Så jeg kunne f.eks. sige, at evangeliet er: Jesus.
Men det giver mere mening at sætte lidt flere ord på: Evangeliet er gode nyheder, hvilket også kan være farlige nyheder. Det er de gode nyheder om, hvad Gud har gjort gennem Jesus Kristus – specielt gennem hans død og opstandelse til frelse for sit folk og til sin egen og sin søns ære.
Det kan man så uddybe meget mere ved f.eks. at tilføje, hvad Jesus har fuldført gennem sin død og opstandelse, og at dette i sidste ende leder til forvandling af enkeltpersoner her, genforening mellem ham og hans folk og til sidst fuldendt forvandling i en ny himmel og på en ny jord i retfærdighedens hjem med opstandelsens eksistens.
Alt det er opnået gennem Jesus på korset, hans opstandelse, himmelfart og hans plads ved sin fars højre hånd. Det er de gode nyheder – det er, hvad Gud har gjort.
Evangeliet er gode nyheder
Dette uddybende svar på, hvad evangeliet er, er nyttigt, fordi det er mere dækkende. Evangeliet vipper dig ikke bare ind i kongeriget, hvor hele forvandlingsprocessen så kommer efterfølgende gennem discipelskabskurser. Nej, evangeliet er den store kategori, hvorunder discipelskab, helliggørelse, fuldendelse og alt andet kommer.
Derudover er denne definition af evangeliet tro mod selve ordet – sprogligt set: Det er nyheder. Det er Guds nyheder om, hvad han har gjort. Derfor må evangeliet proklameres. Det er det, man gør med nyheder. Når du har vidunderlige eller vigtige nyheder at fortælle, så bekendtgør du dem.
Så den gamle talemåde, som ofte forbindes med Frans af Assisi, selvom han højst sandsynligt aldrig har sagt det – ”Prædik evangeliet, brug om nødvendigt ord” – giver ikke nogen mening overhovedet. Det ville være det samme som at sige til en nyhedsoplæser i aften på de regionale nyheder: ”I aften kl. 10 vil jeg have dig til at fortælle nyhederne, brug om nødvendigt ord”. Det giver bare ikke mening.
Nyheder må fortælles videre. Så der er en centrering om ord-tjeneste, den proklamerende/forkyndende tjeneste. Jo, der er også plads til begrundelse og debat osv., hvilket fremgår af følgende skriftsteder: ”Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren”(Es 1,18) og ”Da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker”(2 Kor 5,11). Der er forskellige former for kommunikation, men centralt for en stor del af NT er altså denne forkyndende overtone – at bekendtgøre nyhederne om, hvad Gud har gjort.
Skelnen mellem evangeliet og dets konsekvenser
Det andet element i den nævnte definition af evangeliet er dens skelnen mellem, hvad evangeliet er, og hvad dets efterfølgende konsekvenser er. Evangeliet er, hvad Gud har gjort gennem Jesus Kristus. Hvordan vi reagerer på det i tjeneste, selvfornægtelse, at tage vores kors op, villighed til at dø, at hjælpe andre og grave brønde i Sahara, eller hvad vi ellers gør, så er det udtryk for forvandlede levemåder, men det er ikke evangeliet.
Der er udgivet en bog, der hedder Hullet i vores evangelium. Dermed tænker forfatteren f.eks. på mere omsorg for de svage og trængende og undertrykte. Jeg insisterer så stærkt som nogen på, at Bibelen i sin helhed siger en hel masse om de trængende og undertrykte, og om hvordan vi bør tjene dem. Det er sandt – men det er ikke evangeliet. Det afsløres faktisk også i bogens undertitel: – hvad kræver Gud af os?
Vores forpligtelser over for Gud og andre mennesker er imidlertid ikke evangeliet. Evangeliet er nyhederne om, hvad Gud har gjort for os. Og det har så efterfølgende nogle konsekvenser.
Min stærke insisteren på at skelne mellem evangeliet og dets konsekvenser skyldes, at hvis man begynder at læse konsekvenserne baglæns ind i evangeliet, så vil evangeliet komme i fare for at blive mindre og mindre, og så handler det mindre om, hvad Gud har gjort i Jesus Kristus på korset, og mere og mere om, hvad vi gør.
Enhver såkaldt evangelie-prædiken vil derfor mere komme til at lyde som moralisme. Det er meget let at glide ind i en Gud-fri, kraftesløs form for moralisering, der pisker mennesker, men som ingen kraft har, fordi der ikke er nogen gode nyheder om, hvad Gud har gjort.
Behov for evangelie-centrering
De seneste 10 år har den ”evangelie-snak”, jeg her præsenterer, fået en opblomstring. Man kan måske tale om en evangeliecentreret bevægelse. Den afspejler på en måde en ældre skelnen, som evangelikale med god grund holdt meget af. Den ældre generation talte om formalprincippet (Skriften som eneste autoritet) og materialprincippet (evangeliet, retfærdiggørelsen ved tro alene).
En del anser Skriften højt (formalprincippet). Jehovas Vidner tror på Skriftens fejlfrihed. Mange mormoner tror på troværdigheden i inspirationen og fejlfriheden i Skriften, men de har alligevel et meget anderledes ”evangelium”. Så for at have en sundt billede af Bibelens indhold, må vi holde fast i, hvad evangeliet egentlig er (materialprincippet).
Bibelen er ikke bare er en blanding af enkeltstående hellige bøger, hvorfra man kan tage en hvilken som helst tekst og udlede nogle få moralske principper og så sige, at man prædiker Bibelens budskab. Sådan er det ikke.
Bibelen hænger sammen – dens dele passer sammen og er i overensstemmelse, der er tråde, linjer, typologi og strukturer i Bibelen, der leder hen imod evangeliet. Jo mere man ser det, des mere vil budskabet fra de forskellige dele af Bibelen – selvom hver bog og kapitel bidrager med noget forskelligt – sammenføje tingene og dermed bringe dig til Jesus Kristus på overbevisende måde.
I en tid, hvor folk i stigende grad er blevet fokuserede på periferien, er det at blive mere evangelie-centreret i mine øjne en meget god bevægelse.
Hvor ligger fokus og passionen?
Lad mig nævne endnu et godt element i den evangelie-centrerede bevægelse. Jeg har undervist i næsten 40 år, og hvis der er en ting, jeg har lært, er det, at folk ikke lærer alt, hvad jeg lærer dem. De plejer derimod at lære, hvad jeg er fokuseret på og passioneret omkring.
Hvis jeg bare forudsætter evangeliet som noget kendt og selvfølgeligt, men er optaget af det perifere, så bliver det perifere centrum for den næste generation. Og i den situation er de kun omkring én generation fra at miste evangeliet helt.
Evangeliet er nu blevet fjernt for dem, og min egen undervisning og forkyndelse må tydeliggøre, hvad jeg er optaget af, så jeg gentager det hele tiden: evangeliet om Jesus Kristus. På den måde videregiver jeg til næste generation det, der er centralt, det, der ikke står til forhandling, det, de også må være optagede af at videregive til deres elever.
Så i det store og hele tænker jeg, at opblomstringen af den evangelie-centrerede tjeneste og talen om evangeliet er en rigtig god ting.
Praksis, periferi og centrum
Men ligesom enhver anden god ting, kan dets natur forandres. Nogen ville måske begynde at sige noget i retning af: ”Jeg er kun interesseret i at dele evangeliet. Jeg er fuldstændig ligeglad med kirkestrukturer”. Men på et tidspunkt kommer man til det praktiske om, hvad der sker i den lokale kirke, og så er man tilbage ved pastoralbrevene.
Her opdager man, at strukturen af den lokale kirke også er formet af evangeliet, som godt nok er en stor ting, der inkluderer discipelskab, men faktisk ikke dækker alting. Og så er der ting som kirkemedlemsskab og disciplin og tilhørsforhold til Kristi forenede legeme, der på en måde flyder ud af evangeliet, men som ikke kan identificeres med evangeliet.
Meget snart vil man også komme til at tale om spørgsmål omhandlende samtidens seksualmoral, gengifte fraskilte, homoseksualitet, eller hvad det nu kunne være. Alle disse emner er på en eller anden måde i berøring med evangeliet, men de er ikke evangeliet.
Evangelie-fokuseringen må altså ikke blive en undskyldning for ikke at tænke sammenhængende. Men når vi fokuserer på perifere emner, der også er vigtige, må vi ikke miste forankringen i centrum. Vi skal ikke lade os vildlede, så det perifere erstatter det centrale.
Fra interview på videoen “How should we understand the gospel?”
Oversættelse: Emil Solgaard. Bearbejdet af Budskabets redaktion.
