Hvad er kirketugt?

Kirketugt. Hvad er det? Og hvad er formålet? Giver det overhovedet mening at praktisere i dag? Få ting støder så meget imod vores moderne tankegang, som kirke- eller menighedstugt.

Med ”kirketugt” sigtes der til praktiske tiltag, en kirkelig ledelse kan forsøge at gøre, for at kalde mennesker, der lever i åbenlys synd eller vranglære, til omvendelse.

Det er forståeligt nok et meget ømtåleligt emne, og kan sætte mange følelser i kog. Alligevel er det et vigtigt bibelsk anliggende vi som kristne skal forsøge at varetage. I denne artikel vil jeg forsøge at give en bibelsk begrundelse for kirketugt.

Der er er først og fremmest tale om en teoretisk og principiel artikel, og ikke en artikel der forsøger at angive hvordan man skal gøre i en konkret menighed, og dermed tager artiklen heller ikke hensyn til de mange komplicerede menneskelige faktorer der kan være på spil i den enkelte menighed.

Forskellige syn på kirketugt

Bibeltro kristne har forskellige holdninger til hvordan kirketugt skal se ud, om end langt de fleste er enige om, at der skal være en eller anden form for kirketugt. Alligevel diskuteres det ofte, på hvilket niveau det skal føres. Som regel kan vi tale om tre opfattelser af kirketugtens plads:

1) Kirketugten finder sted på prædikestolen i forkyndelsen eller i sjælesorgssamtalen. Der er altså tale om verbal kirketugt. I sjælesorgssamtalen kan sjælesørgeren anbefale, at man trækker sig fra nadveren, hvis sjælesørgeren møder selvsikkerhed og et ønske om at blive i vedvarende synd.

2) Kirketugten er reelt nadvertugt. Man må udelukke åbenlyse syndere fra nadveren. Her må man så også afklare, hvad ”åbenlys” synd er.

3) Kirketugten er lig med udelukkelse af menighedens fællesskab. I dag vil det ofte betyde at et medlemskab annulleres og evt. arbejdsopgaver ophører, ligesom deltagelse i gudstjeneste, møder eller andre aktiviteter vil blive sat på pause. 1Disse tre måder beskrives i Torben Kjær, Når menigheden sætter grænser. Om menighedstugt i Det Nye Testamente (København: Dansk Bibel-Institut, 2001), 6.

Jeg vil i denne artikel argumentere for, hvordan jeg bedst tror, de bibelske tekster skal forstås, og vil også give nogle kirkehistoriske eksempler på, at det har været – om ikke altid praktiseret lige konsekvent – så i hvert fald et redskab man kunne bruge. Det er som minimum nadvertugt, der bør praktiseres, men en decideret udelukkelse af menighedens fællesskab (og derfor også nadveren) er også en mulighed.

Menighedstugt ifølge Jesus

Baggrunden for kirketugten finder vi hos Jesus selv, der siger følgende:

Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. (Matt 18,15-17)

Kirketugt må aldrig blive ført på et løst grundlag eller være den første løsning.

Jesus viser, at det må være en grundig og langsom proces. Først må formaningen finde sted på tomandshånd. Sladder er aldrig fremgangsmåden! Først dernæst må andre involveres, men også her skal det ikke være mange. Dels fordi vedkommende måske vil lytte til flere, men også fordi en sag kræver mere end et enkelt vidne – det mindsker risikoen for fejltagelser. Det er kun, hvis disse første tiltag viser sig frugtesløse, at menighedens ledelse (”menigheden” i teksten) må udføre selve kirketugten i praksis.

I sammenhængen ser vi, at Jesus ønsker at frelse. Det er formålet med kirketugt. Lige inden teksten, der taler om menighedstugt har vi beretningen om det fortabte får:

Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt. (Matt 18,12-16)

Det er altid formålet med kirketugten: At personen, det drejer sig om, må indse sin synd og vende om for at blive frelst i evighed. Jesus ønsker at opsøge og frelse det fortabte. Men ét af menighedens redskaber til at kalde til omvendelse, som Guds folk på jord, er kirketugten.

Menighedstugt ifølge Paulus

Paulus formanede menighederne til at drive menighedstugt. I 1 Kor 5 angiver Paulus en situation, hvor et medlem af menigheden skal sættes i kirketugt:

Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru […] Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag […] Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en. Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme. (1 Kor 5,1. 4-5. 11-13).

Som vi ser, er formålet for Paulus som for Jesus, at vedkommende skal frelses ”på Herrens dag”. Tugten retter sig ikke mod alle udenfor menigheden, men drejer sig om et af dets medlemmer (”der har navn af broder”). Når vi taler om de tre niveauer af menighedstugt, er det her tydeligt, at der ikke alene er tale om verbal menighedstugt (niveau 1), men noget mere. Hvad betyder det, når Paulus skriver: ”I må heller ikke spise sammen med sådan en” (v. 11)?

Mikkel Vigilius, der er lærer på Luthersk Missions Højskole, skriver klargørende:

Man kan diskutere, hvilke former for måltidsfællesskab Paulus taler om her. Taler han både om nadveren og om kærlighedsmåltidet, som var en del af menighedslivet i mange af de ældste menigheder? Taler han eventuelt også om det almindelige måltidsfællesskab i hverdagen? Det er tydeligt, at Paulus taler om et måltidsfællesskab, som udtrykker og signalerer åndeligt fællesskab. Det kan ikke siges om vores almindelige måltidsfællesskab i dag. Kærlighedsmåltider praktiserer vi ikke længere, og vi har heller ingen bibelsk forpligtelse til at gøre det. Men vi holder nadver, og nadveren signalerer åndeligt fællesskab. Det gjorde den på nytestamentlig tid, og det gør den i dag. Derfor må vi efterleve Paulus’ formaning i forhold til nadveren. Vi må afholde os fra at gå til nadver med nogen, som åbenlyst og fastholdt lever i synd. 2Mikkel Vigilius, “Gudstjeneste med eller uden nadver”, Nyt Liv 47, nr. 3 (2014): 18.

Nadvertugt – og menighedstugt – er altså bibelsk rigtigt og vigtigt. Det svære spørgsmål er bare, hvordan det skal håndteres. Spørgsmålet om, hvornår nogen skal udelukkes, er der ikke nogen matematik for. Svaret er: Når nogen åbenlyst fastholder vranglære eller åbenlyst – og fastholdt på trods af formaning – lever i synd, må menighedens ledelse sætte i menigheds- og nadvertugt.

Hvornår er vranglæren så ”slem” nok? Og hvor længe skal et menneske leve i fastholdt synd uden at ville vende om? Det kan der, for mig at se, ikke gives entydige pejlemærker for. Det må bero på et skøn, der finder sted i nænsom, kærlig og formanende dialog.

Kirkehistoriske eksempler

Op igennem kirkens historie har nadvertugt været en integreret del af menighedens liv og fællesskab, netop for at markere hvem der hørte til Guds folk, og hvem der ikke gjorde. Sådan har den danske folkekirke, som luthersk kirke, også lært historisk. Det betød helt konkret, at ingen kunne komme til nadver, uden at være godkendt af præsten i den danske statskirke.

Hvis man levede i synd, blev man udelukket fra nadverfællesskabet. Nadverbordet var altså principielt ”lukket” – dvs. forbeholdt de døbte og sande troende.

Generelt må vi se, at Luthers og reformatorernes tanke ikke var et åbent nadverbord. I den Augsburgske bekendelse, et af den lutherske kirkes bekendelsesskrifter, står der: ”Folket vænnes til at bruge sakramentet sammen, for så vidt de er skikkede dertil; […] Ingen tilstedes nemlig, undtagen de forud er prøvet og forhørt.” 3Den Augsburgske bekendelse, artikel 24

Det var altså reformatorernes udgangspunkt. Men i og med at langt de fleste kirker i Vesten havde været statskirker i mere end tusind år og derfor reelt omfattede hele befolkningen, har det nok været mere ”åbent” i praksis. Men principielt var nadveren ikke åben for alle og enhver.

Vore dages praksis med helt åbne nadverborde i folkekirken stammer først fra England i 1800-tallet, og med liberal-teologien og tanken om statskirken som folkets kirke begyndte man at argumentere principielt for det åbne nadverbord.

Kirketugt er bibelsk!

Konklusionen er: Menighedstugt er en bibelsk model, som NT formaner os til at bruge. Nadveren er forbeholdt de troende, og alle der ikke tror på Jesus, eller lever i åbenlys og fastholdt synd, bør udelukkes fra nadverfejringen og det kristne fællesskab.

Det er straks mere vanskeligt, hvordan det i praksis skal håndteres. Her må vi være varsomme med at sætte én måde at gøre det på op som den rigtige.

Guds grænseløse kærlighed i evangeliet til syndere leder nogle til misbrug. Uanset hvordan man praktiserer sit ansvar som ledere i en kirke eller et fællesskab, er det afgørende, at man forkynder lovens dom og evangeliets frifindelse, og hertil er menigheds- og nadvertugten et redskab som Gud formaner os til at bruge; ikke fordi vi skal være ukærlige, men fordi tugten netop er et kærligt kald til omvendelse.

Fodnoter:

1 Disse tre måder beskrives i Torben Kjær, Når menigheden sætter grænser. Om menighedstugt i Det Nye Testamente (København: Dansk Bibel-Institut, 2001), 6.
2 Mikkel Vigilius, “Gudstjeneste med eller uden nadver”, Nyt Liv 47, nr. 3 (2014): 18.
3 Den Augsburgske bekendelse, artikel 24

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook