Jeg havde i mine unge dage skriftstedet fra Første Timotheusbrev 4,7 skrevet på en lap på døren, fordi jeg tænkte, at her var der noget praktisk at øve sig i: ”Øv dig i gudsfrygt”. Det var en af Paulus’ opfordringer til den unge Timotheus. Jeg boede i et bofællesskab, og en af mine fæller spurgte en dag, hvordan jeg så øvede mig i det? Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kan huske, at jeg ikke havde et tydeligt, konkret svar.
Gudsfrygt. Gudfrygtig. Vi kender ordene. Måske smager de lidt gammelt, men læser vi i vores bibel, forstår vi, at der er tale om noget vigtigt.
Frygten for Gud
Gud er stærk og mægtig, ”bjergene ryster for ham og højene skælver for ham” (Nah 1,5) og ingen kan se Guds ansigt og leve (2 Mos 33,20). Står man alene foran Gud, er frygten og rædslen den altomfattende følelse. Gud er hellig. Han alene har magt til at lade dig gå fortabt i helvede. Ham skal du frygte (Luk 12,5). Bibelen er klar og tydelig her. Gud taler tydeligt om, hvem og hvad han er, og er man hans fjende, har man grund til frygt.
Gudsfrygten
Gudsfrygten er dog andet end frygten for Gud, rædslen for den almægtige, hellige Gud. Ordsprogenes Bog 1,7 taler om, at det at frygte Herren er begyndelsen på kundskab (1,7), et vers der citeres både i Salmernes Bog (111,10) og hos Job (28,28). Måske har disse vers været inspirationen for lærerne i ”den sorte skole”, hvor angst for degn og spanskrør drev børnene til at lære deres tabeller, tyske verber og katekismus, men Bibelen har andet og mere at sige om emnet.
Bibelens Gud er ikke en tyran, der ønsker, vi skal gå med bøjet nakke og nedslået blik; en Gud, der vil true os til at elske ham. Nej, Bibelens Gud er Gud den almægtige, og jeg er et menneske. Han er Skaberen, jeg er skabning. Han er min herre og konge, jeg er hans menneske, hans tjener.
Når Paulus siger til Timotheus, at han skal øve sig i gudsfrygt (1 Tim 4,7) og senere siger, at gudsfrygt og nøjsomhed bærer frugten i sig selv (1 Tim 6,6), mener han så, at vi skal øve os i at være rædselsslagne for Gud? Den samme Paulus siger jo i et andet brev, at vi er Guds børn, og vi har fået Guds Ånd, og derfor må kalde Gud for far (Rom 8,15).
Kærligheden driver frygten ud
Nej, den gudsfrygt, Paulus opfordrer os til at øve os i, består ikke af rædsel. Men hvad så? Jesus har banet vejen for os til Gud, givet os barnekår, og derfor er gudsfrygten nu pakket ind i og blandet op med nåde. Gudsfrygten lærer mig min rette stilling over for Gud, men uden nåden og barnekåret er gudsfrygten rædslen for at falde i den levende Guds hænder.
At leve med en gudsfrygt, som er præget af nåde og barnekår, er noget, jeg kan øve mig i. Dagligt må jeg bekende min synd og blive mindet om, hvem jeg er er, hvem Gud er, og at mit liv er i Guds hånd og ikke omvendt. At det er en daglig øvelse, minder Luther os om i sin lille katekismus. I gennemgangen af de ti bud indleder han hver forklaring med, at det betyder, at vi skal frygte og elske Gud over alle ting og sætte al vores tro og tillid til ham. Gudsfrygten er en livslang øvelse, og med den på plads kan Gud give os visdom til liv, ”forstandighed”, som der står i Ordsprogenes Bog 1,7.
I den Augsburgske Bekendelse, et af folkekirkens bekendelsesskrifter fra Reformationen, står der i artikel 2, at mennesket er født uden frygt for Gud. Vi er født med ryggen mod Gud, og den rette gudsfrygt fødes i troen på Jesus, når jeg står ren og retfærdig over for den almægtige Gud, som har elsket mig, fra før jeg blev født.
Gudsfrygtens ærbødighed
Der er kapitler i historien, hvor gudsfrygten er blevet brugt som et drivmiddel til at få afladspenge i kirkekassen; hvor fyrster og herremænd og andre magtfulde mennesker har truet med Guds vrede ved ulydighed og dermed forvrænget gudsfrygten. At være gudfrygtig er ikke en æresbetegnelse i alle munde, men for Guds folk, for hans børneskare, er det noget at stræbe mod. I Apostlenes Gerninger står der om en menighed, at ”den blev bygget op og levede i Herrens frygt og voksede ved Helligåndens formaning” (9,31). Umiddelbart inden dette vers står der, at de havde fred i menigheden, og deraf synes vi at kunne slutte, at gudsfrygten er en ærbødighed, en lydighed og kærlighed til Herren; en tilkendegivelse af et tydeligt magtforhold: Herren er Gud, og jeg er et menneske. Guds elskede menneske.
Artiklen er fra Budskabet 01-2024 og er en del af temaet ”Gudsfrygt”. Flere artikler i samme tema:
