«Herrens dag er nær». Joel er den første af de såkaldte tolv små profeter som bruger dette udtryk og også den som bruger det oftest. Hvilken dag er der tale om? Hvad kendetegner den? Et møde med profeten Joels forkyndelse vil udvide vores forståelse af det.
Joels tid
Joels bog er en af de profetiske bøger, som ikke får nogen indledningsvis historisk forankring. Det har skabt både diskussion og spekulation. Forskellige træk ved bogen løftes frem i sådanne diskussioner. Nogle mener den forudsætter en historisk situation magen til den på 800-tallet f.Kr, mens andre mener, at det er mere korrekt at tale om 400-tallet f.Kr.
Et vigtigt træk er at bogen nævner Israels traditionelle fjender (Tyrus, Sidon, Egypten og Edom), men ikke de to stormagter Assyrien og Babylon. Det kan være en indikation på, at bogen enten må være ældre eller yngre end disse to rigers storhedstid (ca. 750-550 f.Kr.).
Bogen nævner præster som ledere, men ikke konger. Nordriget med Samaria som hovedstad, er ude af billedet, og når Joel taler om Juda, bruger han betegnelsen «Israel». Sådanne oplysninger gør, at flertallet af bibelforskerne antager, at bogen stammer fra 500-400-tallet f.Kr. Men vi kan som sagt ikke vide dette med sikkerhed.
Græshopperne (1,1-20)
Det første kapitel i bogen beskriver en række tragedier som har ramt folket. Den første er en voldsom græshoppeplage (1,2-4). Der bruges flere udtryk til at beskrive disse græshopper – «bideren», «larven» og «gnaveren» (1,4).1Norsk Bibel 1988: ”gnageren”, ”vrimleren”, ”slikkeren” og ”ødeleggeren” Udtrykkene henviser måske til forskellige græshoppetyper, men nogle har også påpeget, at det kan være en skildring af de forskellige stadier af en græshoppeinvasion.
Senest i 2013 var der nærmest undtagelsestilstand på Madagaskar på grund af græshoppeinvasioner. Og i 2004 var det en gigantisk invasion i Vestafrika. Satellitbilleder fra den tid viser hvor dramatiske indgreb græshopperne gjorde i vegetationen.
Efter græshopperne skildres det, som måske er en fjendtlig invasion (1,6-7), men det kan også være, at der er tale om en billedlig fremstilling af græshopperne. Det samme gælder for øvrig for Joel 2,1-11. Der bruges sprog som helt klart tyder på, at der er tale om en fjendtlig invasion. Samtidig siges det om fjenderne at de er «som vognheste», «som rideheste» og «som raslende vogne». Det gør, at der lige så godt kan være tale om en skildring af græshopperne. Her går fortolkere hver deres veje, og der er ingen enighed om, hvordan man skal forstå dette.
I versene 10-12, 17, 20 i kapitel 1, skildres en anden katastrofe, nemlig tørke. En ulykke kommer sjælden alene, og tørke sammen med græshopper er opskriften på en total katastrofe. Dette skaber forfærdelige konsekvenser. Mennesker og dyr sulter og tørster. Mangel på korn og vin gør, at man ikke kan opretholde offertjenesten i Herrens hus, så derfor lider også det religiøse liv under konsekvenserne af katastrofen. Tørken har også forårsaget ildebrande (1,19-20) og både vilde og tamme dyr lider på grund af dette.
Herrens dag (2,1-11)
Men denne katastrofe er bare et forvarsel på noget meget værre, nemlig Herrens dag:
Ak, hvilken dag! Herrens dag er nær, den kommer som ødelæggelse fra den Almægtige. Joel 1,15
Det er Herren, «den Almægtige» [Shaddai], som forårsager det hele. Herrens dag er en dag med straf og dom. Den kaldes for «mulmets og mørkets dag», en «dag med skylag og mørke skyer».
Stor er Herrens dag, frygtelig er den! Hvem kan udholde den? Joel 2,11b
Skildringerne af Herrens hær (jf. 2,11a) beskriver enten en fjendtlig hær eller græshopperne. Ødelæggelsen er total og ingen kan stå imod denne hær. Det samme motiv genfinder vi i Habakkuks bog og Sefanias’ bog. Når Gud skal straffe folkets synd, sender han fjender. For Judas del blev dette særligt Nebukadnesars babylonske tropper, som i 587 f.Kr. indtog og ødelagde Jerusalem og byens tempel.
Vend om (2,12-17)
Det, som er lidt mærkeligt i Joels bog, er, at der meget få gange nævnes specifikke synder. Der lyder et generelt «vend om» (2,12), men nøjagtig hvad de skal omvende sig fra siges ikke.
Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab; han kan fortryde ulykken. Måske vender han om og fortryder og lader sin velsignelse blive tilbage, så I kan bringe afgrødeoffer og drikoffer til Herren jeres Gud. Joel 2,13-14
Når profeten beder folket vende om, appellerer han til det, som allerede er åbenbaret om Herren, nemlig at han er nådig, barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab. Dette er de samme ord som bruges i 2 Mos 34,6-7, når Herren overfor Moses udråber sit navn ud og indholdet i det.
Når Moses siden hen beder for folket, efter at de første gang nægtede at gå ind i Kana’an (4 Mos 13-14), bruger han netop disse ord i mødet med Herren. Han minder Herren om hvad Herren har sagt om sig selv og beder Gud om på den baggrund at spare folket (4 Mos 14,18-20).
I tillæg til at appellere til Guds selvåbenbaring, skal også præsterne appellere til Herrens rygte blandt folkene:
Hvorfor skal man sige blandt folkene: Hvor er deres Gud? Joel 2,17b
Også dette minder om Moses’ forbøn for folkets synd ved grænsen til det lovede land (4 Mos 14,15-16).
Herrens frelse (2,18-27)
Efter denne opfordring til omvendelse sker der et brat skifte:
Da brænder Herren af nidkærhed for sit land, han skåner sit folk. Joel 2,18
Da Moses bad for folket i 4 Mos 14, skete det samme. Gud tilgav. Dette er noget, som gentager sig mange gange i GT. Guds medlidenhed er altid større end hans vrede.
Herrens frelse beskrives i fortsættelsen som en reversering af alt som gik tabt i katastrofen beskrevet i kapitel 1. Fjenderne (eller græshopperne) skal drives bort, det skal på ny falde regn og landet skal få frugtbarheden og grøden tilbage:
Så skal I forstå, at jeg er hos Israel. Jeg er Herren jeres Gud, der er ingen anden. Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme. Joel 2,27
Læreren til retfærdighed
Midt i afsnittet om Herrens genoprettelse af landet, står et lidt mærkelig udtryk, vi kort bør stoppe op ved. Det gælder den ene formulering i 2,23:
Zions sønner, I skal juble og glæde jer over Herren jeres Gud; for han giver jer regnen til retfærdighed, han sender jer regnskyl, efterårsregn og forårsregn som før. Joel 2,23
Det udtryk, som i den danske bibel (1992) lyder «for han giver jer regnen til retfærdighed», er oversat fra det hebraiske «For han giver jer læreren til retfærdighed». Ordet lærer er på hebraisk «moreh», og ligner ret meget ordet som bruges om forårsregnen «joreh».
I jødedommen, og særlig i miljøet som skrev og havde Dødehavsrullerne (Qumran-samfundet), har udtrykket «læreren til retfærdighed» været stærkt forbundet med håbet om Messias.
Derefter (3,1-26)
I kapitel 3 løfter profeten blikket og ser mod fremtiden. Det begynder med udtrykket «derefter» (3,1), altså efter det som skildres i kapitel 2. I denne tid skal der ske store ting.
For det første skal Herren udøse sin Ånd over alle mennesker (3,1-5). Dette afsnit citeres af Peter i ApG 2, når han første pinsedag forklarer for alle tilhørerne, hvad de er vidne til. For Peter handler det at påkalde Herrens navn om at tro på Jesus.
Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. ApG 4,12
Når dette løfte forkyndes i Joel 3, sættes det sammen med en fremtidig Herrens dag (3,4). Dette kaster et vigtigt lys over både begivenhederne pinsedag og selve udtrykket “Herrens dag”. Indtil videre i Joels bog har Herrens dag været forstået som noget nært forestående, en katastrofe som snart skal indtræffe. Men ud fra Joel 3,4 forstår vi at Herrens dag også peger på noget som skal ske langt ind i fremtiden.
Men denne fremtidige Herrens dag skal også være præget af, at Herren skal holde dom over alle folkeslag. Dem, som har mishandlet Herrens folk og spredt og solgt dem, skal da dømmes for det (4,1-8).
Vi får beskrevet en krigsscene i Joshafats dal (= Dommens dal). Dommen beskrives som en indhøstning og en træden af vinpersen (4,13). Dette er billeder som bruges flere steder, også i NT. Indhøstning bruges blandt andet i Matt 13,39-40 og Mark 4,29, mens en træden af vinpersen bruges i Es 63,1-6 og Joh Åb 14,18-20.
Billederne er blodige og brutale. Herrens dag er en dommens dag med «ødelæggelse fra den Almægtige» (Joel 1,15). Der findes kun én redning på denne dag, og det er at påkalde Herrens navn (3,5). Og de som gør det, skal opleve en helt anden side ved Gud. De skal opleve at:
For Herren er tilflugt for sit folk, et værn for israelitterne. Joel 4,16b
Og når dommen er forbi, skal der komme en tid med genoprettelse (3,16-21). Det er en fremtid fuld af Herrens velsignelse. Han vil bo i Jerusalem, som skal strømme over af liv og velstand. Herrens fjender skal på den tid være dømt, og Herren og hans folk skal leve sammen i Zion, i Jerusalem.
Artiklen er oprindeligt udgivet på foross.no. Oversat af Ruth Vatne Rasmussen.
Fodnoter:
| ↑1 | Norsk Bibel 1988: ”gnageren”, ”vrimleren”, ”slikkeren” og ”ødeleggeren” |
|---|
