Guds opdragelse?

En række tekster i Bibelen taler om Guds opdragelse, og det kan umiddelbart opleves svært. I hvilken forstand opdrager Gud os? Hvad menes der med det?

I Hebræerbrevet 12,5b-6 møder vi udtrykket Guds opdragelse og Guds tugt.

”Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham, for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af.”

Når vi taler om Guds opdragelse af os som kristne, skal vi være varsomme, for vi har ikke det store overblik. Vi kan ikke altid se, hvad Gud vil med de ting, der møder os i livet. Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke som det første møder det menneske, der er ude for noget svært, med et: ”Det er Gud, der opdrager dig.” Derfor kommer denne artikel heller ikke med færdige løsninger på lidelsens problem, eller færdige svar på, hvorfor Gud tillader, at svære ting rammer de kristne.

Samtidig taler Bibelen klart om, at Gud former og danner os også gennem de svære ting, der møder os på vejen gennem livet. Ja, flere gange møder vi vidnesbyrd om, at Gud netop kaldte et menneske ind til sig gennem svære ting i livet.

Vi har med Gud at gøre

Det vi først og fremmest skal lægge mærke til i teksten her i Hebr 12,5b-6 er, at der står ”Herrens opdragelse”, ”Herren tugter”. Vi har altså med Gud at gøre, når svære ting møder os. Nogle mener, at de svære ting da aldrig komme fra Gud.

Men det er ikke sandt. Gud forlader os aldrig, når svære ting rammer os, tværtimod. Han er altid til stede. Brorson synger det i salmen:

”Dristigt nu mit bange hjerte, fat dig et frimodigt sind, skynd dig kun med al din smerte lige til din Jesus ind. Ja, jeg løber lige til, lad kun spotte, hvem der vil; det jeg ej kan se og høre, jeg har kun med Gud at gøre.”

Det er især den sidste linje, vi skal lægge mærke til, ”jeg har kun med Gud at gøre.” Det er den kristnes største lykke, at i medgang og i modgang, har den kristne kun med Gud at gøre.

Hebræerbrevets modtagere

Menigheden her var blevet trætte og modløse. Vi kan ikke ud fra teksten sige noget om, hvad opdragelsen bestod af.

Det kan være ydre modstand, som Jesus taler med sin himmelske far om i sin ypperstepræstelige bøn i Johannesevangeliet kapitel 17. Her beder Jesus bl.a. for sine disciple og siger til Gud, at de er ikke af verden, men de er i verden, og fordi de ikke er af verden, vil verden hade dem.

Dermed siger Jesus, at du, der er en kristen, må forberede dig på at møde modstand i denne verden. Det være sig på dine holdninger, på din måde ar være på, på dine værdier mm.

Vi oplever ikke forfølgelser på samme måde som mange andre steder i verden, hvor kristne nægtes arbejde, nægtes at måtte samles til gudstjeneste, udsættes for forfølgelser af den ene eller anden slags. Men det betyder ikke, at vi undgår verdens ringeagt.

Vi ved, at de kristne blandt jøderne på den tid mødte megen modstand fra deres egne landsmænd, og måske var det derfor, de var ved at miste modet. Alligevel ser vi også igennem Bibelens vidnesbyrd, hvordan de svære ting i livet førte til, at Guds plan blev ført igennem.

Et eksempel:

Efter Jesu himmelfart kom der er en stor forfølgelse af de kristen i Jerusalem. Det førte med sig, at mange af de kristne blev spredt ud over ikke bare Israel men udover den daværende kendte verden. De kristne var vidner, der hvor de kom frem, og på den måde blev evangeliet spredt.

Jesus havde givet sine disciple en opgave, at de skulle gå til verdens ende med evangeliet, men det var først, da forfølgelserne tog til, at de kristne spredtes og på den måde også evangeliet.

Var forfølgelserne Guds opdragelse?

Det var i hvert fald noget Gud brugte, så disciplene og de øvrige kristne begyndte at fuldføre den mission, Jesus havde givet sine disciple: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslag til min disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Mat 28,19

Men de svære ting kan jo også komme til os gennem sygdom, gennem vanskelige ting på ens arbejde, i forhold til forældre eller børn, gennem ens ægteskab eller i forhold til den menighed, man er en del af. Også her møder vi bibelens vidnesbyrd om, at Gud bruger det i sin plan.

Job i Det gamle Testamente er et lysende eksempel på det. Han, der levede et ret og retskaffent liv, ja om hvem Gud sagde: ”Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra den onde.” Job 1,8 Alligevel tillod Gud, at Job blev ramt på mange måder, først blev hans kvæg og andre dyr ramt, dernæst blev hans børn dræbt og til sidst blev Job selv ramt af svær sygdom. Ja, han blev så hårdt ramt, så han endog sagde det til Gud: ”Gid du ville gemme mig i dødsriget, skjule mig, til din vrede har lagt sig, sætte en frist og så huske mig igen!” Job 14,13 Job nåede derud i sin smerte og nød, så han kun havde et ønske, nemlig døde.

Var sygdommen Guds opdragelse?

Jobs venner var ikke i tvivl, selvfølgelig var det, det. Ulykkerne måtte have sin baggrund i, at Job havde syndet mod Gud. Men Gud irettesætter dem og siger, at de ikke har talt sandt om Ham. Men dermed ikke sagt, at Gud ikke brugte det til at føre Job et bestemt sted hen. Job sagde det i sit svar til Herren: ”Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne.” Job 42,5

Som før nævnt, skal vi være varsomme med at tale om Guds opdragelse ind i andre menneskers liv i konkrete situationer. Men det betyder ikke, at Bibelen ikke har noget at sige om Guds opdragelse, og at Gud ikke opdrager ved at tugte os mennesker. Men han gør det ikke for tugtens/opdragelsens skyld, men derimod for at vi skal få del i hans hellighed Hebr 12,10b og videre i v. 11 hvor der står, at opdragelsen sætter frugter i vore liv, nemlig fred og retfærdighed.

Men hvor sker det, at Guds opdragelse fører det med sig?

Vi hører sommetider sætningen: ”Gud lægger ikke større byrder på os, end vi kan bære.” Det er ikke rigtigt.

De forfulgte i Jerusalem kunne ikke bære den byrde, der blev lagt på deres skuldre. Job kunne ikke bære det, der blev tildelt ham. Men de gjorde noget. De vendte sig i deres nød til Herren. Job klagede ikke sin nød til hvem som helst, han talte med Herren om den.

Han siger det i Job 23,16-17 ”Gud har gjort mig bange, den Almægtige har slået mig med rædsel. Men mørket har ikke bragt mig til tavshed, skønt det dybeste mørke skjuler mit ansigt:” Overfor hvem er Job ikke blevet bragt til tavshed? Overfor Ham, som har gjort ham bange, Ham, der har slået ham med rædsel. Det førte til, at Job fik visheden i sit hjerte: ”Jeg ved min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.” Job 19,25

I de ord kan vi genkende ordene her fra Hebr 12,2 ”Idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender,” og vers 3: ”Hold jer ham for øje.” Under Guds tugt/opdragelse gælder det for os om at se hen til Jesus.

Som nævnt får vi i teksten ikke konkret at vide, hvad opdragelsen bestod i, men vi får at vide, hvad den skulle afstedkomme i deres liv. Den skulle være en hjælp mod synden, den skulle hjælpe dem til at frigøre sig fra synden og holde ud i det løb, der lå foran dem Hebr 12,1.

Den kamp står vi alle til at tabe, hvis vi ikke gør som vi bliver opfordret til her. ”Hold jer Jesus for øje.” I Guds opdragelse får jeg brug for Jesus, jeg får brug for ham i forfølgelsen, i sygdommen, i nøden, under syndens anklager. Jesus udholdt korset, modstanden fra syndere, for at han kunne træde frem for Guds trone og der gøre alt sit gældende i dit og mit sted. Den åbenbaring i dit og mit liv fører frimodighed med sig, så synden ikke skal have herredømmet i vore liv. Der hvor opdragelsen får lov at bringe os hen til Jesus, da sker det, at vi får del i hans hellighed og frugten i vores liv bliver fred og retfærdighed.

”Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt” Hebr 12,28

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook