I bjergprædikenen (Matt. 5-7) findes både evangelium og lov. Jesus begynder med saligprisningerne, der fortæller, hvem der er frelsens modtagere, og beskriver frelsens rige gaver. I ordene om, at vi er jordens salt og lys, proklamerer Jesus, hvem de troende er. Men bjergprædikenen indeholder også lov. Jesus udlægger forskellige bud, kommer med formaninger mod hykleri, mod bekymringer og giver advarsler mod falske profeter. Vi får også en mønsterbøn (Fadervor) og løfter om bønhørelse. Meget er enkelt og ligetil. De forskellige advarsler er enkle og klare. Vi er heller ikke i tvivl om, at vi skal bede Fadervor.
Problemet
De største problemer findes i afsnittet Matt 5,21-48. Her udlægger Jesus forskellige bud. Og det er som regel dette afsnit, der har givet afsæt til en række typiske tolkninger. For her kræves en retfærdighed, der langt overgår de skriftlærdes og farisæernes. Gud forlanger en retfærdighed i det ydre og indre, i handling, ord, indstilling, følelser og sind. Derfor skal den, der kalder en anden for tåbe, dømmes. Derfor bryder den, der kaster et lystent blik på en andens hustru, ægteskabet. Derfor skal vi altid tale enkelt, klar og tydeligt. Derfor må ingen sætte sig til modværge mod den, der vil os noget ondt, og derfor skal vi elske vore fjender. Her kræves det fuldkomne. Hvordan skal vi egentlig forstå dette?
Den katolske tolkning
I den klassisk katolske forståelse har man skelnet mellem to slags troende. Der er de almindelige kristne, og for dem gælder de ti bud. De ti bud er en slags mindstekrav, der gælder alle troende. Og så er der præster, munke og nonner, og for dem gælder de krav, der sigter på fuldkommenhed. Det fuldkomne er kun for de særlige.
Den lutherske tolkning
I den klassisk lutherske forståelse har man set bjergprædikenen som et spejl, der skulle afsløre menneskets synd. I sin udlægning af loven og i sine krav til os peger Jesus på det fuldkomne, og når vi måler os med det fuldkomne, afsløres vores mangler og synd. Bjergprædikenen er lov, der driver os til Kristus. Det fuldkomne skal blot afsløre synd.
Den sværmeriske tolkning
På reformationstiden vokser nogle sværmerbevægelser op. Og her dukker en typisk tolkning af bjergprædikenen op. Den skal overføres på samfundet, så samfundet indrettes efter denne lov. Det betyder et nej til enhver form for fysisk magt. Samfundet skal være uden politi og militær og uden retsvæsen og øvrighed.
Den utopiske tolkning
I den klassisk utopiske forståelse har man betragtet bjergprædikenen som en umulig etik. Jesus har skærpet sine krav til det umulige. Kravene i bjergprædikenen kan ikke praktiseres, og Jesus har også kun formuleret dem med henblik på en meget kort periode, før verden går under. Det fuldkomne er uopnåeligt.
Bjergprædikenen som gave og krav
Talen er til disciple (Matt 5,1-2), og saligprisningerne (Matt 5,3ff) viser, at Jesus taler til dem, der er frelsens modtagere. Han taler altså til alle troende. I saligprisningerne beskriver Jesus, at de troende har modtaget frelsens rige fylde. De er salige, fordi Guds rige er deres. Og Guds rige sammenfatter frelsens rige fylde. En del af frelsens gave er ’retfærdighed’ (5,6). Den er skænket de troende. Og retfærdighed er opfyldelsen af alle Guds krav og idealer. Den fuldkomne retfærdighed er en gave. Men samtidig er disse bud nogle krav, der skal opfyldes. De udtrykker Guds vilje, og Guds vilje skal efterleves. Derfor slutter Jesus bjergprædikenen med at tale om at høre disse ord og handle efter dem (Matt 7,24). Disse krav skal praktiseres. Med andre ord: Vi skal blive i praksis, hvad vi allerede er i troen.
Person og samfund
Bjergprædikenen beskriver, hvordan den enkelte troende skal leve. Idealet er det fuldkomne. Det er personetik. Bjergprædikenen beskriver ikke, hvordan forholdene i samfundet skal være. I ordet om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (Matt 22,21) ligger der en anerkendelse af kejserens område. I kejserens område hersker kejserens lov. Dette udfolder Paulus i Rom 13,1-7. Der findes en øvrighed. Den bærer sværd. Den er Guds tjener. I samfundet skal retten herske. Embedsmænd, politi og domstole skal sikre retten og gribe ind for at værne de ubeskyttede og svage. Samfundet må og skal sætte sig til modværge mod den, der vil den anden det onde (vold, overgreb, tyveri etc.). Som kristen er der situationer, hvor jeg ikke skal sætte mig til modværge, men der er også situationer, hvor jeg ikke bare er mig selv, men som ægtemand og far om muligt skal sætte mig til modværge og beskytte mine. Som kristen kan der være situationer, hvor jeg også skal lade dem tage kappen, men som dommer (fx) skal jeg ikke tillade det. Denne lutherske kaldsetik må dog ikke tilsløre, at målet er det fuldkomne.
Allerede og endnu ikke
I bjergprædikenen beskriver Jesus den fuldkomne retfærdighed som en virkelighed, der er skænket os i troen, og som er en norm for vort liv. Dette står som alt andet i spændingen mellem allerede og endnu ikke. I vort liv opfyldes allerede noget af det fuldkomne; vi er blevet forvandlede og bærer god frugt. 1Gerninger; se Matt 7,15-20 Men det er ufuldkomment; det sker i det små og opleves ofte fattigt. Og så længe vi lever her, vil det være sådan. Men en dag bryder fuldendelsen ind over os og vor verden. Da vil den fuldkomne retfærdighed herske i os, i samfund og verden. Da vil vi være fuldkomne som vores himmelske far. Men det er endnu ikke kommet.
Artiklen er oprindelig udgivet i DBI-Posten 2004
Fodnoter:
| ↑1 | Gerninger; se Matt 7,15-20 |
|---|
