I januar bragte Nyt Livs blad en længere artikel, hvor forkyndelsen på Å-festival og Event kritiseres.1https://www.nytliv.dk/resource/vaerdifuld-og-fortabt1/
Jeg har ikke nogen særlige guldkorn at sige om selve artiklen eller den efterfølgende debat. I stedet blev det en anledning til for mig selv at genoverveje et spørgsmål, jeg har tænkt på mange gange før: Hvordan skal jeg som tilhører vurdere den forkyndelse, jeg lytter til, hvis jeg føler, at forkyndelsen er for tynd?
Der er meget at sige til det spørgsmål. Men én af tingene, som har været vigtig for mig selv, er nødvendigheden af som tilhører at se indad for at give forkyndelsen fair vilkår i vurderingen. Er der noget hos mig selv, der kan få mig til at vurdere forkyndelsen for hårdt?
Og det er altså det med at se indad, jeg har nogle (ufærdige) overvejelser til:
1. Der kan være synd i mit hjerte, der blokerer
Måske det vigtigste spørgsmål at stille sig selv, hvis forkyndelsen virker uvedkommende: Er der synd i mit liv, jeg ikke har gjort op med eller bekendt for Gud? Menneskehjertet kan være ufatteligt hårdt, selv hos kristne og selv over for Guds ord.
Overvej: Hvad siger det om mit hjerte, hvis jeg altid bliver sur, når lov og evangelium ikke lyder, men faktisk ikke hører det, når det endeligt lyder? Så er der vist en halvstor bjælke, der skal ud af øjet…
Der kan være et filter i mine ører, som skal renses
Alle ser virkeligheden (eller lytter til forkyndelsen) gennem et filter med mere eller mindre snavs og et par blinde vinkler.
Vi kan også kalde det ”et narrativ”, som jeg forstår forkyndelsen ud fra. Hvis mit narrativ er, at vi lever i en åndelig rig tid, vil det være sværere for mig at opdage de ting, der stikker ud fra narrativet. Omvendt, hvis jeg mener, at en sand vækkelsesforkyndelse aldrig lyder, kan det også være svært at høre den, de gange den faktisk bliver forkyndt – for det passer ikke ind i narrativet; filtret sorterer det fra.
Problemet er, at vi ikke bare kan smide filtret og blive 100 % neutrale. Men man kan godt udfordre sig selv og forsøge at lytte til forkyndelsen med det modsatte filter end det, man plejer.
Udfordring: Prøv at forstå forkyndelsen i bedst mulig mening i stedet for værst mulige mening.
3. Måske skal min målestok udskiftes
Der kan også være udfordringer med den ”målestok”, jeg bruger til at vurdere forkyndelsen.
Eksempel: Ofte har jeg set efter følelsesmæssige udsving hos mig selv eller prædikanten. Hvis jeg havde en flad fornemmelse efter prædikenen, tolkede jeg det som tegn på, at den havde været uvedkommende. Og hvis prædikanten ikke virkede autentisk, tænkte jeg, at han faktisk var ligeglad med budskabet.
Det er en hård målestok at bruge, for hjertet er det mest bedrageriske af alt (Jer 17), og selv kedelige prædikanter kan godt mene det, de siger (eller måske er de nervøse…).
Spørg hellere ”Hvad blev der sagt?” end ”Hvad følte jeg bagefter?”
Spørg hellere ”Havde prædikanten et budskab?” end ”Virkede han autentisk?”
4. Måske skal mine forventninger justeres
Ingen prædiken kan rumme alt, hvad en sund, sand og dækkende forkyndelse indeholder. Man kan måske sige sådan her: Der findes ikke nogen komplet prædiken (eller artikel eller bog for den sags skyld).
Forventer jeg en komplet prædiken, vil nærmest alle prædikener skuffe. Det er naturligt, at en prædiken har sine fokuspunkter, og jeg kan ikke forvente at sætte flueben ud for samtlige vigtige ting.
Enhver prædiken må vurderes i sin kontekst: lejren, kirkeåret, møderækken, osv.
Min pointe
Når vi vurderer forkyndelse, skal vi selvfølgelig ikke være overforsigtige, så vi aldrig kalder en spade for en spade. Bibelen forbereder os på – og kirkehistorien viser det – at der i mange af Guds menigheder vil opstå udglidning og vranglære.
Min pointe er, at den selvransagelse, jeg har skrevet om, egentlig er i sandhedens tjeneste: Hvis jeg først har set indad, ransaget mig selv, mine motiver og min vurderingsevne, og vranglæren stadig er soleklar, jamen, så har jeg jo ”en stærkere sag”, når jeg taler med mine ledere. Den stærkere sag er i sandhedens tjeneste.
Pointen er ikke engang særligt original. Tænk på historien om drengen, der bliver ved med at råbe ”ulven kommer” så mange gange, at den dag, ulven endelig kommer, tror ingen på ham.
Fodnoter:
