Møder vi Gud gennem kroppen?

For tiden oplever vi en stadig bredere og mere kompleks religiøs mangfoldighed. Samtidig ser vi, at religiøse retninger med forskelligt ophav præges af nogle enkelte fælles tendenser. Et eksempel på en sådan tendens, er trangen til at opleve Gud i sin krop.

Åndelighed, som fokuserer på kroppen, har været kendt i østens religioner i umindelige tider. I de senere år er en sådan spiritualitet også dukket op i kristne miljøer. Der er fx blevet udviklet kristne udgaver af Yoga og buddhistisk meditation (mindfullness). Desuden kan det nævnes, at der i et par årtier i høj grad har været fokuseret på såkaldte fysiske oplevelser af Gud i ny-karismatiske miljøer.

Hvad menes der mon, når man i kristen kontekst taler om at opleve Gud gennem sin krop? Hvordan kan dette bedømmes ud fra et kristent ståsted? Jeg vil her give nogle svar på disse spørgsmål med udgangspunkt i en skitsering af tre former for kropsfokuseret spiritualitet. Lad os begynde med en udgave af kristen yoga.

Yogafaith

Siden 1990’erne er der etableret globale bevægelser og netværk, som forsøger at forene yoga og kristen tro. I den seneste tid har det ført til dannelsen af en «Holy yoga» bevægelse i Norge, og «Yogafaith» i Danmark. Sidstnævnte blev etableret i Danmark i 2015 og er en aflegger af bevægelsen «Yogafaith USA», som blev stiftet i 1990 af Michelle Ann Thielen.

Ifølge Yogafaith Danmarks hjemmeside er yoga religiøst neutralt. Det hævdes i øvrigt, at yoga først bliver religiøst præget, når den knyttes sammen med en bestemt religion, og at yoga derfor kan kombineres med kristen tro: «Formålet med Yogafaith er at søge Gud og hans intention med livet gennem bevægelser, som kendes fra yoga».¹http://yogafaith.dk/om/index.html, https://yogafaith.org/about-the-founder/

Yogafaith Danmarks markedsføring og aktivitet har ført til debat. Fra kritisk hold hævdes det, at yoga er uløseligt knyttet til hinduismen, og at det ikke er muligt at kombinere yoga og sand kristendom.

Bibelen harmoniseres med Yoga Sutra

Skal man tage stilling i denne debat, bør man efter min mening vurdere Yogafaith Danmark i lyset af den amerikanske moderbevægelse. Præmisserne for den yoga-praksis, som udøves i Yogafaith Danmark, fastlægges nemlig i USA. Dette er klart, bl.a. fordi Yogafaiths instruktører uddannes i den amerikanske yogabevægelse.

Et spørgsmål, som kan afklare dette, er, hvordan Yogafaith forholder sig til et af de vigtigste religiøse skrifter om klassisk yoga, nemlig vismanden Patanjalis Yoga Sutra. Ifølge den kendte religionsforsker Micra Eliade bygger dette skrift på hinduistisk panteisme. Det er anset for at være grundlæggende, ikke bare for yoga i østen, men også for vestlig yoga.²Streching Your Faith; Aviva Publishing, 2016.  Se ellers https://yogafaith.org/faq/,https://www.yogaalliance.org/Designations/RYT_Resource_Center/What_Does_It_Mean_To_Be_a_RYT. http://www.esamskriti.com/essay-chapters/A-Note-on-The-Concept-Of-Yoga-In-Patanjali-Yoga-Sutras-1.aspx

Michelle Thielen, som leder Yogafaith USA, gør det klart, at både Bibelen og Yoga Sutra er grundlag for den yogapraksis som udøves i Yogafaith. Dette fremgår af bogen Stretching Your Faith, som hun har skrevet som lærebog for yogainstruktører.³http://yogafaith.dk/Instrukt%C3%B8ruddannelse/alleredeinstrukt%C3%B8r.html

Thielen skriver, at Bibelen og den tænkning, som ligger til grund for klassisk yoga, dybest set er af samme art, og derfor kan de harmoniseres. Samtidigt gør hun det klart, at Yoga Sutras visdom overgår den, vi finder i Bibelen. Som følge af dette er det Bibelens budskab, der må harmoniseres med Yoga Sutra.

Det bliver meget tydeligt, når hun fx skriver om åndedrættets betydning for at opleve Gud gennem yoga. Ifølge Thielen er åndedrættet uløseligt forbundet med Gud. Med utgangspunkt i Johannesevangeliet 14,15-19 forsøger hun at harmonisere denne opfattelse med Bibelens lære om Helligånden:

Inspiration fra Helligånden kan komme i form af indåndingen. Biologisk set er vores åndedrætssystem til for at ilte blodet. Åndeligt set fører vores krop os gennem åndedrættet frem til Guds nærvær. (Loc 2368).⁴Bogen har ikke sidetal, og jeg henviser til Kindle udgaven.

I Thielens bog udviskes det kristne personlige gudsbegreb til fordel for panteisme.[v] Hun reklamerer iøvrigt stærkt for såkaldt Bakti Yoga. Dette er en gren af Hatha Yoga, som hun mener er specielt godt egnet til at forenes med kristen tro: «Til forskel fra andre typer af yoga er Bhatki en åndelig rejse og en hengivelse til det guddommelige, i dette tilfælde, til Jesus Kristus”⁵Dette bliver tydeligt, fx i et kapitel med overskriften “God is Energy” (Loc 2390) .

Bønnestillinger og yogatradition

Thielen hævder også, at de meditationsstillinger, som bruges i yoga, er forudsagt i Bibelen. Det begrunder hun ved at henvise til bønnestillinger, som at knæle, stå med opløftede hænder, kaste sig til jorden osv. En fuldt udviklet lære om bønnestillingernes betydning finder hun imidlertid i yogatraditionen.

At kristne knæler eller løfter hænderne, når de beder, er der naturligvis ikke i sig selv noget galt i.  Problemet her er, at Thielen vil bygge en bro fra Bibelens bønnestillinger til yogatraditionens mangfoldige lære om meditationsstillinger.

I den forbindelse inddrager hun også noget, som er helt grundlæggende for al yogapraksis, nemlig læren om de såkalte chakraer. I overensstemmelse med klassisk yoga beskriver Thielen chakraerne som bestemte punkter på rygraden. Hun omtaler dem som fysiologiske centre for guddommelig energi, som udløses ved yogaøvelser. Chakra-læren illustreres med en klassisk yogasilhuet i lotusstilling, hvorpå de syv chakraer i rygraden er påtegnet.

Som ved al anden yoga praktiseres Yogafaith med koncentration om chakra-centrene. I tilknytning til Ordsprogenes Bog 4,23 skriver Thielen følgende om chakraerne: «Yoga-filosofien beskriver vores gudgivne centre som chakraer. Energikanalerne, eller nerverne, som transporterer denne vigtige energi over hele kroppen, kaldes for nadis” (Loc 2417).

Thielens lille bog er i virkeligheden gennemsyret af hinduistisk tankegods. Det, hun skriver, bekræfter Micra Eliades opfattelse, nemlig at Yoga Sutra bygger på hinduistisk panteisme og religiøsitet.⁶http://www.esamskriti.com/essay-chapters/A-Note-on-The-Concept-Of-Yoga-In-Patanjali-Yoga-Sutras-1.aspx Yogaens mål er, at den mediterende skal forenes med den guddommelige virkelighed, som hinduismen kalder Atman, verdenssjælen, manifestationen af Brahman. Dette sker gennem en meditativ koncentration om åndedrættet og kroppens energicentre.

Mindfullness

Mindfullness er en form for meditation med rødder i buddhismen. I de senere år er mindfullness ofte blevet integreret i almindelig sekulær terapi med tanke på behandling af stress, depression og angst. Som den anvendes her, kan den beskrives som en øvelse i tankekontrol og distancering over for traumer og negative oplevelser.

Klassisk og terapeutisk mindfullness

Amerikaneren Jon Kabat-Zin (1944) regnes som pioneren for en sekulær, videnskabelig anvendelse af mindfullness i psykologi og psykiatri. For at få en klarere forståelse af, hvad terapeutisk mindfullness går ud på, skal vi inddrage  nogle træk fra klassisk buddhistisk mindfullness.⁷Kristen mindfullness blev præsenteret med tilslutning i det norske tidsskrift Over Alt 29.11.2012. Dette tidsskrift er i høj grad retningsgivende for det, der sker inden for den skandinaviske retrætebevægelse

Ifølge klassisk buddhisme er mindfullness det syvende stadie i den såkaldte «otte- leddede vej» frem mod nirvana. Som meditationsform sigter mindfullness på koncentration om nuet, det som altid er der, gennem tidens og materiens bevægelse og flugt. Mindfullness skal føre frem mod en erfaring af at være ét med det, som bærer tilværelsen, det, som ikke kan beskrives i tid eller med sprog.

I terapeutisk mindfullness betragtes opmærksomhed på nuet som en hjælp til at takle lidelser, traumer, smerte etc. Man skal få kontakt med sig selv, ved først at koncentrere sig om åndedrættet. Derefter rettes opmærksomheden mod krop, følelser, forestillinger, traumer osv.

Kristen mindfullness

Den kristne udgave af mindfullness fremstår efter min mening som betydelig anderledes end den, som anvendes inden for psykologi eller psykiatri. Her er ikke gnist af sekularisering af meditationsmetoderne. Mindfullness bruges derimod med tanke på at få en oplevelse af Gud gennem åndedrættet.

Enkelte har valgt at «kristne» mindfullness ved hjælp af den alternative betegnelse Christfullness. Den mediterende skal da, gennem koncentration om åndedrættet, opleve «at være fyldt eller mættet af Kristus, omgivet og helt gennemtrængt af ham».⁸Ole Skjerbæk Madsen: «Christfullness» i Over Alt 29.11.2012.  Øivind Borgsø, der er retræteleder og mindfulness-instruktør, har skrevet om meditative bønnemetoder i bogen Lytte til Gud: øvelser for redusert stress og økt nærvær i øyeblikket, http://www.liagard.no/kristen-mindfulness-a-hvile-i-guds-nerver ,  http://borgso.no/ressurser/lyttetilgudbok.html

En ret repræsentativ forklaring på det, som sker, når Gud angivelig erfares i kroppen, finder vi på det norske retrætested Lia Gårds hjemmeside. Her kan vi læse, at «Kristen mindfulness er at hvile i Guds nærvær». Her meddeles iøvrigt følgende om, hvad «mindfullness» som kristen meditationsform indebærer:

Gud erfares i kroppen, og kroppen er en værdifuld ressource, som kan hjælpe dig ind i bønnens landskab, og med at være til stede i Guds nærvær. I denne weekend vil du lære at blive ven med din krop, at erfare, at det er frugtbart at være i kontakt med sig selv og at se på sig selv med et mildt og kærligt blik.

Den gudsoplevelse, som kristen mindfullness indbyder til, er ikke af personlig, relationel karakter. Gud, eller «Kristus», omtales som upersonlig, og som noget, vi kan opleve gennem åndedrættet.

Der er meget at sige om dette, som ikke kan uddybes her. Lad mig alligevel nævne, at jeg oplever den sekulær-medicinske anvendelse af mindfullness som mindre problematisk end den «kristne».

Det problematiske med den kristne udgave af mindfullness (som nogle kalder Christfullness) er, at den utilsløret reklamerer for, at Gud skal opleves i vores egen krop, og dermed i noget, som er skabt. Jeg skal komme tilbage til dette. Først skal vi se på en tænkning om kropslig gudserfaring, som er formidlet i en anden kontekst, nemlig den karismatiske bevægelse.

Soaking

Den karismatiske bevægelse slog som bekendt igennem i slutningen af 1960’erne. Den betegnes ofte som den anden store Helligåndsbølge inden for kristenheden, mens gennembrudet for pinsebevægelsen omtales som den første bølge.

Fysisk oplevelse af Helligånden

Ved overgangen til 1990’erne kom så den «tredje bølge», også kaldt den ny-karismatiske bevægelse. Repræsentanter for denne bevægelse påberåber sig åndelige manifestationer, som langt overgår det, som den oprindelige karismatik kunne byde på, bl.a. fysiske oplevelser af Helligånden.

Gennembruddet for fysisk åndsoplevelse kom i 1994, under et møde i Toronto Airport Vineyard Church, hvor den verdenskendte prædikant John Arnott var præst. Mennesker faldt og blev liggende på gulvet med latterkrampe, og de skælvede, mens de udstødte mærkelige lyde. Det hele blev forklaret med, at de blev «ramt af Ånden».

Bevægelsens ledere hævdede, at disse manifestationer bekræftede dem som Guds udvalgte redskaber i vor tid. Ved dem og de åndelige manifestationer, som fulgte dem, skulle kristenheden verden over fornyes og forandres. I temmeligt mange tilfælde blev de også anerkendt for det, de gav sig ud for at være. Fremtrædende kristne ledere verden over åbnede herefter dørene til deres menigheder for dem. I løbet af ca. et år havde derfor den såkalte Torontobevægelse, med sine mærkværdige fysiske manifestationer, vundet indpas i menigheder på alle kontinenter.⁹Det skal være startet, da pastor Randy Clark fra Vineyard-menigheden i St-louis i Missouri kom for at holde fire møder i Toronto Airport Vineyard i Ontario, Canada, den 20. januar 1994

Iblødlægning i Helligånden

I 2005 kom der en opfølger på Torontobevægelsen, en aktivitet, som blev kaldt soaking. Endnu en gang startede det hele i Arnotts menighed i Toronto. Præstens kone, Carroll Arnott, hævdede, at hun havde fået en personlig meddelelse fra Helligånden om, at han nu ville åbenbare sig på en ny måde: De troende skulle ligge på gulvet og lade sig gennemtrænge af Helligåndens nærvær og bade i «Guds flod».

Caroll Arnott beskrev soaking som «iblødlægning» eller «marinering» i Helligånden, og som en fysisk oplevelse af at blive gennemtrængt af Ånden.

Vi får et indblik i, hvad denne fysiske oplevelse består i, ved at læse hendes beskrivelse af, hvordan hun, som den første, oplevede soaking, da hun en gang havde lagt sig ned for at hvile. Da mærkede hun, at det begyndte at prikke i fingerspidserne. Hun bad Gud om, at han måtte lade dette fortsætte, dersom det var fra ham. Herefter begyndte det at prikke over hele kroppen, noget hun tolkede som en bekræftelse på, at oplevelsen kom fra Gud.¹⁰http://www1.cbn.com/700club/john-and-carol-arnott-soaking-spirit . Se også: http://www.bahaistudies.net/asma/soakingprayer4.pdf

I lighed med Torontobevægelsen spredte Soaking sig ud over hele verden i løbet af forbavsende kort tid. I Norge blev den introduceret i 2008. Da besøgte ægteparret Arnott den lutherske IMI kirke i Stavanger og Storsalen i Oslo. Soaking blev herefter etableret, særligt inden for den norske Oase-bevægelse.

Nogle af dem, som praktiserer soaking, er overbevist om, at de har fået fysiske erfaringer af Gud. De fortæller, at de har oplevet Gud som varme i kroppen, eller som vibrering eller prikken. Samtidig er gudsoplevelsen ikke begrænset til fysiske oplevelser. Når man soaker, forventes det også, at man skal modtage visioner af Gud, eller  guddommelige budskaber.¹¹En temmelig typisk beskrivelse af soaking kan se således ud: «As people have made soaking prayer a part of their lives they have experienced God’s manifested presence in various ways. For some it can be a sensation of heat, electricity, or shaking. For others it is an overwhelming sense of peace, a feeling of lightness, or abundant joy that brings on weeping and laughter». http://www1.cbn.com/prayerandcounseling/how-to-do-soaking-prayer

Hvor skal vi søge Gud?

Jeg har nu formidlet nogle træk fra tre religiøse systemer, som indebærer en fælles opfattelse af, at Gud kan opleves i menneskets krop. Afslutningsvis vil jeg foretage en kort og generel vurdering, primært med udgangspunkt i en bibelsk forståelse af skaberværket.

Som kristne må vi være bevidste om, at vores krop er skabt. Fordi kroppen tilhører skaberværket, må vi forholde os til den i lys af Bibelens lære om, at mennesker kun kan få en begrænset forståelse af Gud gennem det skabte. Vi må med andre ord tænke om kroppen i lyset af læren om almindelig åbenbaring ( Rom 1,19ff). Lad mig uddybe dette kort.

Selv om Gud både er i og uden for det skabte, er han aldrig identisk med det. Dette gælder også for min krop. Som alt andet skabt peger kroppen bort fra sig selv, på skaberen. Det må være afgørende for, hvordan jeg tænker om bøn og fællesskab med Gud.

I lighed med alt andet skabt kan min krop kun aktivere mine tanker om Gud som skaber og opretholder, ikke som min kærlige frelser.

Dette gælder også åndedrættet. Luft er ikke andet end luft, selv om den holder liv i mig gennem de kemiske reaktioner, som træder i funktion i min krop, når jeg ånder. Mine tanker kan ganske vist drages i retning af Gud som skaber, når jeg tænker på åndedrættets fantastiske system. Jeg kan dog ikke sige, at jeg oplever Gud selv, ved eller i åndedrættet.

Gud indbyder os til at søge ham der, hvor han virkelig åbenbarer sig for os, nemlig i Bibelens budskab og lære, altså det, vi kalder den specielle åbenbaring. Lad os søge Gud i hans Ord. Bare der kan jeg lære Gud at kende, som noget mere end en skaber. I Bibelen lader Gud sig finde, som frelser og Herre, og som hjælper og trøster i liv og død.

Oversat af Jørgen Bonde. Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.