Bibelens tekster bliver vi ført ind i en forståelse af gudsfrygt med vægt på tillid til Gud, at leve efter hans vilje, fremme det gode og hvile i at høre ham til. Derfor kunne Luther skrive i en udlægning af Salme 112 – som begynder med ordene: ”Lykkelig den, der frygter Herren og elsker hans bud højt” – at ”Gudsfrygt er ikke noget andet end gudsdyrkelse”.
Et væsentligt bibelsk anliggende
I DO92 findes ordet ”gudsfrygt” 23 gange, men gudsfrygtens væsen og betydning fremtræder mange steder.
Første gang ordet bliver brugt, er i Første Mosebog 20,11. Efter ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra rejser Abraham til Gerar i Sydlandet. Han er bange for sit liv i tilfælde af, at kong Abimelek opdager, hvor smuk Sara er. For skaffes Abraham af vejen, kan kongen få endnu et trofæ til sit harem. Derfor lyver Abraham og siger, at Sara ikke er hans kone. Da han skal forklare sin hvide løgn for kongen, begrunder han det med sin vurdering, at der er ”ingen gudsfrygt på stedet”. For folket lever gudsløst og nådesløst.
Det flugter med den beskrivelse, vi senere kan møde i Bibelen, at ”synden taler til den ugudelige i hans hjerte, gudsfrygt har han ikke for øje” (Sl 36,2). Eller beskrivelsen om dem, som har vendt deres hjerte væk fra Herren, men mener, at de lever på rette vis, fordi de plaprer fromme ord og ærer Gud tomt med læberne. Bedømmelsen lyder i sådanne tilfælde: ”… deres gudsfrygt er tillærte menneskebud” (Es 29,13; sml. 2 Tim 3,5).
I nogle af de sidste ord, vi har fra kong David, møder vi, at gudsfrygten kun er mulig at være grebet af, hvis man har Guds ånd og kender Herrens ord (2 Sam 23,1-4). At kende gudsfrygt og virke med gudsfrygtens ånd, er at fremme det gode for andre og ære Gud med sit liv (sml. 2 Kor 7,1; 1 Tim 4,7f; 1 Pet 3,15f).
Profeten Jeremias understreger, at det ikke er menneskeligt muligt at tage gudsfrygten i besiddelse ved egen magt eller egne anstrengelser. Der er ikke noget fortjenstfuldt over at leve i gudsfrygt. Det er Gud selv, som ”lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig” (Jer 32,40). Gud vil ikke vende ryggen til sit folk, men handle godt imod dem af egen vilje (sml. Tit 1,1f).
Det siges endda så tydeligt, at vi egentlig kun kender gudsfrygten ved ham, som har ”gudsfrygts ånd” (Es 11,2f). Messias/Kristus lever og ånder i frygt for Herren (sml. Hebr 5,7f), og derfor udtrykker gudsfrygt noget om troens væsen, om forholdet til Gud og om livet som kristen her i tiden. Vi hører endda om Jesus – til opmuntring og som forbillede for os, der venter på hans genkomst – at han er ”gudsfrygtens hemmelighed” (1 Tim 3,15f)
Visdom og tilbedelse
En af de bøger i Bibelen, som på en særlig måde sætter ord på gudsfrygt, er Ordsprogenes Bog. Her udfoldes, hvad det betyder at kende gudsfrygten og tilegne sig den – både i forholdet til Gud og til medmennesker.
Ordsprogenes Bog har som mål, at man forstår visdom, finder visdom og dermed det gode liv. Men begyndelsen og målet for dette er Herrens frygt eller gudsfrygt. Det liv i visdom, som bogen opmuntrer til, kan ikke løsrives fra Herrens frygt.
Allerede i bogens indledning siges det ved et motto: ”At frygte Herren er begyndelsen til kundskab, de dumme ringeagter visdom og belæring” (1,7). Vejen til Visdommen begynder med, at du frygter Herren – at du har gudsfrygt.
Gudsfrygt rummer i sig to umiddelbare modsætninger: rædsel og tilbedelse. Frygt er forbundet med rædsel, som mennesket bl.a. oplever i forbindelse med det guddommeliges åbenbaring eller nærvær. Nøjagtig som Adams og Evas reaktion i haven, da Gud møder dem efter faldet (1 Mos 3,10) eller Moses ved den brændende tornebusk (2 Mos 3,6). Når Guds hellighed møder et syndigt menneske, rammes det af rædsel. For hvad skal jeg stille op i al min syndighed over for Guds hellighed?
Samtidig er gudsfrygt forbundet med tilbedelse, fordi man kender Herrens barmhjertighed (5 Mos 10,12f; Mika 6,8; Ordsp 9,10). Tilbedelsen er ikke blot noget, der foregår ved gudstjenesten, men omfatter hele ens levevis. At frygte Herren og leve et liv efter hans vilje sker nemlig ikke kun i Guds hus, men er rammen for hele ens liv.
Den vises adfærd har som et kendetegn en viden om, at livets mange valgsituationer og handlinger sætter sig spor og rummer konsekvenser (16,1-9; sml. Præd 12,13f). Den gudfrygtige elsker Herren sin Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Netop ved at have Herrens frygt som begyndelse og livspraksis fremstår forskellen mellem ”den retfærdige” og ”den ugudelige” (10,16f; 10,28ff) eller ”den vise” og ”den tåbelige” (12,15; 14,33; 28,26).
Pointen er altså dels, at man med sit liv – ved at have gudsfrygten for øje – ikke handler imod Guds hellige vilje og bevidst går sine egne veje, så man rammes af hans dom og forbandelse. Det rummer frygten for at blive gud i sit eget univers. Dels at man ser hele sit liv som en tilbedelse af Gud og af hjertet ønsker at leve ham til behag.
Så vi får visdom i hjertet
Ved gudstjenesten nytårsdag kan vi lytte til røsten fra Moses i Salme 90. Han bekender troen på en evig og uforanderlig Gud i kontrast til menneskelivet, som kun varer en kort tid. Vi synes, vi kan nå så meget, men pludselig er årene gået. Og så siger Moses: ”Hvem kender styrken i din vrede og i din harme, så han kan frygte dig?” (90,11).
Læser man verset løsrevet, møder man umiddelbart en vred og harmfuld Gud, hvor frygt handler om at være bange for ham. Ja, at man tror på ham af frygt og helst vil være fri for denne frygtelige Gud. Men det handler om noget helt andet og ligger i god tråd med budskabet i Ordsprogenes Bog.
Moses ved, at den evige Gud er en retfærdig Gud, som dømmer synd og ugudelighed. Ingen kan frelse sig selv. Uden Guds redning, uden hans visdom (sml. 1 Kor 1,18-31), kan et menneske ikke bestå, når Gud fælder dom. Alene er vi magtesløse og møder kun Guds vrede og fortabelsesdom.
Derfor er det vigtigt at læse det følgende vers, som er midtpunktet i salmen: ”Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet” (90,12). Gudsfrygt er begyndelsen til at se sandt på ens liv: at vi ikke lever af os selv eller for os selv. Livets mening i tid og evighed opdager vi ikke på egen hånd. Vi må få visdom i hjertet.
At blive mindet om livets rette sammenhæng er godt at begynde et nyt år på. Vi får i salmens sidste del udfoldet, at Gud vil vise medlidenhed, tilgive vores synd (sml. Sl 130,4), mætte os hver morgen med sin godhed. Vi må leve i vished om, at Gud er os nær ved troen og vil velsigne vores hænders værk.
Der er velsignelse ved at være lydig
Der er flere begivenheder på Israels folks ørkenvandring, som handler om gudsfrygt – eller mangel på samme. Også selvom ordet ikke er nævnt. I tre tilfælde har årsagen med vand at gøre (2 Mos 15,22-26; 2 Mos 17,1-7; 4 Mos 20,1-13).
Efter den forunderlige redning fra Faraos hær og vandringen gennem havet, opstår der vandmangel. Folket finder vand, men det er bittert, og de beklager sig til Moses. Han søger hjælp hos Herren, som viser ham et stykke træ, han skal kaste i vandet, og det bliver frisk. Moses handler tillidsfuldt på Herrens ord, inden han egentlig ved, om det virker.
Situationen er, som Luther siger et sted, at når forsyningerne slipper op, forsvinder troen også hurtigt. Frustrationen og hjælpeløsheden er dog forståelig. Der er ikke noget ondt i selve spørgsmål: Hvad skal vi drikke? (2 Mos 15,24). Det syndige ligger i måden, det blev sagt på. ”De gav ondt af sig” eller ”knurrede”, som det tidligere blev oversat. Deres behov fik fokus og skubbede troen til side (sml. Sl 106,13ff).
