I august 1527 ramte pesten Wittenberg, en epidemi med stor spredning, smittefare og ændret hverdag og livsvilkår for mange.
Luther skrev i den forbindelse et åbent brev til en luthersk præst i Breslau, hvor han svarer på, hvordan man skal forholde sig. Selvom det er på ca. 500 års afstand, er der mange forhold ”oversat” til vores tid og kontekst, som en kristen kan lade sig vejlede af og trøste ved. Luther skelner på god vis mellem åndelige forhold og verdslige forhold – om hvordan man skal følge myndighedernes anvisning, være en kærlig og ansvarlig næste, som præst være en god hyrde og som troende bevare tilliden til Gud – også under forhold, hvor bekymringer, sygdom, død osv. sætter dagsordenen. Der er trøst og håb i ordene: ”Frygt ikke!”
Det er ikke bare teoretiske ord. Luther (og bl.a. bypræsten Bugenhagen) gik foran som eksempel på de ord, han skriver i dette brev. Og det var heller ikke bare letkøbte ord. Luther oplevede selv i denne tid følger af pesten, og ligeså i årene efter oplevede han ofte på tæt hold, hvordan usikkerhed, død (også egne børn), forfølgelse og smerte var en konstant ledsager i livet. Samtidig var det i disse år mellem 1527-1529, at han skrev den kendte salme ”Vor Gud han er så fast en borg; den er gendigtet over Salme 46 fra Det Gamle Testamente, som afspejler den virkelighed, at Guds folk med tillid kan hvile i hans beskyttelse midt i alle former for kaos.
Luther forstod, at uanset om du er kristen eller ej, så står enhver over for virkeligheden af naturkatastrofer, politisk uro og som nu en global verden mærket af epidemi. Han forstod også, at der er mere at sige, end hvad vi kan forholde os til på ”den ydre side”.
Hermed en anbefaling i den kommende tid til at læse dette åbne brev. Du finder et uddrag nedenfor, og du kan finde hele brevet via dette link.
(stor tak til Finn Andersen fra lutherdansk.dk for at have oversat brevet og gjort det tilgængeligt på nettet)
Uddrag fra Hvordan man skal forholde sig ved epidemier, af Martin Luther
“Nogle synder igen for meget på højre side og er alt for dristige og frimodige, så at de frister Gud og forsømmer alt, hvormed de skulle kunne hindre sygdommen eller epidemierne. De foragter brugen af lægemidler og undgår ikke de steder, hvor de smitsomme sygdomme er opstået, eller de personer, som har haft dem. De drikker og spiller med dem og vil dermed bevise deres frimodighed og siger: Det er en Guds straf. Vil han beskytte os, så gør han det nok også uden al medicin og vore forholdsregler. Men det er ikke at forlade sig på Gud, men at friste Gud. For Gud har skabt medicinen og givet os forstand til at forstå kroppen og pleje den, så at den kan være sund og frisk.
Den, som ikke bruger det, når han har det og godt kan gøre det uden skade for sin næste, han ødelægger selv sit eget legeme og skal se vel til, at han ikke bliver sin egen selvmorder for Gud. For på den måde kunne man også lade være at bruge mad og drikke, klæder og hus og være frimodig i troen og sige: Vil Gud bevare mig for hungersnød og frost, så vil han nok kunne gøre det uden føde og klæder. Men en sådan person ville helt sikkert være sin egen morder. Og endnu grueligere er det, når man sådan vanrøgter sit eget legeme og ikke hjælper til at hindre epidemier, så meget man kan. Derved kan også mange andre smittes og forgiftes, som ellers ville have levet, hvis man havde plejet legeme, som man burde. Man ville da også blive skyld i sin næstes død og for Gud være en mangedobbelt morder. Sandelig, sådanne folk handle netop ligesådan, som når et hus brændte i byen, og ingen ville redde det, men lade ilden få rum, så at hele byen brændte op, og de da ville sige: Vil Gud gøre det, så kan han nok slukke og redde byen uden vand.
Nej, min kære ven, det er ikke smukt gjort. Brug medicinen. Tag det, der kan hjælpe dig. Rens hus, gård og gader. Undgå også personer og steder, hvor næsten ikke behøver dig, eller hvor sygdommen florerer. Og bær dig ad som en, der ville hjælpe med at dæmpe en almindelig ildebrand. For hvad er smitsomme sygdomme andet end en ild, som ikke opæder træ og strå, men legemer og liv? Og tænkt sådan: Velan, fjenden har med Guds tilladelse sendt os gift og dødelig smitte; så vil jeg da bede Gud, at han vil være og blive os nådig. Derefter vil jeg hjælpe at rense luften. Give og tage imod lægedom. Undgå steder og personer, hvor man ikke behøver mig, for at jeg ikke skal fordærve mig selv, og dertil måske mange andre ved mig blive forgiftet og smittet, så jeg ved min skødesløshed bliver årsag til deres død. Vil Gud ramme mig, skal han nok finde mig. Jeg har dog gjort, hvad der stod til mig at gøre, og er ikke skyld hverken i min egen eller andre folks død. Men hvor min næste behøver mig, vil jeg hverken undgå sted eller person, men frimodigt gå hen til ham og hjælpe ham, som ovenfor er sagt. Se, det er en ret, gudfrygtig tro, som ikke er dumdristig eller overmodig og ikke frister Gud.”
