Guds almagt og det onde

Hvis Gud er god, hvorfor sker der så meget ondt? Har Gud en finger med i det? Hvilke formål kan Gud have med al den lidelse og modgang, som møder mennersker i dette liv?

Et stort spørgsmål

Hvis Gud er god og almægtig, hvorfor er der så så meget ondt i verden? Det spørgsmål er et af de mest almindelige at blive stillet over for fra ikke-kristne mennesker.

Ofte bliver spørgsmålet stillet simpelthen for at afvise troen på Gud – altså ikke, fordi man reelt er interesseret i at høre et svar.

Det er en så almindelig indvending mod troen på Gud, at vi nogle gange kan vrænge på næsen af det. “Åh nej, ikke nu igen!”, siger vi. “Kan du ikke finde på noget mere begavet at spørge om?”

Men nej, det kan vedkommende ikke, for spørgsmålet om Guds godhed i mødet med det onde er faktisk særdeles relevant. Lidelsen – og særligt den uretfærdige lidelse – er et af tilværelsens helt store spørgsmål. Og hvis Gud ikke har et svar på menneskers lidelser, er Han så i virkeligheden Gud?

Den græske filosof, Epikur (341-271 f.Kr.), formulerede problemet sådan:

“Enten vil Gud afskaffe det onde og kan ikke;
eller han kan, men vil ikke;
eller han hverken vil eller kan;
eller han både vil og kan.
Hvis han vil, men ikke kan, er han svag,
– og det kan man ikke regne med hos Gud.
Hvis han kan, men ikke vil, er han ond,
– hvilket er lige så fremmed for Gud.
Hvis han hverken kan eller vil, er han både svag og ond og derfor ikke Gud.
Hvis han både vil og kan, hvilket er det eneste, der sømmer sig for Gud, hvor kommer det onde da fra, og hvorfor afskaffer han det ikke?”

Gud den Almægtige

I den kristne kirke har vi altid troet på en almægtig Gud. Vi synger: “Almagts Gud, velsignet vær! Love vil vi lydt din ære.”

Gud er ”almagts Gud”. Den salme er fra 300-tallet og vidner om oldkirkens tro på en almægtig Gud.

Den tyske præst Paul Gerhardt skrev noget lignende omkring 1650: “Vej har du alle steder, dig midler fattes ej (…) Gud monne sceptret bære, og alting vel han gør.”

Gud bærer sceptret, fordi Han er konge over hele skaberværket. Han er almagtens Gud. Derfor har Han vej alle steder og savner aldrig midler til at gennemføre sine planer.

Denne beskrivelse af Gud stemmer helt med Bibelen. Til Moses sagde Gud: “Jeg er Herren! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige” (2 Mos 6,3).

På hebraisk står der El Shadaj. Det udtryk bruges så ofte i Det Gamle Testamente, at det nærmest fungerer som et navn. Han hedder Gud til fornavn og den Almægtige til efternavn. Det siger noget grundlæggende om Guds væsen, at Han er almægtig. Da Ruth havde mistet både sin mand og sine to sønner, sagde hun: “Den Almægtige har forbitret mit liv” (Ruth 1,20).

Hvis Gud har al magt, så må Han også bære ansvaret for det vanskelige i vore liv. Han kunne jo have gjort det anderledes.

Det er meget betegnende, at Jobs Bog er det skrift i Det Gamle Testamente, som oftest kalder Gud for El Shadaj, ”den Almægtige”. Job er eksemplet frem for nogen på lidelse. Alligevel er han den person i Det Gamle Testamente, der flittigst kalder Gud ”den Almægtige”.

Job blev ramt af både sygdom, fattigdom og dødsfald i familien. Alligevel regner han med, at Gud har al magt. Derfor klager han sin nød til Gud. Ja, han går uden videre ud fra, at det er Gud, der står bag hans lidelser. Han siger: ”Alle menneskers liv har Han i sin hånd” og ”tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde” (12,10; 2,10).

Dermed bliver Gud meget vanskelig at forstå. Men Jobs billede af Gud svarer ganske godt til det, som vi i øvrigt hører om Gud i Bibelen.

Gud siger selv til Esajas: “Jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg Herren, frembringer alt dette” (45,6-7).

Og Amos siger: “Mon der stødes i horn i byen, uden at folk bliver forfærdede? Mon der sker en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det?” (3,6). Det underforståede svar er ”Nej! Der sker ikke en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det.”

Da Daniel blev ført ind til kong Belshassar for at tyde skriften på væggen, sagde han til kongen: ”Den Gud, som holder dit liv og alle dine veje i sin hånd, har du ikke æret (…) Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det” (Dan 5,23.26).

Gud bestemmer ikke bare over fødsel og død, men også over de veje, som vore liv kommer til at bevæge sig ad mellem fødsel og død. Det er Ham, der skaber både lykke og ulykke i vore liv, for Han er El Shadaj, Gud den Almægtige.

De onde kræfters rolle

Djævelen og andre mennesker har også en rolle at spille, men der er netop tale om en rolle: Gud har givet dem en plads i dit liv. Men de får ikke lov til at gøre andet og mere end det, som Gud bestemmer.

Job er et godt eksempel på dette. Gud tillod Djævelen og onde mennesker at gøre nogle bestemte ting ved Job og ved hans familie:

Sabæiske og kaldæiske røvere kom på strejftog. De stjal Jobs dyr, og de myrdede Jobs hyrder (Job 1,14-15.17). Kun fårene lod de være. Men så faldt en Guds ild ned fra himlen og fortærede både fårene og de resterende hyrder (1,16). Og en ørkenstorm blæste huset omkuld, så Jobs børn blev dræbt (1,18-19). Til sidst blev Job ramt med ondartede bylder fra isse til fod (2,7).

Vi forstår, at alt dette var noget, som Gud lod Satan udføre.

Det var en prøvelse for Jobs tro.

Satan mente nemlig, at Job kun tilbad Gud, fordi det gik ham godt i livet. ”Men ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt” (1,11).

Sådan sagde Satan til Gud, og Gud lod derfor Satan tage alle disse velsignelser fra Job.

Da Job havde mistet sin ejendom, sine hyrder og sine børn, sagde han: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet” (1,21). Og da han selv var blevet ramt af bylder, tilføjede han: ”Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde” (2,10).

Sammenhængen med 1,21 og adskillige andre steder i bogen gør det klart, at også det onde kommer fra Gud; altså ”Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde fra Gud!

Dette skal vi ikke omtolke, som om det var en slags from poesi, der i virkeligheden betyder noget helt andet. Nej, det er virkelig Gud, der står bag både liv og død, både lykke og ulykke!

Dette gælder også, når Gud virker disse ting ved hjælp af sekundære aktører. Altså: Gud virker ulykken ved hjælp af Satan, ved hjælp af kaldæiske røvere, ved hjælp af en ørkenstorm og ved hjælp af byldepest.

Vi skal ikke forstå det sådan, at det enten er kaldæiske røvere eller Satan eller Gud, der slår hyrderne ihjel. Nej, det er Gud, der slår hyrderne ihjel ved hjælp af Satan, der slår hyrderne ihjel ved hjælp af kaldæiske røvere.

Men på dommedag vil Gud dømme både Satan og de kaldæiske røvere for det onde, som de gjorde af egen fri vilje. De blev nemlig ikke tvunget til det mod deres vilje. Så kompliceret er det ondes problem i Bibelen.

Og alt dette har at gøre med, at Gud er El Shadaj. Han har ikke bare den største magt, men al magt. Han er Gud den Almægtige. Derfor er det altid Ham og egentlig bare Ham, vi har med at gøre i liv og i død.

Guds godhed

Men Han er også god!

Jesus lærer os at bede: ”Vor Fader, du som er i himlene…” (Matt 6,9).

At Gud er i himlene, vil sige, at Gud er almægtig. At Han er Fader, vil sige, at Han er god. Lige efter Fadervor siger Jesus:

”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen (…) Jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette” (6,25.32).

David siger: Han er ”faderløses fader og enkers forsvarer” (Sl 68,6).

Det er et stadigt omkvæd i Salmernes Bog: ”Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid” (Sl 106,1).

Derfor kan David stille os over for denne udfordring: ”Smag og se, at Herren er god” (Sl 34,9).

Du kan selv prøve Ham af, så vil du også opleve, at Han virkelig er god mod dig.

Og som David sang for 3.000 år siden, sådan synger den troende menighed fortsat med Grundtvigs ord:

Alt, hvad som fuglevinger fik,
alt, hvad som efter fugleskik
med sanglyd drager ånde,
lovsynge Gud, for han er god,
han i sin nåde råder bod
på støvets ve og vånde.

Gud er god!!

Det er Bibelens stadige vidnesbyrd. Han velsigner os dagligt med mad og tøj, ja, med luft, så vi kan trække vejret.

Jakob skriver: ”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader” (Jak 1,17).

Fordi Gud er vores kære Far, ønsker Han at velsigne os på alle tænkelige måder.

Den apostolske trosbekendelse begynder sådan: ”Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber.”

Det citerer Martin Luther i sin lille katekismus, og så spørger han: ”Hvad vil det sige?” Og Luther svarer selv:

”Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opretholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, marker, kvæg og al ejendom; at han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til næring for dette legeme og liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt; og alt dette gør han af lutter faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig.

For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.”

Når du har sko på fødderne og kaffe i din kaffekande, så har du fået det af Gud. Han sørger for dig i allermindste detalje.

Det er stærke ord! Og når både Bibelen og katekismen siger sådan, skulle man vel forvente, at sygdom, ulykke og død hørte fortiden til.

Men virkeligheden er jo den, at vi alle sammen rammes af sygdom, ulykke og død.

Nogle af os bliver meget gamle. Men det betyder i så fald, at vi mister vores familie og venner. Vi ser dem dø. Vi mister også syn og hørelse. Vi rammes af den ene skavank efter den anden. Og til sidst dør vi.

Den eneste mulighed vi har for at undgå dette, er hvis vi dør i en ung alder. Det sker jo også for mange. Vi ser også unge mennesker, der rammes af ulykke og sygdom, og som må lide under følgerne i årevis. Nogle rammes endda af andre menneskers ondskab.

Hvordan mon det har været for en from jøde at sidde i koncentrationslejren Auschwitz og synge fra Israels salmebog: ”Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid” (Sl 106,1)?

Nu sidder vi ganske vist ikke i en koncentrationslejr. Men i forskellig grad kommer vi også til at lide, og engang skal vi dø. Og så melder spørgsmålet sig: ”Hvorfor? Gud, hvorfor er der så meget ondt og så megen lidelse i verden?”

Tre træk og tre veje

Inden vi kan forsøge et svar på dette spørgsmål, må vi skelne mellem tre træk ved Guds væsen, som vi møder i Bibelen:

1) Guds almagt

2) Guds godhed

3) Guds forståelighed

I lys af lidelsen og det onde må vi sige om disse tre træk ved Guds væsen, at vi kan bevare to af dem, men ikke dem alle tre.

1) Hvis vi fastholder Guds almagt og Guds godhed, så mister vi Guds forståelighed. Det bliver nemlig ikke til at forstå, hvordan den gode og almægtige Gud kan lade det onde florere og lade det ramme uskyldige mennesker.

2) Hvis vi fastholder, at Gud er god og forståelig, må vi opgive talen om Guds almagt. For når en god og forståelig Gud ikke fjerner det onde, må forklaringen være, at Han ikke kan. Han er altså ikke almægtig.

3) Hvis vi fastholder Guds almagt og Guds forståelighed, må vi slippe Guds godhed. For når Han har al magt i himlen og på jorden, men ikke fjerner det onde, så må Han jo selv være ond.

Disse filosofiske overvejelser ligner dem, vi indledte med fra Epikur. Men når vi så tilføjer det, som vi har set i Bibelen, må vi konkludere, at nr. 1 er den korrekte vej at gå.

Gud er både almægtig og god! Det læser vi mange steder i Bibelen.

Hvad angår Guds forståelighed, må vi sige, at den er ret begrænset. Vi kan forstå noget af det, som Gud har sagt og gjort, men vi kan bestemt ikke forstå det hele. Det skal vi gøre os klart, så vi ikke bilder os ind, at vi kan forklare alt det, der sker i denne verden.

Bibelens svar på det ondes problem

Men noget kan vi altså forstå. Da Gud havde skabt verden, så Han, hvor godt det var (1 Mos 1,31). Men det blev jo ikke ved med at være så godt, og så meget har Gud dog forklaret os. Syndefaldet kastede en skygge ind over alt det skabte.

Og vi lever fortsat med denne skygge over vore liv. Vi og vore forældre og vore bedsteforældre osv. har bragt ondskaben og alle dens konsekvenser ind over os selv.

Paulus siger, at ”syndens løn er død” (Rom 6,23). Han kunne sige det samme om ulykker, om sygdomme og om alderdommens mange skavanker. Alt dette er døden. Den virker i hele skaberværket. Den nedbryder alt det smukke og dejlige. Og vi er selv skyld i det.

Men allerede på syndefaldets dag lover Gud, at Han engang vil genskabe Paradis (1 Mos 3,15). Han lover, at Han vil sende Messias, som skal fjerne alt det onde. Dette løfte gentager Gud igen og igen i Det Gamle Testamente. Når vi læser disse løfter, får vi det indtryk, at alt ondt vil forsvinde, straks når Messias kommer.

Men sådan gik det jo ikke. Det Nye Testamente forklarer os, at Messias skulle komme to gange. Første gang skulle Han bringe Guds rige usynligt – eller stort set usynligt. Dette rige lever vi i nu ved troen på Jesus. I dette rige er synden borte, og Guds milde ansigt smiler os i møde.

Men syndens konsekvenser er endnu ikke borte. Vi lever fortsat med synd, med ulykke, med sygdom og med død.

Til gengæld har vi også løfter i Det Nye Testamente, der gør det klart for os, at Messias skal komme tilbage til jorden. Så vil Han oprette Guds rige synligt. Når Jesus kommer igen, skal vi se og opleve det genskabte Paradis.

Løfterne om dette Paradis er meget konkrete og stærke:

”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, og en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund” (Es 11,6-9).

Det meste af denne beskrivelse handler om dyreverdenen. Men der er kun tale om eksempler, som skal give os et indtryk af de generelle forhold i Paradis.

Konklusionen er: Der vil ikke være nogen form for ondt eller ødelæggelse noget sted i hele Guds genskabte Paradis. Fordi synden er borte, vil også dens løn være borte:

”Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” (Åb 20,4).

Og vi kan fortsætte listen: Sygdom skal aldrig mere plage os. Ulykker, jordskælv og hungersnød skal aldrig mere skille os fra hinanden. Misforståelse, bagtalelse og ensomhed vil være fortid. Og hverken jøder eller nogen andre skal opleve Auschwitz igen.

Så meget har Gud forklaret, og det er dog noget. Derfor er Gud ikke helt uforståelig, selv om der er meget, vi ikke forstår.

Gud har grebet ind mod det onde, og Gud vil gribe ind mod det onde.

Men det lovede indgreb kommer af to omgange. Første gang skulle Messias, dvs. Jesus, tage sig af synden. Anden gang skal Han tage sig af alle syndens konsekvenser.

Ondskab og lidelse er altså på vej ud. Snart skal vi se det med vore øjne. Men allerede nu kan vi skimte det i horisonten. Derfor siger Jesus til os, at vi skal rette os op og løfte vore hoveder, for vores forløsning nærmer sig (Luk 21,28).

I alt væsentligt er dette Bibelens svar på det ondes problem: Gud er god og almægtig. Derfor har Han grebet ind mod det onde, og Han vil gribe ind imod det. Vores tro retter sig mod det, som Gud har gjort, og vores håb retter sig med det, som Han vil gøre.

Guds formål

Men hvorfor fjerner Han ikke alt det onde nu med det samme?

Tjener det noget formål?

Til det må vi sige to meget forskellige ting:

For det første tillader Gud det onde endnu en tid, fordi ”han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).

Når Gud griber ind for anden gang, vil Han fjerne alt det onde og alle de onde. Men Han ønsker, at så mange som muligt skal vende om fra deres ondskab inden da, så de må blive frelst. Det er Guds godhed og frelsesvilje, der gør, at Han endnu tøver med at holde dom.

Til gengæld er der også her grænser for, hvor meget vi forstår, for det virker som om, at der hele tiden er flere mennesker, der går fortabt end dem, der bliver frelst. Derfor synes vi, at Gud skulle stoppe verden og holde dommedag hurtigst muligt.

Det er en af mange ting, vi må overlade til Gud, og så må vi nøjes med at forstå så meget, som Gud har åbenbaret for os.

For det andet bruger Gud det onde som kald, som tugt og som prøvelse af os.

a) Gud advarede egypterne og kaldte på dem med ni plager; myg og græshopper, pest og bylder, hagl og mørke.

Hvis de havde lyttet til Gud, hvis de havde ladet israelitterne vandre fredeligt ud af landet, så havde egypterne undgået den sidste og endelige dom; drabet på alle de førstefødte i hele Egypten (2 Mos 12).

Gud sender sygdom og ulykke som kald til mennesker, der ikke kender Ham. Hensigten er, at de skal vende om, før det er for sent. Hvis de ikke vil omvende sig, kommer den sidste og endelige dom over dem.

Men det er en forfærdelig dom! Derfor er Gud tålmodig. Han tøver. Han sender mange små domme ind over mennesker, fordi Han vil, at de skal nå til omvendelse.

b) Gud sender også sygdom og ulykke over dem, der tror på Ham.

Det er også en slags kald, men ikke til omvendelse. Vi skal se på vore sygdomme og vore ulykker som tugt og prøvelse.

Hebræerbrevets forfatter siger: ”Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af (…) Hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far?” (Hebr 12,6-7).

Peter bruger et billede til at sige det samme: I må lide en kort tid, ”for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åben-bares” (1 Pet 1,7).

Hvis man finder en klump guld, lutrer man den i ild for at skille slagger fra. Det er, hvad Gud gør med os, der tror på Ham (jf. 4,19). Han udsætter os for en ildprøve.

Men det gør Han ikke for at ødelægge os. Han gør det for at bevare os og for at gøre os mere egnede til den tjeneste, som vi endnu har her i verden. Derfor skal vi egentlig glæde os over vore lidelser (Jak 1,2f) – selv om det bestemt ikke er let, mens vi lider!

Jesus bruger endnu et billede om det, som vi oplever, når vi bliver syge eller rammes af ulykke: ”Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt” (Joh 15,2).

Ingen kristen undgår gartnerens kniv. Og det gør ondt, når Han skærer. Men Guds hensigt med lidelsen er god. Han ved, hvad Han vil. Det er bare os, der har så svært ved at se nogen mening med lidelsen.

Her har vi så endnu en af de ting, vi ikke helt forstår ved Guds måde at handle på. Vi ved fra Jobs Bog og fra Bibelen i øvrigt, at det er Guds hånd, vi mærker, når vi lider.

Men hvorfor vi skal lide sådan – eller præcis hvorfor vi skal lide sådan, det ved vi sjældent.

Vi må bare stole på, at Han har al magt, og at Han er god! Derfor ved Han, hvilken hensigt vore lidelser har.

I herligheden hjemme hos Ham engang skal vi også forstå, hvad hensigten var med det, der var så svært her på jorden.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i Nyt Livs blad.

Del:

Twitter
Facebook