Guds almagt og forsyn – et paradoks, der må tros

Styrer Gud verdens gang? Bestemmer Gud, hvad der skal ske i morgen? Eller kender Gud blot fremtiden uden selv at fastlægge den? Hvis Gud styrer verden, hvad gør det så ved menneskets frihed? Og er Gud ansvarlig for verdens lidelser og ulykker?

Dette er nogle af de spørgsmål, der knytter sig til emnet ”Guds forsyn”, og som kristne gennem århundreder til den dag i dag har diskuteret heftigt. Det er en diskussion, som udspringer af noget, vi alle i kirken er enige om: at Gud er almægtig. Men hvad betyder det egentlig? Betyder det, at Gud har al magt, og derfor kan alt, selvom han ikke nødvendigvis gør alt? Eller betyder det, at Gud er den almægtige magt i alt, hvad der sker, og at Gud dermed er den styrende kraft bag hele verdens gang? For få måneder siden invaderede den russiske hær Ukraine. Er Gud almægtig i den forstand, at han kunne have hindret invasionen, men lod være? Eller er han almægtig i betydningen, at han var en styrende kraft i det, der skete?

På dansk kan begge forståelser tolkes ud fra ordet ”almagt” og det kan nemt skabe en del forvirring. På engelsk er det nemmere at skille tingene ad i de teologiske termer. Her har vi stadig ordet ”almighty” til at beskrive Guds magt til at gøre alt, hvad han vil. Men derudover har man også ordet ”sovereign” (dansk: enevældig) til at beskrive Gud som den suverænt styrende magt i universet – den Gud der ikke bare har magt til alt, men faktisk er magten i og bag alt.

Historiens Herre

Alle kristne er altså enige om, at Gud er almægtig – men ikke nødvendigvis enige om, hvad den almagt præcist indebærer. Derfor vil de fleste kristne også som minimum være enige om, at Gud kender fremtiden – altså at Gud har et ”for-syn”. Men uenigheden opstår i spørgsmålet om, hvorfor Gud kender fremtiden: Er det fordi, Gud er supergod til at forudsige fremtiden, eller er det, fordi Gud aktivt styrer og leder historien efter sin vilje?

Hvis vi går til Bibelen, lader det til, at vi ikke kan nøjes med at sige, at Gud kun passivt forudsiger fremtiden. Nej, i Bibelen bliver Guds almagt præsenteret som en langt mere aktiv størrelse:

”I ham har vi også fået del i arven, vi, som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for han gennemfører alt efter sin viljes forsæt” (Ef 1,11)

”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt.” (Matt 10,29-30)

”I kappefolden rystes loddet, men afgørelsen kommer altid fra Herren.” (Ordsp 16,33)

”Hvem taler, så det sker, uden at Herren har befalet det? Udgår ulykke og lykke ikke af den Højestes mund?” (Klages 3,37-38)

Disse (og mange andre) vers lader til at antyde, at Gud involvering i verdens gang rækker videre end blot en evne til at forudsige fremtiden. Guds forsyn er ikke et passivt forsyn, men et aktivt forsyn. Gud er den almægtige Herre over himmel og jord – og over historiens gang. Som kristne tror vi ikke, at Gud har skabt verden for så at trække sig tilbage og lade den passe sig selv. Nej, Guds skabermagt er ikke en engangsbegivenhed, men en vedvarende opretholdelse af skaberværket (Kol 1,17). Intet i universet kunne bestå i dette øjeblik, hvis ikke Gud aktivt vælger at opretholde det. At bekende dette, lader sig ikke gøre uden dermed også at bekende, at Gud er historiens Herre.

Trøst og undren

For mange kristne er der i denne bekendelse af Guds aktive og virkende forsyn en kilde til stor tryghed og trøst. For det fortæller os, at vi i denne verden ikke er overladt til tilfældighedernes spil eller den Ondes gemene spontanitet. Der kan ikke ske noget, der overrasker den almægtige, og begrænser ham til at rende i hælene på begivenhedernes gang og slukke ildebrande. Vi er virkelig i Guds almægtige hånd – i alt, hvad der sker med os.

Men at sige dette åbner samtidig for en række enormt svære spørgsmål, hvor vores menneskelige forstand virker til at blive presset mere, end hvad føles sundt. De sværeste af disse spørgsmål knytter sig til to ting:

  1. Eksistensen af lidelse og ulykker: Hvis Gud styrer historiens gang, og intet er uden for hans almagts sfære, er det så også dybest Gud, der er ansvarlig for ulykker og lidelse i verden? Det er et spørgsmål, som man især bliver konfronteret med af verset fra Klagesangene 3,37-38 (se også Es 45,7).
  2. Den menneskelige frihed: Hvis Gud virkelig styrer verdens gang, hvilken plads bliver der så til menneskets frihed? Er min frihed i virkeligheden en illusion? Er alt, hvad jeg siger og gør, forudbestemt af Gud ned til mindste detalje?

Hvis du tror, du forstår Gud…

Hvis man søger et enkelt og tydeligt svar på disse spørgsmål, vil man gå forgæves i denne artikel. Vi skal blot konstatere, hvad der lader til at være Bibelens paradoksale budskab: Både at Gud virkelig er den almægtige skaber og opretholder af universet, og at han som sådan er historiens Herre, der styrer og leder alt ved sit mægtige ord – men også at menneskets valg og handlinger samtidig er af virkelig betydning og at Gud ikke er den moralsk ansvarlige for ondskaben i verden.

Hvordan kan dette være sandt? Jeg ved det dybest set ikke, men det er alligevel vigtigt at fastholde som sandt. For når det kommer til Gud og hans væsen, så er faktum, at der vil være ting, vi ikke forstår. Den berømte fysiker Richard Feynman, der arbejdede indgående med kvantemekanik (studiet af de mindste partikler i universet) skulle efter sigende have sagt sådan her om sit eget forskningsfelt: ”Hvis du tror, at du forstår kvantemekanik, så forstår du ikke kvantemekanik”. Meningen med dette er ganske klar: der er ingen, heller ikke den store Richard Feyman selv, der dybest set forstår kvantefysikkens mekanismer. Vi kan observere effekterne og tilnærme os nogle modeller. Men forstå? Nej, aldrig. Sådan er det, fordi vi i kvantemekanik bevæger os på et så fundamentalt plan af eksistensen, at vores normale dagligdags erfaringer ikke længere kan fungere som referenceramme. Kvantemekanikkens verden er noget andet. Det samme gør sig endnu mere gældende i forhold til Gud, for når vi taler om Gud, taler vi om noget, som er endnu mere fundamentalt for vores eksistens end selv kvantemekanikken. Derfor: Hvis du tror, du til fulde forstår Gud, så kan du være helt sikker på, at du misforstår ham. Ikke at vi slet ikke skal søge viden om Gud eller søge at komme nærmere en sand forståelse af ham. Blot vi ved, at den fulde forståelse med nødvendighed vil være udenfor vores rækkevidde.

Spørgsmålet om Guds forsyn er rigtig svært – ikke mindst set i forhold til menneskets frihed og eksistensen af lidelse og ulykker. Men måske er det vigtigste ikke at forstå Guds forsyn, (det er alligevel umuligt) men derimod at forstå hvorfor vi ikke kan forstå det. Det skal vi se nærmere på her til sidst.

Begyndelsen og enden

I Johannes Åbenbaring præsenterer Gud sig i kapitel 1 på en ganske majestætisk måde: ”Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som var, og som er, og som kommer, den Almægtige.” (Åb 1,8). Der er dyb mening i disse ord, for de fortæller os, hvordan Gud helt fundamentalt står udenfor vores univers af tid og rum. Gud er den eneste, som på én og samme tid kan være ”var”, ”er” og ”kommer”. Fortid, nutid og fremtid. ”Alfa” og ”Omega” er det første og sidste bogstav i det græske alfabet, og med dette vil Gud fortælle os det samme: At han er ”begyndelsen og enden” (Åb 21,6b).

Gud er fra evighed og til evighed. Men dette er bare så ufatteligt svært at forstå, og derfor kommer vi mennesker ofte til at tænke Gud ind i nogle kategorier, som vi har lettere ved at forstå. Det kan vi f.eks. gøre ved at tænke om Guds evighed på en måde, så det ”passer med” vores erfaring af universet og historiens gang. Vi forestiller os Guds evighed lidt på denne måde:

I denne figur er Guds virkelighed fremstillet som en tidslig evighed, der løber parallelt ved vores verdens historie – blot med den forskel, at Gud har været til en evighed før vores verden. Men udover det, fungerer Guds ”tidslinje” på samme måde som vores, og begivenheder på vores tidslinje finder sted parallelt på Guds tidslinje. Og vigtigst: Gud eksisterer i det samme ”nu”, som vi mennesker eksisterer i og har som fælles referenceramme. Det er ud fra denne forestilling om Gud, at det for alvor bliver svært at forholde sig til spørgsmålet om Guds forsyn. Eksisterer Gud alene i vores ”nu”, og styrer han herfra fremtidens begivenheder? Eller forudsiger Gud blot, som en anden spåkone, fremtiden fra nutidens perspektiv? Problemet med denne forestilling er sådan set ikke, at den gør det svært at forstå Guds forsyn, men at den gør det svært at forstå, hvorfor vi ikke kan forstå Guds forsyn.

Men virkeligheden om Gud er en ganske anden. En bedre måde at illustrere Guds virkelighed på er noget i denne retning:

Her ser vi en beskrivelse af Guds evighed, der bedre rummer Guds ord om sig selv: ”Han, som var, og som er, og som kommer”. Gud eksisterer ikke på en tidslinje parallelt med vores tidslinje, og Gud er heller ikke eksklusivt til stede i vores ”nu”. Begivenheder i vores verden finder ikke sted ”samtidig” i Guds verden. Guds forsyn betyder ikke, at Gud befinder sig i vores ”nu”, skuer ud mod fremtiden, og ”forudsiger” eller ”styrer” den fra vores nutids udgangspunkt. Guds evighed omkranser i stedet hele vores tid. Gud er lige nu til stede i både fortid, nutid og fremtid. Det er alt sammen lige meget ”nu” for ham! Gud er lige nu til stede hos dig, men han er lige så meget til stede ved verdens skabelse og dommedag. Gud er lige nu til stede i går, i morgen og i dag. Gud forudser ikke blot dagen i morgen – han kender dagen i morgen, for han er der lige nu med sin skabende og opretholdende magt!1Hvis du ønsker at nørde mere med dette spørgsmål, så kan du læse tankerne om Gud som et evighedsvæsen hos middelalderteologen Thomas Aquinas i hans kæmpeværk Summa Theologica: https://www.newadvent.org/summa/1010.htm

En Gud, der fortjener tilbedelse

Jeg ved ikke med dig, men når jeg tænker på Gud på denne måde, føles det som om, min hjerne smelter. Og vigtigere: det går op for mig, at her har vi at gøre med en Gud, som vi ikke kan andet end at falde på knæ for og tilbede! Og måske får vi en lidt bedre fornemmelse for, hvorfor vi ikke kan forstå Gud og hans magt og forsyn. For vi har at gøre med en Gud, der eksisterer på en måde, der bare fundamentalt overgår vores forstand. Vi fatter ikke, hvordan Gud kan være den suveræne Historiens Herre, uden at Gud bliver moralsk ansvarlig for ondskaben, og samtidig med at menneskers valg har virkelig betydning.

Men virkeligheden er, at hvis vi kunne forstå det, så ville Gud ikke være Gud! Hvis vi tror, vi forstår Gud fuldt ud, så kan vi være sikre på, at vi misforstår ham.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Hvis du ønsker at nørde mere med dette spørgsmål, så kan du læse tankerne om Gud som et evighedsvæsen hos middelalderteologen Thomas Aquinas i hans kæmpeværk Summa Theologica: https://www.newadvent.org/summa/1010.htm

Del:

Twitter
Facebook