Hvor tæt er vi på Moses’ pen? Om GT’s overlevering

I en anden artikel på TilLiv, har Torben Kjær givet en indføring i problematikken omkring forskellige læsemåder i Ny Testamente. ¹Tekstkritik og det nye testamente Meget af det, som denne artikel siger om den nytestamentlige tekstkritik, gælder også i Gammel Testamente – dog med den væsentlige forskel, at mens de ældst bevarede håndskrifter til NT kun er få årtier yngre end originalmanuskripterne, er der for GT’s vedkommende et spænd på mange hundrede år mellem affattelsen af størsteparten af GT og de ældst kendte GT-håndskrifter.

En pålidelig tekst

Langt det meste af GT er særdeles pålideligt overleveret. Undertiden er der dog steder, hvor teksten er i stykker, eller der er usikkerhed om læsemåden. Som eksempel kan nævnes 1 Sam 13,1: “Saul var … år, da han blev konge, og han regerede to år over Israel”. Ordret siger den hebraiske tekst, at Saul var år, da han blev konge. Tallet mangler. Oplysningen om, at Saul skulle have regeret i bare to år, er også vanskelig at acceptere. Det passer dårligt med det, som fortælles i 1 Sam 13-31 om Sauls kongedømme, og det passer slet ikke med ApG 13,21. Den gamle græske oversættelse til GT mangler helt verset og giver derfor ingen hjælp. Flere afskrivningsfejl må være kommet ind på et tidligt tidspunkt i overleveringen af 1 Sam 13,1.

Sl 110,3 giver et andet eksempel. Mange bibellæsere vil kende verset, som det lød i den gamle oversættelse: “dit unge mandskab kommer til dig som dug af morgenrødens moderskød”. Den nugældende oversættelse siger noget ganske andet: “jeg har født dig som dug af morgenrødens moderskød”. I stedet for at tale om kongens villige hær fremstår vers 3 nu som Guds erklæring til kongen om, at han har født ham. En fodnote fortæller os, at den nye oversættelse beror på den græske oversættelse til stedet. Den har set de samme hebraiske konsonanter som i vendingen “din ungdom”, men har forstået dem som “jeg har født dig”.

Tekstkritik?

Disse to eksempler viser os situationen i GT: Der er undertiden fejl i tekstoverleveringen, nogle formuleringer i den hebraiske tekst giver kun med vanskelighed eller slet ikke mening, og fra tid til anden er der forskelle mellem den hebraiske tekst og de gamle oversættelser.

Bibellæsere, der anser Bibelen for at være Guds ord, bliver undertiden urolige ved ordet “tekstkritik”. De hører det som “bibelkritik” og mistillid til Bibelen. Betegnelsen “kritik” skal imidlertid ikke opfattes negativt, men som “evnen til at bedømme”. Vi siger jo, at en bog eller en film kan få en “god kritik”, dvs. blive bedømt positivt. På samme måde skal tekstkritik forstås som videnskabelig bedømmelse af hvilken læsemåde, der er den bedste.

Tekstkritikken går ud på at sammenligne de forskellige læsemåder, som vi har i håndskrifter og i de gamle oversættelser. Dens mål er at bedømme hvilken læsemåde, der ligger tættest på den oprindelige formulering. Eller for at tage eksemplet fra Sl 110,3: Tekstkritikken vil vurdere, om det er den hebraiske tekst eller den græske oversættelse, som kommer tættest på det, som David oprindeligt udtrykte, da han skrev denne salme. Hvordan det tekstkritiske arbejde foregår, har Torben Kjær kortfattet redegjort for.

Ingen originaltekst

Sagen er, at vi ikke besidder originalmanuskripterne til nogen af de bibelske bøger. De blev oprindeligt skrevet på papyrus eller pergament, som meget let forgår i Mellemøstens vinterfugtige klima. Nye afskrifter måtte hele tiden produceres, for at Guds ord ikke skulle gå tabt. Selv om man tog det nøje med afskrivningen af den hellige tekst, kunne der let opstå udeladelser eller fejl.

Endog trykte bibler undgår ikke fejl, selv om man er omhyggelig med korrekturlæsningen. En engelsk bibel fra 1631 fik tilnavnet “horebibelen”, fordi bogtrykkeren kom til at udelade et “ikke” i 2 Mos 20,14, og alle eksemplarer måtte kaldes tilbage. Han måtte betale en bøde svarende til et helt livs løn for denne forsømmelighed. Derfor kan det ikke undre, at fejl vil opstå i den møjsommelige proces, det er at skrive en bogrulle af.

Hebraiske håndskrifter og oversættelser

Det ældste, komplette hebraiske håndskrift til hele GT, som alle moderne bibeloversættelser bygger på, stammer fra ca. 1000 e.Kr. Mosebøgerne blev oversat til græsk omkr. 250 f.Kr. (kaldet Septuaginta), og i løbet af de næste generationer forelå resten af GT på græsk (også kaldet Septuaginta). Septuaginta kendes i håndskrifter fra perioden 100-300 e.Kr. Andre oversættelser kom til kort efter Ny Testamentes tid, f.eks. den syriske oversættelse. Det betyder, at der er mange hundrede år mellem de oprindelige udgaver af de bibelske bøger og de ældste håndskrifter. For Mosebøgernes vedkommende skiller næsten 2500 år mellem førsteudgaven af Mosebøgerne, der blev til ca. 1400 f.Kr., og det ældst eksisterende hebraiske håndskrift. Kan vi på den baggrund fæste lid til den hebraiske tekst?

Septuaginta afviger undertiden en del fra den hebraiske version. Mens den gennemgående er en god og præcis oversættelse af Mosebøgerne, har den en væsentlig kortere tekst til Jeremiasbogen. Den er en ottendedel kortere, og den præsenterer nogle af kapitlerne i anden rækkefølge end i de hebraiske håndskrifter. Det store afsnit Jer 33,14-26 mangler helt i den græske tekst. Den græske udgave af 1 Samuelsbog afviger også noget og giver på mange måder en bedre og mere sammenhængende tekst end den hebraiske udgave.

Fundet af Dødehavsrullerne

Det uventede fund af Dødehavsrullerne mellem 1947 og 1956 gjorde, at vi med ét fik hebraiske håndskrifter til GT, der er mere end 1000 år ældre end den hebraiske tekst, vi kendte før. De ældste Qumran bibelskrifter dateres til ca. 250 f.Kr. Det siges ofte, at Dødehavsrullerne har bekræftet den hebraiske teksttraditions generelle nøjagtighed og troværdighed. Det er rigtigt. Dødehavsteksterne har vist, at den hebraiske teksttradition er langt mere pålidelig, end man troede tidligere.

Fundene i Qumran viser os imidlertid noget mere: De bekræfter også den græske oversættelse af GT (Septuaginta). Man har f.eks. fundet rester af to hebraiske ruller til Jeremiasbogen, som svarer til Septuagintas kortere tekst og anderledes tekstrækkefølge. Det betyder, at menigheden ved Dødehavet har haft flere udgaver af Jeremiasbogen i sit bibliotek, både en lang, som svarer til den Jeremiasbog, som vi kender, og en kortere, som svarer til Septuaginta. Forskellige hebraiske udgaver af bibelteksten har været i omløb på Jesu tid, og de har været læst og brugt i én og samme menighed, som satte GT højt som Guds ord.

Kan vi stole på GTs tekst?

Ovenstående kunne måske forlede én til at tro, at den gammeltestamenlige tekst må være meget usikker og fyldt med afvigelser. Det er på ingen måde tilfældet. Ser vi på GT som helhed, er der kun få tekstkritiske problemer. Mere end 90 % af teksten har ingen afvigende læsemåder og giver ikke grund til nogen form for betænkelighed.

Hvor der viser sig forskelle mellem håndskrifterne, er de fleste af dem banale og påvirker ikke meningen. Kendere anslår, at højest i to % af teksten findes læsemåder, der kunne medføre indholdsmæssige ændringer. Til trods for den store afstand i tid mellem originalteksterne og de håndskrifter, vi har nu, fremstår tekstoverleveringen som meget pålidelig.

Endvidere forholder det sig således, at ingen af de tekstkritisk usikre steder i GT på nogen måde anfægter centrale bibelske lærepunkter. Hverken GTs tale om skabelsen, om Israels folks historie og fremtid eller GTs løfter om Kristus hviler på en usikker tekst. Der er heller ingen af de omstridte dele i GT (f.eks. Guds dom over Sodoma og Gomorra eller forståelsen af hævnsalmerne), som står og falder med en bestemt tekstkritisk variant. Den tekstkritiske usikkerhed omkring Sl 110,3 er naturligvis af betydning for udlægningen af denne Kristussalme, men rokker intet ved GTs tale om den kommende konge.

Vi skal huske, at Jesus og apostlene ikke bare havde én bestemt tekstform, men flere tekstvarianter ved siden af hinanden. Dette har fundet af Dødehavsteksterne vist os. I én synagoge var der måske en udgave, som svarer til den hebraiske bibel i dag. En anden synagoge havde måske en profetrulle, som var tættere på den græske oversættelse. Forskellige tekstformer eksisterede side om side, ofte i samme menighed. Det er ind i denne sammenhæng, at Jesus og apostlene understreger Skriftens autoritet og uomstødelighed (Joh 10,35; 1 Kor 4,6). Derfor kan NTs forfattere citere snart fra den græske oversættelse af GT (f.eks. Hebræerbrevet), snart fra den hebraiske udgave af GT (Matthæusevangeliet). At der undertiden er forskelle mellem læsemåderne, rokker ikke noget ved GTs autoritet.

Gud har ikke ladet sit nedskrevne, inspirerede ord blive undtaget de vilkår, som gør sig gældende for ethvert skrift, som skal kopieres af andre, nemlig at muligheden for fejllæsninger og fejlskrivninger opstår. Kopien er ikke fuldstændig lig den original, som man skrev af fra. Gud lod desuden afskriverne anvende de normer for kopiering, som gjorde sig gældende på deres tid. På den ene side var de omhyggelige med at skrive teksten af. På den anden side kunne de godt føje enkelte tilføjelser til teksten, for at forklare den og gøre den mere forståelig.

Tekstkritikken til GT er et nyttigt redskab til at finde frem til den bedste tekst i Guds ord i GT. Selv om alle tekstmæssige vanskeligheder langt fra er løst endnu, så har tekstkritikken givet os en bedre tekst end tidligere.