesker, når de bruges på rette måde. Det kan kaldes at synge eller læse, men ikke at bede i egentlig forstand.”
Det var altså nyttigt nok at foretage disse bedeøvelser – selvom det ikke var den ideelle bøn. De ydre bønskikke og faste bønner kunne have sin betydning på vejen til det, som var den egentlige bøn: den personlige råben i sin nød til Gud.
”At bede er nemlig, som det andet bud siger, at råbe til Gud i al nød. Det kræver han af os, og det kommer ikke an på, hvad vi synes. Hvis vi vil være kristne, må og skal vi bede.”
Luther ser også bønnen og forbønnen som et arbejde, en særlig opgave og tjeneste – i hvert fald for præsterne:
”Nu da de er fri for det unyttige og besværlige bønneremseri syv gange i døgnet, kunne de i det mindste bruge lidt tid morgen, middag og aften. Her kunne de læse en side eller to af katekismen, af min lille bog om bøn, af Det Nye Testamente eller noget andet fra Bibelen, og så bede et Fadervor for sig selv og deres sognebørn. På den måde kunne de dog vise evangeliet lidt respekt og taknemmelighed, til gengæld for at de ved det er blevet befriet for så mange byrder og besværligheder. Kunne de dog blot skamme sig lidt over, at de ligesom svin og hunde ikke har fået mere ud af evangeliet end denne skadelige, kødelige frihed.”
Artiklen er et lettere redigeret uddrag af Kurt E. Larsens artikel ’Bøn i kirkehistorien’, udgivet i eMissio nr. 5 (2020).