Episoden er med til at tydeliggøre, at Gud sætter folket på prøve for at teste deres lydighed, troskab og udholdenhed (2 Mos 15,26) med understregning af, at der er velsignelse ved at lytte til hans befalinger og følge dem.
Der går ikke mange uger, førend vandmangel opstår igen ved det nye lejrsted (2 Mos 17,1f). Folket beklager sig, anklager Moses og forlanger det umulige. Han er lederen, så ansvaret er hans, men dybest set handler det om deres manglende tillid til Gud. Er Herren virkelig hos dem? Moses ved kun, at han har handlet efter Guds bud og anvisning, og man fornemmer en afmagt og fortvivlelse i hans ord. Igen råber Moses til Herren – faktisk står der i grundteksten, at han ligefrem skriger – og der sker et under, så folket får vand.
Men dybest set handler det om vantro og frafald. Folkets tilgang til Gud er, at hvis han ikke leverer den omsorg, de mener, han har lovet og retteligt skylder dem, har han dementeret sit eget ord og dermed sig selv. De gør deres hjerter hårde og farer vild i deres hjerter, som Hebræerbrevet 3,7-11 meget rammende tolker og gengiver det alvorlige åndelige aspekt. Derfor lyder opfordringen: ”Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud” (Hebr 3,12).
Denne forståelse spiller også ind tredje gang, hvor vandmangel har et katastrofalt udfald (4 Mos 20,3ff). Her er det ikke mindst forhærdelse, som er fremtrædende i vandringen på vej mod løftets land. Selv efter snart fyrre år har folket ikke en grundlæggende tillid til Gud og hans ord, og deres beklagelser mod Moses og Aron (og i egentlig forstand Gud) handler om et selvisk perspektiv på deres behov, hvor de fralægger sig ansvaret.
Folket mister tålmodigheden og holder ikke målet for øje. Deres sind er styret af ulydighed og oprør som en beskrivelse på deres manglende gudsfrygt.
Gudsfrygt giver det rette blik på frygt
Afslutningsvis vil vi se på nogle få andre steder, hvor ”frygt” på en eller anden måde kan spille en rolle.
Da den unge Jeremias kaldes som profet, får han besked om, at den forestående tjeneste kommer til at blive en menneskelig set ulige kamp. Men opgavens giver står på den kaldedes side (Jer 1,17). Derfor skal han ikke lade sig skræmme af modstanderne – for så bliver det lige pludselig ikke dem, han står imod, men Gud. Jeremias bliver opmuntret til at finde styrke i, at gudsfrygt befrier for menneskefrygt.
På lignende vis taler Jesus til sine disciple (Luk 12,4f). De skal ikke frygte dem, som nok kan ramme dem på livet, men så heller ikke gøre mere. De skal frygte ham, der har magt til også at kaste i Helvede. Det handler om at stole på Gud og have tillid til hans omsorg og ikke være drevet af menneskefrygt, som i yderste konsekvens kan drive et menneske ind under Guds vrede. Gudsfrygt handler om ikke at forkaste Jesus og gå evigt fortabt.
Det er også budskabet, Hebræerbrevets forfatter sætter skarpt fokus på nogle steder. ”At synde med vilje” efter at have lært sandheden om Jesus at kende (10,26) betyder at afvise troen på Jesus – at ”træde Guds søn under fod” (10,29). For så venter kun straf på dommens dag, en tilstand uden Jesus, hvor man står alene. Her er det ”frygteligt at falde i den levende Guds hænder” (10,31). Derfor opmuntres vi til udholdenhed (10,32ff) og som andre steder i brevet til ikke at blive sløve og trætte (sml. 12,3). Advarslen mod forhærdelse og at møde Guds vrede som ”en fortærende ild” er åbenlys (12,28f). Gudsfrygt er at leve i troskab mod Guds ord og hans vilje for at få styrke til at holde fast og holde ud.
Glædeligvis skal vi ikke selv fremmane eller fortjene os til denne gudsfrygt. Alt hvad der behøves hertil, får vi skænket ved troen på Kristus (2 Pet 1,3; sml. 1,1-11). Gudsfrygt er en livgivende dynamik i troen. Gudsfrygt hører til livet som Guds børn i vores vandring på vejen hjemad mod det himmelske mål.
Artiklen er fra Budskabet 01-2024 og er en del af temaet ”Gudsfrygt”. Flere artikler i samme tema:
