Kender du til at bekymre dig? Det gør de fleste – også selvom vi bekymrer os i forskellig grad. Der kan være gode aspekter i bekymringen. For eksempel er den omsorgsfulde bekymring et udtryk for kærlighed og engagement. Den viser, at du holder af et andet menneske. Ligeledes skyldes vores bekymringsevne, at vi – modsat dyrene, som kun styres af instinkt – kan forestille os fremtiden. Derfor kan bekymringen også være en drivkraft, der får os til at handle: Vi læser for eksempel til eksamen, fordi vi bekymrer os om resultatet. Den bekymrede er altså positivt forstået ikke ligeglad, men engageret; og den bekymrede kan bekymre sig i kærlighed og omsorg for andre.
Alligevel forbindes bekymring ofte med noget negativt og energikrævende. Tankerne kan køre i ring, koncentrationen svækkes, og glæden forsvinder. Kroppen reagerer med spændinger, hovedpine, maveproblemer, rastløshed og søvnbesvær. Måske bliver man mere sårbar, hurtigere irriteret, eller handlingslammet.
Fordi bekymring er en følelse, følger den også følelsernes logik. Bekymringen er derfor ikke stabil, men svinger og er typisk stærkest om aftenen og natten. Og selvom den kan føles overbevisende, afspejler den ikke nødvendigvis den reelle fare.
Bekymringer kan afsløre noget
At den bekymrede følelse ikke nødvendigvis stemmer overens med den reelle fare, gør den dog ikke irrelevant. Tværtimod kan vi lære noget vigtigt om os selv ved at kigge vores bekymringer efter i sømmene. Hvad ligger der reelt i vores bekymring? Måske ægte og reel omsorg for et andet menneske. Det er godt. Glæd dig over, at du elsker!
Men bekymring kan også handle om ønsket om kontrol: en tro på, at vi kan styre fremtiden, som om vi var guder. For det ligger så snublende tæt på vores planlægningsevne at tro, at vi kan kontrollere den tid, som ikke er givet os endnu.
Eller bekymringen kan dække over behovet for at sikre os selv – økonomisk, socialt eller helbredsmæssigt. Vi kan så let leve som om, at vi er vores egen lykkes smed, selvom vi ikke siger det højt. Vi glemmer, at vi i virkeligheden er forvaltere, ikke ejere. At jorden med alt hvad den rummer tilhører Gud, og vi får lov at forvalte det, han har betroet os. Vi skal naturligvis forvalte med omhu, men det letter alligevel presset at huske, at det er Gud, der bærer alting, og at det i sidste ende er ham, der bærer os og er vores ”lykkes smed”.
Endelig kan bekymring hænge sammen med vores eget og andres syn på os – vores selvforståelse. Når relativt små ting bliver uforholdsmæssigt vigtige, handler det måske i virkeligheden mindre om det, vi på overfladen bekymrer os for; og mere om, hvordan vi kan forstå os selv, hvis det vi bekymrer os for fejler. Det kan for eksempel være, at vi umiddelbart bare bekymrer os om at nå bussen, men underliggende fyldes af en knap så bevidst bekymring om, hvorvidt jeg stadig kan fremstå som et præcist og ordentligt menneske. Når vores og andres billede af os bliver sat på spil, kan det give anledning til stor bekymring over ting, der objektivt set er mindre betydningsfulde.
”Vær ikke bekymrede”
Midt i disse forskellige grunde til vores mange bekymringer, er det så skønt, at Gud igen og igen siger til os: ”Vær ikke bekymrede.” (Luk 10,41; 12,22; Matt 6,25ff) Det siger han i omsorg, fordi han ved, vi har tendens til at bekymre os. Han siger, at fremtiden er i hans hånd; han giver os en dag ad gangen at tage vare på. (Matt 6,34)
Ligeledes siger han, at vi ikke skal bekymre os, for han har omsorg for os. Ikke nok med at han har fremtiden og alle ting i sin hånd – han holder også af os og vil os det godt. Derfor skal vi ydmyge os og lade ham være Gud. Han skal nok passe på os og endda ophøje os, når den tid, han vil, kommer. (1 Pet 5,6-7) Stol på mig, siger han med andre ord. Stol på mig! (Joh 14,1)
Men vi har så svært ved at stole på Gud, og vi har så let ved at lytte til alle mulige andre stemmer. Stemmer, som vi spejler os i, sammenligner os med og lader os definere af. Og han, som har skabt os, som dagligt ser os og følger os, som har givet alt, hvad han havde for at købe os tilbage til sig selv, siger: Lyt til mig. Må jeg definere dig? Må jeg tale sandhed ind i dit liv om, hvem du er og hvad du er værd? For du er dyrebar, værdifuld og elsket. Du har fejlet, og du er elsket. Du klarer ikke alting selv, og jeg vil gerne bære dig.(Es 43,4; 46,4; Joh 14,6; 1 Joh 4,10)
Gud ved, at vi let bekymrer os og derfor siger han: Se på mig (Heb 12,3). Sig tak til mig, for det løfter dit fokus og fortæl mig i øvrigt om alt det, du håber på, så vil jeg give dig min fred, som er helt modsat din urolige bekymring. (Fil 4,7)
Løft bekymringen frem for Gud – igen og igen
Alt dette er nemt og hurtigt at læse i en artikel, men langt sværere når bekymringen presser sig på. Derfor må vi gøre som salmisten i Salme 42 og 43, der ikke bare lytter til sig selv og sin egen bekymring. Derimod taler han til sig selv og minder sig selv om det, han ved er sandt. Sandheden bundfælder sig måske ikke første gang, han siger det til sig selv, så han bliver ved at gentage sandheden for sig selv igen og igen: ”Hvorfor er du fortvivlet min sjæl, vent på Gud, for jeg skal takke ham på ny” (Sl 42,6; 42,12; 43,5). Sådan må vi også igen og igen minde os selv om det, vi ved er sandt, når bekymringen fylder os. Vi ved, at Gud er god. Gud er almægtig. Gud vil mig det godt. Mit liv er i Guds hånd.
Så løft din bekymring med alt, hvad den måtte rumme, ind for Guds trone og fortæl ham om alt, hvad der bekymrer dig – og bliv ved med at bede, ikke indtil han hører dig, men indtil du hører ham.
