En kopi af en kopi af en kopi …
Når et skrift skulle kopieres dengang, gik det ikke så nemt som i dag. Det var ikke bare lige at finde filen frem og printe den ud, eller sende den til trykkeren eller scanne den ind. Det krævede en person af kød og blod, noget at skrive med og noget at skrive på. Og så måtte afskriveren langsomt skrive ord efter ord af eller sætning efter sætning af. Fejl var uundgåelige. Afskriveren kunne glemme et ord eller en sætning eller mere. Afskriveren kunne skrive et bogstav, et ord eller en sætning to gange. Nogle gange syntes afskriveren, at sproget var for dårligt og rettede i det. Nogle gange syntes afskriveren, at der stod noget forkert, og så rettede han lidt i teksten. Med tiden fik man kopier af kopier, og kopierne indeholdt fejl. Men selvom fejl var uundgåelige, så er der utrolig stor overensstemmelse mellem håndskrifterne, fordi skriverne var omhyggelige og havde respekt for teksten.
I dag har man ingen af de oprindelige håndskrifter men tusinder af afskrifter, som ikke altid stemmer helt overens. Hvad gør man så? Det er her tekstkritikken kommer ind. Tekstkritik arbejder med håndskrifterne til NT og forsøger at nå frem til den oprindelige tekst. Det er målet.
Hvordan arbejder tekstkritik?
Det følgende er stærkt forenklet. I tekstkritikken arbejder man på to fronter. 1) Man arbejder med de enkelte håndskrifter og prøver at fastslå deres alder så nøjagtig som mulig. Jo ældre et skrift er jo bedre. Desuden placerer man de enkelte håndskrifter i familier. Det er sådan, at der findes karakteristiske ligheder mellem de enkelte håndskrifter, og dem der ligner hinanden, sætter man sammen i familier. Og endelig arbejder man med at bestemme, hvor god en tekst, der findes i det enkelte håndskrift. Ud fra dette er man i dag nogenlunde enig om, at der findes nogle meget værdifulde håndskrifter på papyrus og nogle meget værdifulde håndskrifter, der er skrevet med store bogstaver, og som derfor kaldes majuskler. Det gælder specielt et par håndskrifter, der hedder ”Sinaiticus” og ”Vaticanus”. Når man sidder med et vers i NT, hvor man kan finde to eller tre forskellige måder at læse en sætning på, så vægter man først håndskrifterne. Hvor gode er de håndskrifter, der har den første læsemåde, hvor gode er de håndskrifter, der har den anden læsemåde, og hvor gode er de håndskrifter, der har den tredje læsemåde. Hvis de rigtig gode papyrus-håndskrifter og de rigtig gode majuskler støtter den første læsemåde, så vil man som tommelfinderregel vælge denne. Dette er den ene front. Her ser man på håndskrifterne.
2) På den anden front ser man på de forskellige læsemåder, og prøver at vurdere dem indholdsmæssigt i forhold til hinanden. Her opererer man med nogle kriterier: a) den korteste er ofte den ægte, b) den vanskeligste er ofte den ægte, c) den der bedst kan forklare de andre er den ægte etc. Ud fra disse og andre kriterier når man frem til en slutning. Dette er den anden front. Dog er der ingen tvivl om, at den første front er den afgørende.
Småtingsafdelingen
I 99% af alle eksempler på variationer drejer de sig om uvæsentlige detaljer. Et eksempel kan vise dette. I Mark 1,16 står der: ”Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen, for de var fiskere.” Vi skal se på ordet, der er gengivet med ”Simons”. Nogle håndskrifter har ”Simons” med den bestemte artikel. Vi kan ikke gengive det på dansk, men det betyder det samme, som hvis der ikke var den bestemte artikel. Nogle håndskrifter har ”hans”, og det peger tilbage på Simon. Nogle håndskrifter har ”Simons” men uden den bestemte artikel. Der er en sproglig variation, men meningsmæssigt er der ingen forskel. Det gælder langt de fleste eksempler på forskelle i håndskrifterne, at de blot er sproglige og stilistiske variationer, der ikke har nogen meningsmæssig betydning.
De store eksempler
Der findes nogle eksempler på markante forskelle. Jeg vil nævne tre.
Det første er den lange afslutning i Mark 16. Det er vers 9-20. Den mangler i de ældste og bedste håndskrifter. Stilen er også anderledes i disse vers end i resten af evangeliet. Afslutningen virker som et resume af de andre evangeliers beretninger om mødet med den opstandne. Af disse grunde mener jeg ikke, at vers 9-20 er en oprindelig del af Markus-evangeliet. Det er en senere tilføjelse. Det er ikke Guds ord. Dette er tekstkritik. Det er ikke bibelkritik, da jeg ikke kritiserer Guds ord.
Det andet eksempel er Joh 7,53-8,11. Det er beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud. Denne beretning mangler igen i de ældste og bedste håndskrifter, og den hører ikke til Johannes-evangeliets oprindelige del. Det er en gribende beretning. Den har et præg af ægthed, fordi billedet af Jesus svarer helt til det billede vi har af ham fra evangelierne. Men dette stykke hører næppe til i det oprindelige evangelium.
Det tredje eksempel er fra Joh 5. Her mangler vers 3b-5 i de ældste og bedste håndskrifter (dvs. fra ”som ventede på” og til ”… han end led af”). I vers 3b-5 får vi en forklaring på, hvorfor de syge lå her. Forklaringen er, at en engel bragte vandet i oprør, og den første, der kom ned i det, blev helbredt. Men det er en senere tilføjelse. Vi kan se af beretningen at folk troede dette, men uden vers 3b-5 er det blot folks tro.
Hvor er så Guds ord?
Vi taler med rette om, at NT er Guds ord. Men hvad betyder de mange kopier og de mange variationer af ord og sætninger i NT for, at vi kan betragte NT som Guds ord. Hvis vi skal være helt præcise, så er det de oprindelige skrifter (evangelier og breve), der er Guds inspirerede ord. Og det er kun for så vidt, at de senere afskrifter stemmer overens med de oprindelige, at de er Guds ord. Det samme gælder oversættelserne. Den autoriserede danske oversættelse er kun Guds ord for så vidt den stemmer overens med de oprindelige tekster. I praksis kan vi dog uden videre bruge den autoriserede som Guds ord. Da 99% eller mere af alle variationer er afskrivefejl eller rettelser, som vi let kan afsløre, eller betydningsløse sproglige variationer, kan vi være sikre på, at vi har den oprindelige tekst hos os. Der er kun få steder, hvor vi kan være i tvivl. Men selv dér hvor vi kan være i tvivl og vælger alle de mest tvivlsomme gengivelser, så får vi stadig det samme billede af Jesus som Guds Søn og stadig den samme forkyndelse af frelse som frelse ved tro og af nåde. Der er ingen af vore lærepunkter, der befinder sig på tvivlsom tekstkritisk grund.
Tekstkritik og bibelkritik
Det er nødvendigt at skelne mellem tekstkritik og bibelkritik. Tekstkritik er nødvendig, da vi ikke har de oprindelige skrifter. Tekstkritikken hjælper os til at fastslå, hvad der oprindeligt har stået i NT’s skrifter. Den hjælper os til at fastholde, hvad der er Guds ord og bevare det intakt. Tekstkritikken arbejder med håndskrifter. Den ser kritisk på håndskrifter og afskriveres fejl. Hvis nogle vers eller sætninger mangler i de ældste og bedste håndskrifter, kan man overveje, om de er senere tilføjelser. Det er legitimt. Bibelkritik er noget helt andet. Bibelkritikken sætter ind, når tekstkritikken er færdig med sit arbejde. Bibelkritikken arbejder med den færdige tekst. Den ser kritisk på teksten og kan mene, at en tekst er sat sammen af flere stumper. Nogle af stumperne er senere tilføjelser. Dette er ikke legitimt, for ifølge håndskrifterne er teksten intakt. I bibelkritikken hæver man sig op over teksten og forholder sig kritisk til denne. Man taler om senere tilføjelser eller om, at det fortalte er uhistorisk. Men dette er ikke legitimt, da man kritiserer selve teksten, der er Guds ord.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
