Social kontrol i kristne miljøer

Nogle oplever, at de er under pres, eller at der bliver set skævt til dem, hvis de mener, føler eller gør noget, som ikke er det gængse i fællesskabet.

”Han stod igen ved døren den aften, prædikanten, og hilste på hver enkelt. Inden jeg nåede forbi, spurgte han mig: ’Er det ikke nu, det er ved at være tid til, at du stiller dig op og vidner om Jesus?’ Jeg skyndte mig ind til min plads i mødesalen med en nagende følelse af, at der nok var noget galt med min tro, når jeg ikke havde lyst til at fortælle om den til en stor forsamling.”

Sådan husker Eva Skade Rasmussen en af de mange oplevelser, der har sat negative spor i hendes sind. Hun var omkring 16 år. Der var møderække i tre uger. Det var midt i 1980’erne. Det var i Vestjylland, i Luthersk Mission (LM).

”Efter mødet kaldte prædikanten mig til samtale i et lille rum ovenpå. Han mente, der måtte være noget, jeg skulle have gjort op med i mit forhold til Gud. Så der skulle være skriftemål. Jeg følte mig presset til at nævne et par ting, inden han fulgte op: ’Er der ikke mere, du vil bekende?’”

Eva husker ikke, om hun så nævnte mere. Men den tyngende skamfølelse bar hun i hvert fald med ud af lokalet: Hendes tro var ikke god nok, hendes frimodighed var ikke god nok, og hun kunne heller ikke ”præstere” en god nok syndsbekendelse. Hun var ikke god nok.

En håndfuld år senere droppede Eva relationen til LM.

Men troen på Jesus, som hun havde med hjemmefra, er intakt. Eva flyttede til hovedstaden, blev gift med Martin og var i flere år engageret i Københavnerkirken. I dag bor parret og deres tre unge mennesker i Nødebo, tæt på Hillerød, og er en del af fællesskabet i Græsted Kirke.

Befordrende eller nedbrydende?

Evas erfaringer er ikke enestående. Intet tyder dog på, at den konkrete oplevelse fra 1980’erne er typisk i 2023. Men de seneste år har der alligevel været fokus på såkaldt negativ social kontrol og magtmisbrug, også i kristne miljøer.

Omfanget er ikke let at afdække, bl.a. fordi meget afhænger af, hvordan man definerer tingene.

Social kontrol er nemlig et vidt begreb, som bruges på mange måder. Det kan betegne den helt naturlige og nødvendige håndhævelse af fælles ”spilleregler” i et hvilket som helst fællesskab. Men det kan også betegne udstødelse eller grov krænkelse af den personlige frihed for den, der træder lidt ved siden af fællesskabets snævre normer. Og alt derimellem.

Selvom kristne forældre, menigheder eller ungdomsgrupper har haft de bedste intentioner, tyder meget på, at ikke mindst teenagere og unge stadig i 2023 kan opleve, at de er under pres, og at der bliver set skævt til dem, hvis de mener, føler eller gør noget, som ikke er det gængse i fællesskabet.

I hvert fald søger en del unge fra missionsforeningerne ind i andre sammenhænge, hvor de oplever, at der er ”højere til loftet” kulturelt og/eller i trospraksis.

De fleste er nok enige om, at i enhver relation og ethvert fællesskab vil der, bevidst eller ubevidst, være nogle magtstrukturer og en form for social tilpasning. Det gælder både i børnehaven, i familien, i fodboldklubben, på kontoret og i menighedsregi.

Det afgørende spørgsmål er så, om autoriteten og påvirkningen håndteres på en sund og befordrende måde eller på en usund og nedbrydende måde.

Når Gud bruges som magt-forstærker

En af dem, der kender meget til de nedbrydende psykiske mekanismer, der kan opstå i kristne relationer og trosfællesskaber, er psykolog Irene Rønn Lind.

Hun mener fx, at en markant forkyndelse kan være et stærkt magtmiddel, hvis tilhørerne er usikre på sig selv eller bange for at miste troen og gå fortabt.1Gengivelse og citater af Irene Rønn Lind kommer fra artiklen ”Med Gud som hjemmel” i Til Tro, nr. 4 2021

Der er ekstra risiko i kristne hjem og menigheder for, at usunde psykiske mekanismer kan nedbryde mennesker, for dér kan Gud nogle gange blive misbrugt som en slags magt-forstærker, forklarer den erfarne, kristne psykolog.

”I nogle kirkelige miljøer bruges fx ordene: ’Jeg har fået en profeti om, at du …’ Og i andre kirkelige miljøer: ’Da jeg forleden sad og læste i min bibel, fik jeg det sådan, at jeg skulle sige til dig, at …’ Det antydes, at beskeden kommer fra Gud, og det kan få modtageren til at føle sig meget forpligtet. Men kommer beskeden fra Gud, eller er det personens egen idé?”

Irene Rønn Lind peger også på risikoen for, at løsrevne bibelvers og et for stort eller skævt fokus på visse emner i forhold til den bibelske helhed kan føre til magtmisbrug, fx i en meget konkret udmøntning af noget, som Bibelen ikke direkte konkretiserer.

Her peger hun fx på faren for, at en sag fremstilles på en så forsimplet måde, at man næsten ikke kan andet end konkludere, at modpartens synspunkt dermed må være forkert.

”Og så kobles der en række udsagn på, som fx at hvis man mener noget, der ikke er rigtigt, så lytter man til løgnens fader. Lytter man til løgnens fader, er man imod Gud. Er man imod Gud, består man ikke i dommen. Altså en række udsagn, der ligesom et sæt togvogne kobles på alle spørgsmål,” forklarer Irene Rønn Lind.

Når ledere ikke vedkender sig, at nogle spørgsmål og uenigheder er af mere perifer betydning, kan det nemt opfattes, som om det er frelse eller fortabelse, der er på spil i enhver sag.

Ikke mindst følsomme mennesker kan derfor få svært ved at stå på benene og bliver let bundet til en leder og et fællesskab, der har ”de rigtige” holdninger, påpeger psykologen.

Manipuleret med følelser

Det var også noget af det, Eva Skade Rasmussen i sin tid erfarede. Når guidningen af andre mennesker – børn, unge eller voksne – sker på en måde, hvor der bliver manipuleret med ens følelser, får den negative konsekvenser, konstaterer hun.

”Og selvom prædikanterne sagde, at man ikke skulle bygge sin tro på følelser, var de selv meget i deres følelsers vold og førte os andre ud i en destruktiv navlebeskuelse, frygt og falsk skyldfølelse,” erindrer Eva.

”Jeg oplevede, at der i dele af LM-miljøet konstant blev sat spørgsmålstegn ved, om man nu var rigtig kristen. Det efterlod et indtryk af, at hvis man hvilede meget i sin tro, var man nok i virkeligheden faldet fra.”

Autoritet må forvaltes ydmygt

Eva savnede en bevidsthed om og en ydmyghed over, at man får autoritet ved at stå på en talerstol. En autoritet, som må anvendes varsomt.

Hun er i den forbindelse blevet provokeret af en mandsdomineret tradition, hvor mænd misbrugte deres magt, og kun de færreste kvinder turde sige mændene imod. Hun følte ikke, der var respekt for kvinder.

”Jeg er med på, at kvinder ikke skal være hyrder i menigheden. Men det skal man jo heller ikke, bare fordi man er mand. Min fornemmelse var, at en hvilken som helst mand måtte udfolde sig om næsten hvad som helst fra talerstolen. Var der overhovedet nogen, der førte tilsyn med dem og havde kontrol over, hvad der foregik?” undrer den 51-årige nordsjællænder sig i dag.

Hun er egentlig tilbageholdende med at dele sine oplevelser, for hun ønsker ikke at kæmme alt over én kam. Og hun er også bevidst om, at meget ser anderledes ud i LM i dag – og sætter stor pris på fællesskabet med familie og venner, der er med i LM.

Respektfuld påvirkning

Carsten Hjorth Pedersen, tidligere leder af Kristent Pædagogisk Institut, har nedskrevet nogle af sine tanker om, hvordan man påvirker andre på en respektfuld måde, især i trosspørgsmål. I en af sine bøger skriver han:

”Det er ikke indholdet i troen, der i sig selv er krænkende eller udtryk for social kontrol, men måden, metoden eller timingen kan være det.

Det drejer sig om et hensyn til såvel sandheden som kærligheden, der giver en forælder, lærer eller forkynder hjælp til at konfrontere uden at intimisere og at trække sig tilbage uden at desertere.2Se også hæftet Forkyndelse med respekt – Åndeligt lederskab mellem konfrontering og tilbagetrækning Også når det drejer sig om at fastholde fortabelsens alvorlige virkelighed for børn og unge.

Samtidig er det vigtigt, at religiøse minoritetsmiljøer opmuntrer børn og unge til selvstændig tænkning og ærlighed.

Det skal være legitimt at lufte tvivl om alt det, der har med troen at gøre. Hvis der opstår uærlige miljøer, hvor man ikke kan sige, hvad man tænker og mener, kvæler vi åndsfriheden i hjem, skole og menighed. Og vi forhindrer troens og overbevisningens vækst.”3Påvirk med respekt, LogosMedia, 2019, s. 115

Smid ikke barnet ud med badevandet

Det kan Eva Skade Rasmussen nikke genkendende til, og hun er meget enig. Man skal ikke smide barnet (den gode kristne vejledning) ud med badevandet (magtmisbruget), men arbejde med, hvordan man får det sagt, mener hun.

Gennem en del år har Eva arbejdet i det specialpædagogiske felt med børn og unge. Og når hun sammenligner den tid, hun selv voksede op i, med den tid, som børn og unge i dag vokser op i, er forskellene iøjnefaldende.

”Snævre rammer og usund social kontrol findes nok stadig nogle steder. Men mit generelle indtryk er, at klare rammer og sund social kontrol er en mangelvare i dag. Mange voksne – forældre og ledere – holder sig unødigt tilbage, fordi man er bange for at opdrage eller for at krænke nogen,” konstaterer hun.

”Når forældre ikke tør være tydelige om rammer, værdier og forventninger, får det faktisk store konsekvenser for børnenes sociale relationer. De får svært ved at indgå i fællesskab og respektere fælles spilleregler, hvis de er vant til kun at orientere sig ud fra deres egen næsetip. Dermed får de en masse negativ opmærksomhed fra omgivelserne.”

”Der er behov for, at vi som voksne står op for det, vi tror på. Rigtig mange unge er forvirrede og råber efter rammer og vejledning. Så vi svigter dem, hvis vi bare overlader dem til, hvad de selv lige nu synes.”

Stå fast – og stil den anden fri

”Vi skal turde sige, hvad der er rigtigt og forkert – og gå ind i en samtale også om sprog, alkohol og netsurfing. Der er fx en del unge i dag, der ikke tager det alvorligt, at Guds ord er imod sex før ægteskabet. Men mange ledere og forældre er bange for at sige noget. Der tales ikke så meget om det kristne liv,” bemærker Eva.

”Vi må gerne sige, hvad der er bibelske absolutter. For det er ikke kærlighed at droppe alle forventninger og krav. Børn og teenagere har brug for en mur at spille op ad.”

”Også fra talerstolen skal man kunne adressere de konkrete problemstillinger. Men det går galt, når man kører det over på følelser i stedet for at tale sobert ud fra Bibelen om emnet. Så binder det i stedet for at frigøre,” er hendes erfaring.

”Det er afgørende, at man både i hjemmene og i menighederne forsøger at sætte rammer for det gode, kristne liv.

Men det skal gøres på en måde, hvor der er mulighed for dialog.

Det handler om at stå fast på det, man tror på, men stille den anden fri. Du skal ikke føle dig forkert som person, hvis du er uenig i mit syn på tingene,” understreger Eva Skade Rasmussen.

 

Artiklen er fra Budskabet og indgår i temaet ”Mennesket mellem meninger, magt og Messias” i nr. 1 2023 – sammen med flg. artikler:

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Gengivelse og citater af Irene Rønn Lind kommer fra artiklen ”Med Gud som hjemmel” i Til Tro, nr. 4 2021
2 Se også hæftet Forkyndelse med respekt – Åndeligt lederskab mellem konfrontering og tilbagetrækning
3 Påvirk med respekt, LogosMedia, 2019, s. 115

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook
Andre BUDSKABET artikler: