Der er meget, vi ikke ved om Hebræerbrevet. Vi ved ikke, hvem der skrev brevet, selv om mange med god grund følger Martin Luther og gætter på Apollos fra ApG 18,24-28.
Vi ved ikke, hvem der var modtagerne af brevet, selv om mange gætter på en husmenighed i Rom.
Vi ved ikke, om modtagerne var jøder eller hedninger. Selv om titlen, som ikke er oprindelig, antyder, at de var jøder, tror flere og flere, at menigheden kan have bestået af både jøder og hedninger.
Vi ved ikke, hvornår brevet er skrevet. Konservative forskere hævder ofte, at det blev til før templets fald i år 70, men det kunne også sagtens være skrevet så sent som i år 100.
Vi ved ikke engang, om det var et brev eller en prædiken. Det begynder som en prædiken og slutter som et brev. Måske var det en prædiken, som senere blev sendt ud som et brev?
Men det, vi ved, er af langt større betydning for forståelsen af dette brev, som giver os et unikt indblik i, hvordan de første kristne læste Det gamle testamente. Det er ikke uden grund, at den anonyme forfatter er blevet rangeret med Paulus og Johannes som en af urkirkens tre største teologer.
En lidende menighed
Vi ved, at modtagerne har måtte lide for deres tro. Vi ved også, at de ikke længere er så entusiastiske, som da de først kom til troen. Flere af dem er ikke længere trofaste kirkegængere (10,25). De havde oplevet voldelig forfølgelse (10,32-34), og nu lader det til, at der er flere af dem, som er fristet til at opgive sin kristne bekendelse (10,23). Traditionelt har man tænkt, at tilhørerne var i færd med at vende tilbage til jødedommen, men det kan vi ikke vide med sikkerhed.
Uanset hvad er brevet lige så aktuelt i dag, som da det først blev skrevet. Selv om vi i vores sammenhænge ikke er blevet udsat for den samme brutalitet som brevets modtagere, er der alligevel noget, vi kan genkende. Et aktivt kristenliv gør os ikke populære. Det kan være fristende at skrue lidt ned for vores kristne engagement.
Hvilken støtte har Hebræerbrevets forfatter at give? Han forsøger ikke at hjælpe de troende til at finde bedre argumenter, som de kan bruge i en diskussion med de vantro. I stedet minder han dem om, hvor fantastisk stor Jesus er, og om hvilken ufattelig stor gave han har givet os.
For Hebræerbrevet er det imidlertid ikke nok bare at give tilhørerne kundskab; der er brug for, at budskabet bliver en del af dem, som hører det. Derfor består Hebræerbrevet af lærermæssige afsnit og formaninger. Alligevel er der en overordnet tredelt struktur i brevet:
- 1,5-4,13 Fordi han er Søn, er Jesus større
- 4,14-10,18 Jesus, ypperstepræsten, og hans offer
- 10,19-13,19 Tro, udholdenhed og helliggørelse
I det følgende vil vi se nærmere på indholdet i disse hoveddele.
En bedre åbenbaring
Allerførst kommer der en kort indledning (1,1-4), som forklarer, at åbenbaringen i Kristus er endnu bedre end åbenbaringen gennem profeterne. Grunden til det er, at Kristus står i et helt andet forhold til Gud, end profeterne gjorde. Han er søn (1,2). ”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord” (1,3a). Sagt på en anden måde; han er Gud, sådan som Gud viser sig for os.
Det, han har gjort, sammenfattes som, at han har ”skaffet renselse for vore synder.” Derefter har han indtaget sin position ”ved den Højestes højre hånd i det høje” (1,3).
Kristus er større
Den sidste linje i indledningen, at Sønnen er mægtigere end englene (1,4), fungerer samtidig som en overgang til brevets første hoveddel (1,5-4,13). Denne del handler om Sønnens høje stilling. Han er større end englene (1,5-2,18), og som apostel og ypperstepræst er han større end Moses (3,1-4,13). Dette giver udgangspunkt for to formaningsafsnit: Hvis det før var vigtigt at adlyde englene (2,1-4) og Moses (3,7-4,13), så er det nu endnu vigtigere at give agt på budskabet om frelsen i Jesus Kristus (2,2)
Frimodighed
Disse formaninger danner optakten til brevets centrale hoveddel om Jesus, ypperstepræsten og hans offer (4,14-10,18). Hoveddelen rammes ind af to formaninger om at holde fast ved bekendelsen og vise frimodighed. Den første af dem fungerer som en opsummering af brevet og lyder således:
”Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” (4,14-16; jf 10,19-25)
På Det gamle testamentes tid, havde de fleste folk ikke mulighed for at få Gud i tale. Hvis de ville have kontakt med Gud, var de henvist til præster og profeter. (Kongen kunne til tider også fungere som både præst og profet). At være præst og profet betyder, at være en som snakkede med Gud. Profeternes hovedopgave var at bringe et budskab fra Gud, mens præsten først og fremmest skulle repræsentere folket overfor Gud, særligt ved at stå til ansvar for folkets synder og skaffe soning for dem. Nu har Jesus overtaget begge disse roller.
At Jesus er vores ypperstepræst betyder, at Guds trone nu ikke er en dommertrone, men en nådestrone. Vi møder ikke længere Gud i hans vrede, sådan som Israels børn gjorde, da han mødte dem med lyn, torden, røg og et skælvende bjerg (2 Mos 19,16–18). Vi møder en Gud, som ser på os med velvilje, og som viser os velvilje.
Derfor kan vi træde frem for ham med frimodighed. Ordet ”frimodighed” var oprindeligt en egenskab, der kendetegnede frie borgere, som kunne tale frit. De var ikke bange for at sige, hvad de mente, og de frygtede ikke at blive straffet. De var frie.
Som frie mennesker, træder Guds børn nu frem for Guds trone. Som man siger på engelsk: “They act as if they own the place”. Sådan opfører Guds børn sig, når de slår dørene ind til Guds tronsal og siger det, som ligger dem på hjertet. Uanset hvad det er. Uden at frygte konsekvenserne. De har frimodighed. De er frie.
En barmhjertig ypperstepræst
Den centrale hoveddel i Hebræerbrevet forklarer, hvorfor det er sådan. Jesus er ikke bare en bedre præst. Han er også præst i en bedre helligdom, og han er mellemmand for en bedre pagt. Derfor har han frembåret et bedre offer.
Når forfatteren gennemgår dette, giver han os samtidig den mest udførlige udlægning af en gammeltestamentlig tekst, som vi har i Det nye testamente. Teksten er Sl 100,4, som citeres i 5,6: ”Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.”
At Jesus er præst betyder, at han kan vise medfølelse (5,1-10). Samtidigt med at Hebræerbrevet indeholder den stærkeste understregning af, at Jesus er Gud lig (1,1-14), så giver brevet os også det mest rørende billede af Jesu menneskelige svaghed: ”Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.” (5,6; jf 2,14; 4,15).
Så følger en alvorlig advarsel om Guds dom (5,11-6,20). Afsnittet i 6,4-8 har fået meget opmærksomhed i tolkningshistorien pga. udsagnet: ”det er umuligt at føre dem til ny omvendelse” (6,4). For dem, som fuldt ud har erfaret Guds nåde og derefter afviser den, findes der ingen anden mulighed for frelse.1I oldkirken var dette vers udgangspunkt for en debat om, hvorvidt det var muligt at komme tilbage efter et frafald, fx for dem som havde fornægtet Jesu navn under forfølgelse. Fortolkere, som forudsætter, at det ikke er muligt for sande troende at falde fra, forstår advarslen som gældende for falskt troende. Men den udførlige beskrivelse, som gives, peger i retning af, at det drejer sig om et reelt frafald fra troen hos dem, som har haft en fuld erfaring af Guds nåde. Se også min artikel i Til Tro, december 2024.
Brevet fortsætter med udlæggelsen af Salme 110,4 og forklarer hvad det vil sige at være præst på Melkisedeks vis (7,1-29). I modsætning til de levitiske præster, er Jesus en evig ypperstepræst. ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” (7,25).
Præst i himmelen
Jesu præstedømme er af en helt anden karakter end det gammeltestamentlige, hvilket bliver forklaret i 8,1-10,18. Dette præstedømme udøves ikke på jorden (8,4), men i himmelen gennem en bedre pagt (8,1-6). Den gamle pagt er nu forældet (8,7-13). Ja, den ”er nær ved at forsvinde” (8,13). Det jordiske tabernakel kunne ikke bringe mennesker Gud nær. Selv inddelingen i Det helligste og Det allerhelligste demonstrerer, at tabernaklet skaber afstand til Gud, ikke nærhed (9,1-10).
I det vigtige afsnit, 9,11-14, udlægger Hebræerbrevet, hvordan Kristi offer er anderledes: ”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”
Da Kristus døde på korset, frembar han et offer i den himmelske verden. Verden som Gud ser den. For mennesker så Jesu død ud som et patetisk nederlag. Men i den himmelske verden betød korsdøden, at Kristus ”vandt evig forløsning”.
Dermed kan han ”rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.” Samvittigheden er en instans, som dømmer eller frikender os (Rom 2,15). Takket være Kristi offer, kan vi have god samvittighed overfor Gud. Noget som var umuligt igennem de levitiske ofre (9,10). Vi er renset fra døde gerninger, som ikke er drevet af Guds livgivende kraft, så vi i sandhed kan tjene Gud.
Som mellemmand for en bedre pagt (9,15-22), har Jesus bragt en himmelsk renselse for vore synder (9,23-28), noget som de levitiske ofre ikke var i stand til (10,1-10). Kristi offer er derimod fuldkomment. Argumentet opsummeres i 10,14: ”For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.”
Tro og udholdenhed
Brevets sidste hoveddel (10,19-13,19) udgør en længere formaning, som fokuserer på tro og udholdenhed (10,32-39). Det berømte ellevte kapitel giver os en definition på tro, som er bedre oversat i den norske oversættelse. “Troen er et pant på det vi håper, et bevis for det vi ikke ser” (11,1). I dette kapitel hører vi om de mange eksempler på tro i Det gamle testamente. En tro som rækker forbi døden og får del i opstandelsen fra de døde (11,19). En sådan tro giver motivation til udholdenhed i lidelse (12,1-13) og til helliggørelse (12,14-13,19).
Alle formaningerne i Hebræerbrevet begrundes med, at Jesus er en fuldkommen ypperstepræst. Fordi han har givet sig selv som et eviggyldigt offer, kan vi have frimodighed. Det er en frimodighed, som ikke engang lader sig afskrække af døden. En frimodighed som er eviggyldig.
Artiklen er oversat til dansk af Silje Soppeland.
Fodnoter:[+]
↑1 | I oldkirken var dette vers udgangspunkt for en debat om, hvorvidt det var muligt at komme tilbage efter et frafald, fx for dem som havde fornægtet Jesu navn under forfølgelse. Fortolkere, som forudsætter, at det ikke er muligt for sande troende at falde fra, forstår advarslen som gældende for falskt troende. Men den udførlige beskrivelse, som gives, peger i retning af, at det drejer sig om et reelt frafald fra troen hos dem, som har haft en fuld erfaring af Guds nåde. Se også min artikel i Til Tro, december 2024. |
---|