Liturgi er et fremmedord taget fra det græske ord leiturgia. Det er sammensat af ordet for folk (laos) og ordet arbejde (ergon). I kirken dækker ordet liturgi over forløbet i gudstjenesten. Det kan også forklares som gudstjenestens ritual. Et møde har også en liturgi i det øjeblik, der er et program eller en dagsorden. Så selvom vi som regel ikke bruger ordet i forbindelse med missionshusmøder, kunne det i princippet godt bruges der.
Leiturgia var i oldtidens græske samfund et princip, som dækkede borgeres finansielle støtte til statens arbejde, herunder skuespil og kunst. På den måde har kirken altså overtaget en tænkning omkring liturgien som et fælles bidrag fra alle. Det er altså ikke en gruppe, som optræder for en anden.
Ordet optræder få steder i Det Nye Testamente: i Filipperbrevet 2 som udtryk for tjenesten for evangeliet og i Lukasevangeliet 1,23 og Hebræerbrevet 9,21 som udtryk for gudstjeneste.
Liturgi i Det Gamle Testamente
I begge sidstnævnte henvisninger er ordet knyttet til Det Gamle Testamentes gudstjenestepraksis omkring offertjenesten. I GT bliver vi meget tidligt introduceret til en eller anden form for liturgisk praksis. Vi ved ikke, om Kain og Abel gav deres offer i forbindelse med en liturgisk handling, men det er oplagt at forstå det som en form for takkegave, måske et høstoffer, som har været knyttet til årets gang, når kornet var høstet, og husdyrene havde fået deres unger. Det vi også i dag praktiserer som høstfester og høstgudstjenester (se 1 Mos 4,3f.).
Om de første slægter efter skabelsen læser vi, at på Enoshs tid begyndte man at påkalde Herrens navn (1 Mos 4,26). Vi ved ikke hvordan, men da det jo har haft et offentligt udtryk, har det sandsynligvis (også) haft en liturgisk form.
I forhold til personlig andagt får vi at vide, at Daniel tre gange om dagen knælede ved vinduer vendt mod Jerusalem, hvor han bad og takkede Gud, sådan som han altid havde gjort (Dan 6,11). Nogle af Bibelens salmer er knyttet til bønner på bestemte tidspunkter af dagen. For eksempel er Salme 5 og 108 morgensalmer og Salme 4 og 141 aftensalmer. Selvom de sikkert er blevet brugt i en fælles morgen- og aftensang, har salmerne også karakter af individuel bøn. Så mens Daniel boede i Babylon, har han måske fortsat en fælles gudstjenestepraksis omkring morgen og aften alene i sit hjem. Det var blevet hans personlige andagtsstund.
I de forordninger Gud giver til Moses omkring helligdommen indgår ofrene i en liturgisk tænkning. For eksempel skulle der ofres et lam to gange om dagen; det ene om morgenen og det andet, lige inden mørket faldt på (4 Mos 28,3-4).
Mange af ofrene blev fordelt ud over året, så det kom til at bestå af forskellige fester, som markeredes igen og igen. Et eksempel på faste liturgiske indslag er hornblæsningen, som skulle foretages på den første dag i den syvende måned som en indledning til fejringen af nytåret og i forbindelse med ofringerne (4 Mos 10,10).
Den organiserede liturgi omkring ofrene får en ny udgave med templet i Jerusalem. Vi har en rimelig detaljeret beskrivelse af indvielsesritualet omkring Salomos tempel i Første Kongebog 8 og Anden Krønikebog 5-7. Først førtes pagtens ark og de øvrige hellige genstande i procession til det nye tempel, og Salomo tilføjede nogle indvielsesord i den forbindelse. Vi læser, at et kor og orkester stod øst for alteret og lovpriste Gud i forbindelse med processionen. Så velsignede kongen Israels forsamling med en bøn. Derefter bad han en takkebøn til Gud på knæ foran alteret, hvorefter han velsignede Israels forsamling endnu engang. Vi læser, at Gud tog imod ofrene, og i den forbindelse har der været en kommentar/respons fra israelitterne (sandsynligvis et såkaldt responsorium, der gentages flere gange): “Han er god, hans trofasthed varer til evig tid” (2 Krøn 7,3b – en respons vi også finder i Salme 118,1-4 og gennemgående i Salme 136). En stor mængde forskellige ofre blev ofret, og det tyder på, at der har været lovsang og musik med responsorium under ofrene.
Indvielsen varede i 14 dage: syv dage plus syv dage. Det skyldes, at indvielsesfesten faldt sammen med løvhyttefesten – den nytårs- og høstfest, hvor der i forvejen skulle bringes mange særofre af forskellig slags som supplement til det daglige offer (3 Mos 23,39-43. 4 Mos 29). Det var et tidspunkt, hvor Israels folk i forvejen skulle samles omkring gudstjenesten i tabernaklet/templet.
Løvhyttefesten var altså en pilgrimsfest. I Salmernes Bog har vi flere pilgrimssalmer, som blev sunget i forbindelse med festerne. I salme 84 har vi en lovprisning af Gud for hans nærvær i templet. I den forbindelse udtrykkes glæden ved at være på pilgrimsvandring for at møde Gud i templet (v.6-8). Salme 118 er en lovsang, som er blevet sunget i festprocessionen i templet (v.27). Den har indgået i ritualet omkring løvhyttefestens ofringer. For eksempel er vers 19-20 muligvis blevet sunget, idet portene til de indre forgårde blev åbnet.
Liturgi i evangelierne
Pilgrimsfesterne gjorde sig stadig gældende på Jesu tid. Vi læser, at Jesus ikke bare deltog i løvhyttefesten (Joh 7,3f) og i påskefesten (Luk 2,41 og Mark 14,12f), men at han placerer sig direkte i disse fester på en liturgisk måde.
For i forbindelse med løvhyttefesten læser vi, at Jesus på den sidste dag træder frem på tempelpladsen og taler om sig selv som livets vand (Joh 7,37-39). Dette sagde han i forlængelse af den store lovprisning på netop denne dag, hvor løftet om levende vand fra Zakarias 14,8 blev læst, og præsterne havde et ritual, hvor de gik rundt om alteret syv gange mens de råbte ordene fra Salme 118,25: “Herre, frels dog!”
Omkring påskefesten bliver det endnu mere tydeligt. I forbindelse med påskeritualet omkring spisning af påskelammet, går Jesus ind og ”trumfer” fejringen ved at placere sig selv i den og dermed ”forklare” påskelammets funktion som knyttet til hans kommende offer på korset.
Det var en oplagt mulighed for at forny ritualet og dermed give det et nyt perspektiv. Han bliver et led i liturgien, ja gudstjenestens centrum. For fodvaskningen (Joh 13,1-17) skete ved indledningen af påskemåltidsritualiet, og den følgende spisning af brødet og vinen knyttedes sammen med folkets frelse ud af Egypten (2 Mos 12). Jesus korsfæstedes og døde muligvis samtidig med slagtningen af påskelam i templet, og dermed har flængningen af forhænget på netop det tidspunkt virket endnu mere dramatisk (Matt 27,51). Vi læser også, at Jesus og disciplene slutter påskefejringen med lovsangen, som udgjorde salmerne 114-118 i Salmernes Bog.
Liturgi i den tidlige kirke
Det giver derfor god mening, når kirken med kirkeåret har overtaget jødisk liturgi fra påsken og fejrer den i overensstemmelse med Jesu perspektiv på dem.
Efter pinsedag fortsatte de første kristne deres daglige bønnetider i templet, som de også tidligere havde gjort sammen med Jesus (ApG 3,1). Den supplerede de med en form for nadvergudstjeneste i hjemmene (ApG 2,42-47).
Det er blandt andet i Paulus’ formaning til korinthermenigheden omkring nadverfejringen, at vi finder de kendte indstiftelsesord fra Jesus selv, og de kan tolkes som en hjælp og vejledning til at gøre den kaotiske nadverfejring i menigheden mere liturgisk ordnet (se 1 Kor 11,17-34). Ved at lade ordene lyde i fællesskab i forbindelse med nadvermåltidet ville det skabe fokus på nadveren som sakramente og ikke kun som fællesspisning. Som han slutter med at skrive: “altså, mine brødre, når I kommer sammen for at spise, skal I vente på hinanden” (v.33).
I oldkirken mødtes kristne til gudstjeneste og bøn omkring Guds ord og nadverens gave. Ud over evangeliernes skildring af nadverindstiftelsen før Jesu død omtaler Paulus det som en etableret praksis: undervisning og belæring i en kontekst med salmer, hymner og åndelige sange (Ef 5,19. Kol 3,16). Denne tredeling udgør sandsynligvis de bibelske salmer, ældre etablerede hymner og lettere, samtidige sange. En genrebredde, som vi også kan nyde godt af at praktisere i vores tid.
Korinthermenigheden havde også brug for at få ryddet op og skabt orden i deres gudstjeneste. Her handlede det især om tungetalens plads, og hvem der skulle forkynde i gudstjenesten (se 1 Kor 14,26-40).
Da de kristne fik friheden til at bygge kirkebygninger, var det derfor oplagt, ud over hovedgudstjenesten om søndagen, at have en daglig morgen- og aftengudstjeneste i store menigheder. Det var gudstjenester, hvor bibellæsninger, forkyndelse og lovsang indgik i en leiturgia – en fælles tjeneste for Gud og hinanden.
Endelig ser vi elementer af den oldkirkelige gudstjeneste i Johannes Åbenbaring. Vi får nogle lovsange knyttet til den himmelske gudstjeneste omkring den treenige Gud (Åb 4,5; 7,9-17; 11,15-19 og 19,1-10). Fælles her er lovsangen omkring Guds trone for hans nærvær og mægtige frelsesgerninger. For eksempel finder vi den trefoldige markering af Guds hellige nærvær (Åb 4,8), som også fremgår i Det Gamle Testamente (Es 6,3): de tre gange ”hellig”, som vi også kender fra nutidens nadverritual.
Desuden findes der en tekst fra kirken i det første århundrede, den såkaldte Didache. Her gives nogle instruktioner til afholdelse af dåb og nadver, som danner grundlag for vores nuværende dåbs- og nadverritual.
Den videre udvikling
På grund af politisk uro og kristenforfølgelser blev det i høj grad gennem klostrene, kristen lærdom og liturgisk liv overlevede og udviklede sig i middelalderen. Da kirken i stor stil desuden benyttede munke som præster og missionærer, udviklede der sig en praksis, hvor præster og lægfolk kom længere og længere væk fra hinanden. Det var denne afsporing, som den lutherske reformation gjorde op med; blandt andet ved at oversætte Bibelen og indføre gudstjenester på folkesprog. Forkyndelse og oplæring var også trådt i baggrunden, og nadveren var blevet en eksklusiv affære. Begge dele ville Luther genetablere i gudstjenesten, så den igen blev menighedens leiturgia efter bibelsk forbillede.
Konklusion
Det fremgår klart, at der har været en liturgisk praksis både gennem Det Gamle og Det Nye Testamente. Begge steder handler det om, at gudstjenesten skal foregå regelmæssigt og under ordnede forhold, så den tjener til åndelig opbyggelse. Liturgi er nødvendig, for at alle kan være med og give ordentligt plads til ordet og sakramenterne.
Artiklen er fra Budskabet 02-2025 og er en del af temaet ”Liturgi”. Flere artikler i samme tema:
