Salme 42 giver stemme til den, som oplever, at Gud er borte. Hos den, som tidligere har erfaret Guds nærvær, men som nu bare oplever hans fravær, er længslen efter Gud stærk. Det er som en tørst. Denne tørst sammenlignes ikke med en kamel i ørkenen, som kan klare sig længe uden vand. Den sammenlignes med et dyr, som ikke kan klare sig længe i et tørt område uden noget at drikke:
Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.
Min sjæl tørster efter Gud,
den levende Gud. (Sl 42,2-3a)
Jeg kan ikke klare mig uden dig, Gud! Nej, nu tørster jeg efter dig. Jeg tørster efter at være hos dig og se dig åbent i ansigtet. For den, som virkelig har smagt ham, ved: Hos ham er hvile og fred. Hos ham er alt det, som jeg dybest set længes efter.
For den, som ved netop det, gør det så ondt, når Gud føles borte. Derfor spørger han:
Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt? (Sl 42,3b)
Hvornår skal det ske igen? Det er ekstra sårbart for den, som har bekendt sin tro på Gud i gode dage, hvor Gud føltes nær og alt gik så godt. Når Gud derimod nu erfares fraværende, bliver det derfor som en anklage: Hvor er din Gud nu? Ham, om hvem du sagde, altid var der. Han er jo ikke her nu? Hvis ikke mennesker siger det, siger ens eget hjerte det. Eller djævelen.
Tårer er blevet mit brød
dag og nat,
når de dagen lang spørger mig:
Hvor er din Gud? (Sl 42,4)
Tidligere kaldte man ofte dette for anfægtelser. Tilliden til Gud bliver angrebet – ”fægtet imod”. Man ser tilbage og husker, hvor godt det var at tilhøre Gud. Jesus var nær. Der var et fortroligt fællesskab. Der var tider, hvor man var sammen med andre i bøn, lovsang og fremgang. Det var så godt at være et Guds barn dengang!
Jeg husker det
og udøser min fortvivlelse:
Jeg gik i festskaren,
jeg vandrede til Guds hus
under jubelråb og takkesange
i valfartsskaren. (Sl 42,5)
Men nu er Gud borte.
På trods af det oplevede fravær kan mindet om det, man tidligere har erfaret med Gud, blive til en gnist af håb. Midt i det største mismod og den dybeste tvivl og anfægtelse, taler den, som har skrevet salmen til sig selv. Han spørger: Hvorfor bøjer du dit hoved? Hvorfor plager du egentlig dig selv? Hvorfor er du fuld af uro og sorg? Der er en vej! Der er en trøst! Har du ikke tidligere erfaret, at Gud virkelig var til at stole på?
Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud. (Sl 42,6)
Til min sjæl: I denne situation som du er i nu, gælder det samme som før. Nemlig at han er til at stole på. Selvom han føles borte, er han det ikke. Du må bare igen lære at vente på, at han griber ind. Stol på at han har alt i sin hånd, og at han ikke har glemt dig. Sæt din lid til at han vil gribe ind for den, som ikke har andet at stole på end ham. Derfor ”vent på Gud”.
Sådan er det. I mødet med nye fastlåste situationer som du ikke har erfaret før, tænker du nemt, at Gud ikke kan hjælpe mig i netop denne situation. Han kunne hjælpe mig i det, jeg oplevede tidligere. Men i den situation jeg er i nu, har jeg ingen erfaring af Guds indgreb. Derfor er det, som om troen på Guds hjælp er borte.
Det er imidlertid netop dette Gud vil lære os, at ingen situation er umulig for ham. Så længe han får lov til at komme til i vores liv og vores nød.
Vers 6 er som et omkvæd. Det kommer igen i slutningen af salmen (vers 12) og gentages i den næste salme (43,5) som sikkert oprindelig var en salme sammen med salme 42. Verset viser på en beskrivende måde den indre dialog hos en kristen i kamp. Han lever sit liv for Guds ansigt med evigheden over sig. Samtidig lever han her i tiden under pres fra mange sider mod sind, sjæl og krop. Salmens omkvæd lærer os at tage begge aspekter alvorligt ved vores eksistens som evighedsvandrere her på jorden.
Fortsættelsen af salmen viser, hvordan kampen udspiller sig. For salmisten opleves situationen fuldstændig overvældende. Det er, som om han drukner under de ukontrollerbare og truende hændelser, som vælter over ham som bølger.
Min sjæl er fortvivlet,
derfor tænker jeg på dig
fra Jordans og Hermons egne,
fra Mis’ars bjerg.
Havdyb råber til havdyb,
når dine strømme bruser;
alle dine brændinger og bølger
skyller hen over mig. (Sl 42,7-8)
Midt i den pressede situation kæmper han med tro og tillid til Gud. I det ene øjeblik kan han sige til sig selv, at Guds godhed er over ham.
Om dagen sender Herren sin godhed,
om natten lovsynger jeg ham
og beder til den levende Gud. (Sl 42,9)
I næste øjeblik råber han til en Gud, som har glemt:
Jeg siger til Gud, min klippe:
Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg vandre i sorg
plaget af fjenden? (Sl 42,10)
Det er som om benene ikke magter at bære ham længere, når dette frygtelige spørgsmål fylder ham: Hvor er din Gud, som du stolede på?
Det går mig til marv og ben,
mine fjender håner mig
og spørger mig dagen lang:
Hvor er din Gud? (Sl 42,11)
Til dig som kæmper en tilsvarende kamp og som oplever, at Gud føles fraværende i en fastlåst situation. Til dig som ikke kan føle hans nærvær i dit hjerte og i dit liv. Til dig som føler, at du drukner i en situation, som opleves helt umulig at komme ud af: Trøsten for netop dig lige netop nu, er den samme som før – Vent på Gud. Han har ikke glemt dig. Der vil på ny komme et tidspunkt, hvor du igen kan prise ham for hans trofasthed, nåde og hjælp og trøst, for han er fortsat din frelser og Gud.
Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud. (Sl 42,12)
Artiklen er tidligere bragt hos foross.no
