Jesus mellem bleer og søvnunderskud

”Min hjælpeløshed og mine svagheder er min største velsignelse, hvis de får mig til at løbe til ham, som har al magt.” En mors personlige erfaringer med at være irritabel, at sige undskyld og finde overstrømmende nåde og kraft hos Jesus.

Jeg er mor til tre dejlige børn, og nu vil jeg give dig et ærligt indblik i den udfordrende side af mit liv som mor. Der er også masser af glæde og skøre indslag, men det er de svære dage, jeg har lært mest af.

Træt, sur og utålmodig

Jeg er sådan indrettet, at mine følelser sidder udenpå. Hvis jeg er træt, har jeg meget lidt selvbeherskelse. Jeg bliver irritabel og utålmodig og andre grimme ting i samme slæng.

Du tænker måske, at det er meget normalt, når man har søvnunderskud. – Ja, men er det en holdbar undskyldning? Det har jeg længe troet; det er en naturlig konsekvens af at være udkørt. Det er nærmest min ret. Jeg har ofte bedt: ”Gud, hvorfor skal jeg have så lidt energi og dagene blive så negative? Hvorfor klistrer ungerne sig op ad mig, når jeg lige netop ikke orker det? – Så gør dog noget, Gud!”

Men jeg er ved at lære noget. Jeg har ikke ret til at blive irritabel og gnaven, bare fordi jeg er træt. Det er faktisk synd! Og min måde at bede til Gud på er alt andet end ydmyg, men fyldt med stolthed og krav, som jeg må bekende. Måske kender du også til denne ulyst til faktisk at kalde tingene det, de er: Synd.

Det er jo let nok at være venlig og behersket og tilsyneladende bære Åndens frugter, når overskuddet er der. Men når jeg er presset, afsløres mit hjerte. Jeg oplever tit, at det, der gemmer sig derinde, er præcis det modsatte af Åndens frugter. Teologisk er det jo ingen overraskelse, men i dagligdagen er det en anden sag!

Ofte bliver det en rigtig træls dag med dét hjerte. Dagen skal bare overstås. Det hele føles kaotisk.

Ud over at være en stor glæde og velsignelse, er det at have børn en lutrende ovn for mig. Mine svagheder kommer så rigeligt til syne. Hvis jeg ikke selv opdager dem, som beskrevet ovenfor, så skal børnene nok vise mig dem, når de fx begynder at efterligne mine dårlige vaner eller kommer og spørger mig, hvorfor jeg altid er så sur. (Ta’ den!)

Hvad gør jeg da?

Gud er god!  Da jeg var allermest udkørt, stødte jeg på Revive Our Hearts Podcast for kvinder (www.reviveourhearts.com)  Her fik jeg åndelig undervisning og kærlig medvandring fra andre kvinder, som taler om de svære ting i livet, og som også italesatte, at det faktisk kan være svært at være mor. Hvilken timing og omsorg, han har for lille mig!

De viste mig hen til ham, som giver håb. Ham, som ser mig. Som opmuntrer mig og hvisker, at det er den mest betroede opgave at tage vare på hans små øjesten. Midt i små børn, bleer, rod og træthed, dér kommer han og siger. ”Alt formår du i mig, som giver dig kraft” (Fil 4,13).

Gud ser på mig med kærlige øjne og venter med længsel på, at jeg vil gøre brug af alle hans løfter og komme til ham. Jeg må kaste det hele på ham (1 Pet 5,7), indrømme svaghederne, bede om tilgivelse og sige: ”Gud, jeg magter ikke dette her. Du må give det hele. Du må gøre det.”

Det næste skridt

Jeg er ikke pludselig forandret og fuld af energi. Nej. Jeg tænker stadig, at jeg ikke orker det. Men jeg er samtidig håbefuld: hvordan vil han nu klare den her?

”Okay, børn. Mor vil gerne sige undskyld til jer. Jeg er ked af, at jeg er så sur og ikke taler pænt til jer. Ked af, at jeg ikke kan skabe en hyggelig dag for os. Men nu har mor bedt til Gud om hjælp, og nu vil han hjælpe os.”

Gang på gang har jeg måttet gentage bønnen i løbet af dagen. ”Gud, jeg magter ikke at sige noget positivt og opbyggende nu. Tilgiv mig. Gør du dit under i mig.”

Og gang på gang har jeg oplevet, at når dagen er til ende, så må jeg bare boble over af tak til Gud for hans visdom, hans styrke, hans tålmodighed med mig og hans kraft, som jeg fik på umærkelig vis, og dagen fik smil frem i sidste ende. Måske, bare måske, har mine børn alligevel set lidt af Jesu herlighed gennem min svaghed og hans kraft.

I vores svaghed er Jesus stærk

Jeg tror, det er sådan, Gud vil, at vi skal leve hver dag.  – I hans nåde. For i vores svaghed er han stærk.

Målet er ikke, at vi skal lære at kunne klare det hele selv. Gud vender ofte ting helt på hovedet. Han vil, at vi skal tigge, råbe, løbe til ham for at finde tilgivelse og den kraft, vi ikke selv har – hver dag.

Måske er du ikke mor, men situationen med at komme til kort oplever jeg også i mange andre sammenhænge. Lur mig, om det ikke også en gang imellem sker for dig?!

Prøv at sige Gud tak for din hjælpeløshed og dine svagheder. Det indebærer, at vi først tør indrømme, at der er noget, der bare ikke fungerer for os. Men det er lige præcis, når vi gør det åbent, at friheden findes, for dér finder vi overstrømmende rig nåde. En Far, der løber os i møde og længes efter at give os del i alt det, han ejer.

Jeg er overbevist om, at Gud har været helt bevidst, da han skabte hver enkelt af os med vores styrker og svagheder. Derfor vil jeg spørge, om du vil være med til at øve lidt på den følgende sætning sammen med mig?

”Min hjælpeløshed og mine svagheder er min største velsignelse, hvis de får mig til at løbe til ham, som har al magt.”1Sætningen er frit oversat fra Nancy Demoss Wolgemuth, Revive Our Hearts.

Fodnoter:   [ + ]

1. Sætningen er frit oversat fra Nancy Demoss Wolgemuth, Revive Our Hearts.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler