Taler Bibelen altid klart?

Om Luthers skriftforståelse. Hvad mente Luther om Skriftens klarhed? Vi vil forsøge at danne os et billede, som vi forhåbentlig kan tage ved lære af – også 500 år efter reformationen.

Skriften (=Bibelen) var – og er i mange sammenhænge i dag – ikke alene om at være grundlag og norm for den kristne lære. Luther understregede derimod stærkt Skriften alene som grundlag og norm for kristen tro, liv og lære.

Klarhed eller uklarhed har konsekvenser

Han ville ikke vide af noget, som kom på linje med Skriften. Derfor hænger hans lære om Skriften alene uløseligt sammen med hans lære om Skriftens klarhed. Hvis Skriften ikke er klar, vil den ikke kunne stå alene – men er Skriften klar, behøver den ikke nogen andre til at bedømme eller supplere den for at kunne forstås.

Allerede gnosticismen hævdede i kirkens første tid, at der krævedes en særlig åndelig indsigt, som kun blev givet til nogle få, for at kunne tolke de kristne skrifter. De modsagde dermed Skriftens klarhed. Mod dem fastholdt bl.a. kirkefaderen Irenæus Skriftens klarhed.

Andre protestantiske reformatorer (Zwingli og Calvin) var uenige med Luther, når det drejede sig om Skriftens klarhed, idet de talte om, at Ånden ikke behøver noget middel, men kan tale uafhængigt af Guds ord.

Uanset hvor vi hver især står, er det afgørende spørgsmål, om kirken eller den enkelte kristne har fået en særlig myndighed til at bedømme Skriften, eller Skriften har magten til at bedømme os. Er Skriften uklar, bliver vi dens dommere. Er den klar, bliver den vores dommer, når vi lader den tale til os.

Bibelen og filosofien

Da Luther m.fl. begyndte at reformere den katolske kirke, anvendtes Bibelen ikke som eneste kilde til erkendelse af Gud, men blev suppleret af fornuften, dvs. filosofien. Filosofien blev hverken anset for at være den eneste eller den fuldkomne vej til Gud – men betragtet som et nødvendigt supplement til teologien, var den en af vejene til erkendelsen af Gud.1Valen-Sendstad, s.23 Skriften blev ikke set som klar nok til at forme teologien alene, så filosofien måtte hjælpe.

Det er frugten af denne sammenstilling af teologi og filosofi, man som regel omtaler som ”skrift og tradition” som vejvisere for troen og læren i den katolske kirke.

Det gav to sideordnede autoriteter: På den ene side Skriften og på den anden side fornuften eller filosofien. Med filosofien blev der udviklet traditioner, som ikke lod sig bekræfte af Skriften, men som blev set som nødvendige og lige så gyldige som de udsagn, der lod sig direkte bekræfte i Bibelen.2Til sammenligning er Bibelen normen i den lutherske kirke, mens bekendelsesskrifterne er en såkaldt afledt norm. Dvs. at bekendelsesskrifterne ikke er selve normen og selve grundlaget, men er tolket ud af den eneste norm og det eneste grundlag, som kirken har, nemlig Bibelen. Selvom vi agter bekendelsesskrifterne højt, skal vi ikke sætte dem på linje med Skriften.

På reformationstiden var der inden for den katolske kirke imdlertid ikke strid om, hvorvidt Skriften var Guds ord og åbenbaring og var guddommeligt inspireret. Uenigheden bestod i, om Skriften var klar eller behøvede andre egenskaber eller instanser til hjælp for at kunne forstås.

Også i dag finder vi mistillid til Bibelen som Guds ord og afvisning af at den skulle være klar både i og uden for kirken. At sekulære mennesker ikke stoler på Skriften som Guds ord og afviser dens klarhed, er ikke så overraskende. Men når vi inden for kirkesamfundene møder mistillid til Skriften og afvisning af dens klarhed, er det et af Djævelens mere snedige angreb, fordi det kommer indefra og ikke udefra.

Det ligner et får, men lugter af ulv… Og her bør vi være særligt vågne! Luther siger på baggrund af 2 Thess 2,4, at Antikrist (paven!) skal sætte sig i Guds tempel (dvs. i kristenheden).3Hvorfor Pavens og hans disciples bøger er blevet brændt af Doktor Martin Luther, LD bd.2, s. 283; Til to præster om gendåben, LD bd.4, s. 96. Det er netop ikke uden for kirken, men i selve kirken, vi udsættes for de største antikristlige angreb.

Skriften er klar – og kan misforstås

Luther skrev ikke en bog eller artikel om Skriftens klarhed, men han har dog i flere andre sammenhænge forholdt sig til sagen, idet han fx skriver, at Skriften er ”i sig selv fuldstændig sikker, let tilgængelig, helt igennem åben, den udlægger sig selv samt viser rigtigheden af, dømmer og oplyser alle om alt”.4WA 7,97,23f, jf. Rothen, s.8

Her ser vi som det første, at Skriften ifølge Luther altså ikke er så uklar eller svær at forstå, som forskellige personer og strømninger har ment op gennem historien. Den er derimod åben og let tilgængelig. En væsentlig pointe for Luther er netop, at Skriften er klar i sig selv. Den er ikke først klar, når der kommer noget eller nogen anden til, men som Skriften selv, som Guds ord åbenbaret af Gud, er den klar. Derfor fortsætter han også således: ”Oplysning og forståelse bliver alene givet gennem Guds ord”.5WA 7,97,26f, jf. Rothen, s.9 Det er gennem sig selv, Skriften bliver forståelig. Ikke ved noget ydre.

Men Luther mente ikke, at Skriften var så klar, at man altid vil få den rette forståelse af den: ”Den, der påberåber sig at kunne begribe den hellige skrift og Guds bud med sin egen ånd og forstå den gennem sit eget studium, tager gevaldigt fejl: Deraf opstår nemlig forfejlet lære og gudløse dogmer, når man ikke går til den som en modtageparat elev, men derimod som en travl lærer (i Skriften.)”.6Forelæsning over Hebræerbrevet, LD bd.1, s.313

Selvom Skriften altså ifølge Luther er klar og tydelig, kan den sagtens misforstås. Det sker, når mennesket ved sin egen kraft vil forsøge at forstå Skriften og ikke vil lade sig vejlede af Guds ånd.

På den ene side er Skriften altså klar og behøver ikke nogen andre instanser, men på den anden side kan den ikke forstås uden Guds ånd. En modsætning? Nej, men det kræver en uddybende forklaring. Luther talte nemlig om en dobbelthed i Skriften. Både hvad klarhed og dunkelhed angår. Her ser vi kun på klarheden.

Indre klarhed for troen

”Der er en dobbelt klarhed i Skriften, såvel som en dobbelt dunkelhed – en ydre, skabt ved Ordets hjælp, og en anden lagt i hjerternes erkendelse. Når du taler om den indre klarhed, får intet menneske øje på et eneste bogstav i Skriften, når han ikke har Guds ånd. […] Men når du taler om den ydre klarhed, så er intet ladt uklart eller tvivlsomt, men alt, lige meget hvad Skriften rummer, er gennem Ordet bragt i det sikreste lys og fremlagt for hele verden”.7Om den trælbundne vilje, LD bd.3, s.164f

Når den indre klarhed i Skriften kun lader sig finde med Guds ånd, er det altså kun den, som har Ånden, der kan forstå Skriften i dens indre klarhed. Den indre klarhed knytter sig til troen, siger Luther, idet han henviser til 1 Kor 2,15: ”Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen”.

Kun den troende har Guds ånd, og kun med Guds ånd ses og forstås Skriftens indre klarhed. Troen er et personligt, indre anliggende i modsætning til forkyndelsen af Ordet, som er det ydre og derfor også viser Skriftens ydre klarhed, der kan styrke ”de svage i troen eller gendrive modstanderne (Tit 1,9)”.8LD bd.3, s.212

Når Ordet forkyndes, som det står, er det altså tydeligt for enhver, netop fordi Skriften har sin ydre klarhed. Både troende og ikke-troende kan altså forstå Skriften i dens ydre klarhed. Men når det drejer sig om den indre klarhed (som måske kunne beskrives med ”Kristus-hemmeligheden” jf. Ef 3,4ff), er det kun troen, der kan gribe om den.

Skriftens indre klarhed og troen er altså uløseligt forbundet. Men for det første skal det understreges, at det er troen på Jesus Kristus – ikke bare tro uden videre. Og for det andet medfører det, at hvis man vil forstå Skriften uden troen og dermed uden Jesus Kristus, ja så vil man forstå den uden om dens hovedindhold og omdrejningspunkt. Se fx 2 Kor 3,14ff, hvor Paulus’ taler om et slør over Skriften, der først tages bort i Kristus ved Ånden.

Tillid til Skriftens indhold

Det er dømt til at mislykkes, hvis man går til Bibelen eller en hvilken som helst anden bog og prøver at forstå den uden at ville vide af dens indhold. Men når Bibelen læses i tillid til dens indhold, Guds ord, Jesus Kristus selv, ja så skinner den klart! Det er den indre klarhed.

I en prædiken til 2. påskedag udtrykker Luther denne skelnen mellem den indre og ydre klarhed på en lidt anden måde: ”Til forståelse af den hellige skrift hører den åbenbaring, at den hellige Ånd som den rette fortolker forklarer Ordet udvendigt gennem den mundtlige prædiken og indvendigt gennem hjertets oplysning”.9LD bd.8, s.194

Lettere sarkastisk forsøger Luther sig på et tidspunkt med et rent logisk argument for Skriftens klarhed: ”Men hvis Skriften er dunkel, som de påstår, hvem giver os så sikkerhed for, at deres forklaring er pålidelig? Måske endnu en forklaring? Og hvem skal forklare den [forklaring]? Og sådan fortsætter det i al evighed”.10Om den trælbundne vilje, LD bd.3, s.215

Og endelig bruger han flere sider på at vise, hvordan personer i Bibelen forudsætter, at Skriften er klar og til at forstå. Her blot et lille uddrag: „Hvad gør Kristus (Joh 5,29), når han lærer jøderne at undersøge Skriften, fordi de vidner om ham? Vil han måske gøre dem usikre i troen på ham? Hvad gør de mænd (ApG 17,11), som har hørt Paulus og så læste dag og nat i Skriften for at se, om det forholdt sig sådan? Beviser det ikke alt sammen, at apostlene som også Kristus selv henviser til Skriften som det klareste tegn på deres lære?“.11Om den trælbundne vilje, LD bd.3, s.215

Klarheden forpligter

Skriftens klarhed forpligter os. Hvis den var uklar, var læren det også. Men når Skriften er klar, er læren ligeledes klar. Selvfølgelig findes der områder, som Skriften ikke udtaler sig (udtømmende) om, men som helhed og Guds ord til os er Skriften klar, så vi kan forstå de emner, den tager op, så dybt og grundigt som Gud har villet det. Og retter vi os så efter Skriften?

De, der ”gør udlægningen af Skriften afhængig af deres egen ånd” kalder Luther for ”gudløse mennesker”, der ”har kastet sig selv op til dommere over Skriften og lavet det ud af den, som passede i deres kram”.12Om den trælbundne vilje, LD bd.3, s.212

Det er værd at overveje med sig selv, om der er ting i Skriften, vi har modificeret, bortforklaret, udeladt eller føjet noget til – for at det kan passe til vores ideer eller vores magelighed. For hvad nytter Skriftens klarhed, hvis vi ikke følger den, men på den ene eller anden måde smutter uden om? Eller omvendt: Når nu Skriften er klar, så lad os følge den – også på de punkter, den ikke passer ind i vores kram!

Megen troslære (dogmatik) i dag bygger i høj grad på kirkehistorien og ikke (direkte) på bibelfortolkningen (eksegesen). Ikke mindst i lyset af Luthers forsvar for Skriftens klarhed er det værd at være opmærksomme på, for i praksis gør vi nemt det, som Luther forsøgte at gøre op med: nemlig at tillægge traditionen (dvs. kirkehistoriske udviklinger) lige så stor betydning som Skriften selv. Ikke mindst undervisere i troslære bør være opmærksomme på dette, så Skriftbelægget for forskellige standpunkter ikke glider i baggrunden.

Litteratur:

  • Rothen, Bernhard: Die Klarheit der Schrift, Teil 1. Martin Luther: die wiederentdeckten Grundlage, Vandenhoeck & Ruprecht 1990
  • Martin Luther: Luther deutsch. Die Werke Martin Luthers in neuer Auswahl für die Gegenwart. 1.-10. Band, herausgegeben von Kurt Aland, Vandenhoeck und Ruprecht 1991 – Fork. LD
  • Pedersen, E. Thestrup: Luther som skriftfortolker – En studie i Luthersk skriftsyn, hermeneutik og eksegese, Nyt Nordisk Forlag, København 1959
  • Valen-Sendstad, Aksel: Troens fundamenter, Forlaget Kolon, Århus 1996.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:   [ + ]

1. Valen-Sendstad, s.23
2. Til sammenligning er Bibelen normen i den lutherske kirke, mens bekendelsesskrifterne er en såkaldt afledt norm. Dvs. at bekendelsesskrifterne ikke er selve normen og selve grundlaget, men er tolket ud af den eneste norm og det eneste grundlag, som kirken har, nemlig Bibelen. Selvom vi agter bekendelsesskrifterne højt, skal vi ikke sætte dem på linje med Skriften.
3. Hvorfor Pavens og hans disciples bøger er blevet brændt af Doktor Martin Luther, LD bd.2, s. 283; Til to præster om gendåben, LD bd.4, s. 96.
4. WA 7,97,23f, jf. Rothen, s.8
5. WA 7,97,26f, jf. Rothen, s.9
6. Forelæsning over Hebræerbrevet, LD bd.1, s.313
7. Om den trælbundne vilje, LD bd.3, s.164f
8. LD bd.3, s.212
9. LD bd.8, s.194
10, 11. Om den trælbundne vilje, LD bd.3, s.215
12. Om den trælbundne vilje, LD bd.3, s.212

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler